I en verden af vildfarelser

PSYKOSER: Jeffrey Sconce har skrevet en nervepirrende, empatisk og knastørt saglig pageturner om forbindelserne mellem teknologi og vanvid.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 02.05.2019
The Technical Delusion. Electronics, Power, Insanity
Forfatter: Jeffrey Sconce
Duke University Press, USA

Da jeg var meget ung, arbejdede jeg sammen med en lidt ældre ung kvinde, som var kæreste med kendis Frederik Fetterlein. Sagde hun. Det var i midten af 1990’erne, da Fetterleins «fokus» var i færd med at blive «rettet væk fra tenniskarrieren og mod nattelivet», som det formuleres på Wikipedia. Takket være en tredje kollegas omhyggelige læsning af sladderblade, der kortlagde Fetterleins færden, gik det langsomt op for os, at den utrolige historie om kæresteforholdet var pure opspind.

Konfronteret med sin «løgn» var vores kollega dybt rystet og holdt hårdnakket fast i, at hun var Fetterleins udkårne. Hun gik grædende hjem fra arbejde, og det hele føltes helt forkert, uden at jeg gennemskue, hvad der var på spil.

Vi var tåbelige teenagere, der ikke vidste bedre end at opfatte hende som «lystløgner» og være fornærmede over, at hun havde taget røven på os. Men hendes voldsomme reaktion på at blive konfronteret med en anden version af virkeligheden, end hun havde præsenteret, gjorde mig i tvivl. Ikke om hun virkelig var kæreste med den verdensberømte tennisspiller aka playboy. Men om lystløgner nu også var helt dækkende. Og om det overhovedet havde været okay bare sådan at kaste en anden virkelighed i hovedet på hende.

Medierede vildfarelser

Efter læsning af The Technical Delusion. Electronics, Power, Insanity har jeg fundet ud af, at min tidligere kollegas tilstand måske snarere var udtryk for delusions of reference: «For den psykotiske har mediernes fejrede evne til at simulere7intime relationer med komplet fremmede mennesker dramatisk udvidet den potentielle reference-sfære,» skriver medie- og kulturhistoriker Jeffrey Sconce. «Kendis-stalkere, for eksempel, hybridiserer ofte reference-vildfarelser med ‘erotomani’, psykiatriens meget maleriske begreb for dem, der tror, de er i romantisk forbindelse med personer, de ikke kender eller aldrig har mødt.»

Mens jeg læste The Technical Delusion, gik det i det hele taget op for mig, hvor mange erfaringer jeg har med variationer over «teknologiske vildfarelser». Som dengang min mormor – under indflydelse af stærk smertestillende medicin – var overbevist om, at hun havde set min mor i The Muppet Show dagen forinden, og med et indforstået smil tog min mors forbavsede nægtelse som udtryk for beskedenhed.

Eller dengang en af kvinderne på et natherberg, jeg arbejdede på, reagerede meget negativt på de nye computere, der var ankommet til fri afbenyttelse. I et fortroligt øjeblik hviskede hun noget om at være under overvågning fra internettet. Og muslimer. Måske i en form for sammensværgelse, det var ikke helt klart.

Hvor virkeligheden begynder og ender

Men det, der gør The Technical Delusion til en sand pageturner, er Sconces finmaskede gennemgang af vildfarelsernes topografi og deres intime forbindelse til det landkort, vi alle navigerer efter, og som de færreste af os kan undgå at fare vild i. Nogle af os sådan lidt, en gang imellem, og andre af os så fatalt, at vi ramler ud over den verdens ende, som vi ellers havde lært, ikke findes.

Sconce fører elegant læseren gennem flere hundrede års historier om teknologiske vildfarelser – fra opfindelsen af elektriciteten til nutidens allestedsnærværende gadgets – med velfortalte eksempler fra såvel psykiatrien som populærkulturen (for eksempel den dramatiske virkelige historie bag R.E.M.’s 1990’er-hit «What’s the Frequency, Kenneth»).

Terror-bombemanden Timothy McVeigh kunne komme med den ikke usandsynlige påstand, at militærhavde indopereret en mikrochip i hans balle for at spore og overvåge ham.

Antallet af vildfarelser, der involverer teknologi og medier, er steget støt i løbet af det seneste århundrede, og mange læger mener, at teknologiske vildfarelser i dag udgør det absolut mest udbredte symptom blandt personer, der diagnosticeres som psykotiske. Det nervepirrende i fortællingen består i, at selvom «vildfarelser er indbegrebet af det uvirkelige og irrationelle, er deres manifestationer og vurderingerne af dem dybt forankret i materielle, sociale processer», som Sconce formulerer det.

Stemmerne i mit hoved

Engang var telepati noget, som mange højt respekterede personer tog dybt alvorligt og arbejdede koncentreret videnskabeligt med, minder Sconce om, og hans bog er – uden på nogen måde at være vanvidsfejrende – en empatisk indføring i de ofte uigennemskuelige zoner mellem psykose og virkelighed, som både psykiatri og lægfolk har for vane at ophæve sig til alt for skråsikker dommer over.

LL: KUSTANA: JITET-LIBERTA SENZA MURI
LL: KUSTANA: JITET-LIBERTA SENZA MURI

Da min farmor havde boet på plejehjem et års tid, fortalte personalet, at hun var begyndt at høre stemmer. Det var sikkert på grund af væskemangel, forklarede de beroligende. Så hver gang hun klagede over stemmerne, gav de hende et stort glas saft. Et par dage senere kom jeg på besøg, og var knapt kommet ind ad døren, før hun sagde: «Nu er de der igen! I mit øre!»

Jeg gik hen til lænestolen og bøjede mig ned, så mit øre var lige ved siden af hendes. Og ganske rigtigt, nogen knævrede løs derinde. Det viste sig, at en plejer var kommet til at slå teleslyngefunktionen til, så hver gang naboen tændte tv’et, blev det transmitteret direkte ind i min farmors høreapparat.

Den historie endte heldigvis udramatisk, men antallet af mennesker, der oplever at få transmitteret (ofte fiktive) tv-stemmer ind i deres hoveder helt uden teleslynge, eller som oplever, at deres egne tanker bliver transmitteret direkte ud i offentligheden, er foruroligende højt. Sconce skriver, at en undersøgelse blandt tv-stationer i USA viste, at næsten halvdelen havde modtaget breve, opkald eller e-mails fra personer, der bad dem «stoppe med at sende stemmer ind i deres hoveder eller stoppe med at tale om dem på tv».

Psykose og spekulationer

Med tanke på, at teknologiske vildfarelser er blevet psykosens måske mest udbredte fremtrædelsesform, er psykiatrien forbavsende uinteresseret i at beskrive de konkrete vildfarelsers konkrete udtryk og holder sig hellere til generiske vurderinger af individuelle vanvidsformer, argumenterer Sconce:

«I en verden, hvor terrorbombemanden Timothy McVeigh kunne komme med den ikke usandsynlige påstand, at militæret havde indopereret en mikrochip i hans balle for at spore og overvåge ham, har psykiatriens sprog for at vurdere teknologiske vildfarelser udviklet sig meget lidt siden Tausks æra af krumtappe, røntgen og batterier,» skriver Sconce – med henvisning til Freuds lærling, der i psykiatrihistorien beskrives som den første, der forstod betydningen af teknologiens indtog for udviklingen af psykotiske tanker.

Hvornår bliver spekulationer, tro og overbevisninger omkring teknologi så patologiske, at lægelige autoriteter bliver nødt til at træde ind, spørger Sconce, og tilføjer et spørgsmål, der på én gang er vidtrækkende politisk og praktisk afgørende: Hvem kan afgøre, hvad der er plausible teorier om teknologiens invaderende magt, og hvad der er sygelige vildfarelser?

Ja ja, drik nu din saft, fru Andersen.