Hvordan kapitalistisk fremmedgørelse har antaget billedformen


MEDIESAMFUNDET: En analyse af, hvorledes de menneskelige relationer, inklusive sproget, er blevet iscenesat. Her i en kølig elegance, hvad Debord selv kaldte «negationens stil».

Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 2020-06-04
       
Det spektakulære samfund
Forfatter: Guy Debord
Forlag: Oversat af Louise Bundgaard og Gustav Johannes Hoder
Aleatorik & Antipyrine, København

Guy Debords La société du spectacle foreligger i en ny dansk oversættelse med titlen Det spektakulære samfund. Det er en særlig form for bog. Da den udkom i 1967, var den et forsøg på at kortlægge en ny historisk situation med henblik på at hjælpe en kommunistisk revolution på vej.

Der fandtes ikke mange af den slags bøger i 1967, og der findes endnu færre i dag, hvor kun få tør kaste sig ud i så ambitiøst et anliggende som at tegne et samlet billede af det kapitalistiske samfund og dets modsigelser. Med Det spektakulære samfund beskrev Debord de afgørende politiske faktorer i den anden halvdel af det 20. århundrede. Han var fuldt ud klar over det provokerende ved et sådant foretagende. I 1960’erne talte såvel politikere som sociologer og andre allerede om forsvindingen af klassesamfundet. Om hvordan tidligere konflikter nu var blevet overvundet. Debord var uenig, og bogens 221 teser viser igen og igen, at det ikke var tilfældet, at betingelserne for en revolution tværtimod var modne.

Synlighedsdyrkelse

En af udfordringer ved at genlæse Debords bog i dag er den forsimplede internalisering af bogens titel og dens analyse af den rolle, billeder spiller i dag. Fra Reagan over Berlusconi til Trump ved vi alle sammen, at billeder spiller en central rolle i formidlingen af politik. Begivenheder som 9/11, Snowdens afsløring af NSA’s overvågning og Cambridge Analyticas påvirkning af præsidentvalget i USA i 2016 har slået fast, at det politiske spil er kendetegnet ved såvel synlighedsdyrkelse og misinformation som skjult påvirkning. Det taler vi ofte om som spin.

Det symbolske produktionsapparat producerede billeder, reklamer, slogans, brands og virtuel lykke i en svimlende bevægelse.

Debords analyse er imidlertid ikke en analyse af den måde, politik bliver indpakket på. Det er en langt mere omfattende analyse af en udvidelse af det kapitalistiske samfunds fremmedgørelsesformer, og hvordan fremmedgørelsen har antaget billedform. Det er det, Debord beskriver som det «spektakulære», der omslutter samfundet og underkaster det. Ifølge Debord, der er elev af Marx, er det kapitalistiske samfund kendetegnet ved modsigelsen. Men denne modsigelse holdes nu sammen af billedlige dominansformer, der ikke blot trænger ind i hverdagslivet, men også gør det svært at overskue samfundet og danne sig et billede af det, så man forstår, hvordan tingene hænger sammen.

Nye kontrolformer

Debord udfører en analyse af fremkomsten af nye kontrolformer. Han trækker veksler på Marx’ analyse af varen og på forskellige senere udvidelser af kritikken af den politiske økonomi – ikke mindst Georg Lukács’ analyse af tingsliggørelse. Ifølge Debord spiller billeder en helt central rolle i det spektakulære samfund, men ikke i en forsimplet medievidenskabelig forstand, hvor det handler om falske eller sande billeder. Det er i stedet helheden af det kapitalistiske samfunds økonomiske, politiske og kulturelle processer, Debord analyserer. Det er en analyse af, hvorledes de menneskelige relationer, inklusive sproget, er blevet iscenesat.

Abonnement kr 195 kvartal

Fremmedgørelsen er blevet udvidet, den har spredt sig fra fabrikken og produktionsprocessen og trænger nu ind i områder af det menneskelige liv, der tidligere ikke var underkastede vareformen – områder som fritid, men også kunst. Det var derfor, Debord og situationisterne på et tidspunkt opgav kunstinstitutionen. Det er kun for så vidt, at kunsten tager form af overskridende aktioner uden for kunsten, at den er tro mod kunstens historiske potentiale og bidrager til en kritik af det spektakulære, konkluderede de. Situationisternes situation var det modsatte af spektaklet, det var proletariatets æstetisk-revolutionær selvskabelse.

Mardi Gras. Foto: Pixabay
Foto: Pixabay

Immanent kritik

Det er den historiske analyse af udvidelsen af underkastelsen, hvad Marx kaldte subsumption, som tenderer til at give Debords analyse en særlig dramatisk dimension, der momentvis gør den til storladen forfaldshistorie, om hvordan mennesket er endt med at miste herredømmet til teknologien. Det er en risiko, Debord er villig til at tage.

Det er immanent kritik som polemik, og polemik kan tendere mod det karikerede. Men det var et spørgsmål om alt eller intet for Debord, kontrarevolutionen accelererede, det symbolske produktionsapparat producerede billeder, reklamer, slogans, brands og virtuel lykke i en svimlende bevægelse. Derfor handlede det om at fremsætte en totalkritik; begrænset kritik ville blot bekræfte det bestående, kun en sammenhængende kritik af den materialiserede ideologi var relevant.

Revolutionær antividenskab

Derfor er Debords bog heller ikke skrevet som en tør og kedelig akademisk afhandling. Den består af 9 kapitler og 221 teser, der hver og én hamrer løs på den spektakulære vareøkonomi og dens billedlige dominansformer.

Det er ikke sociologi eller politisk videnskab, Debord har gang i, det er snarere revolutionær antividenskab, en form for politisk skrift, der kalder på handling og udfordrer institutionaliserede måder at tænke på. En skrift som nægter at følge reglerne og leve op til alle mulige akademiske normer for god videnskabelig skik eller måder at argumentere på. Det spektakulære samfund er et opråb, et kampskrift hvor indhold og form hænger uløseligt sammen. Debord skriver på én gang kontrolleret og aforistisk. Teserne er skrevet i en særlig stil kendetegnet ved en kølig elegance, hvad Debord selv kaldte «negationens stil».

Praktisk kritik

Det spektakulære samfund var en intervention, hvor Debord angreb spektaklet, men kun havde spektaklets dominerede former til sin rådighed. Bogens analyse var derfor uløseligt knyttet til en «praktisk kritik». Kun når den teoretiske kritik af spektaklet smeltede sammen med «den praktiske strømning af negation i samfundet», ville den blive sand, skrev Debord.

Maj ’68 er længe siden, og Debords forhåbninger om en revolutionær overskridelse af kapitalismen fandt ikke sted. De følgende fire årtier var i det store og hele et langt nederlag. Men siden 2016 har den skjulte borgerkrig inden for det bestående samfund nået et punkt, hvor den bryder ud i åben konfrontation: I Frankrig udgør Nuit debout, de gule veste og nu pensionsstrejkerne en diskontinuerlig protestbevægelse, der peger hinsides. Der bliver igen «konstrueret situationer» mod spektaklet.