Forfatter: Joe William Trotter jr.
University of California Press, USA
Der er tre oplevelser, som i nyere tid har været afgørende for min forståelse af USA’s politiske økonomi: Ta-Nehisi Coates analyse af Trump som «USA’s første hvide præsident» i magasinet Atlantic et år efter valget; Troublemakers School i Chicago et par måneder før valget; og senest Joe William Trotter jr.’s nye bog Workers on Arrival. Black Labor in the Making of America.
Alliancer og brud
Bogen igennem viser Trotter at den sorte arbejderklasse aldrig har forholdt sig passivt til udbytningen af deres arbejdskraft: Den sorte lagerarbejder Brandin McDonald fra Warehouse Workers for Justice var for eksempel mere optaget af at kæmpe lokalt for retten til at organisere sig – og til at organisere sig på tværs af racialisering – i de pakhuse, der blandt andet servicerer gigantvirksomheder som Walmart: «De forsøger at opdele os i latinoer, hvide og afroamerikanere for at forhindre, at vi taler sammen om vores vilkår», fortalte han. McDonalds anden store bekymring var, at der i hans lokalområde blev lukket skoler og åbnet fængsler.
Med udgangspunkt i sin egen hverdag pegede lagerarbejderen dermed på arven fra flere hundrede års historie. En historie om, hvordan amerikansk kapitalisme er skruet sammen. At Brandin McDonald overhovedet var til stede på en fagforeningskonference sammen med hvide arbejdere, ville ha været utænkelig for blot hundrede år siden.
Obama signalerede til sorte, at hvis de arbejder dobbelt så hårdt som
hvide, er alt muligt.
Historien om
amerikansk arbejdskamp er nemlig også historien om, hvordan hvide arbejdere
allierede sig med borgerskabet om at holde sorte arbejdere nederst i hierarkiet
– også efter afskaffelsen af slaveriet. Om hvordan sortes arbejde og
værdiskabelse i det hele taget er blevet usynliggjort i USA.
Det er den 400 år lange historie, som Trotter udfolder i Workers on Arrival. Og han starter og slutter med at vise, hvordan historien griber grundlæggende ind i nutiden.
USA’s første hvide præsident
En af hovedfortællingerne om valget af Trump har været, at det skyldtes den hvide arbejderklasses (retmæssige) vrede over at være blevet sejlet agterud under afindustrialisering og deregulering af økonomien.
Fra højre til venstre lød denne forklaring, som tilslører to intimt forbundne forhold: Havde det ikke været for den økonomiske elite og dele af middelklassen, ville Trump aldrig have fundet vej til Det Hvide Hus. Og selvom der ganske vist findes hvide i de mest marginaliserede dele af USA’s arbejderklasse, så består den hovedsageligt af sorte, latinoer og andre ikke-hvide befolkningsgrupper.
Indirekte – og indimellem direkte – kom de usammenhængende, men hegemoniske Trump-analyser til at fremstille det som om, USA’s arbejderklasse er hvid. Og den sorte befolkning? Vistnok et sammenrend af identitetspolitisk fikserede minoriteter og narkokriminelle velfærdsnassere.
«Det siges ofte, at Trump ikke har nogen ideologi, hvilket er usandt – hans ideologi er hvidt overherredømme», skrev Ta-Nehisi Coates i Atlantic, og argumenterede for, at mens Obama signalerede til sorte, at hvis de arbejder dobbelt så hårdt som hvide, er alt muligt, så sendte Trump den modsatte besked til sine hvide følgere: Arbejd halvt så hårdt som sorte, og endnu mere er muligt.
Denne logik er grundlæggende, hvad USA og dets ophobning af værdier er bygget på, viser Trotter i Workers on Arrival. Under den tidlige industrialisering levede både hvide og sorte såkaldt frie arbejdere en kummerlig tilværelse med minimal indflydelse på eget liv. Men, skriver Trotter:
«Hvide lønarbejdere fik gradvist adgang til at stemme, til statsmagten, til at danne egne politiske og sociale organisationer og fagforeninger, mens det store flertal af deres afrikansk-amerikanske modparter forblev forbundet til deres slavegjorte brødre og søstre gennem både lovlig og udenomsretslig marginalisering, økonomisk udbytning og racial ulighed.»
Slår igen
Helt frem til mellemkrigsårene holdt hvide fagforeninger sorte arbejdere ude – nogle uformelt, andre helt åbent i vedtægterne – og sorte arbejdere skabte i stedet deres egen infrastruktur for at holde sig oven vande. Gennem blandt andet faglig organisering, sociale organiseringsformer – omkring for eksempel de racialt segregerede boligområder og borgerretsbevægelsen – lykkedes det gennem det 20. århundrede den sorte del af arbejderklassen at tilkæmpe sig en bedre politisk, social og økonomisk platform i USA.
Den afindustrialisering og deregulering af økonomien, hvis hvide ofre der er faldet mangt en krokodilletåre over siden Trump, har imidlertid først og fremmest ramt den sorte del af arbejderklassen:
«Arbejdsløshed, fattigdom, forureningsskabte helbredsrisici og frihedsberøvelse af unge sorte steg dramatisk i det 20. århundredes sidste år», skriver Trotter. I det 21. århundrede er «bunden af den globaliserede kapitalistiske arbejdskraft» i USA primært befolket af sorte.
Og som det også var tydeligt i deltagerspektret på Troublemakers School i Chicago dengang før Trump helt blev taget alvorligt, er nogle af nutidens mest slagkraftige fagforeninger i USA anført af sorte og latino arbejdere, og ikke mindst kvinder.
Det er velsagtens dette, som hårrejsende store dele af det hvide USA ikke kunne tåle. At det især skulle være hvide (mandlige) arbejdere, som er blevet uretfærdigt behandlet af den globale kapitalisme og det politiske establishment, er der i hvert fald ikke historisk belæg for.
