Venezia-biennalen: Hvad sker der når mennesket ikke længere er centrum?

BILLEDKUNST: Dette års kunst-biennale i Venedig viser os en anderledes verden, mere sammenfiltret, foruroligende, underlig og skrøbelig på samme tid. Fra hvert rum optegnes vibrerende linjer mellem katastrofe og sammenbrud, kolonialisme og tilhørsforhold, menneske og maskine.
In vitro
In Vitro. Foto: Lenka Rayn
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 23.05.2019

En ung kvinde bevæger sig rundt i et ujordisk ingenmandsland, under byen Betlehem, som er sprunget i luften efter en økologisk katastrofe. Undervejs fører hun en samtale med en overlevende fra tiden før, om erindring, historie og identitet. Filmens farveskala ligner tyktflydende olie. Et fysisk tryk og et billede på en opvarmet klode. Den 27-minutter lange film In Vitro er det danske bidrag til Venedig Biennalen, som netop er åbnet, og den er skabt af den dansk-palæstinensiske kunster Larissa Sansour. En stærk både poetisk og politisk film, der holder desillusionen åben som en livsmulighed.

In Vitro af Larissa Sansour og Søren Lind

Filmens handling finder sted under den palæstinensiske by Betlehem og kredser om livet efter katastrofen, om at befinde sig i et limbo, hverken være fordømt eller frelst. Centralt står samtalen mellem en ældre kvinde, der ligger i sengen, og en yngre, der er vokset op i tiden efter ødelæggelsen. For den ældre må livet bygges på fortid og erindring. For den yngre er fortiden og erindringen kun symbolsk nostalgi. For den ældre er byen et hjem, for den yngre en abstrakt påstand om en ødelagt verden. Ideen om et hjem er fordrevet. Filmens sci-fi-greb muliggør en anderledes udforskning af det stridende geografiske rum mellem Israel og Palæstina. Tiden synker bogstavelig talt ned i rummet som et fængsel. For hvordan skal vi forstå fortællinger om tilhørsforhold og fortid når alt er ødelagt? Med sin film støber Sansour en spekulativ sci-fi-fiktion i poetisk-eksistentiel legering – en sær fremmedartet skønhed. Et profetisk, men universelt syn på Israel-Palæstina-konflikten, om hvem vi er, om tilhørsforhold, om usikkerheden overfor det som kommer.

I rummet overfor står et monument for den tabte tid. En skulptur, der udstiller mørket, traumet, som suger al energi til sig, som sluger fremtiden, den tid der hele tiden synes at være tabt. Men min første tanke da jeg forlod filmen i den danske pavillon, var: også et tab for os danskere som opererer i en verden uden konflikter og krige inde på livet, en verden hvor vi ikke risikere noget, og som har mistet sansen for tilværelsens tragiske sider. Måske er det derfor vi sidder på klinker fra Palæstina mens vi ser filmen, for at mærke tyngden, energien, sammenstødet?

Melankoli, intimitet, horror

Engelske Ed Atkins har som del af en større multi-installation (Old Food og Good Man) skabt en række computer-genereret videoer der portrætterer ham selv og andre der er ramt af en form for en uforklarlig mystisk krise. De halvt kunstige og halvt virkelige ansigter bevæger hovedet i underlige trækninger, mens en tyktflydende væskelignende gråd løber ned af deres kinder. En tilsyneladende endeløs gråd. Den digitale sentimentalitet forvandlet til en uhørt intimitet.

Ed Atkins: Old Food. Video, kostymer fra Teatro Regio Torino. Foto: Andrea Avezzu.

Jeg var tilbage to gange for at se disse portrætter. Hvorfor græder mennesket? Fordi det ellers ikke ville kunne fortælle sandheden? Fordi sandheden skal føles med hele kroppen før det sande viser sig, før vi kan være sande? Fordi sand medfølelse også indebærer en parathed til at føle smerte? Også selvom disse ansigter er hjemsøgt af horror, af spasmer, af dummies.

Umiddelbart langt fra og så alligevel ikke hører Atkins’ anden video af umulige byg-selv-burgere der samles og kollapser i en uhyggelig McDonald’s-reklame imitation. Først dumper brødet ned, så salaten, så agurken, men i stedet for en bøf vælter det ned med menneskekroppe, babyer, eller ansigtshud der ligner skinke, derefter ketchup og chilimayonnaise. Det øverste brød løfter sig, sammen med indmaden, hvorefter det hele kollapser. Mennesker og babyer mast til ukendelighed mens de falder, ryger ned gennem et bundløst hul, ned, ned. McDonald’s forvandlet til Dantes helvede. Vi er langt fra Abuster og kapitalismekritik; det er horror.

Men hvor blev malerkunsten af? De få malerier på udstillingen ligner mere collage eller kommentarer til tidligere malere. Samlinger af ting og fragmenter ledsager de fleste pavilloner. For eksempel den indiske der fortæller historien om Mahatma Gandhi gennem indsamling af ting, benproteser, hindukæder, plove etc. Mere radikal er filippinske Mark Justinianis Island Weather, der i en på én gang fritsvævende og underjordisk gigantisk installation af en sætterkasse fyldt med mærkelige ting og genstande optegner det filippinske øhav fra et genkendeligt territorium til en ny fortryllende jord. Svimlende og kosmisk.

Theresa Margolles: Muro Ciudad Juárez

Katastrofe og sammenbrud

I det ene rum af Giardini-pavillonen har Teresa Margolles (Mexico) med Muro Ciudad Juárez udstillet et stykke af konkrete murbrokke fra en offentlig skole i Ciadad Juárez (en grænseby kendt for narkokrig og utallige uskyldige ofre) – med pigtrådshegn for oven og skudhuller rundt om. Geninstalleringen af muren på biennalen gør indtryk, ikke mindst i lyset af Trumps xenofobiske krav om en mur til at adskille USA og Mexico.

I rummet ved siden af har kineserne Sun Yan og Peng Yu med deres Can’t Help Myself placeret en gigantisk installation i en lukket kubus, en fem meter lang robotarm der ender i en skovl. Rundt om på gulvet i en cirkel siver en tykflydende mørkerød væske. Mens maskinen rastløst bøjer sig frem og tilbage i det gennemsigtige «bur», giver den umiddelbart et indtryk af en industrirobot ved et samlebånd. Men da er det som om den begynder at danse med armen, «ryste røven», mens den skiftevis skovler den blodlignende væske tilbage på plads i en sisyfoslignende bevægelse. På én og samme tid uhyggelig og poetisk, og mens vi står der og kigger for anden gang, kommer det til os: Det er en dinosaurus – en kødædende Tyrannosaurus rex!

Sun Yan og Peng Yu: Can’t Help Myself. Foto: Francesco Galli

Ved siden ser jeg Jon Rafmans Disaster under the Sun, hvor en gruppe digitaliserede menneskelignende dukker tumler rundt i et udefinerbart landskab. Efter et stykke tid skubbes de ud over kanten, presses ned i jordens sprækker og væk. Rafman stiller spørgsmål som: Hvad sker der når mennesket ikke længere er centrum? Hvem er vi egentlig, og hvad er vi lavet af? Og er tidens sammenbrud udelukkende en konsekvens af klima- og flygtningeforhold, eller er den del af en bredere diskussion om hvad der er sket med vores civilisation?

Jon Raufman: Disaster Under the Sun

Tankevækkende er det at klimaproblematikken på dette års biennale ikke er ophøjet til en selvstændig tematik, men del af en langt bredere refleksion om hvad det vil sige at være menneske i en ny-teknologisk tidsalder. AI og spekulativ fiktion. For eksempel værker der udforsker AI som en selvgenererende hjerne (Yusifova, Aserbajdsjan), som total kontrol (Kina!), som fremtidig utopi (Hito Steyerl This is the Future).Hos Hito Steyerl bevæger man sig blandt digitale blomster hvis sanselige former og farver opløser sig på skærmen i en algoritmisk fantasi. Filmen udforsker spørgsmålet om hvorvidt AI kan forudsige fremtiden, og svaret er nej. Teknologien er et falsk håb, AI kan kun tilbagekaste et lys af det som vokser ud af allerede eksisterende former. Måske fordi der ikke er tale om en reel sanselig erfaring?

Kommentarer