«Verdens største demokrati.» Sådan hører man ofte Indien omtalt, og måske kan der være noget om snakken efter at nationen med 1,4 milliarder indbyggere i maj måned gennemførte endnu et parlamentsvalg. Og alligevel forekommer det at være en sandhed med modifikationer.
Kenneth Bo Nielsen fra Institutt for kulturstudier ved Universitetet i Oslo har sammen med et par kolleger sat sig for at give et indblik i det indiske demokrati, og det er blevet til en fin antologi, hvor eksperter fra hele verden belyser forskellige sider af sagen. Resultatet er usædvanlig godt.
Vi kender Indien som en multietnisk nation. Omkring 80 procent af befolkningen er hinduer, men der lever et stor muslimsk mindretal og diverse andre religiøst grupper i landet. Herudover befinder det indiske demokrati sig stadig i kastesamfundets skygge.
Disse komplicerede sager tager Anupama Rao kyndig hånd om i et av essayene. Som forsker ved Barnard College i New York har hun længe interesseret sig for det indiske kastesystem, der fortsat spiller en stor rolle i den indiske demokratiforståelse. I tiden, hvor Indien var ved at frigøre sig fra det britiske imperium, diskuterede man forskellige modeller for sameksistens mellem hinduer og muslimer. Der var blandt andet en fløj, som talte for at de to religioner kunne leve som sidestillede nationer på samme territorium, men det endte med en deling af landet, så muslimerne fik en flertalsstat i form af Pakistan.
B.R. Ambedkar, der var en af de fremtrædende repræsentanter for de kasteløse, prøvede allerede dengang at overbevise Gandhi om, at de kasteløse på samme vis måtte have et hjemland, men forgæves. En anden leder for denne gruppe, den bengalske politiker Jogendranath Mandal, tog ligefrem konsekvensen og flyttede til Pakistan, hvor han gjorde fælles sag med muslimerne og opnåede at blive landets første justitsminister. Men paradoksalt nok tvang anti-hinduistiske følelser ham nogle år senere til at flytte tilbage til Indien, hvorved han var lige vidt.
Økonomisk udvikling og religion
Den slags paradoksale situationer løber man på alle vegne i det indiske demokrati. Kathinka Frøystad, der er professor i moderne sydasienstudier ved Universitetet i Oslo, undersøger i sit essay to parametre i det indiske samfund, som analytikere og forskere ellers plejer at holde skarpt adskilt. Det ene er landets økonomiske udvikling, hvor det centrale spørgsmål naturligvis er, om den øgede velstand fordeler sig ligeligt, eller om den er med til at uddybe de sociale forskelle. Og det andet er religionen, eller rettere hvordan de mange forskellige religioner udvikler sig og interagerer med den økonomiske vækst.
Her er det naturligt at rette blikket på premierminister Narendra Modi, der kom til magten ved jordskredsvalget i 2014. Han førte sig frem på løfter om hurtig økonomisk og teknologisk vækst, parret med en fravælgelse af vestlige tankebaner til fordel for hinduistiske. Men selv om Modi stillede sig som varm fortaler for kvinders ligestilling og for en mere universel familielovgivning, mødte han hurtigt kritik for at uddybe de sociale forskelle, mens navnlig det muslimske mindretal og de kasteløse så sig forbigået som følge af Modis skarpe fokus på hindu-nationalisme.
Dette blotlægger et vigtigt dilemma, som har vidtrækkende konsekvenser for Indien som multireligiøs mega-stat. Indien har lige siden selvstændigheden i 1947 været præget af talrige indre modsætninger, som jo blandt andet resulterede i udskillelsen af en del af landet i form af Pakistan. Men i det daglige har der i lige så høj grad hersket en form for harmoni religionerne imellem, og den er flere steder gået fløjten, som følge af Modi-årenes aggressive vækstøkonomi.
Multireligiøse samfund
Mange indere har reageret med nostalgi. I 2018 skrev en ung hindu fra en af de bedrestillede kaster således på Facebook om sin mor, der havde varme minder om, hvordan hun om aftenen udførte sin puja, det hinduistiske bederitual, mens der blev kaldt til bøn fra en nærliggende moské. Moderens nostalgi hang sammen med, at de havde fået råd til at flytte til et «gated community» uden moskeer i nærheden. Den nære forståelse for naboens ritualer og fællesskabet mellem religionerne har været under stærk belejring under Modi.
Forståeligt nok er dette problem ikke af nyere dato. I 1992-93 førte dramatiske sammenstød mellem hinduer og muslimer til at helligdommen Babri Masjid i Ayodhya blev ødelagt. Efterfølgende spurgte magasinet India Today 20 forskellige intellektuelle, hvordan de mente man bedst kunne bruge grunden, hvor moskeen havde ligget. Hele syv foreslog at man byggede et rituelt rum, som alle religioner kunne være fælles om, og lignende tanker har været i omløb flere andre steder i Indien. Men det har også vist sig, at i tider med en markant hinduistisk ledelse bliver den slags steder hurtigt hinduiseret, mens noget tilsvarende finder sted under en markant muslimsk ledelse. Dette har i høj grad været tilfældet under Modi, og derfor er det blevet en af de store udfordringer for det indiske demokrati, at den økonomiske vækst fordeler sig retfærdigt i befolkningen samtidig med at Indien forbliver et multietnisk og multireligiøse samfund af gavn, og ikke bare af navn.
