Henry Millers livsøkologi 

Jensen fremhever Henry Millers evne til å navigere mellom letthet og tyngde, humor og patos i en flott bok om hele spennvidden i den mangfoldige forfatterens univers.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Manden i byen. Henry Miller og modernismen

Finn Jensen

Multivers

Danmark

Historien om Henry Millers liv og forfatterskab er historien om et menneske der foretager rejsen ind i hjertet af det moderne liv – tyvernes Paris, kunsten, byen, anonymiteten, ensomheden – tager det bedste fra det og bruger denne indsigt til at få øje på helt nye sider af tilværelsen. Det som begynder med normbrud, anarki og løssluppenhed, ender som et spørgsmål om at finde ny åndelighed, en skabende kraft, et nyt sprog, en måde at leve på. I Jensens bog udfoldet næsten i tre kirkegaardske livsstadier: det æstetiske, etiske og religiøse.

Blodoverføring. «Vi behøver en blodtransfusion.» «Kulturen er døende fordi den kun ser livet i et lineært fremskridt.» Blodet skal udskiftes med alt det som ikke kommer fra mennesket, men fra jorden: maden, vinen, latteren, begæret, passionen, nysgerrigheden, det, som ernærer det skabende. Fra og med Krebsens vendekreds foretager Miller det afgørende greb, at gøre nydelsen til noget skabende. At skabe handler om at give plads til det som passere igennem én selv: en linje, en rytme, en farve, at investere sig selv i den mindste bevægelse. For Miller, mens han svømmer, knepper, vandrer eller sanser de gamle templer. Nydelse som overskud, som kosmisk jubel. At være ånden i bevægelsen. En drift mod en bevægelse større end os selv, som Finn Jensen skriver. Kun sådan kan vi ifølge Miller opbygge en tro på at kunne forandre livet.

Konflikten og helvete «er mer fruktbart enn paradis».

Det sybilliske (mangetydige) i alt. Et vendepunkt i Millers forståelse af denne nydelse bliver ifølge Finn Jensen rejsen til Grækenland. Mødet med det jævne folk, digterne, jorden, luften, solen, bjergene, Ægæerhavet, bliver den kraft der baner vejen for en ny prosa om at blive til sammen med jordens kræfter, sammen med folket, den universelle poesi, lyset, de hymniske sange, de sybilliske fabler hvor livets passage vågner og strømmer. Foreviget i den nok bedste bog Kolossen fra Maroussi: «Jeg kan huske, jeg en dag tog sammen med Seferiades (AC: græsk digter) ud til et stykke jord, hvor han havde til hensigt at bygge sig en bungalow. Der var ikke noget særligt ved stedet – det virkede endda en smule trist og usselt. Eller rettere sagt det var det – ved første øjekast. Jeg fik aldrig lejlighed til at ’konsolidere’ dette mit første indtryk. Det skiftede karakter lige for øjnene af mig, da han som en elektrificeret vandmand førte mig fra plet til plet og udbredte sig om urter, blomster, buske, sten, jord, skråninger damme, småøer og så videre. … Han kunne stirre på et fastland og heri læse medernes, persernes, doriernes, minernes og atlantisfolkets historie. Han kunne også i dette land læse enkelte fragmenter af det digt, som han ville forme inden i sit hoved på vejen hjem, samtidig med at han stillede tusind spørgsmål om Den nye Verden. Han blev tiltrukket af den sibyllinske karakter i alt, hans blik faldt på. Han havde en facon med at se fremover og tilbage, at få det emne, som var genstand for hans betragtninger, til at rotere og tydeligt demonstrere sine mangefarvede aspekter. Når han talte om en ting eller en person eller en oplevelse, var det som kærtegnedes den af hans tunge.»

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.