Når man cykler en tur gennem København med sine døtre på 12 og 14 år, som jeg dagligt gør det, og ser små grupper af hjemløse samle flasker eller sælge avisen Hus Forbi foran supermarkeder for at tjene lidt penge, falder samtalen ofte på relationen mellem hjemløshed og antallet af lejligheder i København. Mine døtre under sig over, hvordan der kan være så mange hjemløse, samtidig med at der bliver bygget lejligheder rigtig mange steder i København. Som de bemærker, burde der være lejligheder nok. Bedre bliver det ikke, når man kan se masser af lejligheder stå tomme. «Hvorfor kan de ikke bare få lov til at bo i de lejligheder, der står tomme?», spørger de. Esmeralda og Irmas undren peger på misforholdet mellem brug og ejendom i den raciale senkapitalisme.
Hjemløse
At det bedre kan betale sig for husejere, investeringsfonde og boligspekulanter at lade boliger stå tomme, mens folk bor på gaden og unge har meget svært ved at finde værelser at bo i. Spekulanterne og fondene ejer lejlighederne, så de bestemmer ikke blot, hvem der skal bo der, men også om det bedre kan betale sig, at de står tomme, selvom der er mennesker, der mangler et sted at bo. Fordi de ejer lejlighederne, bestemmer de over lejlighederne, om de skal fungere som hjem eller bare stå tomme.
Pointen er, at hvis du skal bruge noget, skal du eje det, det skal være dit. Det er en grundlæggende præmis i en nationaldemokratisk retsstat som den danske eller den norske. Brug forudsætter ejendoms-ret. Vi kan ikke bare bruge ting efter forgodtbefindende. Hjemløse kan ikke bare flytte ind i tomme lejligheder, selvom mine døtre synes, det er en god idé.
Medicinalfirmaernes profit gik forud
Når man begynder at studse over den slags ting, som Esmeralda og Irma gør det, spørger man uundgåeligt sig selv: Hvad er ejendom egentlig for noget? Hvornår er ejerskab og ejendomsforhold berettigede? Og hvem bestemmer den herskende grundstruktur i ejendomssystemet?
At brug af en ting forudsætter, at man ejer det, er så indgroet i vores måde at leve på, at vi ofte overraskes, når konsekvenserne af dette ekspliciteres, som når jeg cykler rundt i København med mine døtre.
Husejere, investerings-fonde og boligspekulanter lader boliger stå tomme.
Men det skete også under coronapandemien, hvor multinationale medicinal-firmaer og vestlige nationalstater nægtede lande i det globale syd at få adgang til de vacciner, der blev udviklet. Medicinalselskaberne, der udviklede vaccinerne, ville ikke dele deres teknologi, og USA og EU bakkede konsekvent op om deres patentrettigheder. Indien og Sydafrika stillede ellers forslag om en undtagelse fra disse patenter på vaccine og medicin i WHO. Men USA, EU og Storbritannien nægtede og sørgede for, at der ikke blev vedtaget nogen patent-fritagelsesordning, selvom pandemien kostede millioner af liv i det globale syd. Det var tilfældet, selv efter at de rige lande havde opbygget enorme lagre af vacciner. Medicinalfirmaernes profit gik forud. Pfizer, der udviklede én af vaccinerne, Cormirnaty, fordoblede sin profit i 2021 og 2022 i forhold til 2020, hvor de allerede havde en indtjening på 154 millioner dollars alene på Covid-19-vacciner – og selskabet omsatte for mere end 80 milliarder dollars i 2021.
The Abuse of Property
Den tyske filosof og kritiske teoretiker Daniel Loicks The Abuse of Property er et vigtigt bidrag til den kritiske analyse af ejendom og ejendomsforhold. Bogen udkom oprindeligt på tysk i 2016 og udkommer nu i engelsk oversættelse ved Jacob Blumenfeld på MIT Press i en opdateret udgave. Loick er kritisk over for det misforhold, som mine døtre også mere intuitivt bemærker. At ejendomsret kan forhindre brug, at lejligheder eksempelvis kan stå tomme og endda forfalde, hvis det bedre kan betale sig økonomisk for ejeren. Som Loick formulerer det: «For at kunne bruge en ting på en legitim måde, er det nødvendigt at have magten til at udelukke alle andre fra at bruge den».
Loick går filosofihistorisk til værks i sin analyse og redegør for såvel argumenter for kapitalistiske ejendomsforhold som for vigtige kritikker af disse.
Han starter med den engelske filosof John Locke, som almindeligvis indtager en rolle som en af de vigtigste repræsentanter for en liberal retfærdiggørelse af ejendomsret. For Locke kan den enkelte kun være fri, hvis vedkommende eksklusivt disponerer over sine egne ting og kan afvise kollektive krav om brugsret, hvad enten disse artikuleres af nye eller gamle fællesskaber, prekapitalistiske eller proletariske. Loick viser overbevisende, at Locke i sin retfærdiggørelse for den enkeltes ret til at eje og disponere over ejendom, altså den private ejendomsret, også retfærdiggør kolonialisme, såvel som (kapitalistiske) dominansforhold og den økologiske ødelæggelse af jorden, der har været en konsekvens af den ekstraktivistiske fossile kapitalisme.
Ejendom fører til slavegørelse, kolonialisme og økologisk destruktion.
Efter Locke tager Loick Hegel under behandling og viser, at Hegels retfærdiggørelse af ejendom hviler på en asocial forestilling om anerkendelse, hvor den enkelte udelukkende forholder sig til andre gennem ting. Det er en solipsistisk samfundsanskuelse, hvor den andens behov fremstår helt opake. Hegel ser ifølge Loick «subjektet som en effekt af appropriation». For Hegel er det «kun ved at tilegne sig objekter, at subjektet bliver et subjekt».
Som det fremgår af titlen på Loicks bog, er pointen med analysen, at der finder et misbrug sted af såvel mennesker som ting, så længe vi operer med en juridisk-politisk forestilling om ejendomsret, uanset om den hentes hos Locke, Hegel eller andre borgerlige filosoffer. Ejendom fører til slavegørelse, kolonialisme og økologisk destruktion.
Marx: «dumme og énsidede»
Marx udgør naturligvis en vigtig allieret i kritikken af ejendomsretten for Loick. Marx formulerer, hvad Loick kalder en ‘social kritik af ejendom’, ifølge hvilken den private ejendomsret resulterer i fremmedgørelse og udbytning, når den udvides til en produktionsmåde. For Marx var den private ejendomsret at unddrage fællesskabet noget fælles (produceret), det var at tage noget fra fællesskabet og gøre det umuligt for andre at bruge det. Som han formulerede det i Parisermanuskripterne: «Den private ejendomsret har gjort os så dumme og énsidede, at et objekt kun er vort, hvis vi ejer det.» For Marx var den private ejendomsret lig med udbytning, fordi den tillader kapitalejeren at tilegne sig den merværdi, som arbejderne producerer. Noget socialt og fælles gøres privat.
De årlige opgørelser fra organisationer som Oxfam bekræfter til fulde Marx’ analyse: få rige individer ejer mere end milliarder af mennesker gør til sammen. Og de kan disponere over denne vanvittige rigdom helt som de lyster.
Loick er helt enig med Marx i dennes sociale kritik, men vil gå længere. Marx’ kritik af ejendom er ikke radikal nok, den bliver hængende i en forestilling om ejendom som noget, mennesker producerer eller tilegner sig. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at plædere for en anden distribution af goderne, som Marx ifølge Loick gør det. Vi skal udvikle en helt anden idé om det sociale, om hinanden og det, der omgiver os og som vi indgår i forskellige relationer med, når vi reproducerer os.
Franciskanernes radikale asketisme
For at nå videre i kritikken af ejendom griber Loick til Giorgio Agambens analyse af middelalderens franciskanermunke, som udviklede en radikal fattigdomsetik, hvor de frasagde sig al ejendom såvel individuelt som kollektivt. De ejede ikke noget. For franciskanerne var deres radikale nægtelse en måde at leve i overensstemmelse med Jesus’ lære, det var et spørgsmål om etik: Kun ved at frasige sig ejendom, kan man leve et etisk perfekt liv. Franciskanernes radikale asketisme blev hurtigt fordømt af den katolske kirke, som hverken var interesseret i at frasige sig rigdom eller se sin institutionelle magt udfordret.
Kun ved at frasige sig ejendom, kan man leve et etisk perfekt liv.
Franciskanernes forsøg på at finde et rum uden lov, hvor de ikke tvinges ind i en politisk-juridisk orden mod deres vilje, udgør afsættet for Loicks eget forsøg på at skitsere, hvad han afslutningsvist kalder en ‘politisk kritik af ejendom’ – der udvider kritikken af ejendomsretten til at indbefatte en kritik af retsstaten i det hele taget. Loick henviser her til radikale sorte tænkere som Rinaldo Walcott og Ruth Wilson Gilmore, der beskriver, hvordan slavegørelsen af sorte mennesker fortsætter som massefængsling og statsvold, hvor bestemte befolkningsgrupper er udsat for en ekstrem tingsliggørelse, der viser, at den nationaldemokratiske retsstat sagtens kan gå hånd i hånd med udøvelsen af , atsvold. Kritikken af ejendomsretten åbner for en radikal kritik af statens , cialisered#e terror.
