Det er mindst 17 år siden, den socialdemokratiske europaparlamentariker Marianne Vind reelt har været på arbejdsmarkedet, i hvert fald på den måde folk flest er det. Det kan mærkes i hendes gennemgang af, hvad problemerne på det europæiske – og særligt det danske – arbejdsmarked er, men først og fremmest kan det mærkes på hendes identificering af årsagerne til problemer og ikke mindst på hendes løsningsforslag, som præsenteres i den nye bog Arbejdsmarkedets skyggesider.
Marianne Vind er faglært hospitalslaborant og arbejdede som sådan fra 1995 til 2011. I 2002 blev hun tillidsrepræsentant, og i 2006 blev hun formand for Dansk Laborant-Forening under det store forbund HK i Danmark. I en sådan stilling er man fuldtidsfrikøbt til at arbejde for fagforeningen, hvilket de fleste tillidsrepræsentanter på store arbejdspladser i øvrigt også er.
Folk, der nu om stunder bliver ansat i fagforeningerne, klarer sig som oftest aldrig igen på det arbejdsmarked, de skal forestille at organisere.
Det er der ikke noget galt i som sådan – problemet ligger i, at folk, der nu om stunder bliver ansat i fagforeningerne, som oftest aldrig igen skal klare sig på det arbejdsmarked, de skal forestille at organisere. De bliver i fagforeningssystemet – alternativt glider de over i levebrødspolitikersporet – til en løn, der som oftest ligger langt over fagforeningsmedlemmernes.
Siden 2019 har Marianne Vind siddet i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og viderefører på den måde en lang tradition i den danske fagbevægelse for parløb mellem fagforeningskarriere og socialdemokratisk parlamentarisk karriere.
At Marianne Vind således i omkring to årtier ikke har været en del af det arbejdsmarked, vi andre færdes på, ville jeg ikke have hængt mig i som anmelder, hvis ikke det var så gennemsyrende for hele bogens analyse af netop dette arbejdsmarked.
Ulighed, utryghed og fattigdom
Indledningen er lige så forudsigelig som et Socialdemokratisk partiprogram: Vind argumenter imod lovbestemt mindsteløn og for EU-regulering af ‘globaliseringen’, fremhæver ‘den danske model’ som den mest geniale opfindelse siden hjulet, og identificerer arbejdskraftens fri bevægelighed og især EU’s ‘østudvidelse’ som de primære trusler mod ordentlige arbejdsforhold.
Således har vi fået slået tonerne til fem klassikere fra det 21. århundredes socialdemokratiske (med)arbejdersangbog godt og grundigt an.
Ulighed, utryghed og fattigdom i Europa er drevet frem af tre ting, skriver Vind: Teknologiens udvikling, dårlige beslutninger i EU (igen er det primært østudvidelsen i kombination med arbejdskraftens fri bevægelighed, der sigtes til), og svækkelsen af fagbevægelsen.
Især det sidste kunne have været interessant, ikke mindst taget i betragtning, at Marianne Vind har årtiers erfaring fra et af Danmarks . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement (69kr)
