Henry Millers livsøkologi 

Jensen fremhever Henry Millers evne til å navigere mellom letthet og tyngde, humor og patos i en flott bok om hele spennvidden i den mangfoldige forfatterens univers.
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.03.2018

Manden i byen. Henry Miller og modernismen

Finn Jensen

Multivers

Danmark

Historien om Henry Millers liv og forfatterskab er historien om et menneske der foretager rejsen ind i hjertet af det moderne liv – tyvernes Paris, kunsten, byen, anonymiteten, ensomheden – tager det bedste fra det og bruger denne indsigt til at få øje på helt nye sider af tilværelsen. Det som begynder med normbrud, anarki og løssluppenhed, ender som et spørgsmål om at finde ny åndelighed, en skabende kraft, et nyt sprog, en måde at leve på. I Jensens bog udfoldet næsten i tre kirkegaardske livsstadier: det æstetiske, etiske og religiøse.

Blodoverføring. «Vi behøver en blodtransfusion.» «Kulturen er døende fordi den kun ser livet i et lineært fremskridt.» Blodet skal udskiftes med alt det som ikke kommer fra mennesket, men fra jorden: maden, vinen, latteren, begæret, passionen, nysgerrigheden, det, som ernærer det skabende. Fra og med Krebsens vendekreds foretager Miller det afgørende greb, at gøre nydelsen til noget skabende. At skabe handler om at give plads til det som passere igennem én selv: en linje, en rytme, en farve, at investere sig selv i den mindste bevægelse. For Miller, mens han svømmer, knepper, vandrer eller sanser de gamle templer. Nydelse som overskud, som kosmisk jubel. At være ånden i bevægelsen. En drift mod en bevægelse større end os selv, som Finn Jensen skriver. Kun sådan kan vi ifølge Miller opbygge en tro på at kunne forandre livet.

Konflikten og helvete «er mer fruktbart enn paradis».

Det sybilliske (mangetydige) i alt. Et vendepunkt i Millers forståelse af denne nydelse bliver ifølge Finn Jensen rejsen til Grækenland. Mødet med det jævne folk, digterne, jorden, luften, solen, bjergene, Ægæerhavet, bliver den kraft der baner vejen for en ny prosa om at blive til sammen med jordens kræfter, sammen med folket, den universelle poesi, lyset, de hymniske sange, de sybilliske fabler hvor livets passage vågner og strømmer. Foreviget i den nok bedste bog Kolossen fra Maroussi: «Jeg kan huske, jeg en dag tog sammen med Seferiades (AC: græsk digter) ud til et stykke jord, hvor han havde til hensigt at bygge sig en bungalow. Der var ikke noget særligt ved stedet – det virkede endda en smule trist og usselt. Eller rettere sagt det var det – ved første øjekast. Jeg fik aldrig lejlighed til at ’konsolidere’ dette mit første indtryk. Det skiftede karakter lige for øjnene af mig, da han som en elektrificeret vandmand førte mig fra plet til plet og udbredte sig om urter, blomster, buske, sten, jord, skråninger damme, småøer og så videre. … Han kunne stirre på et fastland og heri læse medernes, persernes, doriernes, minernes og atlantisfolkets historie. Han kunne også i dette land læse enkelte fragmenter af det digt, som han ville forme inden i sit hoved på vejen hjem, samtidig med at han stillede tusind spørgsmål om Den nye Verden. Han blev tiltrukket af den sibyllinske karakter i alt, hans blik faldt på. Han havde en facon med at se fremover og tilbage, at få det emne, som var genstand for hans betragtninger, til at rotere og tydeligt demonstrere sine mangefarvede aspekter. Når han talte om en ting eller en person eller en oplevelse, var det som kærtegnedes den af hans tunge.»

Økolitteratur? Det som adskiller Miller fra både 60’ernes frigjorte jeg og vor tids nyliberale selvrealisering, omtales af Finn Jensen som en vitalisme og kosmologi om livsstrømmen, hvor det centrale er hengivelsen til det Miller kalder ’jordens hjerte’. Ifølge Jensen kan vi i dag se Millers apolitiske ’stemme’ forvandlet til en ’mindre litteratur’ og dermed politisk anarkistisk litteratur (Deleuze/Guattari). Miller som økolitteratur? Millers sprog som en forbindende kraft netop fordi ordene i sig selv ikke slår til. Fordi der skal et liv til, et levet liv, fordi sproget har brug for kræfter, substans, jord. Millers prosa er selv som en plantelignende organisk bevægelse. Det er ifølge Finn Jensen med Krebsens vendekreds og Stenbukkens vendekreds at Miller løfter den individuelle lidelseshistorie til en kosmisk erobring af verden og vores forbundethed. Det er gennem denne rejse at knægten fra baggården forvandles til englen fra Brooklyn.

Apollon og Dionysos. Miller er en uforbederlig romantiker. Og faldgruberne står i kø. Men Jensen fremhæver Millers evne til at navigere mellem lethed og tyngde, mellem humor og patos. For hvis Miller kan lære os noget i dag, er det at Nietzsches Apollon/Dionysos-dualisme er brudt fuldstændig sammen, hvis ikke den har været det for længst. For eksempel den skjulte «apollinske» (rationelle, formstærke) udnyttelse af det åbenlyst «dionysiske» (ekstatiske, destruktive) i kulturen – se næsten enhver hiphop-musikvideo fra de seneste 20 år, er det ikke Dionysos med sit følge af mænader (ekstatiske kvinder)? – mens det åbenlyst apollinske utvivlsomt gemmer på stærke destruktive og ekstatiske impulser … Millers vægtlægning af det dionysiske og tragiske (erotikken, sanseligheden, lidenskaben) kan alt for let gå bersærk, hvor ekstasen bliver målet. Men kunsten må fremfor noget kræve kunstnerens fulde opmærksomhed, altså form. Det apollinske temperament kan håndtere uvished, forrykkelse og tab af kontrol. Man skaber fælleshed ud af form. Uden Apollon ender vi op med slap kunst og dårlig tænkning, men uden kropslighed og fremmede møder mister kunsten og tankerne blod. I mange år har jeg opfattet Millers eget livseksempel, hans indstilling til livet og charme som hans stærkeste bidrag til kunsten og kulturen.

Å skape handler om å gi plass til det som passerer gjennom en selv.

Enkelhed. I samtalebogen Ét liv er nok (Georges Belmont) giver han udtryk for hvorfor han anser konflikten og helvede som mere frugtbart og produktivt fra et kunstnerisk synspunkt. «Det er mere frugtbart end paradis. Det er derfor jeg holder mest af at skildre den dårlige side af tilværelsen og skabningen. Det er uendeligt mere lidenskabeligt og levende… Det umulige er mere værd end det usandsynlige. Det umulige er tusind gange mere tiltrækkende!» Han fandt et hus ved Big Sur i Californien ud til Stillehavet. Her levede han på en sten, malede og skrev og elskede. «Hvis man gør sig enkel, viis, er der ingen sociale problemer. Det er først og fremmest vor egen indre rastløshed, som skaber dem. Som amerikaner har jeg haft gode forudsætninger for at se det latterlige i denne aktivitet. Det er som insekter. Når man sidder og betragter insekternes liv spørger man sig selv: Hvorfor farer de sådan omkring? Hvad er det egentlig de laver? Men især: Hvorfor?» Senere beskrev han amerikanernes insektliv i essaybogen Det airconditionerede mareridt. Men han vender altid tilbage til affirmationen: «Livet er måske et kæmpestort orkester, hvor vi hver især spiller et instrument. Det, der betyder noget, er at spille det instrument, man kan, uanset hvilket.» Finn Jensen har skrevet en flot bog om hele spændvidden i Millers univers.

Kommentarer