Hvorfor der er noget og ikke bare intet

Den eneste autoritet, som i dag kan sige: «Du skal ændre dit liv», er den globale krise. En krise mærket af usikkerhed og vores tilhørsforhold til jorden. Hvis der er noget i tiden og i denne krise, der denne gang befaler os at ændre vores liv én gang for alle, er det fordi den bringer spørgsmålet om livets forhold til det levende op til overfladen.

For måske er det kommet, det momentum, vi har ventet på så længe, der skal bryde med tidens sorgløse logik. Måske det begynder med Leibniz’ spørgsmål om hvorfor der er noget og ikke intet. Hvor vi støder mod en væg. Den væg som tidligere digtere, tænkere og glemte religioner gerne omtalte som livets hellighed.

Hvordan ændrer mennesket sig i en maskintidsalder?

Men dette giver nærmest en følelse af håb: at vi igen kan stille disse spørgsmål, udforske dem – det som er kunstens opgave. Hvad betyder liv? Hvad er vores ansvar overfor vores planet, andre dyr og livsformer? Hvordan ændrer mennesket sig i en maskintidsalder? Skal teknologien redde os? Skal kroppen og kropssproget? Skal kunsten?

Kvindens indre styrke og ro

Den engelske maler og forfatter Leonora Carrington og hendes lille eventyr om barnets forvandling i en frygtsom og ensformig verden The Milk of Dreams (Drømmenes mælk), udgør Cecilia Alemani#s visionære kuratering for Biennalen. Carringtons hyldest til kvinden, til stoffet og kroppens forvandlinger, går igen i mange af værkerne.

Det første der møder mig i den rustikke udstillingsbygning Arsenale, er amerikanske Simone Leighs 5 meter høje bronzeskulptur af en afrikansk kvinde fra Vestafrika – med fletninger, men uden øjne. Et kraftfuldt kvindeligt totem, der i sin krop inkarnerer arkitekturen fra Benin og Togo og det brændte lers betydning for livet. Hvis en enkelt gestus kan sige meget, må det være Leighs anden skulptur Last Garmant i den amerikanske pavillion, der forestiller en sort kvinde i en foroverbøjet position. Hun står med strakt ryg og arbejder i den våde mark med vand til over anklerne. Mark, krop og gestus glider i ét, som én stor skulptur. Den tidlige sorte amerikanske historie er her, undertrykkelsen, udsatheden, det manuelle arbejde, nødvendigheden og alligevel, kvindens indre styrke og ro.

Det taktile, håndværket, genbruget

Kvinden samler, kvinden giver tilbage. Til os, til jorden. Det er sådan vi fortæller historier, skriver Ursula K. Le Guin i sin bog Bæreposeteori for fiktion (1986/2017), som ikke overraskende er en central reference på biennalen. At skrive og fortælle er også at samle det adskilte.

Naturen er her også historie, kolonisering, udnyttelse og slaveri.

Mária Bartuszová har skabt en række abstrakte former, der ligner æg, reder, kvindelige dele af kroppen, der med en særlig teknik, skaber hule fragmenter. De runde former er som Brancuis æg, nu med huller, udsatte hungrende efter liv.

Jeg ser flere strikkede «malerier», Gabriel Chaile#s lerskulpturer, Tau Lewis scrap fabric tekstiler af kæmpehoveder, imaginære talismaner. Eller tekstiler som en måde at udtrykke det kvindelige, hos Emma Talbot. Eller de menneskelignende kroppe hos Precious Okoyomons Earthseed, sat sammen af levende, stadig voksende materialer, vilde blomster, snegle og blade. Naturen er her også historie, kolonisering, udnyttelse og slaveri. Et på én gang skrøbeligt og levende organisk værk.

Men også skriften kan blive taktil, materiel, som hos Claude Cahun, Djuna Barnes, Unica Zürn m.fl. At skrive har ikke så meget at gøre med en privat aktivitet, som et møde med stoffet, en anden produktionsmåde. I det hele taget fornemmer jeg en vending mod det taktile, håndværket, genbruget, og jeg spørger mig selv om hvad der sker med kunsten i disse år. God kunst forudsætter som bekendt håndværkerens færdighed og materialebevidsthed, men det vigtige er jo om det får mig til at se og tænke anderledes over verden og tingene. Kunsten er vel dette mere? Jeg fornemmer også et behov for at vende tilbage til det konkrete liv, det forhåndenværende, det porøse, til hverdagen, til den langsomme tid. Ikke den endeløse jagt på det nye, forandringens grænseløse uendelighed. Tyske Raphaela Vogel#s herlige kæmpeskulptur af den mandlige penis med fuldt udstyr minder mig om dette. Da jeg går tættere på, opdager jeg at denne penis lider af alle tænkelige sygdomme lige fra testikelkræft til kønsvorter og eriktal dysfunktion. Den mandlige potens er impotent. Alligevel bliver denne kæmpepik trukket af fem inficeret giraffer der nok snart vil dø!

En uhyggelig livløs dobbeltgænger

Især tre videoer gjorde et stort indtryk.: Egle Budvytyte#s Mutating bodies er kollektiv kropskunst der lader kroppe og omgivelser interagere med hinanden på en vild og overraskende måde. Vi følger en gruppe unges sjælevandring gennem fyrskov og sandduner optaget i Litauen. For at give noget tilbage til jorden, til planterne og dyrene, det vi har taget fra dem og ødelagt. Menneskets hybris. Fortalt med muterende kroppe, der også bevæger sig som dyr (krabber), en forbundethed og nedbrydning på samme tid. Alt sammen ledsaget af sfærisk musik og poesi. Kropskunst møder spekulativ fiktion.

Også i kinesiske Zheng Bo#s værk Le Sacre du printetemps, om fire nøgne mænds erotisering med træer og natur, finder begæret nye symbiotiske åbninger med naturen hinsides det menneskelige. Vi mærker jordens vibreren gennem mennesket.

Historien om hans mord på familien og efterfølgende selvmord.

Helt sin egen er Diego Marcon#s film: The Parents’ Room der bedst lader sig beskrive med Freuds begreb uhjemlighed (unheimleich), at det genkendelige viser sin uhyggelige vrangside og måske sandhed: En mand sidder på sengen i et værelse, mens en kvinde ligger ved siden af ham. Alting er roligt, familiært og rart. Så begynder han i en korbaseret monolog med en fin og høj tone, at fortælle historien om hans mord på familien og efterfølgende selvmord. Da kameraet zoomer ind på hans ansigt belagt med en underlig hvid maske, går det op for os, at vi befinder os i et køligt efterliv. De er alle døde. Far, mor, datter og søn. Én efter én træder de andre nu ind og synger deres besked fra dødens uhjemlige dal. Med den største finhed og ømhed. Den syntetiske computergenerede film skaber en uhyggelig livløs dobbeltgænger i mennesket som både skriger og synger til os fra den anden side.

Alle tre film giver mig en oplevelse af at være stødt mod en væg, menneskevæggen, og insistere på at lytte til en stemme fra den anden side, hvem er vi, og hvorfor er der noget og ikke ingenting. Og kunne det hele være anderledes?

Min krop er en film

Den fransk-algirske filminstruktør Zineb Sedira har skabt en totalinstallation i den franske pavillion: en model over hendes eget hjem lavet som et filmstudie og ved siden af en biograf hvor man kan se klip fra hendes film. Det handler ikke kun om at fortælle historien om at lave film i eksil, om undertrykkelsen af Algir og dets befolkning tilbage fra kolonitiden, men at filmkunstens spor og sprog bor i vores kroppe, dens arkiv, vidneberetninger, at livet er som en skrøbelig montage taget fra en dokumentarfilm. Ved at fremstille verden på en uvant måde, lærer vi at se den anderledes, og under særlige omstændigheder kan dette muligvis give os livsfølelsen tilbage, for at vi igen skal føle tingene eller gøre tingene levende i os.

Her virker Jacques Rancières tilgang til kunst og film, særligt nærværende hos Sedira.

At skabe brud i vores vaner

Kunsten reorganiserer forholdet mellem tegn, billeder og måden at leve på.

Det er ikke længere muligt at identificere kunsten med dens medium.

Det bliver nærliggende at spørge til om og hvordan en sanselig væremåde tager sig ud og baner vejen for en måde at leve på. I den forstand har vores «post-mediale» situation ikke kun en strukturel betydning, men også en værdimæssig og eksistentiel, fordi den netop handler om at skabe brud i vores vaner for måder at sanse på. Dette er så vidt jeg kan se det som åbner sig med denne biennale: Brugen af teknologi bliver en måde at forskyde fokus fra den gamle eksistentialisme om angst og mening for mennesket til mening for omgivelserne, for naturen, for ødelæggelserne, for nyskabelserne, for jorden. Biennalens lille retrospektive samling om zyborgen, om menneske og maskine fortæller ikke så meget nyt, men minder os bare om at udforskningen af menneske og erfaring i dag ofte foregår sammen med ikke-menneskelige komponenter – tekniske indretninger, medier, kropsproteser etc. Det er ikke længere muligt at identificere kunsten med dens medium, fx maleriet og den todimensionelle flade. Dette er det 21. århundredes problem, som billedkunstens mange eksperimenter. Det er nok én af grundene til at der allerede er så få malerier, og at de få der er, fra Syd, fra Cuba, fra Sudan, også udforsker maleriets egen praksis, fx den sudanesiske digter og maler Ibrahim El-Salahis kalligrifiinspirerede tegninger der også gør brug af cement, og cubanske Belkis Ayons særlige trykketeknik. Til gengæld er de religiøse og spirituelle sider ved maleriets her højst nærværende.    

Jeg vover altså den påstand, at den vedvarende skabelse i kunsten er mere end en bevægelse fra intet til intet, men fra noget til noget.

Se også om Anselm Kiefer i Venedig.