Historisk migrasjon som utsiktspunkt til det moderne Kina

20 millioner kinesere udvandret i årene 1840 til 1940. Shelly Chan analyserer det moderne Kina i et diaspora-perspektiv og utvider vår forståelse af Kina og historien.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.

Diaspora’s Homeland. Modern China in the Age of Globalization

Shelly Chan

Duke University Press

USA

Udvandringen fra Kina i årene 1840 til 1940 er kun overgået i omfang af den europæiske udvandring til Amerika og den senere massemigrationen fra Indien. Med konstateringen af dette faktum minder Shelly Chan os om to vigtige ting i sin nye bog Diaspora’s Homeland. Modern China in the Age of Globalization: at Europa engang var afsender- snarere end modtagerregion, og at kinesere gennem århundreder er migreret verden rundt. Flere end 20 millioner forlod Kina i ovennævnte periode, og ifølge Chan kan opkomsten af det moderne Kina med fordel undersøges med disse diasporaer som udsigtspunkter.

Mennesker og ting

I en tid med øget fokus på Kina og landets stigende position i den globale orden er Chans brug af migrationsdynamikker som et vindue til dagens forskyvninger i verdens magtbalance både betimelig og tankevækkende. Hendes påstand er at diasporiske øjeblikke har spillet en afgørende rolle for hvorledes kinesiske suverænitetsforestillinger, etableringen af diplomati, debatter om tradition/modernitet og kampe mellem socialisme og kapitalisme har udviklet sig.

Et «diasporisk øjeblik» er for Chan «betydningsfulde sammentræf» (momentous encounters) hvor migranter har sat uforudsete hændelser i gang i oprindelseslandet: Det var for eksempel arbejdsmigrationen til Amerika i slutningen af det 19. århundrede som trak det Qing-dynastiske Kina ind i en vestlig geografi, socialt, politisk og økonomisk, argumenterer Chan.

Ved Kinas legalisering af emigration blev diasporaens frygt for sanktioner ved eventuel hjemkomst fjernet.

Chan ser også på hvordan national identitet i Republikken Kina (til dels) blev skabt gennem indflydelsesrige kinesiske købmænds aktiviteter i Sydøstasien. Hun beskriver hvordan konfusianismen blev genfortolket gennem migranters erfaringer i det britiske imperium, og konflikterne som opstod da Kinas socialistiske produktionsmåde møtte virkningerne af husholdninger der var opdelt mellem hjemme og ude som vigtige faktorer. Hjemvending af diasporaer, som både blev opmuntret af den kommunistiske stat og samtidigt opfattet som en potentiel «kapitalistisk trussel», er et andet centralt moment i Changs analyse.

Ved at bruge disse «øjeblikke» som nøgle til at forstå både opkomsten af nye nationale fortællinger og Hovedlands-Kinas politiske økonomi, udvider Chan en tradition for transnationale studier. Diaspora’s Homeland giver nye indsigter, men er samtidig i samtale med ældre, nytænkende værker som Wen-Chin Chang og Eric Tagliacozzo’s Chinese Circulations (Duke University Press, 2011) – hvori kinesisk økonomi analyseres gennem strømme af kapital og varer i Sydøstasien.

Midlertidigt fravær

På kinesisk er «diaspora» historisk blevet kaldt huaqiao, som ifølge Chan betyder «kinesere der er midlertidigt placeret». Begrebet skabte diskursivt et permanent hjemland ved at fremhæve den emigreredes midlertidige fravær, og samtidig antyde at dette fravær var ufrivilligt. Først i løbet af det 19. århundrede anerkendte Kina officielt at migration kunne føre til at kinesere slog sig permanent ned i et andet land.

Beijing, Kina 20181015.
Kinesiske forretningsmenn ser på sine telefoner i Beijing.
Foto: Heiko Junge / NTB scanpix

Præcis ligesom i Europa er den mobile krop også i Kina traditionelt blevet mødt med mistanke og paranoia – med mindre den som bevægede sig rundt, hørte til den politiske, diplomatiske, økonomiske eller intellektuelle elite. Faktisk har udvandring gennem store dele af Kinas historie været forbudt.

Chan identificerer en af de gange et sådant forbud blev ophævet – i 1893 – som et «diasporisk øjeblik». Mange historikere har opfattet denne ophævelse som en meningsløs gestus fra Qing-regeringens side, eftersom det allerede i praksis var blevet omgået med ikke mindst rekrutteringen af kinesiske «kulier» [lavtlønnede asiatiske dagarbeidere] til USA. Men Chan stiller det opvakte spørgsmål: Hvis forbuddet allerede var meningsløst, hvorfor så ophæve det?

I sin søgen efter svaret finder Chan ud af at formålet ikke primært var at liberalisere udvandring, men at opmuntre og invitere til at de mange som allerede var rejst ud, kunne vende tilbage: Ved at legalisere emigration blev diasporaens frygt for sanktioner ved eventuel hjemkomst fjernet.

I lighed med Deng Xiaoping og senere kinesiske ledere kom Qing-regeringen i slutningen af det 19. århundrede til den erkendelse at diasporaen havde ressourcer som kunne være yderst nyttige for hjemlandet hvis de blev omsat i den nationale interesse. Forsøgene på at skabe og genopfinde bånd mellem de kinesiske diasporaer og den kinesiske nationalstat er siden blevet raffineret, hvilket også kulturantropologen Aihwa Ong har beskrevet i sine samtidsstudier.

Opgør med tidsbundenhed

Chan argumenterer for at Kinas historie er både «fragmenteret og forbundet», ligesom migration i sig selv, og skriver om den heterogene sammensætning af kinesiske migranter: «Nogle blev store indenfor handel, industri, regeringsførelse, uddannelse og kultur; andre var de gadehandlere, butiksindehavere, vaskeriarbejdere, kokke, fiskere og fabriksarbejdere man finder overalt […] adskillige studier har beskrevet, hvordan deres tilstedeværelse påvirkede samfund verden over. Men ét spørgsmål bliver sjældent stillet: Hvordan forandrede de Kina?»

Chan argumenterer for at Kinas historie er både «fragmenteret og forbundet»

Migrationerne trak Kina «ind i et kredsløb af imperier, nationer og markeder langt fra landets egne grænser», skriver Chan, og analyserer hvordan forbindelser mellem migranter og «hjemland» blev vedligeholdt, genskabt og opfundet. Hun slår også et slag for at bringe «den transnationale vending» til næste niveau: Nu som historiefaget er blevet vristet fri af sin stedbundenhed gennem studier der følger mennesker, ideer og varer på tværs af og ud over nationale grænser, er det på tide at vriste analyseevnen fri af periodiseringer og nationale kronologier.

Chan peger på at studier i migration er optaget af rumlige bevægelser, men sjældent tidslige: «Diaspora forstås almindeligvis som spredte samfund, men den sammenlignelige idé om fragmenteret tidslighed har ikke fået megen opmærksomhed.»

Udover diasporiske øjeblikke introducerer Chan også begrebet diasporisk tid som et redskab til at beskrive «de alsidige og konstante måder hvorpå migration påvirker individer, familier og samfunds livsverdener».

Med gennemtænkte spørgsmål og opfindsomme udsigtspunkter såvel som kreative begreber udvider Diaspora’s Homeland både vores viden om nutidens Kinas tilblivelse og vores redskaber til at skrive historie i det hele taget.

Kommentarer