Hvad mener islam om blasfemi?

Rushdie-affæren, Muhammedtegningerne, Theo van Gogh, Charlie Hebdo og København midt i februar. Listen er lang og blodplettet. Selvom den er af nyere dato, er diagnosen gammel: blasfemi! «Doktorerne» er dog vildt uenige om blasfemiens status. For nogle er den et onde og snarere et tegn på menneskeforagt end gudsforagt, for andre er den et adelsmærke for frihed og […]

Ny Tid
Ny Tids arkiv av artikler, skrevet av diverse skribenter. (Se nederst i artikkelen, evt kontakt oss for skribent).

Rushdie-affæren, Muhammedtegningerne, Theo van Gogh, Charlie Hebdo og København midt i februar. Listen er lang og blodplettet. Selvom den er af nyere dato, er diagnosen gammel: blasfemi! «Doktorerne» er dog vildt uenige om blasfemiens status. For nogle er den et onde og snarere et tegn på menneskeforagt end gudsforagt, for andre er den et adelsmærke for frihed og satirisk modmagt. Sikkert er det, at blasfemien er en højst kompleks størrelse, juridisk, religionshistorisk, sociologisk og psykologisk. Ikke desto mindre har det slået mig, hvor lidt baggrundsviden om islams klassiske blasfemiopfattelse, den danske offentlighed reelt er blevet bibragt. Selvfølgelig er der nutidige og højst ikkereligiøse bevæggrunde til, at blasfemien er dødsensfarligt skandalestof i dag, men der er også dybe religionshistoriske rødder med i spillet. Det vil her være mit argument, at nutidens fatale blasfemisager er i kontinuitet med islamisk tradition, men at der naturligvis også er tale om moderne mutationer og en særdeles selektiv (re)konstruktion af en påstået autentisk islamisk tradition. Som udgangspunkt kan vi sige, at for blasfemi generelt gælder det, at den involverer udtryk, som synes at krænke eller være respektløse over for Gud, hellige personer og ting. Men hvordan begrebsliggør den islamiske tradition selv denne generelle definition? Her må vi vende blikket mod islams særlige retstænkning, også kendt som shari›a-traditionen. Shari’aen tager først og fremmest udgangspunkt i to typer kildemateriale, når den forsøger at nå frem til et standpunkt, henholdsvis Koranen og sunnaen, dvs. Muhammads gøren og laden. Først Koranen, der rummer en række vers, som de retslærde argumenterede ud fra, når de forsøgte at indkredse blasfemiens væsen og forvaltning. Et eksempel er 33:57: «De, der krænker [yudhuna] Gud og Hans udsending, dem forbander Gud i det dennesidige og det hinsidige. Han har beredt dem en forsmædelig straf.» Hvad der præcist ligger i at krænke er uklart, men vi forstår, at krænkelsen her er dobbeltrettet, dvs. både angår Gud og Hans udsending, altså Muhammad. I overensstemmelse hermed tænkes krænkelsen at udmønte sig i en dobbeltrettet forbandelse, i det dennesidige og hinsidige. Om den «forsmædelige straf» både skal udmønte sig i denne verden og hisset er dog ikke klart. Andre vers i Koranen synes at svinge mellem at overlade straffen til Gud i efterlivet, og at Gud rent faktisk griber ind og straffer på Jorden, eventuelt ved hjælp af muslimerne selv. Ligesom Koranen bærer præg af at være udsprunget af et polemisk og konfliktmartret miljø, således også sunna-traditionen, som man finder attesteret i Muhammadbiografierne og i haditherne, små fortællinger og udtalelser af og om Muhammad. Sunnaens funktion er jo blandt andet at afklare de uklarheder og antydninger, som koranversene gav anledning til blandt de troende. I forhold til blasfemi har sunnaen en række fortællinger om og udtalelser fra Muhammad vedrørende personer, der havde modarbejdet, bagtalt, krænket, satiriseret eller ligefrem fysisk generet ham. Man kan næsten læse denne pragmatisme som Senantikkens svar på Marshall-planen. Flere af disse modstandere havde komponeret smædedigte – en gammelarabisk specialitet – om Profeten, og det er ikke mindst disse satirikeres skæbner, vi må tage i betragtning, når vi skal forstå nutidens sager med Rushdie, Westergaard, Vilks. Nogle af dem blev nemlig beordret dræbt af Muhammad (og efterfølgende dræbt – men dog aldrig af Muhammad selv), andre angrede og blev benådet, atter andre nåede at flygte i sikkerhed. Det er tydeligt, at den Profet-blasfemiske poesi udgør et særlig ømtåleligt punkt i sunnaen og derfor har ret drakoniske implikationer for shari’aens ræsonnementer. Hvis vi for eksempel tager Muhammad, da han var på højden af sin magt og vælde, nemlig ved erobringen af Mekka i 630, er det slående, hvordan sunnaen beretter om, hvorledes han skånede de allerfleste af sine modstandere, ja selv de mest magtfulde ærkefjender. Alt i alt var der ifølge traditionen kun nogle få navngivne personer, der var udpeget som strategiske mål. De mest prominente af fjenderne blev sågar belønnet med topposter i den nye muslimske umma, hvilket angiveligt vakte noget røre blandt nogle af de muslimer, som loyalt havde støttet Profeten fra tidligt.

Man kan næsten læse denne pragmatisme som Senantikkens svar på Marshall-planen.

Blandt de få, som beordredes henrettet, er den frafaldne Abd Allah ibn Khatals to «syngepiger, Fartana og hendes veninde, som plejede at synge satiriske sange om Guds udsending …» Den ene af pigerne henrettes, men den anden slipper væk og bliver senere benådet af Profeten. I disse og lignende fortællinger bemærker vi, hvor alvorligt det er at have satiriseret det profetiske image. Det er ikke mindst derfor, at shari’aen i de fleste tilfælde foreskriver dødsstraf for blasfemikeren, især den der gør sig skyldig i spot af Muhammad, sabb al-rasul. Nogle muslimske forskere peger i dag på, at disse digtere gjorde sig hjemfaldne til dødsstraf på grund af mere real-politisk fjendtlige handlinger. Dog savner man forklaring på, hvorfor Muhammad så benådede og forfremmede flere af de gamle magtfulde ærkefjender, men slog så relativt hårdt ned på de satiriske stemmer. Jeg har derfor svært ved at se andet i det end en stærk grad af pragmatisme i opbyggelsen af den islamiske samfundsordning, ummaen, kombineret med en hypersensitiv fornemmelse for satirens soft power. Samt en stærk shari’a-bevidsthed. Det er denne hypersensitivitet, som stadig har fatal effekt i dag – i form af et voldeligt, terroristisk sæt, på baggrund af moderne lovsystemer (syv muslimske nationer har dødsstraf for blasfemi) eller på baggrund af overstatslige organisationers lobbyarbejde som OIC, Organisationen af den Islamiske Konference. Disse blasfemi-vogtere er imidlertid også udtryk for en mutation, hvor man forestiller sig en moderne rekonstruktion af den autentiske islamiske tradition. De hypersensitive sigter mod en maksimalistisk forståelse af blasfemi, men traditionen kunne lige så vel plædere for en minimalistisk forståelse. For det første er koranteksterne ofte meget ambivalente, hvad angår strafudmåling – i mange passager synes straffen af blasfemikeren at være overladt til Gud, og man leder forgæves efter et klart vers om dødsstraf til blasfemikeren. Historisk synes dødsstraf for blasfemi kun sjældent at være blevet ført ud i livet. For det andet fremhæves tålmodighed og overbærenhed ofte som dyder i såvel Koranen som i mange af teksterne om Muhammads liv. For det tredje synes disse blasfemi-vogtere, der gerne taler henført om den islamiske civilisation, at glemme selv samme civilisations fornemme tradition for chokerende sufi-udtalelser, for arabisk litteraturs dyrkelse af satiren og for den islamiske teologis dybe uenighed med sig selv.


  Hoffmann er Professor MSO i koranstudier, Afdeling for Bibelsk Eksegese, Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet. Kronikken har også vært publisert i danske Weekendavisen (24. april 2015).

---
DEL