In vitro
In Vitro. Foto: Lenka Rayn

Venezia-biennalen: Hvad sker der når mennesket ikke længere er centrum?


BILLEDKUNST: Dette års kunst-biennale i Venedig viser os en anderledes verden, mere sammenfiltret, foruroligende, underlig og skrøbelig på samme tid. Fra hvert rum optegnes vibrerende linjer mellem katastrofe og sammenbrud, kolonialisme og tilhørsforhold, menneske og maskine.

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2019-05-23

En ung kvinde bevæger sig rundt i et ujordisk ingenmandsland, under byen Betlehem, som er sprunget i luften efter en økologisk katastrofe. Undervejs fører hun en samtale med en overlevende fra tiden før, om erindring, historie og identitet. Filmens farveskala ligner tyktflydende olie. Et fysisk tryk og et billede på en opvarmet klode. Den 27-minutter lange film In Vitro er det danske bidrag til Venedig Biennalen, som netop er åbnet, og den er skabt af den dansk-palæstinensiske kunster Larissa Sansour. En stærk både poetisk og politisk film, der holder desillusionen åben som en livsmulighed.

In Vitro af Larissa Sansour og Søren Lind

Filmens handling finder sted under den palæstinensiske by Betlehem og kredser om livet efter katastrofen, om at befinde sig i et limbo, hverken være fordømt eller frelst. Centralt står samtalen mellem en ældre kvinde, der ligger i sengen, og en yngre, der er vokset op i tiden efter ødelæggelsen. For den ældre må livet bygges på fortid og erindring. For den yngre er fortiden og erindringen kun symbolsk nostalgi. For den ældre er byen et hjem, for den yngre en abstrakt påstand om en ødelagt verden. Ideen om et hjem er fordrevet. Filmens sci-fi-greb muliggør en anderledes udforskning af det stridende geografiske rum mellem Israel og Palæstina. Tiden synker bogstavelig talt ned i rummet som et fængsel. For hvordan skal vi forstå fortællinger om tilhørsforhold og fortid når alt er ødelagt? Med sin film støber Sansour en spekulativ sci-fi-fiktion i poetisk-eksistentiel legering – en sær fremmedartet skønhed. Et profetisk, men universelt syn på Israel-Palæstina-konflikten, om hvem vi er, om tilhørsforhold, om usikkerheden overfor det som kommer.

I rummet overfor står et monument for den tabte tid. En skulptur, der udstiller mørket, traumet, som suger al energi til sig, som sluger fremtiden, den tid der hele tiden synes at være tabt. Men min første tanke da jeg forlod filmen i …


Kjære leser. Du har nå lest månedens 3 frie artikler. Så enten logg inn hvis du har abonnement, eller støtt oss gjerne ved å tegne et abonnement for fri tilgang?
Abonnement kr 195/kvartal