Ilden som livskilde

Georgio Agamben bringer leseren på sporet av de helt vesentlige spørsmålene om litteraturens forvandlende kraft – forholdet til selve livets mysterium. 

Alexander Carnera

Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Agambens seneste bog består af en række essays der kredser om forholdet mellem kunst og liv. Hvad er der på spil i litteraturen? Er der en ild som vores fortællinger har tabt, men som den skrivende forsøger at genopdage? Hvad er denne filosoffens sten som forfatteren med en alkymists lidenskabelighed forsøger at fremmane i ordenes smelteovn? The Fire and the Tale behandler litteraturen, sprogets mysterium, den skabende handling (poetisk handling), læsningens vanskelighed, fra bogen til skærmen og forholdet mellem skrift og liv. Bogen bringer læseren på sporet af de helt væsentlige spørgsmål om litteraturen som forvandlende kraft – forholdet til selve livets mysterium.

Tabet af ilden. Vi er omringet af litteratur og fiktion fra alle sider. Aldrig har der været udgivet så mange bøger, men litteraturen selv er blot én kommunikationsform blandt mange. Litteraturen som livsdannende utopi, derimod, som erfaringsbearbejdende kraft, har mistet sin betydning. Når menneskeheden ifølge Agamben skridt for skridt bevæger sig stadig længere væk fra kilderne til livets mysterium, er det fordi vi gradvist taber erindringen om det som litteraturens tradition har lært os om ilden – livskilden. Apuleius’ (f. 125 e.Kr.) Det gyldne æsel (Metamorfosene), hvis hovedperson forvandles til et æsel, finder i sidste ende heling i litteraturens forvandlende indvielse. Mødet med ildens livskilde er i litteraturens billedskabelse et møde med indvielsens gådefulde skønhed og grusomhed der er vores liv. Med afsæt i en jødisk legende fra hasidismen lærer vi at vi ikke kan få ilden, men vi kan fortælle historien, og dette burde være tilstrækkeligt. Mysteriet skjuler altid sin ild, men vi lærer den at kende gennem vores fortællinger. Der er altså noget udenfor sproget som fortællingen forsøger at fremmane – dog har vi kun adgang til dette gennem sproget. Det er her vanskelighederne begynder for det moderne menneskes omgang med litteraturen: Den afslører enten for meget eller ingenting. Enten reduceres litteratur til den gode historie eller til kommunikation af følelser og liv. Men troen på litteraturens dannende utopi, er troen på tabet af ilden. Med Agambens ord: «Litteraturen er det sted hvor vi ser det mørke lys der kommer fra mysteriet.» Ilden er livsmysteriets mærke der påføres sproget. «De litterære genrer – tragedien, elegien, hymnen og komedien er intet andet end forskellige måder hvorpå sproget fremsiger sit tab af denne ild.» Men forfatteren synes ikke længere at bemærke disse sår, siger Agamben: «De bevæger sig blinde og døve henover sprogets afgrund og hører ikke den klage der lyder fra afgrunden; de tror blot at de bruger sproget som et neutralt instrument og erfarer ikke det forbitrede snakkeri styret af skabeloner, beregning og hævn. At skrive betyder at betænke (kontemplere) sproget. Og de der ikke får øje på og elsker deres sprog, de som er ude af stand til at tydeliggøre dets fine elegiske tråde eller fornemme den hymniske susen, er ikke forfattere.»

Livets og sprogets mysterium. Af Walter Benjamin lærte Agamben at det at studere livet er det samme som at studere sprog. Filologi – studiet af et kulturs sprog og litteratur – er kongevejen til livets mysterium. Men hvis det at udforske historien er det samme som at fortælle en historie står forfatteren overfor det paradoks at han udelukkende kan nære tiltro til litteraturen – nærmere bestemt tabet af ilden. Den gode litteratur besidder en stil hvor den fraværende ilds skælven kan høres i sproget. At skabe en karakter og fremvise spændingen af nederlag og succes, forbandelse og lykke er mere end et socialt plot; det forsegler den enkelte i en skæbne der konstituerer livet som et mysterium. Det sproglige billede gør det tabte mysterium tilgængeligt. Derefter forsvinder det. Kun i glimt finder vi fortryllelsen i vores liv. Vi bøder med vores skuffelse. Det som har tabt sit mysterium, forbliver utilgængeligt.

Agamben hævder at computeren og skærmen har ændret vores evne til at skrive og tænke. Mens bogen defineres som en relation mellem papirsiden og skriften, er skærmen en materiel «blokering» der forbliver usynlig i dét vi ser foran os. Vi ser aldrig skærmen som sådan i dens materialitet, for så snart vi tænder den, er den fyldt med tegn, symboler og billeder. Bliver siden blank eller sort er det fordi den ikke fungerer. Skærmen bliver et spøgelse der har mistet sin krop. Men det som udmærker tankens virke og potentiale, er netop den blanke sides materialitet: «At tænke er at genkalde sig den blanke side mens vi skriver og læser.»

Handlingens modstand. Den skabende eller kreative handling sætter ikke længere en forskel – den har på en måde mistet selve sit modstandspotentiale overfor menneskeliv og samfund. Men dét er ifølge Agamben fordi vi betragter mennesket som et uendeligt potentiale der skal realiseres gennem konstant produktion og virkeliggørelse. Vi må gentænke det han i stedet for den skabende handling kalder «den poetiske handling». For Agamben handler det om at forstå potentialitet som noget vi anskuer fra mulighedernes eget forundringssted, og ikke fra det virkeliggjortes sted. I så fald ser vi aldrig dét der ikke blev virkeliggjort. Vi ser ikke den negativitet som mulighederne må rumme for at være muligheder til forskel fra nødvendigheder: at muligheden for noget også må være mulighederne for alt dét der ikke findes, men som kunne findes, og som kunne have været, dét som vi kunne have forestillet os. Vi mister sansen for muligheden som mulighed, og dermed halvdelen af historien: alle de ikke-virkeliggjorte muligheders historie. Den skabende modstand skal derfor ikke tænkes som en opposition til kræfter udefra, men det som «sker indefra i den skabende (poetiske) proces», hvor man udsætter sig selv for kræfter der på én gang er formende og nedbrydende. Agamben ser den poetiske handling som den evne der drager omsorg for dét i livets og arbejdets materialitet der ikke kan forbindes med et mål, men en undren, en venten, en tøven, kedsomhed, tålmodighed. Poetisk handling som modstand giver plads til mørket, hemmeligheden, det nytteløse, tabet. Alle de uproduktive aktiviteter i livet som er sprunget ind den skabende handlings poetiske mysterium. For Agamben er litteraturens politiske modstand ikke revolutionær (samfundsomstyrtende) men en dannelsesutopi der flytter værdier og grænser indefra. Negativitetens kraft, som fremvisning af såret, rummer en kritisk kraft, men er ikke først og fremmest politisk.

Den skapende handling gjør ikke lenger noen forskjell – den har mistet sitt motstandspotensial overfor menneskeliv og samfunn.

De vises sten. Hvad er så forholdet mellem liv og værk? Agamben stiller spørgsmålet om ikke forfattergerningen grundlæggende handler om livet selv, om forvandling af selvet. Og i så fald, hvad er det for et materiale der baner vejen for en mulig forvandling? Tilfældet Rimbaud, der stoppede i en ung alder med at skrive digte for at forsvinde i Afrika som våbenhandler og omstrejfer, rejser paradokset om et litterært værk der bekræfter en ikke-litterær erfaring, der gennem denne forvandling netop bliver i stand til at skrive. Er man kun digter gennem sit værk, eller gennem en måde at være og leve på? Agamben ser en lige linje fra Rimbaud over symbolisten René Daumal (Mount Analogue) og tilbage til alkymisterne. Det som interesserer ham her, er ikke den esoteriske genres ofte banale indsigter, men metoden: at forvandlingen af metal sker side om side med forvandlingen af subjektet. Initiationen lyder: «Forvandl dig selv fra de døde sten til de levende vises sten.» Skriftens praksis er en nedstigning, i livsstoffets modstand. Stenens hemmelighed er menneskets hemmelighed: at den stammer fra os, at vi er dens råmateriale. Hos de gamle alkymister beskrevet som en «dæmon», en stemme eller gnist i et livløst stof. Hos de græske alkymister møder man på et tidligt tidspunkt forestillingen om stenen der indeholder en ånd. Den nye rejse, åndens eventyr, omtales gerne som en nedstigning. Studer tingene og forvandl jer til levende filosofiske sten. Agamben slutter af med Foucaults betragtninger om den skabende aktivitet som en praksis eller omsorg for selvet. Hvis skriften giver adgang til en form for absolution, er det fordi et levende liv aldrig udtømmende kan defineres gennem sit værk, men kun gennem dets tænkende livspraksis – i sidste ende tankens anonyme liv.

---
DEL