Har de evangelikale amerikanere mistet besindelsen?

TRUMPS VELGERE: Flere steder i bogen er konklusionen at koalitionen mellem de evangelikale og republikanerne er så solid som den nogensinde har været.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.05.2019
The Evangelical Crackup? The Future of the Evangelical-Republican Coalition
Forfatter: Paul A. DjupeRyan L. Claassen
Temple University Press, USA

Donald Trump er nok den mest usandsynlige republikanske præsidentkandidat til at opnå noget nær den største evangeliske opbakning nogensinde. Men sådan var det ved præsidentvalget i 2016. Godt otte ud af ti af disse dybt konservative kristne vælgere foretrak Trump, på trods af at hans moral i dette segment må anses som stærkt anløben. Han er fraskilt to gange, vulgær i sine udtalelser og uvederhæftig, og det rimer alt sammen dårligt med disse såkaldte værdivælgeres livssyn.

Og nu, da Trump er mere end halvvejs gennem sin første – og forhåbentlig sidste, ville mange mene – periode i Det Hvide Hus, hænger de evangelikale fortsat ved. De udgør den suverænt største gruppering i Det Republikanske Parti, og de må betragtes som hans egentlige magtbase.

Godt otte ud af ti af dybt konservative kristne vælgerforetrak
Trump ved præsidentvalget i 2016.

Koalitionen mellem de evangelikale og republikanerne er af gammel dato. Derfor er den en vigtig nøgle til forståelsen af fænomenet Trump, og en forklaring på hvorfor han bevarer en så relativt stor vælgertilslutning, på trods af at han står i dramatisk kontrast til en hel række af partiets klassiske værdier.

Det er en selvmodsigelse af dimensioner, som nu er blevet taget op til grundig analyse i en antologi med titlen The Evangelical Crackup?. Her giver en stribe forskere deres meget forskellige forklaringer på fænomenet Trump, og dermed får vi også en række kvalificerede bud på, hvorfor verden nemt kan risikere at se ham i endnu en periode i Det Hvide Hus.

Konservativ retning

Som udgangspunkt beskriver et essay i bogen, hvordan de evangelikale har drevet Det Republikanske Parti i konservativ retning. De tilhører kirker, som kræver et stort personligt engagement, og fordi aktivisme på det personlige plan fylder meget i amerikansk politik, med primærvalg etc., er de også lettere at engagere i en valgkamp. Som følge heraf har deres ofte ekstreme syn på abort og homoseksualitet fået uforholdsmæssig stor betydning, ligesom deres indgroede modvilje mod miljøpolitik og tilsvarende forkærlighed for militant udenrigspolitik. De er kommet til at sætte dagsordenen i partiet, og derfor så vi præsidentkandidater som Mitt Romney og John McCain tale deres sprog, selv de selv ikke havde nogen evangelikal baggrund.

Det samme gjorde Trump. Som kandidat lagde han ud med at støtte homovielser, ligesom han støttede organisationen Planned Parenthood. Men i vanlig stil vendte han 180 grader og tog de modsatte synspunkter, hvilket var afgørende for at han besejrede kandidater som Ted Cruz og Ben Carson, som begge har stærkt evangelikale rødder.

EVANGELIKALE AMERIKANERE I FIRST BAPTIST CHURCH I SPARTANBURG, SOUTH CAROLINA. FOTO: NICHOLAS KAMM, AFP/NTB SCANPIX

Politiske motiv

Det er derfor vigtigt at forstå de politiske motiver blandt de evangelikale. En af bogens redaktører, Ryan L. Claassen, som er professor i statskundskab ved Kent State University i Ohio, hævder i sit essay, at det er for snævert at kigge på moralske mærkesager. Det er korrekt, at højesteretskendelsen i 1973, der gjorde det ulovligt at nægte en kvinde en abort, fik mange abortmodstandere til at søge tilflugt i Det Republikanske Parti. Men Claassen finder en bedre forklaring ved at sammenligne Trump med Alabama-guvernøren George Wallace, der ved valget i 1968 høstede mange stemmer på et stærkt budskab om raceadskillelse. Denne sag er betydelig ældre end abort-debatten, og den stikker fortsat meget dybt i de 11 sydstater, hvor 50 procent af de hvide, evangelikale vælgere bor. I nyere tid har lovgivere og retsvæsen ganske vist gjort meget for at bekæmpe racismen på det formelle plan. Men økonomisk krise og arbejdsløshed, en række markante sager om politivold mod afroamerikanere og ikke mindst de seneste års flygtningestrømme har fået evangelikale aktivister på banen, og med kendetegnende opportunisme var Trump hurtig til at udnytte mulighederne.

Så har de evangelikale mistet besindelsen, således som bogens titel antyder?

Svaret er nej

Det er imidlertid en befolkning, som har ændret sig. I begyndelsen af det 20. århundrede levede de evangelikale grupper typisk i fattige landdistrikter, men over en bred kam er de blevet mere velhavende. Med dette følger et større overskud til politisk engagement. Men det har også medført at de evangelikale grupper har bredt til hele landet, de udgør en stadig større procentdel af den samlede kristne befolkning, og alt dette har samtidig ført til en diversificering af de politiske mærkesager.

Anti-abortsagen har således ikke samme klangbund alle vegne i den evangelikale verden, og det samme gælder de øvrige moralspørgsmål. Racepolitikken findes også i flere nuancer, men den er i langt højere grad et samlingspunkt, og det er det, der skaber tilliden til Trump, trods hans mange moralske brister. Flere steder i bogen er konklusionen derfor, at koalitionen mellem de evangelikale og republikanerne er så solid som den nogensinde har været. Der findes ingen tegn på opbrud, og at Trump af flere forskellige grunde er den rette mand på det rette sted i denne verden, medfører så også, at han hér kan regne med ubrydelig loyalitet hos en højt motiveret befolkning, og derfor godt kan belave sig på genvalg. Hvis det da er op til de evangelikale!

Gratis prøve