Det er mindst 17 år siden, den socialdemokratiske europaparlamentariker Marianne Vind reelt har været på arbejdsmarkedet, i hvert fald på den måde folk flest er det. Det kan mærkes i hendes gennemgang af, hvad problemerne på det europæiske – og særligt det danske – arbejdsmarked er, men først og fremmest kan det mærkes på hendes identificering af årsagerne til problemer og ikke mindst på hendes løsningsforslag, som præsenteres i den nye bog Arbejdsmarkedets skyggesider.
Marianne Vind er faglært hospitalslaborant og arbejdede som sådan fra 1995 til 2011. I 2002 blev hun tillidsrepræsentant, og i 2006 blev hun formand for Dansk Laborant-Forening under det store forbund HK i Danmark. I en sådan stilling er man fuldtidsfrikøbt til at arbejde for fagforeningen, hvilket de fleste tillidsrepræsentanter på store arbejdspladser i øvrigt også er.
Folk, der nu om stunder bliver ansat i fagforeningerne, klarer sig som oftest aldrig igen på det arbejdsmarked, de skal forestille at organisere.
Det er der ikke noget galt i som sådan – problemet ligger i, at folk, der nu om stunder bliver ansat i fagforeningerne, som oftest aldrig igen skal klare sig på det arbejdsmarked, de skal forestille at organisere. De bliver i fagforeningssystemet – alternativt glider de over i levebrødspolitikersporet – til en løn, der som oftest ligger langt over fagforeningsmedlemmernes.
Siden 2019 har Marianne Vind siddet i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og viderefører på den måde en lang tradition i den danske fagbevægelse for parløb mellem fagforeningskarriere og socialdemokratisk parlamentarisk karriere.
At Marianne Vind således i omkring to årtier ikke har været en del af det arbejdsmarked, vi andre færdes på, ville jeg ikke have hængt mig i som anmelder, hvis ikke det var så gennemsyrende for hele bogens analyse af netop dette arbejdsmarked.
Ulighed, utryghed og fattigdom
Indledningen er lige så forudsigelig som et Socialdemokratisk partiprogram: Vind argumenter imod lovbestemt mindsteløn og for EU-regulering af ‘globaliseringen’, fremhæver ‘den danske model’ som den mest geniale opfindelse siden hjulet, og identificerer arbejdskraftens fri bevægelighed og især EU’s ‘østudvidelse’ som de primære trusler mod ordentlige arbejdsforhold.
Således har vi fået slået tonerne til fem klassikere fra det 21. århundredes socialdemokratiske (med)arbejdersangbog godt og grundigt an.
Ulighed, utryghed og fattigdom i Europa er drevet frem af tre ting, skriver Vind: Teknologiens udvikling, dårlige beslutninger i EU (igen er det primært østudvidelsen i kombination med arbejdskraftens fri bevægelighed, der sigtes til), og svækkelsen af fagbevægelsen.
Især det sidste kunne have været interessant, ikke mindst taget i betragtning, at Marianne Vind har årtiers erfaring fra et af Danmarks største fagforbund. Beklageligvis reflekterer hun ikke på noget tidspunkt i bogen over, om fagbevægelsen mon selv har en del af skylden for, at så mange i dag arbejder uden kollektive rettigheder til en løn, de ikke kan leve af.
Truslen mod tryghed og værdighed i arbejdslivet beskrives konsekvent som noget udefrakommende, som fagbevægelsen ikke har en ærlig chance for at værge sig imod. Utryghed og fattigdom er simpelthen ‘ubudne gæster’ i Danmark, som Vind kalder det. Resten af EU misunder danskerne for vores arbejdsmarkedsmodel, mener hun. Hvis bare ‘den danske model’ og den danske fagbevægelse havde fået lov at være i fred, ville alt have været godt, antageligt.
Ulighed og utryghed
I det næste kapitel gennemgår Vind en række data, der viser, at Danmark ligger overordentligt højt på både uligeløn mellem kvinder og mænd, på indkomst-ulighed i det hele taget og på formue-ulighed i særdeleshed. Der er endda kommet en ny undersøgelse siden Vinds bog gik i trykken, som medregner værdien af unoterede aktier – typisk i store familieejede koncerner, af hvilke der er en del i Danmark – og den undersøgelse viser, at formueuligheden er langt højere end tidligere antaget.
I stedet for at reflektere over en mulig forbindelse mellem disse forhold og det historisk tætte samarbejde mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne, og mellem fagbevægelsen og de(t) regeringsbærende parti(er), konstaterer Vind – endnu en gang – at uligheden er «drevet frem af strømninger, som i høj grad har sin rod uden for Danmarks grænser.»
Mener Vind virkelig, at der findes en tid, hvor Danmark ikke var forbundet med resten af verden, og hvor samfundet af den grund var mere lige og trygt? Det er en kortslutning af rang at argumentere for, at stigende ulighed og utryghed i Danmark kommer udefra, alene fordi de samme problemer også eksisteret (og er i vækst) i resten af verden. At den store bevægelse af arbejdskraft fra øst mod nord og vest fra midten af 2000erne uundgåeligt slog bunden ud af arbejdsvilkårene er en teori, der mangler at redegøre for – hvorfor fagbevægelsen var i massiv vækst, og løn- og arbejdsvilkår for manges vedkommende blev markant forbedrede da de europæiske lande i 1960erne og 1970erne igangsatte en omfattende import af arbejdskraft.
Om arbejde?
«Det her er en bog, der handler om arbejde», lover Vind i begyndelsen, men bogen handler forbavsende lidt om arbejde. Og de eksempler fra arbejdsmarkedet, Vind bruger i bogen, er ofte ret malplacerede.
Som eksempel på, hvordan «tidligere tiders bundsikre ansættelsesmønstre» ikke længere findes, nævner hun, at de tjenestemandsordninger, der var udbredte på det offentlige arbejdsmarked i det 20. århundrede, i dag er stort set afviklet. Som man kan læse i min bog Papirnussere, skrankepaver og blanketfinker om den kommunale del af det fagforbund, Vind er rundet af, skyldes det imidlertid, at folk selv ønskede at blive ansat på overenskomstvilkår frem for tjenestemandsvilkår – fordi det gav bedre lønvilkår og fordi der for statslige tjenestemænds vedkommende var strejkeforbud, hvilket ILO kritiserede. Med andre ord er tjenestemandsordninger et virkelig dårligt eksempel at alting var bedre i gamle dage, særligt fra et fagforeningsperspektiv.
Påstand uden empirisk grundlag
Jeg er sådan set ikke uenig med Vind i, at arbejdsmarkedet er under forråelse i de her år, med deraf følgende stigende ulighed og utryghed – herunder stigning i såkaldt working poors – både i Danmark og i resten af EU. Vind medtager i sin bog også en del data, der underbygger denne påstand.
Men at der fandtes en velfærdsstatslig guldalder, hvor ‘alle lønmodtagere’ i Danmark blev løftet gennem ‘den danske model’, er til gengæld en påstand uden empirisk grundlag. Det kommer i hvert fald an på, hvad hun mener med lønmodtagere. Der har altid været arbejdende folk, som er blevet kørt over af arbejdsgivere og af politiske reformer – og er blevet smidt under bussen af fagbevægelsen.
Som jeg også viser i førnævnte bog, resulterede implementeringen af den danske velfærdsstats måske mest berømte reform – Socialreformen af 1933 – fx i en eksplosion i brugen af løsarbejdere i den kommunale forvaltning. Under social-demokratiske borgmestre og uden nævneværdig modstand fra deres partifæller i fagbevægelsens top. Kun fordi folk på gulvet organiserede sig – ofte i direkte konflikt med deres egne fagforeningsledere – kom der efter årtiers kamp ordnede vilkår.
Om organisering og konkret faglig kamp, præsenterer Marianne Vind ikke et eneste eksempel eller gør sig en eneste refleksion.
Og netop det her med organisering og konkret faglig kamp, der præsenterer Marianne Vind ikke et eneste eksempel eller gør sig en eneste refleksion. Problemerne skal i hendes univers løses gennem rigtige (i stedet for forkerte) beslutninger i folketinget og i EU. Selvfølgelig med inddragelse af ‘arbejdsmarkedets parter’, hvilket betyder arbejdsgiverorganisationer og en fagbevægelse, der har indrettet sig således, at ledelserne ikke kan få øje på deres medlemmers realiteter. Fordi de ligger skjult i skyggerne af deres egne hæve-
sænkeskriveborde.
