Gribbe, Rotter – og en eftertragtet kvinde


Bloodborne og The Witcher 3 tager begge afsæt i middelalderen og kredser om alkymi, det okkulte, riddere, spøgelser, magi og spændingsfeltet mellem rationalitet og tro.

Avatar
Fast bidragsyter til NY TID.
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 2015-07-07

Bloodborne

The Witcher 3


I gyden anes kun en svag glitren fra en lampe, der er ved at dø ud. Bortset fra denne svage ild henlægger gyden i mørke. Forsigtigt sniger jeg mig frem, usikker på hvad der venter mig. Det eneste sikre er, at det som venter, næppe er af det gode. Mine skridt undgår ikke at give lyd fra sig på de knoklede brosten, som blander sig med lyden af knitrende ild. Jeg går længere frem i mørket. Og naturligvis sker det. Imødeset, forventet, men alligevel chokerende, overraskende. Et kraftigt brøl lyder og over mig springer en skabning, hvis mage jeg ikke kender til. Et grådig, vederstyggeligt bæst, der kun har et formål i livet: prompte at flå mig i stykker i en rus af aggression og blodtørst.

Rollespillet 2015. Rollespillet Bloodborne er bestemt ikke for sarte sjæle. Spillet er seneste udspil fra den japanske auteur Hidetaka Miyazaki og vil være omdrejnings-
punktet i denne kritik. Min tekst vil dog skille sig ud fra mine vanlige kritiske skriblerier på den måde, at jeg denne gang vil forsøge at behandle to titler simultant, nemlig Bloodborne og The Witcher 3. To titler, som har det til fælles, at de er hver sit bud på et moderne rollespil. Et rollespil til den nye generation af spilkonsoller og måske også til en ny generation af rollespillere. Min kritik vil naturligvis rumme et komparativt aspekt, men samtidig vil jeg også hæve blikket og se på, hvad de to titler siger om rollespillet anno 2015. Det er ganske vist urimeligt at drage alt for konsekvente konklusioner på basis af blot to rollespil, men ikke desto mindre har vi at gøre med to så imødesete og indflydelsesrige titler, at de samtidigt godt kan benyttes til at sige noget generelt om genren. Og nu tilbage til blodrusen.

Pestsmitte. I Bloodborne lander man midt i en gotisk verden befolket af grusomme gribbe og rotter på størrelse med en ko, men det er fremfor alt blodinficerede bæster, vi skal møde og nedkæmpe på vores vej. Fortællingen er placeret i et middelalderligt univers repræsenteret ved byen Yharnam, et sted folk drager til for at blive kureret for alskens dårligdomme, da byen har ry for at være førende, når det gælder helbredelse med anvendelse af blod. Men noget er gået galt i Yharnam, og stedet er nu blevet ramt af en pest-lignende sygdom, hvor mennesker smittes i hobetal gennem blodet og forvandles til aggressive, blodhungrende væsener. Det er måske ikke decideret zombier, der er på spil, men Bloodborne har bestemt meget til fælles med tv-serier som True Blood og The Walking Dead. Mest af alt har Bloodborne dog slægtskab med spil som Dark Souls og Demons’ Souls. Det er nemlig spil, der alle er kreeret af japanske Hidetaka Miyazaki. Miyazaki har uden tvivl været en af de største asiatiske auteurs i spilbranchen i de seneste år. En mand, der er notorisk berygtet for at ville udfordre sit spilpublikum på grænsen til det sadistiske.

Dø igen og igen. Som spiller gransker man byen Yharnam og lærer langsomt mere om stedets historie, som eksempelvis røber, at byens beboere for længe siden begyndte at tilbede forhistoriske skabninger kaldet «The Great Ones». Det var disse skabninger, der muliggjorde den viden, som førte til helbredelserne, men det var også selvsamme skabninger, der nu er skyld i den pest, som truer med at destruere byens liv. Det gode bærer åbenbart altid det onde i sig. Opdagelse og fortælling er uden tvivl vigtige elementer ved Bloodborne, men der er dog ingen tvivl om, at selve kampen, selve det at kæmpe, er det altoverskyggende element ved spillet. Ønsker man at komme bare et lille stykke ind i historien og videre i spillet, må man dygtiggøre sig voldsomt i spillets kampsystem. For spillere uden det store kendskab til genren vil det være en stor mundfuld, for kampsystemet i Bloodborne er komplekst, og fjenderne er bestemt ikke lette. Du vil dø for blot at dø igen og igen. Efterhånden som man får færden af kampteknikkerne, vil tilfredsheden dog også være betragtelig. Vigtigst er det at afkode fjendens bevægelse og slagmønstre. Hvordan agerer han? Hvordan træffer han? Hvori består hans bevægelser? Megen tid går med at afkode dette, førend man selv træder ind i kampen. Selvfølgelig kan man få bedre våben med tiden og stige i levels, som vel er et af de mest elementære karaktertræk i rollespil-genren, men det ændrer ikke ved, at det er dygtiggørelse i at kæmpe, som er altafgørende for at sikre sig succes i spillet. Ved at implementere et «regain-system», der gør dig i stand til at få nogle helbredspoint tilbage, efter at en fjende har ramt dig, såfremt du hastigt rammer ham lige efter, har udviklerne også sikret sig, at man som spiller er nødt til at være mere aggressiv og benytte en offensiv spillestil. Man kan ganske enkelt ikke forsvare sig gennem Bloodborne.

bloodborne2

Tolkiensk. Lad mig nu kort vende blikket mod rollespillet The Witcher 3, inden jeg vil knytte nogle komparative kommentarer til de to titler.
I The Witcher 3 indtager du rollen som jægeren Geralt, som søger en kvinde, der står ham nær. Spillet foregår i et kongerige kaldet «The Northern Realms», der for tiden plages af en hær af spøgelsesriddere, der søger den samme kvinde som Geralt. Dermed er jagten gået ind, og en Tolkiensk kamp mellem det gode og det onde kan begynde.
I modsætning til Bloodborne fylder fortællingens udfoldelse mere i The Witcher 3. Kampe er stadig et centralt element, men her skal også løses forskellige typer opgaver, der ikke involverer kamp og i højere grad appellerer til spillerens nysgerrighed og strategiske tænkning. Det gælder eksempelvis en søgen efter blomster, som skal bruges i de trylledrikke, der er en central del af spillet eller noget så jordnært som at finde en forsvunden ged.
Middelalderen. The Witcher 3 har også i højere grad en åben – og i omfang enorm – verden, der kan udforskes mere frit end tilfældet er i Bloodborne. Megen tid kan således gå med blot at ride rundt på sin hest og få en fornemmelse af det dragende univers.
Begge titler har til fælles, at de finder sted i arketypiske rollespiluniverser, der typisk tager afsæt i middelalderen og kredser om alkymi, det okkulte, riddere, spøgelser, magi og spændingsfeltet mellem rationalitet og tro. Det monstrøse er også at finde i begge titler, forstået som de unaturlige elementer, som er en grundbestanddel i begge spil.
Mere action. Det er ligeledes sigende, at spillene finder inspiration i litteraturen. The Witcher 3 bæres af et specifikt afsæt i den polske fantasy-forfatter Andrzej Sapkowskis værker, mens Bloodborne – og i særlig grad universet i spillet – tydeligvis er inspireret af Bram Stokers Dracula og Lovecrafts forfatterskab.
Hvor Bloodborne mestendels belønner en hård indsats, disciplin og en higen efter at fuldende sine kampteknikker, er The Witcher 3 et spil, der snarere er funderet i nysgerrig-
hed og spillerens årvågenhed. Begge spil udtrykker dog en tendens, der går mod de mere action-orienterede rollespil. Der findes naturligvis mere rolige og strategiske titler på rollespilsmarkedet, men det er signifikant, at det primært er action-baserede rollespil som Bloodborne og The Witcher 3, der sælger og omtales mest. Det er i kampenes sejre, belønningen findes.

Bloodborne er udkommet til Playstation 4, mens The Witcher 3 er udkommet til PC, Xbox One og Playstation 4. Spillene koster cirka 400 kroner per styk.


Moestrup er spillkritiker i Ny Tid.

Abonnement kr 195 kvartal