Gud er en maskin

Cia Rinne: Skal vi blinde os selv og forlade Theben Forlaget Virkelig. Danmark

Cia Rinne har skrevet et smertefullt og poetisk bidrag til å forstå verdens tilstand. 

Skal vi blinde os selv og forlade Theben

Cia Rinne

Forlaget Virkelig

Danmark

Vi sidder fastlåst i vores egen tænkning – uden at kunne handle som situationen kræver. For vi har som samfund ikke de begreber på plads, der kunne gøre det muligt at handle os ud af den multifunktionelle katastrofe, der venter os. Det er den tragiske kendsgerning.

I stedet lader vi os drive med af materialismen. For vi har mistet orienteringen – med hastigheden og kompleksiteten i den økonomiske globalisering og dens styringsinstrumenter som medrivende faktorer. Vi dulmer smerten med, hvad der må skønnes at være tidsfordriv, når vi ikke magter at tage ansvar for vore børns og kommende generationers fremtid. Vi er nemlig grundlæggende koblet fra den virkelighed, hvor naturen og menneskets eksistens udgør en enhed.

Smerten ved en opvågnen til virkeligheden kender vi fra den græske tragedie om kong Ødipus, som blinder sig selv. Hvor længe kan vi i dag udskyde den eksistentielle smerte? Cia Rinne har skåret ind til benet i stort som småt i sin nye bog Skal vi blinde os selv og forlade Theben.

Vi er grunnleggende koblet fra den virkeligheten der naturen og menneskets eksistens utgjør en enhet.

Dualog. «Tekster, hvor den største forestillingskraft og tænkning rummes på nogle få sider» – således præsenterer forlaget den bogserie, hvori svensk-finske Cia Rinne med bogverket Bestiarium indgår. Med serien ønsker udgiveren at vise kærlighed til litterære kortformer, dagbøger, poetikker og laboratorier af enhver art.

«Den største forestillingskraft og tænkning udfoldes i den lille bog i form af tre afsnit: I det første gives en oversigt over «de dualistiske ontologier og mødet mellem Athen og Jerusalem – «en slags historisk vue over den successive adskillelse menneske–natur, der historisk er sket inden for filosofi, religion og i den almindelige livsførelse. Anden del udgør en oplistning af ni historiske udviklingsfaser, og den tredje afsluttes med en dialog om dualismen («dualog») om de ni faser.

Vestlig filosofi og religion er delt op i to med skiftevis døden og livet som problemet i ismernes vekslen. Eller sagt på en anden måde, så har menneskene udviklet en splittelse mellem det samfundsmæssige og naturen. Denne dualisme har vi så levet med i århundreder, men med «den store acceleration» – den økonomiske vækst efter anden verdenskrig, Club of Rome’s forskning, Brundtland-rapporten og FN’s konferencer i 1972, 1992 0g 2012 er der opstået et behov for at forstå, hvordan det kunne gå til, at civilisationen nu har bragt sig på afgrundens rand og med et forklaringsproblem over for børn og kommende generationer.

Markedsgjøring. Miljøetikken har over de seneste årtier påvist en praksis, hvor tænkningen og institutionerne har haft antropocentrismen som grundlag og naturen frit har kunnet udnyttes af det menneskelige samfund. Hvad der var rigtigt og forkert blev vurderet ud fra dette overordnede verdenssyn.

Vestens filosofi bevægede sig ej heller uden for denne ramme, uanset om der var tale om at skulle give tingene mening eller hvor man lagde sin loyalitet – i øvrigt helt hen over hovedet på kommende generationer. Sådan har det været, uanset om der var tale om socialisering, uddannelse, lokalsamfundenes indretning eller om politikernes lovgivning og dispositioner inden for den eksisterende økonomiske model.

Netop under den økonomiske globalisering har den mekanistiske tænkning i den nyliberalistiske model haft det totalitære over sig, at der ved udbredelsen nok er sket en kulturel harmonisering. Samtidig føler borgerne sig generelt alligevel som frie – ikke som borgere i et demokrati der understøtter mindretallets og minoriteternes ret til at blive hørt, men som markedsagenter. Det endimensionelle menneske dominerer i alle kulturer worldwide – som blinde, ignoranter og/eller som isolerede markedsaktører. Naturressourcerne pengegøres. Diversiteten i de folkelige fællesskaber skrumper, og markedsgørelsen dominerer flere og flere relationer.

I dialogen mellom filosofi og religion, mellom kropp og sjel, mellom samfunn og natur har resultatet vært en degradering av naturen.

Naturens degradering. Cia Rinne er uddannet filosof ved universiteterne i Athen, Frankfurt og Helsinki med speciale i den tysk-jødiske Hans Jonas og dennes syn på de dualistiske analogiers betydning for menneskets forhold til naturen og udviklingen af den økologiske krise og katastrofetilstand.

Født i 1973 har hun produktioner bag sig fra 2001. Udforskningen af sprogets materialitet og dets mindste bestanddele har drevet hendes arbejde og åbnet for en politisk og social bevidsthed.

Rinne behersker et stort antal sprog og søger herfra at undersøge, hvordan «vi med sprog kan skabe både afstand og nærhed til virkeligheden; hvordan vi kan både forbande og velsigne vores omgivelser med ord» (forlagets introduktion).

Rinne illustrerer vores grundlæggende problemer i den økologiske katastrofetilstand ved en kortlægning af vores tænkning i skiftendende verdensanskuelser (panvitalisme, orfisme, platonisme, gnosis med videre). Ned gennem slægtslederne har der været en dialog mellem filosofien og religionen, mellem krop og sjæl, mellem det menneskelige samfund og naturen – hvor resultatet har været en degradering af naturen, der nu fremstår helt afsjælet og alene har til formål at tjene menneskene.

Maskingud og -menneske. Med orfismen (antikk mysteriekult, red.anm.) dør kroppen, men sjælen i mennesket overlever og mennesket må leve som en gæst i verden i en søgen og længsel efter det hinsides. Men den Gud, menneskene her søger og har at gøre med, er slet ikke nogen rigtig Gud. I naturen fremstår Gud blot som en maskine, der skal udføre naturens vilje. Adskillelsen mellem mennesket og naturen – dualismen – er total.

Civilingeniøren i Max Frischs Homo Faber åbenbarer sig i det andet afsnit af bogen som et billede på det moderne menneske. Her tror man det er muligt at kontrollere verden ved alle typer målinger og beregninger. Et maskinmenneske uden egentlig kontakt til verden. Hvordan får vi dog ingeniøren med i den store omstilling?

I al sin radikalitet fremstår Cia Rinnes bog som et poetisk bidrag til forståelse af verdens tilstand, til udfoldelse og fordybelse og med sit indhold måske også som en smertefuldt påmindelse om nåleøjet vi skal igennem, hvis en omstilling – væk fra katastrofekursen – overhovedet skal være mulig.