«Er vor tids konstante krav om en politisering af kunsten – afholdelsen af forummer og konferencer, hvor politiseringen diskuteres – et tegn på, hvad Slavoj Žižek kalder ’pseudoaktivitet’? Er dagens kunst ikke dybt forankret i ekspertforvaltningen af samfundsinteresser som metode og selv en del af vores samtids akutte behov for uophørlig aktivitet? Skrid til handling, vær aktiv, deltag, vær altid klar til at opponere, generér nye ideer, vær opmærksom på konteksten, mens du hele tiden reflekterer over dine produktionsmetoder …»
Det er blevet stadig vanskeligere at skelne mellem kunstværket fra den kommunikation der omgiver det.
Sådan spørger Bojana Kunst i sin bog Kunstner i arbejde. At samtidskunsten og dens udøvere er kommet til at ligne det moderne arbejdsliv med det ustoppelige krav om at skulle være produktiv, lede sig selv, gøre sig synlig, virker nok ikke særlig opsigtsvækkende længere på de fleste. For i et videnssamfund hvor sprog, kommunikation, tanke og rådgivning står i centrum af produktionen er det ikke overraskende at det også gør sig gældende for kunsten. Forlag, gallerier, udøvende kunstnere og kulturbranchen som helhed oplever hvordan det er blevet stadig vanskeligere at skelne mellem kunstværket fra den kommunikation der omgiver det.
Men det foruroligende er, at vi faktisk ikke bemærker den brutale udbytning af kunstnerne og det kunstnerisk virke med alt hvad det indebærer af stadig større ensretning af kunsten og tabet af en kritisk offentlighed. Overalt vil man gerne have kunst til at kaste lidt glasur over begivenheden, åbningen af en restaurant eller en festival, mens man spiser kunstneren af med en flaske rødvin som betaling eller en bog. Vi bemærker det ikke fordi vi selv er centrum for vores egen produktion: «Subjektiviteten i dag ligger i kernen af produktionsmetoder og arbejdsprocesser.»
Kunsten har til alle tider været forbundet med noget der peger udover mennesket, noget helende, noget overskridende, noget ubegribeligt. Nu glider kunsten i ét med mennesket og dets konstruktioner og det bliver svært overhovedet at tale om et kunstbegreb – hvad kunst er. Men hvem smitter hvem? Er det kunsten der er kommet til at ligne det moderne arbejde? Eller er det alt det andet der er blevet som kunsten, at moderne organisationer nu agere med kunsten som norm – medarbejderen skal være kreativ, legende, autentisk etc. Fremtræden og iscenesættelse er blevet vigtigere end indhold. Det er blevet svært at tale om kunsten, det som baner vejen for en anden erfaring. Tilbage står kunsten midt i en arbejdslivskultur hvor alle kæmper om opmærksomheden, om kampen for at få noget til at ske. Resultatet er ophobningen af pseudoaktiviteter som mange steder suger livet ud af et skabende virke – en ophobning der hænger sammen med idoliseringen af fællesskabsdannelse, mødekultur og et socialt tyranni. Mødekulturen er blevet fetich, som hun skriver. «Møder er noget der umuliggør liv», som hun citerer Giorgio Agamben.
Subjektivitetsproduktion
En særlig magt og autoritet kendetegner i dag kapitalismen og økonomien, hvor man skal investere i sig selv, sin fremtid, sine projekter, sit projektliv. Hvad den enkelte frem for noget skal producere for at gøre sig gældende i videnssamfundet er netop subjektivitet. I et samfund hvor ingen længere rigtig kan sige hvad det vil sige at producere noget af værdi (skrivning, rådgivning, kommunikation), skal man øve sig stadig mere på denne subjektivitetsproduktion – dvs. at sælge sig selv og sine relationer.
Alle passer sit og spiller det individuelle spil og håber det bedste.
Vigtigere end værket og kunstens kritiske tænkning, er det blevet at skulle være dygtig til at dokumentere og orkestrere et projektliv, et forfatterskab, ens genre, emne, ens praksis. Subjektiviteten er i krise, men det virker som om vi ikke har noget modtræk. De forskellige kunstbrancher dyrker den individuelle forfatters succes, eneren, som i sportsverdenen. Forfatteren og andre kunstnere står i dag alene med deres kritik af de daglejeragtige arbejdsvilkår, monopoldannelse af store forlag, indkøbspolitik mv. Ingen fælles fodslag eller fælles kritisk front. Alle passer sit og spiller det individuelle spil og håber det bedste. Man er banket på plads i det nyliberale samfundsmaskineri. Vi er endt i en situation hvor, som hun skriver: «Subjektivitetens krise har mistet sit frigørende potentiale, den havde i 1960’ernes og 1970’ernes kunstneriske praksis.»
Bekendelseskultur
Men hvorfor ser og mærker vi det ikke? Hun forklarer det med franske Michel Foucault og den stigende bekendelseskulturs selvkontrol og selvforvaltning: bekendelsen er blevet vor tids teknik for produktion af sandhed. Man bekender sig selv, sine passioner, interesser, relationer, berømmelse, sygdomme, elendigheder, sin kærlighed, sine synder. Problemet er at hele denne teknik for selvforvaltning er blevet en del af magtens måde at virke på. Som hun skriver: «Behovet og forpligtelsen til at bekende er i dag inderliggjort i en sådan grad, så vi ikke længere mærker, at vi påvirkes af en magtstruktur. Det føles ikke som en effekt der skyldes et udefrakommende herredømme over os.» Subjektiviteten er i krise, men man får ikke skabt rum til at bearbejde egne erfaringer. Kapitalens krav om at være i gang, producere og samarbejde, ender som en «tvangspræget foranstaltning og et dække over at vi slet ikke længere har nogen tid.»
Men hvordan slippe ud af dette fængsel? Hvordan generobrer kunsten sin kritiske kraft? Svaret har med tid at gøre, med vores måde at leve på i forhold til tiden. Vores måde at bevæge os på. En anden tid end den lineære tid, den opmålte tid, den travle tid, en langsommere tid, en opdagelse af varigheden.
Bojana Kunst ser dansen som en måde at skabe modstand, det som åbner for et glimt af varighed. Til forskel fra fordismens mekanisering af industriarbejderens kroppe og automatisering, begynder dansens potentiale og nydelse med hverdagslivets evne til at skabe forandringer i de måder hvorpå bevægelse kan skabe «kvalitative forstyrrelser», «forandringer af livets kræfter» og en «tidslig dynamik». Det handler om at bremse bevægelse, at synke ned i stoffet, at arbejde med et materiale, med den tid det tager. Og det handler om at skabe en afstand til et målstyret virke. I Occupybevægelsen fx gik man fra kropsløse netværk til lokale forbundne former for tidslig vedholdenhed og udholdenhed på bestemte steder. Kunst kalder det en «varighedsorienteret eftersøgning af nye politiske legemliggørelser.»
Det danske Laboratorium for Økologi og Æstetik# som nævnes i efterordet, beskriver sig selv som en blød modstandspraksis optaget af at iagttage naturen og de mindste organismers langsomme organiske måder at frembringe nyt overrumplende liv.
At bære livets korthed
«Mennesker er nødt til at have en fornemmelse af langsomhed, fordi det er den eneste måde, vi kan skelne ønskelige og mulige forandringer på», skriver Kunst. Tiden er ikke et projekt der hele tiden skal realiseres. Tiden selv består snarere af forhindringer, afbøjninger, ufrivillige bevægelser, umærkelige forskydninger, en egentlig langsomhed, hvor tidens strøm blot forsvinder. Hun citerer den tyske filosof Odo Marquard der skriver at «ethvert menneskeliv grundlæggende er langsomt, sammenlignet med døden.» Ved at træne os selv i dette bliver vi bedre til at bære, at menneskelivet er kort sammenlignet med verden omkring os.
Når Bojana Kunst beskriver dansen som et egentligt sandt arbejde og ikke som en imitation af det producerende arbejde hænger det netop sammen med at dansen skaber sin egen tid og rum – den forvandler stoffet i bevægelse. Den negerer det givne og skaber noget nyt. Kunstens egentlige opgave. De som arbejder med dans og studere kroppen, taler om at vi lever i en tid, hvor kroppen har tabt ynde, lethed, skønhed og dermed sin egen tidslige fylde – ‘The Fall from Grace’. I dag har vi fået en dresseret og tæmmet krop, der ikke udstråler ynde. Kroppen forsvinder til fordel for hovedet, samtidig med at den udstilles og perfektioneres som objekt.
Kunsten at gøre mindre …
Jeg er enig med denne forfatter i at de historiske betingelser for kunstnerisk arbejde har ændret sig, at kunsten mere og mere ligner det øvrige arbejdsliv og de brutale markedsvilkår, men det er også en begrænsning hvis man tror at kapitalisme og magt kan forklare alle handlinger og muligheder. Derfor er bogens sidste del om kunsten at gøre det mindre afgørende vigtig.
Det kunne i øvrigt være skrevet som et digt: At vise sammenhængen mellem kunstnerisk arbejde og måden at leve på. Øve sig på at leve på en måde der befordrer undren, ikke-nyttig aktivitet, kedsomhed, dovenskab, langsomhed. I dag lærer vi at se på mennesker som et uendeligt potentiale der kan og skal realiseres gennem konstant produktivitet. Det vi ofre er ikke potentialer, men impotentialer, vores evne til ikke at være (Agamben). Til ikke at være et middel til et mål. Til ikke at skulle være dette eller hint, men åben, undrende, søgende. At være i live er at finde plads til det målløse, til det unyttige, undren, den blotte væren, det uproduktive, langsomheden, søvnen.
Som Peter Laugesen skrev i sine mindeord til digterkollagen Henrik Nordbrandt der døde forleden: «Der sker absolut ingenting i digtene, men det ingenting er alt.»
