(THIS ARTICLE IS MACHINE TRANSLATED by Google from Norwegian)
«Vi står midt i en digital revolusjon», skriver den norske politolog Hilde Nagell i indledningen til hendes bog Digital Revolusjon. Bogen lægger sig i forlængelse af en række internationale udgivelser, der alle understreger at vi befinder os midt i en brydningstid, hvor kunstig intelligens, tingenes internet (IoT) og Big Data fundamentalt vil ændre vores liv og hverdag: «Snart vil den selvkjørende bussen plukke dig opp der du måtte befinne deg, og gå når passasjerene ønsker å reise.» Billedet af fremtiden er velkendt, en selvkørende bus i en «smart» by.
Men hvad når de offentlige transportmidler drives af private multinationale selskaber, der konkurrerer om markedsandele i en stadig mere dereguleret platformsøkonomi? Hvad når en nations kritiske infrastruktur – og Nagell laver et stærkt argument for at internettet bør regnes til denne kategori, på linje med fx vand og elektricitet – sælges til højest bydende kommercielle aktør, som derefter opnår monopollignende status og frit kan «sette betingelser for blant annet bruk og priser»?
Nagells erklærede ærinde med bogen er at tage magten og den demokratiske kontrol tilbage fra de teknologi ske giganter, der definerer de globale digitale spilleregler: «I USA har noen få teknologiselskaper fått vokse seg dominerende uten stor innblanding eller regulering fra myndighetenes side. I løpet av de ti siste årene har Amazon, Apple, Facebook Microsoft og Google (Alphabet) samlet seg øverst på listen. Mens mange virksomheter sliter økonomisk etter koronautbruddet, økte de sin inntjening. Den samlede markedsverdien til disse fire selskapene ble svimlende 500 milliarder dollar.»
De fire tech-giganter
For Nagell er den voksende magt- og kapitalkoncentration hos private aktører et bekymrende aspekt af den digitale revolution. Men hvad angår de fire tech-giganters samlede størrelse har norske Nagell en trumf i ærmet, for «til sammenligning er det norske oljefondet verdt om lag 1000 milliarder dollar». Bum. Og i denne lille økonomiske sammenligning ligger Nagell’s kerneargument tilsyneladende indlejret: for det er nemlig ikke hvem som helst, der skal tage magten over den digitale infrastruktur tilbage, det er ingen ringere end den norske stat.
X-tee fungerer som vei, jernbane, torg og perrong for digitale tjenester i Estland.
Nagell’s forestilling om en nationalisering af kritisk digital infrastruktur trækker veksler på jernbanens historie i det nittende århundrede, hvor man med anti-monopol lovgivning forsøgte at bryde industribaronernes magt: «Burde vi tænke på platformsselskaber som Amazon som vår tids jernbane? Det er hensiktsmessig med kun én jerbanelinje. Historisk blev dette håndtert ved at det offentlige drev jernbanen. Da får man fordelene med kun ett nettverk uten å få ulempene med privat monopol.»
Nagell vil med den norske stats oliemilliarder i ryggen gennemtvinge en fri, gennemsigtig og «ikke-diskriminerende» tilgang til kritisk infrastruktur efter forbillede fra den lille baltiske nation Estland. Siden 2001 har borgere i Estland nemlig haft tilgang til en national dataplatform kaldet X-tee, som er «baseret på åpen kildekode og utgjør selve den digitale ryggrad i landet. X-tee fungerer som vei, jernbane, torg og perrong for digitale tjenester i Estland, både offentlige og private». På X-tee kan borgere og virksomheder via en angiveligt sikker, krypteret forbindelse klare snart sagt alt fra studielån til stemmeafgivelse. Nagell’s vision er, at Norges egen platform Altinn udvikler sig i samme retning, så borgerne har egenkontrol med og indsigt i, hvilke formål deres personlige data bliver brugt til: «Kan vi gøre som Estland og utvide Altinn til å bli en digital plattform for alt?»
Nostalgisk længsel
En digital platform for alt. I hænderne på staten? Man må sige, at Nagell har en usædvanlig stærk tiltro til staten. På den måde ligger hendes projekt i klar forlængelse af den nordiske tradition for at betragte staten som en naturlig og totalt afpolitiseret del af samfundslivet. Det er svært at forestille sig en bog som denne i fx Frankrig, hvor forholdet til staten i langt højere grad er antagonistisk. Også på titelniveau er et af de mest centrale politiske begreber overhovedet, revolutionen, blevet en tom indholdsmarkør for teknologisk udvikling. Nagell forsøger ganske vist at repolitisere begrebet ved at pege på behovet for politisk regulering af globale datamarkeder og demokratisk kontrol over kritisk infrastruktur. Men den præsenterede løsningsmodel, den nordiske model, deler den socialdemokratiske reformismes åpenlyse politiske begrænsninger.
Det er dog sværere at følge Nagell’s omfavnelse af nationalstaten som rammen for disse reformer.
Det er for så vidt sympatisk, at Nagell ønsker at begrænse de store tech-selskabers magt, og argumenter omkring fri deling af data og åben kildekode giver helt sikkert mening. Det er dog sværere at følge Nagell’s omfavnelse af nationalstaten som rammen for disse reformer, ligesom den nostalgiske længsel mod en stærk fagbevægelse og et socialdemokratisk klassekompromis synes ude af trit med den aktuelle globale virkelighed – som selv Norge uundgåeligt er en del af.
Som blandt andre Achille Mbembe har peget på, er den digitale revolution tæt forbundet med fremkomsten af et brutalt planetært grænseregime. Helt som det var tilfældet med den industrielle revolution, kan man sige, at den digitale revolution fremkalder og skærper de modsætninger, der i forvejen findes i den globale kapitalisme. Nu bliver linjerne trukket op, hvem er borger, hvem er ikke? Hvem har ret til at færdes «frit» på de digitale motorveje, og hvem vinkes til siden af politiet eller statens efterretningstjeneste fordi deres dataprofil dukker op på radaren af uigennemsigtige (algoritmiske) grunde?
Nordisk exceptionalisme
Løfter man blikket en smule over fjeldet, hinsides Norden og Fort Europa, vil man måske se, at problemerne – og dermed også løsningerne – er globale. Som Aron Benanav beskriver i sin nye bog, Automation and the Future of Work (se NY TID), befinder vi os nu i en ny fase af kapitalakkumulationen, hvor en betydelig del af jordens befolkning er permanent underbeskæftigede eller ligefrem overflødiggjorte som følge af automatisering og deindustrialisering.
Så længe den digitale revolution er spundet ind i kapitalens globale varelogik, vil selv det stærkeste Nordiske bolværk uundgåeligt bryde sammen under presset fra platformsøkonomiens billige varepriser. I den sammenhæng er 1000 milliarder oliedollars blot en dråbe vand i havet. Kapitalismen er – på godt og ondt – ved at lukke den parentes i historien, vi kan kalde Nordisk exceptionalisme.
På den måde har vi at gøre med en højaktuel bog, hvis analyse samtidig allerede er forpasset.