Slaget ved Gettysburg i det sydøstlige Pennsylvania var et af de største, regnet efter antallet af soldater, i den amerikanske borgerkrig. Det udspillede sig over tre dage i begyndelsen af juli 1863, og i de samme julidage mødes årlig tusinder af moderne amerikanere på stedet for at genskabe slaget (reenactment). Det har karakter af folkefest. Entusiaster møder op i rigtige uniformer og med våben som man havde dem på den tid, og naturligvis har arrangementet en hjemmeside, hvor tilskuere kan købe billetter og deltage i løjerne.
Levende historie
Fænomenet kaldes «levende historie». Der findes snesevis af lignende arrangementer rundt om i verden – med Waterloo og Hastings som et par klassiske eksempler – og overalt understreger man den pædagogiske værdi. Den unge generation lærer jo noget om fædrelandets historie, hævder man. Men kan det tænkes at netop Gettysburg-dagene i virkeligheden er en slags ritualiseret had i Sydstaternes hvide befolkning, der på denne vis kommer til udtryk i form af tilsyneladende uskyldig leg?
En slags ritualiseret had i Sydstaternes hvide befolkning.
Det er et af de yderst relevante spørgsmål, Jeffrey Israel stiller sig. Han er professor i religion ved Williams College i Massachusetts, og i sin seneste bog tager han hånd om, hvordan had er en integreret del af amerikansk populærkultur, og derfra bliver en faktor i landets politik og religion.
Hvid og kristen
Det er et indestængt had, som ligger under overfladen. Vi møder det her og der med prædikatet «den indre svinehund». Der er tale om de små racistiske eller mandschauvinistiske bemærkninger, der lever i privatsfæren og kommer ud mellem sidebenene, og selv om det som oftest affærdiges som nogenlunde harmløst ordflom, kan der meget vel ligge nogle meget dybere ting bag.
Det USA, som forfatteren lever i og underkaster sin analyse, bryster sig af at være den store smeltedigel og mulighedernes land, og han har selv oplevet hvordan den nationale stolthed kan flyde over i visse sammenhænge.
Han tager udgangspunkt i Leo Strauss og Franz Fanon, der i deres tænkning begge udtrykte stærk indignation over liberalismens svaghed og løgnagtighed. Stereotype opfattelser, race-hierarki og social udelukkelse vil være en konstant i den liberalistiske stat, skriver Strauss således. Et af dens grundelementer er nemlig lighed for loven, men dette smukke princip lever side om side med ulighed udenfor loven i privatsfæren. Under disse forhold vil en magtfuld kernegruppe, der ser sig selv som kulturelt repræsentativ for det nationale flertal, have retten til at definere de sociale normer. I USA er denne gruppe hvid og kristen, og den opbygger det nationale narrativ, som skal være gældende for hele samfundet.
Mardi Gras og Gettysburg
Mindretallene har bare med at indordne sig og følge med. Som Jeffrey Israel ser det, er det blandt andet hvad vi oplever ved Mardi Gras, det årlige karneval i New Orleans. Ligesom krigsskuespillet ved Gettysburg i dag former det sig som en farverig og larmende folkefest, og i det store billede er der, hvad man kan definere som «political love».
En politisk kærlighed, der skaber et fællesskab. Men bag idyllen mener han, at der ved Mardi Gras ligger en mængde frustrationer hos den afroamerikanske befolkning over fortidens uretfærdigheder, og at karnevallet blot er et forsøg på at købe sig en adgangsbillet til det nationale fællesskab, selv om uretfærdighederne stadig findes.
Folk vil altid finde veje til at udtrykke det utilgivelige gennem leg.
Dermed bliver Mardi Gras og Gettysburg til to sider af samme sag, og de bliver til en vigtig del af forklaringen på at amerikanerne valgte Donald Trump i 2016. Han appellerede jo netop til den indre svinehund, til alle frustrationerne i privatsfæren, og navnlig til de mange, som nok ser sig selv som en del af det hvide Amerika, men som alligevel ikke føler sig som en del af det normative samfund. Det er den store gruppe, som Richard Nixon tilbage i 1970’erne omtalte som «the silent majority».
Legen dækker over uforløste frustrationer
Dette er der måske ikke så overraskende. Men det er ganske tankevækkende, at en nøgle til forståelse måske ligger i en analyse af begrebet ’leg’. Det er allerede blevet endevendt af forskningen, og her bliver det sat ind i en ny kontekst. De nævnte eksempler kan betragtes som leg, og det samme kan være tilfældet med alt fra veganisme over BDSM til at være medlem af den lokale cykelklub. Alle vegne dækker legen alligevel over nogle uforløste følelser og frustrationer.
Her foreslår forfatteren en løsning. Grundlæggende drejer det sig om personlig identitet, som er en meget sammensat størrelse, og her er det vigtigt at forstå, at ikke alle elementer af identitet er lige positive. Det moderne samfund er meget optaget af at reparere fortidens synder, men dette kan sjældent lade sig gøre, for mens overfladen måske præsenterer sig selv som pæn og nydelig, vil folk altid finde veje til at udtrykke det utilgivelige gennem leg. Mardi Gras og Gettysburg om igen.
Folk leger ikke altid med deres gode vilje, og derfor er det vigtigt at forstå at legen næsten altid dækker over noget dunkelt. Men i stedet for at insistere på at man kan komme ud over disse ting, hvilket er en umulighed, skal man lade det utilgivelige forblive utilgiveligt. Dermed bliver det til en del af folks personlige identitet.
