De fleste af os kender den sikkert: frygten. Ikke den reelle frygt, hvor vi står ude på kanten af en kløft og hvor jorden skrider under os – hvor sidste øjeblik er kommet og hvor vi ser døden direkte ind i øjnene. Nej – den frygt de fleste af os kender, er nok den spekulative frygt. Den frygt vi selv kreerer på baggrund af oplysninger, følelser, spekulationer, fornemmelser og den slags svært omsættelige sager. Udfra det sammensurium af elementer skaber vi en frygt. Det mest sigende eksempel i vores tid er nok frygten for terror. Til trods for at der statistisk set er ekstremt lille sandsynlighed for at blive ramt af et terrorangreb, er det ikke desto mindre en hændelse mange frygter. Selv om tallene taler deres helt tydelige sprog: Sammenlæg dødstallene fra alle terrorangreb der er sket i Vesteuropa siden år 2000 og flyt dette tal til Danmark eller Norge. Hvad er så mest farligt? Terror eller trafik? Svaret er – og dette selvom trafikulykker er raslet ned – at trafikken har taget fem gange så mange menneskeliv på dansk eller norsk jord som samtlige vesteuropæiske terrorangreb siden år 2000. Alligevel sætter vi os dagligt ind i transportmidler uden at frygte disse en tøddel. Man kan sige at dette er ret logisk, for frem skal vi jo, så vi bliver bare nødt til at sætte os i bilen og så skubbe en eventuel frygt væk. Men det er ikke så simpelt. Derfor har makkerparret Steffen Andersen og Hans Jørgen Nielsen, henholdsvis økonom og journalist, sat sig for at finde ud af hvorfor vi bliver så bange. Og hvorfor vi især bliver bange for ting der ikke er nogen grund til at frygte.
Magefølelse fremfor rasjonalitet
Andersen og Nielsen går grundigt og systematisk til værks i deres rundrejse i frygtens kringelkroge. De kommer blandt andet frem til hvordan medielogikkerne skaber grobund for historier der bunder i spekulativ frygt. De regner sig frem til at mange statistikker bliver misvisende, fordi nævneren mangler. Altså at man ser en stigning i mord, trafikulykker, pædofilisager og andet grumt, men glemmer at sætte tallet i relief til omstændighederne. Sker der eksempelvist i samme periode en voldsom befolkningstilvækst (hvilket ofte er tilfældet)? I så fald vil kurven nok være stigende, men risikoen faktisk dalende. Eller sagt med forfatternes kække sprogbrug: «Tællere uden nævnere kan forføre på den helt trælse måde.»
Frykten de fleste av oss kjenner, er nok den spekulative frykten.
Makkerparret får også tydeliggjort hvordan vores hjerne spiller os et puds. Hvordan vi ofte er tilbøjelige til at lade os styre af temmelig irrationelle betragtninger. Eksempelvist kan vi blive så overbelastede med informationer at vi i stedet for ræsonnement tyr til mavefornemmelser. Vi forenkler for at gøre det komplekse og uoverskuelige bare nogenlunde håndterbart.
