Bestill høstutgaven her

Hele verden overvintrer i vor tid

Wintering – The Power of Rest and Retreat in Difficult Times
Forfatter: Katherine May
Forlag: Penguin Books (USA)

SELVHJÆLP: Katherine May har med Wintering fremskrevet en dragende, essayistisk selvhjælpsbog om kunsten af overvintre.

(PS. This article is machine-translated from Norwegian)

Hvad gør man i strabadserende tider? Hvad gør man, når sorgen trænger sig på og synes at vælte hele læsset? Når sygdom pludselig slår benene væk under en? Man overvintrer. Tillader sin krop at dvæle. Bliver mindre foretagsom. Trækker stikket og finder sin plads inde i vinteren velvidende at før eller siden kommer foråret og solen igen.

Engelske Katherine May har skabt noget så sælsomt som en essayistisk selvhjælpsbog. Lyrisk er den i sproget, personlig i tilgangen. Bogen åbner med hendes ægtemands sygdom – en sygdom hun først selv ignorerer og tænker blot er en influenza. Da det viser sig at være mere alvorligt og kræver en hospitalsindlæggelse, bliver May rystet. Manden klarer sig fint og kommer hurtigt på fode igen, men det er måske den begivenhed, der får det hele til at vælte for May. Mange års stress, halsende efter arbejde altimens der også skulle bygges familie og holdes hus, bliver til sidst for meget for May. Hun går ned med flaget, som vi siger på dansk. Med gråd, desperation og panik som følge. Og så er det, at hun opdager vinteren og overvintringen.

Insektshotell. Foto: Pixabay
Insektshotell. Foto: Pixabay

Livet sættes mere på standby

Vinteren er Mays metafor, men det er ikke kun en metafor. Jo vist, er det en metafor, når May bruger den i betydningen overvintring, som er bogens titel. Overvintringen sætter ind, når vi rammes af sygdom, sorg eller på anden vis bliver marginaliserede i samfundet. Det kan være en fyring eller et brudt kærlighedsforhold, der igangsætter overvintringen. Med overvintringen står vi ikke længere inde i livets centrum, men skubbes ud i periferien.

Hvis vi voldsomt modsætter os dette skub, kan det medføre stor fortvivlelse og frustration, men i Mays essayistiske skrift skal vi prøve at omfavne skubbet og tillade at livet sættes mere på standby, end vanligt er. Vi skal gribe det som en pause og en lejlighed til refleksion. Vi skal acceptere, at De Andre og Verden går videre uden os. Vi, der overvintrer, skal derimod træde et skridt til side i livet og finde en styrke derved. Det kan lyde tendentiøst, og hvis May kun havde anvendt overvintring og vinter metaforisk, ville det nok også have endt sådan, men der sker noget i mødet mellem det konkrete og det metaforiske i Wintering.

Hun går ned med flaget, som vi siger på dansk.

Vinter er nemlig også noget helt bogstaveligt i bogen. May sætter sig for at udforske vinterens anatomi og menneskets væren i denne særlige årstid. Med en fin progression – der bevæger sig fra oktobers sagte skift i vejret over januars bidende kulde og tunge mørke til marts måneds gryende lys – opsøger hun Vinterfolket. Hun taler med den danske kvinde, der oplever den daglige dukkert i det iskolde hav, som netop det, der holder depressionen væk. Hun taler med finske sauna-entusiaster, med biologer og med læger. Gradvist samler May et både kulturhistorisk og personligt billede af vinteren som årstid og som fænomen.

Et savn efter det sagte liv

At læse Mays værk var for mig en ihukommelse af mit livs vintre. De konkrete vintre såvel som mine metaforiske vintre, hvor jeg følelsesmæssigt var nede og måtte sunde mig. Da jeg blev fyret som kulturredaktør på Jyllands-Posten for halvanden års tid siden, var månederne, der fulgte, uden større aktivitet. De var et spørgsmål om ikke at tillade de mørke tanker at få overtaget. At foretage sig simple gøremål for derved at finde sig selv på ny. Det var en overvintring.

Men jeg husker også konkrete vintre og den værdi, der kunne være i at omfavne selv den mindste aktivitet og lade den strække sig ud i tid. Særligt erindrer jeg ét visit i barndommens bogbus. Normalt ville den holde i den landsby, jeg voksede op i, men i den uge, jeg erindrer, var bussen kun tilgængelig i en af nabolandsbyerne. Derfor gik jeg den halvlange vej til fods fra min landsby til en andens landsby for at låne en bog eller to og derpå vandre hjem over markerne i vinteren. Deri blev glæden større. I al fald her i erindringens slørede lag.

Vi skal acceptere, at De Andre og Verden går videre uden os.

Undervejs i læsningen af May bliver jeg dog også transporteret tilbage til nutiden, for der jo noget helt exceptionelt ved tiden lige nu, som bogen synes at ræsonnere. Jeg taler naturligvis om den omfattende corona-pandemi. Mays bog er skrevet forinden og handler derfor på intet tidspunkt konkret om den pandemiske tid, men alligevel læser man corona ind i værket.

Hele verden overvintrer i vor tid. Vi er som menneskehed hensat til en vinter på ubestemt tid. Derfor er Mays bog også en bog til og for tiden.

Det er sikkert upopulært at skrive de kommende sætninger, men jeg tror, at der for nogle vil komme et savn efter selve corona-tiden. Jeg er klar over, at dette er den privilegeredes perspektiv, og at der finder millioner af mennesker for hvem corona er lig med arbejdsløshed, sygdom og død, er lig med vanskeligheder og frustration. Men der findes også en menneskeflok for hvem corona-tiden er en fruktbar overvintring, som vi vil savne. Et savn efter det sagte liv. Et liv, hvor man kan skære alt det overflødige bort og koncentrere sig om få, nære ting. Være sammen med sine elskede. Læse de bøger, man så længe havde drømt om. Starte en surdej, koge en oksefond. Blive konfronteret med sig selv. Og måske tage bolig i ulykken for en stund i stedet for altid at forsøge at komme derfra hurtigst muligt.

Det er nærmest banalt og enkelt, men netop deri finder vi overvintringens styrke. Tak til May for at minde os om det.

Steffen Moestrup
Fast bidragsyter til NY TID.

Du vil kanskje også likeRELATERT

Mest leste