Gi meg «68» tilbake

Kan 68-genet oppstå i ny form og danne grunnlag for utviklingen av et bærekraftig samfunn?

klimakrise
FOTO: Daniel Thürler
Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.

Mange har indset, at det bliver vanskeligt at ændre verdens gang, som – for hver dag der går – påvirker biodiversiteten og klimaet i ugunstig retning.

I 1968 gav ungdommen sig selv stemme og insisterede på at blive hørt som samfundsgruppe og repræsentant for aldersgruppen mellem barndom og voksenlivet. Det samfund, som deres forældre og bedsteforældre havde bygget op efter mange lidelser og afsavn under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig, afviste en oprørsk ungdom. Den fremtid forældre havde forberedt deres unge på, ønskede ungdommen ikke at blive en del af. Mest af alt mindede det for dem om et liv i et hamsterhjul med kun forbrug og yderligere økonomisk vækst for øje.

Ungdomsopprør og forløsning

I to film bliver ungdomsoprøret på forskellig vis illustreret: Slutscenen i filmen The Graduate (1967) viser en ulykkelig forelsket Ben, der bryder ind i kirken under præstens vielse af hans elskede Elaine. Efter hendes indre kamp i kirken bryder hun til sidst ud af familiens klør, og de flygter sammen i en lokal bus. Til medpassagerernes store forundring kan de bagest i bussen glæde sig over, at et forældre- og ungdomsoprør lykkedes.

klimakrise
Fra Andersons IF

I Lindsay Andersons kultfilm If (1968) gøres der tilsvarende op med autoriteterne af en ungdom, der vil selv. Det sker i et oprør mod århundredes traditioner – forenet i en alliance mellem kostskole, militær og kirke – der udløser en voldelig konfrontation med kostskoleelevernes skyderier mod autoriteterne og med skolen som en metafor for hele samfundet.

Hvilke forløsninger – ved i oprør at manifestere sig og at bryde ud – i en insisteren og tro på menneskets ret til selvbestemmelse og integritet!

«The establishment» som undertrykker. I begge film fremstår «the establishment» som den undertrykkende ramme om 68-impulsen og heroverfor en tydelig profilering af det stof, som 68-impulsen bestod af. Impulsen ændrede samfundskulturen med dens omgangsformer, og det skete dybt ind i samfundets institutioner og udløste nye initiativer som samfundsmæssig korrektion og/eller som kritik. Som en steppebrand bredte den akkumulerede utilfredshed sig. Smerten ved at fortsætte blev for stor. Slogans som «Sois jeune et tais toi» (Vær ung og hold kæft) fremstod sideordnet med «Enragez-vouz» (Bliv vred).

Der eksisterede verden over en samtidighed i de begivenheder, der refererede til 68. I Paris gennemførte fagforeninger og studenter en større fællesdemonstration. I de østeuropæiske lande opstod konfrontationer med Sovjetunionen. I USA var borgerrettighedsbevægelsen med De Sorte Pantere i gang med at ændre på indgroede normer blandt andet for de sorte, og ikke mindst så satte Vietcong et stort anlagt opgør ind mod verdens stærkeste militærmagt som endte med, at amerikanerne måtte trække sig ud af Vietnam.

Ny internasjonalisme

Da den tysk-franske studenterleder Daniel Cohn-Bendit kom for en dommer i en propfyldt retssal i Frankfurt i 68 og blev bedt om at præsentere sig, svarede han højt og tydeligt «Kuron og Modzelewski» i den hensigt, at tilhængerne skulle se sammenhængen mellem hans egen retssag og den retssag som to intellektuelle i Polen på samme tid var hovedpersoner i. Ved demonstrationer lød talekor, der skulle udtrykke den internationale solidaritet, ofte for eksempel «Danmark-Vietnam-samme-kamp». Med den økonomiske globalisering fulgte således en ny internationalisme med overskriften «Tænk globalt, handl lokalt».

Som i 1968 har mange unge i dag ingen lyst på den fremtiden som uttrykkes i mainstream.

I dag ved vi, hvordan den umiddelbare reaktion blev på oprøret i 68. I Frankrig, for eksempel, udskrev præsident de Gaulle valg og fik et kanonresultat, som – for en stund – blæste de unge og studerende tilbage på skolebænken. Men ikke mindst amerikanernes nederlag i Vietnam og afkoloniseringen havde rejst mange nye temaer i en kamp om hvilke kundskabsuniverser og organiseringer, der skulle herske efter at verden igen var kommet på fode efter Anden Verdenskrig.

Systemets påvirkelighet

«Ånden fra 68» lod sig hverken gemme bort eller udradere fra historiens vingesus. Den var sluppet løs og har siden været en påmindelse om, hvor påvirkeligt et politisk system kan være, når folkemasser gribes af en modstand og en fælles begejstringskraft. Magtspørgsmålet forbliver dog ikke hermed italesat, endsige løst.

Jean-Paul Sartre kritiserede i Paris de unge for at være helt uden plan for oprøret. Kredsen omkring tidsskriftet Socialisme ou Barbarie (1948) med Cornelius Castoriadis havde i efterkrigstiden tidligere påpeget menneskets evne til at overskride de givne samfundsstrukturer og realisere noget, som ikke er forudbestemt, det «imaginære». Som forhenværende marxist havde Castoriadis under iagttagelse af udviklingen i Sovjetunionen taget afstand fra marxismens iboende determinisme uden plads til menneskets selvbestemmelse.

År forinden (1945) havde FN i sin præambel ved afslutningen på krigen med «We the Peoples …» understreget denne tillid til mennesket og dets evne og naturlige ret til selvbestemmelse. Hvor arbejderbevægelsen fik en central placering i det sydeuropæiske lande, så var de nordeuropæiske lande mere orienteret mod en humanisme med køn, kultur, demokrati og miljøet som ledsagere. I Danmark havde Grundtvig ikke levet forgæves, og med højskolens og andelsbevægelsens dannelsesidealer blev 68-oprøret blandt andet omsat i Langelandsmanifestet (1969).

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here