Fotobogen Metrovia af den danske fotograf Krass Clement præsenteres som «et fotoværk om Buenos Aires men ikke i gængs forstand en bog om hele byen og dens arkitektur og kendte pladser. Snarere en beskrivelse af den følelse, der vækkes ved et sted».
På 184 sider tager Krass Clement os med rundt i Buenos Aires. Dét Buenos Aires han som besøgende har valgt at affotografere. Det er primært i undergrundsbanen, på pladser og offentlige steder.
Byen er på flere måder himmel og helvede i aktion med en infernalsk trafikkultur og galsindede og passionerede indbyggere
I pressebrevet fra Gyldendal siger Krass Clement: «Byen opleves som et kontrastrigt møde mellem en fortrolig, klassisk europæisk kultur og en fremmedartet latinamerikansk. Metrovia veksler mellem fotografier af steder og mennesker på gader og pladser og i undergrundsbanen, som bringer dem vidt omkring til forskellige kvarterer. Storbyen er svær at indkredse i et specifikt billede, den fanges snarere i det rytmiske flow, en bog tilbyder, i en evig bevægelse mellem netop det genkendelige og det fremmede».
Undertegnede bor i Buenos Aires på 23. år og må selv med min bedste vilje melde pas. Imponerer, overbeviser og forfører fotobogen – mig? Desværre. På ingen måde.
Og selv om jeg aldrig havde besøgt Buenos Aires, så er selve fotografierne stereotype uden at indfange «den følelse, der vækkes ved et sted». Hvis Krass Clement forsøger at vise den følelse, som han under sit eller sine besøg i Buenos Aires har følt, så er det en nogen lunken følelse.
Fotoboen viser ikke mangfoldigheden i denne farverige sydamerikanske storby med knap 13 millioner indbyggere. Dét er heller ikke hensigten, skriver Gyldendal.
Metrovia – hvis titel refererer til undergrundsbanen bedre kendt som «el subte» – viser mennesker på forladte og nedslidte gader og scener fra den offentlige trafik. Et par sider tager fotobogen os med på naturhistorisk museum og et tangosted.
Den agter altså ikke at vise Buenos Aires i klassisk forstand. Men kun en følelse, som byen vækker.
Uden et budskab og uden en rød tråd
Jo mere man bladrer i Metrovia jo større bliver følelsen af at være vidne til en stime af fotos uden et budskab og uden en rød tråd. Jo tættere man kommer på sidste side jo stærkere bliver læserens forvirring og ét spørgsmål: Hvorfor overhovedet denne fotobog?
Hvis formålet er at vise, hvilken følelse Buenos Aires som en vibrerende, kaotisk, sensuel og betagende storby er, så viser fotobogen for mange af de samme – dårlige – fotografier. Hvor er (de fotos der indkredser) forsøget på at vise den mangfoldighed og kontrasten mellem klassisk europæisk og fremmedartet latinamerikansk, som forfatteren selv påtaler?
Ærligt talt kunne Metrovia lige så godt være en fotobog fra en østeuropæisk eller nedslidt amerikansk storby. Dét Buenos Aires undertegnede kender vækker helt andre følelser, der påvirker modtageren og går under huden langt mere end Metrovia´s monotome billed-række.
Så beklager. Det er en ommer. Eller en slet-ikke. At visse fotografier virker taget flere år tilbage præ-pandemi – eksempelvis ved at læse forsiden på en avis på ét foto – fuldender følelsen af en ukomplet og famlende fotobog.
Metrovia virker halvhjertet og uden hverken budskab eller retning. Den er ikke båret af passion endsige forståelse for at vise Buenos Aires. Og de – eller bare dén følelse, som var Krass Clements hensigt – kommer ikke til udtryk.
Buenos Aires har – og er – en intensitet på hvert gadehjørne, som forfører selv den mest hastigt besøgende – turist. Blandingen af det europæiske og det sydamerikanske kan ses alle steder – bare ikke på Krass Clements fotografier. Byen er på flere måder himmel og helvede i aktion med en infernalsk trafikkultur og galsindede og passionerede indbyggere.
Næsten apatiske ansigter
Krass Clements fotografier emmer af mennesker med udtryksløse næsten apatiske ansigter. Hvis dét er hensigten at vise lige netop dén følelse, så rammer hans deromkring middelmådige fotografier næsten plet.
Det er bare mange sider at bruge på at vise lige netop dén følelse og ikke andre og lige så interessante af storbyens følelser.
Om Metrovia er dokumentar eller kunst – og om den agter at være noget eller begge eller intet – er underordnet. Hvis hensigten er at vise, hvilken følelse en sydamerikansk storby som Buenos Aires vækker, så er Metrovia en underlig størrelse, der aldrig overbeviser og heller aldrig får læserens følelser i sving.
Og det er synd, for Argentinas hovedstad er en menneskeligt ekstremt fascinerende metropol med et hav af subkulturer og følelses-trickere, der tvinger den besøgende – og den fastboende – igennem følelsesregistret næsten dagligt.
Dét fejler Metrovia fælt i at vise.