Håpet foran avgrunnen 

Adam Holm: Endestation Europa Gyldendal. Danmark 

Europeiske intellektuelle diskuterer på engasjerende vis kontinentets krise i debattboken Endestation Europa. 

Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.

Engang var Adam Holm en af de markante tv-værter på det danske nyhedsmagasin Deadline. Her stod han for en grundig, substantiel stil, hvor han ofte syntes at trække på sin baggrund om historiker. Altid seriøse, saglige interviews. På sin vis var det trist, at Holm stoppede som tv-vært, men det gode ved den historie er naturligvis, at han nu har fået frigivet tid til andre projekter. Og et af de første resultater af denne tid er debatbogen Endestation Europa – en samling interviews med interessante skikkelser, der alle har noget på hjerte, når det gælder det europæiske projekt. Stemmerne tæller både russiske eksilforfattere som Mikhail Sjisjkin, den svenske journalist Göran Rosenberg samt den franske filosof og mediedarling Bernard Henri-Lévy. Altså en rejse gennem kontinentet med visit hos udvalgte intellektuelle.

Toget som metafor. Inden vi kommer til disse stemmer, skal vi dog rulle forbi Adam Holms egen introduktion, som mestendels (og dette er et genkommende træk i bogen) opholder sig ved en togmetafor. Forestillingen er, at Europa som kontinent er ved at køre af sporet, og at dette både skyldes pres udefra – immigration og forholdet til Rusland og USA – samt pres indefra, udtrykt i en tiltagende polarisering, øgende skel mellem rig og fattig, en genkomst af patriotiske strømninger, fremmedhad og en vigende tillid til Europa som fællesskab.

Liknende togmetaforik og -symbolikker har været fremme i dansk presse den seneste tid. Således kunne man for en tid siden læse en artikel i Weekendavisen om hvordan nattogenes endeligt kan tolkes som et udtryk for, hvordan vi som europæere distancerer os fra hinanden og ikke længere ønsker at komme hinanden ved. Også det danske medie Zetland sprang på togfortællinger – og præcist som Adam Holm gør i introduktionen, knytter de det voldsomme fald i interrailrejser sammen med den europæiske krise. For de uindviede kan siges, at interrail er en ungdomsbillet, der giver adgang til togrejser på tværs af det europæiske kontinent – altså muligheden for at lære sine europæiske naboer at kende uden at spendere al for megen mønt på det. Billige flyrejser og mere eventyrlystne unge, der hellere vil til Burma end til Bulgarien, har sat en stor kæp i hjulet for denne slags togrejser og dermed måske pustet til den igangværende erosion af det europæiske fællesskab.

Kan de populistiske partiene faktisk være et demokratisk sunnhetstegn?

Spørgsmålet er dog, om euforien nogensinde har været der? Denne måske oppustede præmis kaster Holm på banen i sin introduktion og derpå følger de mange samtaler, der søger svar på hvori krisen består, og hvordan vi kommer ud af den.

Farlig dehumanisering. Flere af tænkerne og måske især Adam Holm selv hæfter sig ved vor tids lighed med mellemkrigsårene, hvor ideologiske konfrontationer, højrenationalisme og tilnærmelser til det antidemokratiske blev mere og mere synlige. Vi skal dog være varsomme med at tro, at historien blot er ved at gentage sig. Eksempelvis påpeger den britiske militærhistoriker Antony Beevor, at den sort-hvide modstilling mellem demokrati og fascisme var langt hårdere trukket op i mellemkrigsårene, hvorimod vi i dag kun ser en begrænset folkelig opbakning til de radikale ideologier. Derimod mener Beevor, at det vi skal frygte allermest er den tiltagende dehumanisering, hvormed vi anskuer mennesker, der ikke er som os.

Forholdet mellem Europa og den mægtige nabo Rusland er et genkommende tema. Et fyldigt interview med nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitsj berører kun i liden grad direkte det europæiske, men ved at opholde sig ved Rusland og den russiske mentalitet, tegner samtalen på interessant vis alligevel nogle pointer om det europæiske. Aleksijevitsj skitserer heriblandt hvordan den russiske identitet i høj grad er fundereret i kampen som fænomen, der også bidrager til ønsket om at være en del af et stort land; et ønske, som har det med at overtrumfe frihedsønsket, som ellers kan siges at være en del af den europæiske mentalitet.

Nattogenes endelikt kan ses som et uttrykk for at vi europeere ikke lenger ønsker å komme hverandre ved.

Frihedsønsket er dog udfordret i det europæiske fællesskab, lader flere af tænkerne os vide og peger især på Ungarn og Polen som lande, hvor friheden må vige til fordel for en særlig blanding af kristendom og nationalisme, der samtidig er voldsomt ekskluderende.

Troen på oplysningen. Udvalget af stemmer er berigende og klogt foretaget. Man kunne indimellem dog savne en stemme, der faktisk problematiserer, om vi overhovedet har brug for et europæisk fællesskab i vor tid, for det fundament synes alle tænkerne at være enige om. Holm stiller gode, elementære spørgsmål og er også dygtig til at komme med de konfronterende Rasmus Modsat-betragtninger, der ofte giver adgang til frugtbare svar. Dette sker eksempelvis i interviewet med Göran Rosenberg, hvor Holm prøver at mobilisere et argument om, at de populistiske partier faktisk kan være et demokratisk sundhedstegn.

Stedvist savner vi opfølgningsspørgsmål, hvilket nok er en hæmsko ved bogens form, der udelukkende består af spørgsmål og svar. Det er på sin vis behageligt at slippe for de enerverende reportageelementer og pseudobetragtninger fra journalistens side, som interviews kan være belemret med, og strukturen giver os samtidig fornemmelsen at være et direkte vidne til samtalen. Men omvendt bliver det også en anelse trættende og ensformigt at læse 150 sider med en slig spørgsmål/svar-struktur.

Man forlader dog bogen med en næsten gammeldags følelse af at være blevet oplyst. På den måde mimer værket jo et af den europæiske verdens vigtigste ankre: troen på oplysning og videnskab som en farbar vej mod en bedre og friere verden.

DEL
Steffen Moestrup
Fast mediekritiker i Ny Tid. Bosatt i Århus.