Publisert: 01.08.2018
De fleste af os kender den sikkert: frygten. Ikke den reelle frygt, hvor vi står ude på kanten af en kløft og hvor jorden skrider under os – hvor sidste øjeblik er kommet og hvor vi ser døden direkte ind i øjnene. Nej – den frygt de fleste af os kender, er nok den spekulative frygt. Den frygt vi selv kreerer på baggrund af oplysninger, følelser, spekulationer, fornemmelser og den slags svært omsættelige sager. Udfra det sammensurium af elementer skaber vi en frygt. Det mest sigende eksempel i vores tid er nok frygten for terror. Til trods for at der statistisk set er ekstremt lille sandsynlighed for at blive ramt af et terrorangreb, er det ikke desto mindre en hændelse mange frygter. Selv om tallene taler deres helt tydelige sprog: Sammenlæg dødstallene fra alle terrorangreb der er sket i Vesteuropa siden år 2000 og flyt dette tal til Danmark eller Norge. Hvad er så mest farligt? Terror eller trafik? Svaret er – og dette selvom trafikulykker er raslet ned – at trafikken har taget fem gange så mange menneskeliv på dansk eller norsk jord som samtlige vesteuropæiske terrorangreb siden år 2000. Alligevel sætter vi os dagligt ind i transportmidler uden at frygte disse en tøddel. Man kan sige at dette er ret logisk, for frem skal vi jo, så vi bliver bare nødt til at sætte os i bilen og så skubbe en eventuel frygt væk. Men det er ikke så simpelt. Derfor har makkerparret Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen, henholdsvis økonom og journalist, sat sig for at finde ud af hvorfor vi bliver så bange. Og hvorfor vi især bliver bange for ting der ikke er nogen grund til at frygte.
Magefølelse fremfor rasjonalitet
Andersen og Nielsen går grundigt og systematisk til værks i deres rundrejse i frygtens kringelkroge. De kommer blandt andet frem til hvordan medielogikkerne skaber grobund for historier der bunder i spekulativ frygt. De regner sig frem til at mange statistikker bliver misvisende, fordi nævneren mangler. Altså at man ser en stigning i mord, trafikulykker, pædofilisager og andet grumt, men glemmer at sætte tallet i relief til omstændighederne. Sker der eksempelvist i samme periode en voldsom befolkningstilvækst (hvilket ofte er tilfældet)? I så fald vil kurven nok være stigende, men risikoen faktisk dalende. Eller sagt med forfatternes kække sprogbrug: «Tællere uden nævnere kan forføre på den helt trælse måde.»
Frykten de fleste av oss kjenner, er nok den spekulative frykten.
Makkerparret får også tydeliggjort hvordan vores hjerne spiller os et puds. Hvordan vi ofte er tilbøjelige til at lade os styre af temmelig irrationelle betragtninger. Eksempelvist kan vi blive så overbelastede med informationer at vi i stedet for ræsonnement tyr til mavefornemmelser. Vi forenkler for at gøre det komplekse og uoverskuelige bare nogenlunde håndterbart.
Endvidere har den menneskelige hjerne ofte lyst til at sætte i systemer og mønstre som egentlig ikke eksisterer, men som vi baserer på gisninger og formodninger skabt af det vi iagttager og hører. Forfatteren giver eksemplet med at træde ind på et lager. Lageret er fyldt til randen med varer, så vi kan kun se de første rækker, men anledt af det vi ser (og eventuelt tidligere erfaring med lignede lagerbygninger), så laver vor hjerne en formodning om at de andre rækker nok rummer nogenlunde lignende varer som er at finde på de første rækker. Dette er muligvis også tilfældet, men det modsatte kan sagtens være tilfældet, det også. Vi er dermed tilbøjelige til at generalisere og skabe systemer, hvilket også gør sig gældende i vores stillingtagen til den spekulative frygt, og her kan det blive noget mere graverende end hvordan vi forholder os til en lagerbygning. Dette kan eksempelvist gælde vores kalkule på om atomkraft er forsvarligt, eller hvorvidt vi bør sætte alle midler ind mod at bekæmpe en terrorisme som statistisk set er et forsvindende lille problem sammenlignet med mange andre problemer.
Retoriske knep
Undervejs i Farligt får forfatterne anskueliggjort syv–otte huskeregler som kan hjælpe os til at navigere mere skeptisk i en verden hvor den spekulative frygt ligger og ulmer. Det hedder sig således at vi bør have øje for «opmærksomhedsklister», altså om nogen er ude efter vores stemme, penge eller støtte. Særligt skeptiske skal vi være overfor nye studier, da de ofte viser lidt af hvert. Og endelig kan vi med fordel have en naturlig mistillid til de folk der maler fanden på væggen og bruger ordene «det kan ske».
Mye av frykten har sitt utspring i medienes logikk og publikums måte å ta denne logikken opp i seg på.
Bogen er letlæst, og indholdet på mange måder yderst pædagogisk formidlet. Selvom forfatterne uden tvivl trækker på en række kilder og forskellige typer dokumentation, forstyrrer dette på ingen måde læsningen. Her er ingen kildehenvisninger eller fodnoter. Derimod er der en blå prik hver gang man kan bladre om bag i bogen og finde flere oplysninger og kilder. Det fungerer godt. Et pædagogisk og retorisk greb er også at forfatterne ofte gør brug af at sætte de mange tal og statistikker ind i en sammenhæng der næsten virker personligt intimiderende. Således beretter de ofte hvordan et tal vil se ud hvis vi overfører det til læserens vennekreds. Hvor mange år vil der så gå i gennemsnit før en ven af læseren dør i en krig (svaret er at vennen dør som 200-årig) eller bliver myrdet (som 1000-årig). Dette retoriske greb højner forståligheden, men bliver måske også en anelse trættende i længden. I det hele taget er længden på værket et problem. Emnet er interessant, men det kunne med fordel behandles på halvt så meget plads, hvilket ville øge intensiteten uden at gå på kompromis med dybden i værket. Lige nu er der nemlig en del anekdotiske afsnit samt fyldsprog man sagtens kunne være foruden. Dette ændrer dog ikke på at værket har stor relevans i vores dybt medierede tid, for der er ingen tvivl om at megen af den spekulative frygt udspringer af mediernes logikker og publikummets måde at optage disse logikker på. Det kan en bog som Farligt forhåbentligt være med til at ændre.
