Hvem tar telefonen og løser ditt fuckings problem?

Telefonsenterindustrien har vokst til over én million ansatte på Filippinene, som i flere tiår har kjempet for å skape arbeidsplasser. I en ny bok stilles spørsmålet om hva det betyr å løse problemer, gjerne for urimelige mennesker på den andre siden av kloden – natten lang.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

A Nation on the Line. Call Centers as Postcolonial Predicaments in the Philippines

Jan M. Padios

Duke University Press

USA

Filippinerne har, så længe nogen nulevende kan huske, været plaget af mangel på arbejde. En situation der også bliver kaldt «befolkningsoverskud»; hvis man ikke har et officielt lønarbejde, er man som bekendt til overs. Folk er derfor i stort antal rejst ud i verden for at finde job, og siden midten af det 20. århundrede har staten ageret mellemmand. For ti år siden skete pludselig det som hverken eksportorientering, befolkningseksport eller industrialiseringsforsøg havde kunnet bevirke: Der blev skabt nye job, – hundredetusinder af nye job.

Padios beskriver hvordan telefonsentrene inngår i en global, rasialisert og (post)kolonial økonomi.

Det første call center åbnede i Filippinerne allerede i 1992, men dengang var der stort set ingen der vidste hvad dette var. Det er det vel egentlig stadig de færreste der ved. Jeg var selv lidt i tvivl da jeg begyndte at læse A Nation on the Line – jeg vidste bare at dersom man har problemer med sin computer eller printer eller telefon, skal man bruge urimeligt lang tid på at finde et telefonnummer på kundeservice, og så vil den der måske tager telefonen, formentlig befinde sig i en ganske anden del af verden end den virksomhed hvis produkt man er på vej til at kaste ud ad vinduet. Præcis hvad der foregår i et call center – hvem der arbejder der, hvordan de bliver oplært og ledet, hvordan de oplever arbejdet og hvad det gør ved dem samt hvordan call center-fænomenet bliver indskrevet i Filippinernes sociogeografi, økonomi og nationale selvfortælling – beretter amerikansk-filippinske Jan M. Padios om i sit etnografiske studie af denne temmelig særprægede del af global kapitalisme. 

En industri full av løfter

Siden Accenture Group åbnede Filippinernes første call center, er industrien eksploderet, særligt fra midten af 2000’erne. I 2010 overhalede landet Indien og blev verdens største såkaldte BPO-hub; BPO står for Business Process Outsourcing og kan omfatte udflytning af alt fra Human Resources til kundekommunikation. Nye virksomheder opstår (eller gamle muterer) med tilbud om at levere serviceydelser til andre virksomheder: Den amerikanske computerproducent Elphin har for eksempel fået Vox Elite til at håndtere alle deres kundehenvendelser, hvilket foregår via et call center i Manilas forretningsdistrikt. 

Da Jan M. Padios gik i gang med sin forskning i 2006, kunne Filippinernes call center-industri tælle sine ansatte i titusinder. I dag sidder flere end én million og tager telefoner hele natten, da det især er kunder i vestlige tidszoner de betjener. Industrien forventes at vokse med 17 procent årligt, og genererer allerede en større andel af landets BNP end arbejdsmigranternes hjemsendte penge.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.