Sammenbruddet i vores globale civilisation og naturens overhængende kollaps er en krise der afslører hegemoniet og begrænsningerne i den vestlige, kristne, kapitalistisk-industrielle civilisations matrice. Vi står overfor en åndelig krise der kræver en anden virkelighedsbeskrivelse.
En fornemmelse af tid og rum er i opløsning, som Déborah Danowski og E. Viveiros de Castro skriver i Om verdens ende. Vår antropocene epoke stiller os ifølge forfatterne overfor «utsikterne til en ’verdens ende’ […] en katastrofal endring i de materielle vilkårene for menneskehetens eksistens». Det som de med Isabelle Stengers kalder «Gaias inngriben» beskriver en situation hvor jorden nærmer sig tålegrænsen for brugen af ferskvand, ændret arealudnyttelse, tab af dyre og plantemangfoldighed og havforurening. I en tid med mange fortællinger om jordens kollaps, har vi brug for «narrativer som orienterer og motiverer os på ny».
Om verdens ende tager de aktuelle diskurser om «verdens ende» alvorligt. Den gør det ud fra devisen: Mens den naive, pragmatiske politiks lappeløsninger kun skaber mere fortvivlelse, indgyder de dystopiske billeder og fortællinger os med en stærkere motivationskraft og dermed også et andet håb.
Jorden nærmer sig tålegrænsen for brugen af ferskvand, ændret arealudnyttelse, tab af dyre og plantemangfoldighed og havforurening.
Disse fortællinger og denne metafysik er ifølge forfatterne et vidtstrakt billedunivers over verdens indretning der spænder over kosmologisk spekulation hos naturfolk, geofilosofi og teknologikritik. Men også om filmtænkning, som forefatterne nevner med Lars von Triers Melancholia (2019), Bela Tarrs mørke filmer, eller Cormac McCarthys roman The Road (2006) – og dele af science-fiction genren. Vi har brug for nye vejvisere, nye lygtebærere. Vi skal ifølge de to forfattere – den ene verdenskendt antropolog, den anden filosof – forstå hvad det vil sige at være jordboere. Deres afsæt er amazon-indianernes antropologi hvor forholdet mellem menneske, kultur og natur indgår i et løbende kontinuum, en social forvand-lingsproces.
Krisebevidsthed
Den ungarske filminstruktør Béla Tarr kendt fra sine undergangsfilm Hesten i Torino, Damnation og Werkmeister Harmony, har om verdens ende sagt at vi ikke skal se det som et «dantesk skue, men et tiltagende forfald». Tarr tilføjer: «Apokalypsen er en stor hændelse. Men virkeligheden er ikke sådan. I mine film er verdens ende meget stille og svag. Verdens ende … kommer sagte og rolig. Døden er altid den værste scene, og når du ser nogen dø – et dyr eller et menneske – er det altid forfærdeligt, og det allerværste er at det ser ud som om intet er sket.»
Således handler slow cinema og nye billeder om at tvinge os til at stoppe op og tænke, få øje på den døende verden omkring os. Vi lever i det de kalder en «intens verdenstilstrækkelighed», hvor kun det realiserbare er virkeligt. «I dag er der kun én retning», som de skriver: «nemlig den der går fra det ’negative’ til det ’positive’, fra minus til plus, fra det at eje til det at være indehaver af meget, fra overlevelsesteknik til højteknologi, fra nomade i ældre stenalder til moderne kosmopolitisk borger, fra vild indianer til civil arbejder.» Eksempelvis er den byggede hytte i von Triers Melancholia, som bliver familiens sidste opholdssted inden planeten rammer jorden, et billede på en handling der håndterer chokket over katastrofen uden at realisere noget, men en handling der skaber fornyet opmærksomhed, ifølge forfatterne..
En verdensløs menneskehed
Ifølge Danowski og de Castro har de materielle betingelser for vores produktion allerede afsløret menneskeheden som en katastrofe. Tingenes sammenbrud ligger ikke foran os men bag os. Det er det som teknooptimisterne og accelerationisterne ikke har indset. At de materielle betingelser for produktion «ændrer sig hurtigere end den herskende civilisations tekniske og politiske overbygninger.» Troen på en acceleration af kapitalisme og teknologi befinder sig i en «objektiv selvmodsigelse med de miljømæssige forvandlingers ubønhørlige feedbackprocesser som er dybt skadelige for menneskehedens omgivelser.»
Béla Tarr kendt fra sine undergangsfilm Hesten i Torino, har om verdens ende sagt at vi ikke skal se det som et «dantesk skue,men et tiltagende forfald.
Spørgsmålet er nu om vi er i stand til at ændre på vores egen geologiske rolle. Bag teknooptimismen og den vestlige tanke gemmer sig en mytisk kosmologi om tidernes begyndelse: Først var verdens mørke, så var vi dyr, så blev vi fornuftsmennesker og så blev vi overmenneskelige maskiner. Som naturens erobrer der lægger dyret bag sig, skabes først en adskillelse mellem mennesker og dyr, dernæst en adskillelse mellem mennesker og verden. Den ydre verden falder bort, verden ender som en konstruktion, et objekt slugt op af mennesket. Tlbage står «de verdensløse menneskers verden», som vi kender fra Matrix og Mad Max filmene. En verden hvor menneskeheden ikke længere er forbundet med noget udenfor sig selv.
Multiple verdener, multiple sjæle
Antropologi er for Viveiros De Casto en sammenlignende videnskab om de relationer der gør os menneskelige. Alle mennesker og dyr spejler, tænker og forvandler sig gennem mødet med materie, ting og objekter. Indianernes verden har siden tidernes morgen været en verden hvor mennesker antog former og fysiske anlæg fra dyr, planter, elv, fjelde. Det som forener os, mennesker og dyr, er at vi har en sjæl i betydningen en måde at forbinde os med omgivelserne på, at påvirke og lade os påvirke. Hele verden er indskrevet i menneskeheden, dvs. i en potentiel formgivende animisme.
I Vesten har vi bevæget os fra dyr-natur til kroningen af homo sapiens. Hos amazonindianerne er mennesket en morfologisk eksternalisering, det, som baner vejen for en skabende udveksling (tilblivelse), en formæling mellem to riger. Naturen fødes fra kulturen. Det vi kalder «en naturlig verden» kalder amazonfolket for en «mangefold af mangfoldigheder». Skove er samfund, dyr et mangfoldigt folk. Det vi kalder ‘omgivelser’, kalder de et samfund af samfund.
Vi ser ikke dyr som mennesker, men vi ved at de er mennesker for sig selv, som de skriver. Pointen er at når «en indianer samhandler med et andet væsen end sin egen art, […] er han klar over at han har at gøre med et væsen som er menneskelig på sit eget område.» Han forstår at tingene er forbundet, at dyr, skov og ting kommunikerer med hinanden og dermed skaber en verden, det som de med Leibniz kalder ‘en sjæl’.
Når indianerne ligesom os må ødelægge andre livsformer for at kunne spise, er de bevidste om deres økologiske aftryk, de ved at skovens ledende ånd holder opsyn, som bliver afgørende for hvor man sætter foden. Der er sjæle overalt. En sådan animisme opfatter forholdet mellem mennesket og det ikke-menneskelige som en social kontinuitet mellem natur og kultur. Der er ikke først natur og så kultur, men et løbende kontinuum. Dyr, skove, arter er selv mangfoldige samfund.
En tro på verden
At blive jordboere handler ifølge de to forfattere om at «udforske grænserne for vores levemåde». Om verdens ende er ikke en antropologisk romantisering, men gennem en radikal antropologi et forsøg på at genrejse vores tro på verden. Mens vi har mistet vores mentale evne til at sørge, kan jordboeren lære os vigtigheden af at kunne sørge over de ting og dyreskabninger der dør omkring os, at ære de gamle, at livet er en cirkel, at det at spise er at lytte til der hvor man tager maden fra og lader den gro, leve gennem en dyb tro på verden og omgivelse, ikke rå udnyttelse, men en tro, som også må give jorden geologisk agens og retsbeskyttelse. I en nylig domstolsafgørelse i Equador har eksempelvis folket forpligtet sig på at «bygge en ny civil sameksistens, i mangfoldighed og harmoni med naturen, skabe grundlaget for den gode levevis for sumak kawsay.» En tro på verden.
«Vi skal være forberedt på at måtte forholde os direkte til den højst sandsynlige mulighed for at det er os, folkene i centrum, med vores teknologiske ‘avancerede’ samfund, befolket af overvægtige, mediefjernstyrede, psykofarmakologiske, stabiliserede automater som er stærkt afhængig af et voldsomt energiforbrug […]som inden for kort tid bliver nødt til at give afkald og reducere vores komfortable , vestandard.» For skulle vi alle have samme energiforbrug som i USA vil det kræve 5 jordkloder.
