Abonnement 790/år eller 190/kvartal

En oprørsuniversalitet fra neden

Insurgent Universality: An Alternative Legacy of Modernity
Forfatter: Massimiliano Tomba
Forlag: Oxford University Press (Storbritannien)
ORDENENS AFSPORING / Den herskende orden gør alt, der står i dens magt for at afspore opstandene.

Den nye opstandscyklus har nu varet næsten ti år – hvis vi siger, den begynder med demonstrationerne i Tunesien udløst af Mohamed Bouazizis selvmord den 17. december 2010. Protesterne mod lokale pjaltedespoter og en ulige postkolonial verden spredte sig som bekendt i løbet af kort tid til en række lande i Nordafrika og Mellemøsten, blandt andet Egypten, Libyen, Yemen og Syrien.

Samtidig med at de arabiske revolter tog fart, begyndte de sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser for alvor i sommeren 2011. Disse afviste den europæiske centralbanks spareprogrammer, der skulle frikøbe de mafiøse banker og sende regningen videre til de europæiske befolkninger. I efteråret 2011 kom turen til USA, hvor occupy-bevægelsen besatte pladser i amerikanske byer og kritiserede den enorme økonomiske ulighed, som finanskrisen havde synliggjort.

Fortiden er svanger med mulige fremtider.

Perioden siden 2011 har stået i opstandenes tegn – Ukraine, Frankrig, Brasilien, Hongkong, Chile etc. – men den har også været markeret af en voldsom kontrarevolutionær modbevægelse, der har taget form af alt fra invasioner (i blandt andet Libyen, Mali og Syrien) til likvideringer (Khashoggi) og genkomsten af fascisme som kultur og styremåde (fra Trump og Bolsonaro til det danske Socialdemokratis fuldstændige affirmation af DF’s islamofobi). Den herskende orden gør alt, der står i dens magt for at afspore opstandene fra at blive til en revolution mod kapitalen og nationalstaten.

Alternativ modernitet

Med sin bog Insurgent Universality leverer den italienske filosof og Marx-kender Massimiliano Tomba et bidrag til den historisk analyse af opstandene og den særlige temporalitet, der kendetegner en opstand. Vi kender dette fra blandt andre Furio Jesis analyse af den tyske revolution, der er anliggendet for Tombas analyse. Det er opstandenes uindfriede historiske potentiale Tomba hiver frem fra historiens mørke, hvorved han skitserer en udvidet alternativ modernitet, der udstikker andre perspektiver end den fremadskridende sejrherrernes historie, vi kender fra historien om nationalstaterne og deres konger og politikere. Altså den historie der stadigvæk trods postkolonial kritik er den dominerende i de fleste sammenhænge og som styrer den måde, politiske narrationer fortælles på. Den såkaldte krig mod terror og alle diskussionerne om national identitet, der har huseret i de fleste europæiske offentligheder de seneste fem-ti år, er alle udtryk for denne forestilling om en teleologisk historie med (Vestens) nationalstater og -demokratier som historiens protagonister og endemål.

Over for denne historie, Vestens historie med stort H, Histori-en, hvor alle ikke-vestlige subjekter og fællesskaber reduceres til tilbagestående barbarer eller forsinkede efterabere af vestlig modernitet, stiller Tomba en anonym og brudfyldt historisk temporalitet om oprør. Han analyserer fire momenter – fra den franske revolution i 1793, Pariserkommunen i 1871, fra den russiske revolution i 1918 og zapatisternes opstand i Mexico i 1994. I disse finder Tomba en art underjordisk eller marginaliseret forståelse af menneskerettigheder til fordel for en åben og revolutionær idé om frihed, der ikke abonnerer på forestillingerne om nation, individ og ejendomsret.

Som modsætning til statens universalisme fra oven, som vi finder i såvel USA’s uafhængighedserklæring og menneskerettighedserklæringen fra 1789 som i FN’s menneskerettighedserklæring, finder Tomba en oprørsuniversalitet fra neden i 1793, 1871, 1918 og 1994, hvor statens juridiske individualisme udfordres af en kollektiv politisk universalitet, der sætter fælleseje over for den private ejendomsret. Både De liges selskab i 1793, kommunarderne i 1871 og zapatisterne i 1994 gjorde oprør mod statens forestilling om et abstrakt og passivt rettighedsindivid, der skal beskyttes af nationalstaten (eller afstraffes af samme), såvel som mod den private ejendomsret til produktionsmidlerne.

En brudfyldt historie

Tombas historiske analyse er et forsøg på at åbne fortiden og pege på uindfriede muligheder, der kan hjælpe de revolutionære, der igen er på gaden i Paris, Hongkong og Cairo. Det er en art benjaminsk konstellation, han fremskriver, hvor fortiden og nutiden går i forbindelse og sameksisterer som lag i en form for geologisk formation. Historien bliver elastisk og brækkes op i stykker, hvorved historien i ental afløses af historier i flertal. Museet åbnes op, og alle de indfangede alternative temporaliteter myldrer ud på gaden. Det er en sammensat og diskontinuerlig planetarisk historie, hvor fortiden er svanger med mulige fremtider. Når kommunarderne citerer De liges selskab, men også middelalderlige bondeoprører, genaktiverer de historien og bryder hul i Napoleon Bonapartes og Thiers ensrettede euro-modernistiske historie. I stedet for en normativ verdenshistorie med Vesten som endemål, hvor alle ikke-statslige organiseringsformer og ikke-kapitalistiske produktionsmåder bliver tilbagestående før-statslige og prækapitalistiske fællesskaber, der endnu ikke er kommet på højde med Vesten, åbner der sig en brudfyldt historie, der indeholder mange forskellige lag, og som forandrer sig i forskellige tempo.

Mikkel Bolt
Mikkel Bolt
Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.

Du vil kanskje også like