In vitro
In Vitro. Foto: Lenka Rayn

Venezia-biennalen: Hvad sker der når mennesket ikke længere er centrum?

BILLEDKUNST: Dette års kunst-biennale i Venedig viser os en anderledes verden, mere sammenfiltret, foruroligende, underlig og skrøbelig på samme tid. Fra hvert rum optegnes vibrerende linjer mellem katastrofe og sammenbrud, kolonialisme og tilhørsforhold, menneske og maskine.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 23.05.2019

En ung kvinde bevæger sig rundt i et ujordisk ingenmandsland, under byen Betlehem, som er sprunget i luften efter en økologisk katastrofe. Undervejs fører hun en samtale med en overlevende fra tiden før, om erindring, historie og identitet. Filmens farveskala ligner tyktflydende olie. Et fysisk tryk og et billede på en opvarmet klode. Den 27-minutter lange film In Vitro er det danske bidrag til Venedig Biennalen, som netop er åbnet, og den er skabt af den dansk-palæstinensiske kunster Larissa Sansour. En stærk både poetisk og politisk film, der holder desillusionen åben som en livsmulighed.

In Vitro af Larissa Sansour og Søren Lind

Filmens handlingfinder sted under den palæstinensiske by Betlehem og kredser om livet efterkatastrofen, om at befinde sig i et limbo, hverken være fordømt eller frelst.Centralt står samtalen mellem en ældre kvinde, der ligger i sengen, og en yngre,der er vokset op i tiden efter ødelæggelsen. For den ældre må livet bygges påfortid og erindring. For den yngre er fortiden og erindringen kun symbolsk nostalgi.For den ældre er byen et hjem, for den yngre en abstrakt påstand om en ødelagtverden. Ideen om et hjem er fordrevet. Filmens sci-fi-greb muliggør enanderledes udforskning af det stridende geografiske rum mellem Israel ogPalæstina. Tiden synker bogstavelig talt ned i rummet som et fængsel. Forhvordan skal vi forstå fortællinger om tilhørsforhold og fortid når alt erødelagt? Med sin film støber Sansour en spekulativ sci-fi-fiktion ipoetisk-eksistentiel legering – en sær fremmedartet skønhed. Et profetisk, menuniverselt syn på Israel-Palæstina-konflikten, om hvem vi er, omtilhørsforhold, om usikkerheden overfor det som kommer.

I rummet overfor ståret monument for den tabte tid. En skulptur, der udstiller mørket, traumet, somsuger al energi til sig, som sluger fremtiden, den tid der hele tiden synes atvære tabt. Men min første tanke da jeg forlod filmen i den danske pavillon, var:også et tab for os danskere som opererer i en verden uden konflikter og krigeinde på livet, en verden hvor vi ikke risikere noget, og som har mistet sansenfor tilværelsens tragiske sider. Måske er det derfor vi sidder på klinker fra Palæstinamens vi ser filmen, for at mærke tyngden, energien, sammenstødet?


… OBS. teksten fortsetter …
Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)

Ny Tid i julegave

Legg igjen en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.