Ikke helt det samme som venlighed, mildhed, generøsitet, som godhed, som sød, som blød, som kvaliteten af fløjl, som underfundig hemmelig

En vakker og klok bok om nennsomhet som en aktiv passivitet og motstand innenfor etikk og politikk.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 03.12.2018

Der findes ord vi tror vi kender og derfor ikke gør et større nummer ud af. Gentleness, på dansk ‘nænsomhed’ eller ‘mildhed’, er et af dem. Nænsomheden må nemlig finde sin stemme. Vi kan ikke tage den for givet, hverken som noget vi forstår eller som noget vi gennemlever. Dufourmantelles bog består derfor af en serie tableauer der i små sproglige tankefulde scener maler sig frem til det som ikke lader sig tænke i ét begreb, men som gradvist faktisk lader sig tænke. I sig selv ret forbløffende. En malende skrift. Børn der med naivitet leger statue, de snoede vinger fra en sommerfugl i beskyttende kokon, de flade stenstøtter arrangeret som hellige sten i en have. Alle kræver de nænsomhed. Og lidt efter lidt tager nænsomheden form.

En hemmelig dyd

Et sovende barn har alle dage været et universelt billede på nænsomhed. Nænsomhed er dog ikke ren natur. Den skal læres. Måske ligefrem en dyd. Det er altid en forbrydelse at angribe mildheden og nænsomheden. Den er det hemmelige livs kraft. Og ja, den er barndommens hemmelige navn. Navnet for opdagelse og udforskning, et reservoir for en hemmelig forbundethed med verden. Uden den ville der ikke være liv: det nyfødte fosters første bevægelser og senere barndommen. Intet barn kommer ordentlig igennem denne uden nænsomhed.

Helende kraft

Anne Dufourmantelle

«Nænsomheden er,» skriver Dufourmantelle, «det liv som sover i hver og én vores celler, i håb om at vende tilbage, umuligt som det er, til den tabte verden der vuggede os lang tid før de moderlige arme.» På græsk oversættes ordet proates med ‘ydmyg’ og ‘den sagtmodige’. Heraf det bibelske: «Velsignede er de sagtmodige, for de skal arve jorden.» Navah på hebraisk henviser til den ydmyge. Nænsomhed, fortsætter hun, er en egenskab ved Gud før det bliver menneske! Men vi skal tilbage til sanskrit for at finde forbindelsen mellem åndelig godgørenhed og mildhed i hjertet. Det er vandets element. I Vedaernes sange høres denne modtagelighedens ynde. En sans for umærkelighed, at livet er som en strømmende flod. En sans for «den stille transformation». At tingene hvert øjeblik ændrer sig (kinesisk filosofi). Det som vi i vesten har så svært ved at forstå. «Vi har meget at lære af østens sans for nænsomhed uden sentimentalitet.» Her lyser en omsorgsfuld helende kraft og en modstand.

Motstand

Hos Vedaerne og Gandhi forbindes nænsomhed med ikkevoldelig modstand. For Gandhi har nænsomheden en symbolsk kraft. Tre steder hentede han inspiration til sin politiske modstand: Tolstojs idé om ikkevold, Ruskins idé om håndværkets værdighed og Thoreaus idé om altid at forfølge sandheden og ikke adlyde dårlig regeringsførelse.

Nennsomheten er det hemmelige livs kraft og barndommens hemmelige navn.

Bagved nænsomheden brænder et fælles lys, et helligt lys, ikke en religion, en højhellig Gud, men en lyttende generøsitet. Styrken i den helende kraft er netop at den ikke kommer fra viden og magt, men fra en omfavnelse af den andens skrøbelighed. Denne accept er dens styrke. En omsorg for sjælen der ansporer til ansvar overfor verden omkring os. Og spørger vi om hvad der er nænsomhedens modsætninger, er vi ikke i tvivl: vold, aggressivitet.

Sin egen verste fiende

Men her kommer bogens overraskelse: Nænsomhedens modstander er … nænsomheden. Simuleret sukkersød venlighed, kvalmende sentimentalitet, den passivitet der sælges til os via new age-teknikker, afstressindustrien og ‘zen’. En nænsomhed man egentlig ikke føler, men som virker som et andet navn for en ligegyldig autentisk venlighed. Vi ser den i mange former. «Nænsomheden lever under to forskellige former for social kontrol. Den ene, den sanselige, degraderes til stilhed, den anden, den spirituelle i new age-pakker og kompetitive metoder er tilfredse med at vi skal tro på dem så alt virker. Teorier for selvrealisering og lykkeforfølgelse medvirker mod sin vilje på en markedsplads for ‘velvære’, der afviser at inkludere negativitet, forvirring og frygt, som væsentlige menneskelige elementer, og dermed lamme såvel fremtiden som nutiden.»

Nennsomhetens dialektikk

Nænsomheden er en spænding der spiller virkelighedens nuancer ud og toner frem i selv de mørkeste farver. Nænsomhed tilhører både tanke og berøring. En ‘primær intelligens’ der bærer liv med sig og forstærker et forhold til verden båret af forbløffelse, ikke besiddelse. Både ømhed, erotiske lege såvel som det døende menneskes opgivelse der giver slip, er nænsom.

Ved å fokusere på lykke, sannhet og sikkerhet avskjermer vi oss overfor det som gjør vondt, det som krever anstrengelse.

Der er nænsomhed i vores farvel til livet, i vores afbrydelse, opgivelse, afkaldets tab og sorg. Men der er også nænsomhed i livets sødme, en følelse af være i live personificeret i Anita Ekbergs dans i La Dolce Vita, der inviterer til både galskab og sensualitet. Nænsomhedens sødme kræver en tempereret atmosfære der efterlod sit mærke på renæssancen, som senere kom til udtryk gennem konversationskunst, idéudveksling, nye måder at tænke, tale og udforske begæret på. En lethedens livsførelse ofte forbundet med nybrud indenfor kunst og kultur der bryder med normer og skaber en anden livsindstilling. Men er denne indstilling opnåelig i dag? Kan vi hæve os opover det daglige ræs, misundelse og forurettelse? Kan vi akklimatiserer os til nænsomhedens kraft?

Mildhetens makt

Men hvad er så nænsomhed? Ikke helt det samme som venlighed, mildhed, generøsitet, som godhed, som sød, som blød, som kvaliteten af fløjl, som underfundig hemmelig. Men alle disse ting på samme tid uden at være den ene mere end den anden. Det er et paradoks at nænsomhed er mildhedens magt, en nobel ydmyghed, en intelligent sødme, en diskret, men slående tankekraft, en skrøbelighed med potentiale til at rokke ved status quo. Ved at fokusere på lykke, sandhed og sikkerhed afskærmer vi os overfor det som gør ondt, det som kræver anstrengelse. På den måde holdes vi fanget i konstant at bekræfte og gennemleve tidens tre guddomme: effektivisering, hastighed og profit. Men ved at gøre dette afskriver vi os fra den livsbekræftende evne og tilgang som en sand nænsomhed og generøs mildhed tilbyder.

Bogen kan læses som et i mine øjne meget væsentligt alternativ til robusthedsindustrien, som et korrektiv til den kritikløse smilende ja-hat-kultur der gennemsyrer arbejdslivet i dag og imperativet om konstant at skulle producere. En feel-good-holdning der har lagt sig som en tyk hinde over mange ting og skabt en smilende venlighedskultur der er mere tankeløs og ufølsom end godt er.

Kommentarer