Gi meg «68» tilbake

Kan 68-genet oppstå i ny form og danne grunnlag for utviklingen av et bærekraftig samfunn?

klimakrise
FOTO: Daniel Thürler
Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.

Mange har indset, at det bliver vanskeligt at ændre verdens gang, som – for hver dag der går – påvirker biodiversiteten og klimaet i ugunstig retning.

I 1968 gav ungdommen sig selv stemme og insisterede på at blive hørt som samfundsgruppe og repræsentant for aldersgruppen mellem barndom og voksenlivet. Det samfund, som deres forældre og bedsteforældre havde bygget op efter mange lidelser og afsavn under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig, afviste en oprørsk ungdom. Den fremtid forældre havde forberedt deres unge på, ønskede ungdommen ikke at blive en del af. Mest af alt mindede det for dem om et liv i et hamsterhjul med kun forbrug og yderligere økonomisk vækst for øje.

Ungdomsopprør og forløsning

I to film bliver ungdomsoprøret på forskellig vis illustreret: Slutscenen i filmen The Graduate (1967) viser en ulykkelig forelsket Ben, der bryder ind i kirken under præstens vielse af hans elskede Elaine. Efter hendes indre kamp i kirken bryder hun til sidst ud af familiens klør, og de flygter sammen i en lokal bus. Til medpassagerernes store forundring kan de bagest i bussen glæde sig over, at et forældre- og ungdomsoprør lykkedes.

klimakrise
Fra Andersons IF

I Lindsay Andersons kultfilm If (1968) gøres der tilsvarende op med autoriteterne af en ungdom, der vil selv. Det sker i et oprør mod århundredes traditioner – forenet i en alliance mellem kostskole, militær og kirke – der udløser en voldelig konfrontation med kostskoleelevernes skyderier mod autoriteterne og med skolen som en metafor for hele samfundet.

Hvilke forløsninger – ved i oprør at manifestere sig og at bryde ud – i en insisteren og tro på menneskets ret til selvbestemmelse og integritet!

«The establishment» som undertrykker. I begge film fremstår «the establishment» som den undertrykkende ramme om 68-impulsen og heroverfor en tydelig profilering af det stof, som 68-impulsen bestod af. Impulsen ændrede samfundskulturen med dens omgangsformer, og det skete dybt ind i samfundets institutioner og udløste nye initiativer som samfundsmæssig korrektion og/eller som kritik. Som en steppebrand bredte den akkumulerede utilfredshed sig. Smerten ved at fortsætte blev for stor. Slogans som «Sois jeune et tais toi» (Vær ung og hold kæft) fremstod sideordnet med «Enragez-vouz» (Bliv vred).

Der eksisterede verden over en samtidighed i de begivenheder, der refererede til 68. I Paris gennemførte fagforeninger og studenter en større fællesdemonstration. I de østeuropæiske lande opstod konfrontationer med Sovjetunionen. I USA var borgerrettighedsbevægelsen med De Sorte Pantere i gang med at ændre på indgroede normer blandt andet for de sorte, og ikke mindst så satte Vietcong et stort anlagt opgør ind mod verdens stærkeste militærmagt som endte med, at amerikanerne måtte trække sig ud af Vietnam.

Ny internasjonalisme

Da den tysk-franske studenterleder Daniel Cohn-Bendit kom for en dommer i en propfyldt retssal i Frankfurt i 68 og blev bedt om at præsentere sig, svarede han højt og tydeligt «Kuron og Modzelewski» i den hensigt, at tilhængerne skulle se sammenhængen mellem hans egen retssag og den retssag som to intellektuelle i Polen på samme tid var hovedpersoner i. Ved demonstrationer lød talekor, der skulle udtrykke den internationale solidaritet, ofte for eksempel «Danmark-Vietnam-samme-kamp». Med den økonomiske globalisering fulgte således en ny internationalisme med overskriften «Tænk globalt, handl lokalt».

Som i 1968 har mange unge i dag ingen lyst på den fremtiden som uttrykkes i mainstream.

I dag ved vi, hvordan den umiddelbare reaktion blev på oprøret i 68. I Frankrig, for eksempel, udskrev præsident de Gaulle valg og fik et kanonresultat, som – for en stund – blæste de unge og studerende tilbage på skolebænken. Men ikke mindst amerikanernes nederlag i Vietnam og afkoloniseringen havde rejst mange nye temaer i en kamp om hvilke kundskabsuniverser og organiseringer, der skulle herske efter at verden igen var kommet på fode efter Anden Verdenskrig.

Systemets påvirkelighet

«Ånden fra 68» lod sig hverken gemme bort eller udradere fra historiens vingesus. Den var sluppet løs og har siden været en påmindelse om, hvor påvirkeligt et politisk system kan være, når folkemasser gribes af en modstand og en fælles begejstringskraft. Magtspørgsmålet forbliver dog ikke hermed italesat, endsige løst.

Jean-Paul Sartre kritiserede i Paris de unge for at være helt uden plan for oprøret. Kredsen omkring tidsskriftet Socialisme ou Barbarie (1948) med Cornelius Castoriadis havde i efterkrigstiden tidligere påpeget menneskets evne til at overskride de givne samfundsstrukturer og realisere noget, som ikke er forudbestemt, det «imaginære». Som forhenværende marxist havde Castoriadis under iagttagelse af udviklingen i Sovjetunionen taget afstand fra marxismens iboende determinisme uden plads til menneskets selvbestemmelse.

År forinden (1945) havde FN i sin præambel ved afslutningen på krigen med «We the Peoples …» understreget denne tillid til mennesket og dets evne og naturlige ret til selvbestemmelse. Hvor arbejderbevægelsen fik en central placering i det sydeuropæiske lande, så var de nordeuropæiske lande mere orienteret mod en humanisme med køn, kultur, demokrati og miljøet som ledsagere. I Danmark havde Grundtvig ikke levet forgæves, og med højskolens og andelsbevægelsens dannelsesidealer blev 68-oprøret blandt andet omsat i Langelandsmanifestet (1969).

 

klimakriseI bogen Late Capitalism (1972) beskrev belgieren Ernest Mandel, hvorledes kapitalismen i sin sene fase ville blive domineret af maskinerne og af de finansielle kapitalstrømme, herunder en markant øget kommodificering og industrialisering på globalt basis, selv inden for områder som uddannelse og pleje. Heri lå forklaringen på den hurtigst voksende økonomiske vækst i historien. Nyliberalismen og globaliseringen bidrog senere til at sætte yderligere turbo på den økonomiske vækst.

Det muliggjorde, at en almindelig arbejderfamilie fik mulighed for køb af fast ejendom, hvortil man efter arbejdet kunne søge hen. Private sommerhuse og charterflyrejser blev også del af livsførelsen. Med villa, vovse, bil og TV i dagligdagen faldt interessen for fællesskabet og dermed interessen for systemtænkningen og gennemførelse af økonomiske demokrati.

«Utvikling» og klimakrise

Med «udviklingen» fulgte problemer med luft, vand, jord, mineraler, energikilder, naturområder, planter og dyr med videre. I bogen Silent Spring (1962) havde amerikaneren Rachel Carson videnskabeligt kortlagt væsentlige miljøproblemer ved den kraftige økonomiske vækst, herunder konsekvenserne ved anvendelse af DDT. I 1969 etableredes i Danmark miljøorganisationen Noah (som senere blev en dansk del af Friends of the Earth). 1972 blev året, hvor FN’s første miljøkonference i Stockholm fandt sted.

klimakrise

Forældre og bedsteforældre havde efter årtier med vedvarende økonomisk vækst generelt vanskeligt ved at forstå, at væksten – som følge af voksende miljøkonsekvenser – ikke kunne fortsætte. Børnene og de unge mennesker havde vanskeligt ved at forstå den historiske og strukturelle baggrund for den systemkrise verden befandt sig i og fortsat befinder sig i og havde derfor også svært ved at forestille sig, hvor man egentlig burde sætte ind. Som i 1968 har mange unge i dag ikke mod på den fremtid som udtrykkes i mainstream. Og for den, der er ung, må det da også være vanskeligt at forstå, at forældre og bedsteforældre, der har stået bag den udvikling, der har udløst systemkrisen, ikke arbejder dag og nat for at rydde op og for at tilrettelægge for en omstilling til bæredygtighed.

68-genet må oppstå i ny form

Mange sociale bevægelser – verden over – opstod eller genopstod på enkelttemaer efter 1968. Samtidig forblev de politiske partier koncentreret om parlamentet og politikerne i arbejdet på at sikre genvalg. Så omstilling og systemtænkning stod ikke på den politiske dagsorden.

Heller ikke da FN’s klimapanel fremlagde deres første rapport i 1988. Så nu sidder vi i saksen. I Danmark har (12. maj 2018) mere end 300 danske forskere således underskrevet et klimaopråb: Danskerne er blandt de største klimasyndere, og vore politikere bør handle radikalt anderledes for at afværge en klimakatastrofe.

«Ånden fra 68» lot seg hverken gjemme bort eller utradere fra historiens vingesus.

I det små har græsrødder individuelt og i grupper virket som muldvarpe og «trojanske mus» med gennemførelse af eksperimenter for miljømæssigt forsvarligt at tænke globalt og handle lokalt. Skal vi vente på vore politikere og deres initiativer til imødegåelse af den globale opvarmning, så når vi det bare ikke. Derfor er det væsentligt, at 68-genet i en ny form genopstår og videreudvikles.

Utvikling gjennom fellesskap

Erfaringerne fra 68 skal omsættes til de nye omstændigheder. Det drejer sig ikke mindst om den indre omstilling – med for eksempel afkodning af forbrugermønstre, fordybelse og med at udvikle «global handling i det lokale naboskab». Efter mange års opsplitning af fællesskaber er tiden inde til igen at blive orienteret mod det lokale medborgerskab og lokal resiliens. «Ånden fra 68» lever i de mange lokale initiativer, der arbejder på at udvikle et lokalt bæredygtigt og resilient fællesskab.

Kan vi udvikle hele tænkningen om lokale og regionale fællesskaber (communities), der ikke belaster kloden? Med bæredygtighed og forsyningssikkerhed? Og så udbrede konceptet til andre regioner? Der bliver her brug for en ny type entreprenører, ecoprenører, som i lokale fællesskaber kan bidrage til at udvikle resiliente og bæredygtige lokalsamfund.

Når verden ikke allerede er i gang med en omstilling, men beveger seg mot en stor katastrofe, er det nødvendig å minne om «ånden fra 68».

I fællesskaberne skal mangfoldigheden råde. Der skal også være plads til kunstneren og den intellektuelle. I et nyt kundskabs- og læringsunivers (hånd, hjerte og hoved) – er der brug for imagination, følelse af ansvarlighed og en fornemmelse for sandheden.

Når verden ikke allerede er i gang med en omstilling, men bevæger sig mod en stor katastrofe, så er der brug for at minde om «ånden fra 68«. Forældre og bedsteforældre bør forenes med børn og børnebørn i en omstilling af levevis og opbygning af fællesskaber, der bygger på resiliens og bæredygtighed.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.