Bestill sommerutgaven her

Gentænkning af demokratiet

The Decline and Rise of Democracy. A Global History from Antiquity to Today, Let the People Rule. How Direct Democracy Can Meet the Populist Challenge
DEMOKRATI / Grækerne har ikke patentet på ideen «demokrati». Og er folkeafstemninger en nødvendighed for at få demokratiet tilbage på sporet?

Da slaveriet blev almindeligt i Nordamerika, var det samfund, som kort efter skulle blive til USA, et af de mest demokratiske samfund i verden. Det lyder som en gang absurd vrøvl, men prøv at følge tanken til ende: 72 pct. mandlige indbyggere i amerikanske Massachusetts havde stemmeret, men kun 3 pct. af befolkningen i det britiske demokrati.

På det tidspunkt var kolonierne små og tyndt befolkede, og der var ikke nogen stærk centraladministration. For nybyggerne var det en enkelt sag at bryde op og flytte vestpå, hvis de ikke var tilfredse med forholdene, og derfor valgte den politiske ledelse at inddrage store dele af befolkningen for at styrke følelsen af at høre til. Da vi nåede hen til 1772, hvor USA blev selvstændigt, var det faktisk 72 pct. af samtlige mandlige indbyggere i delstaten Massachusetts, der havde stemmeret, og altså medindflydelse. Til sammenligning havde kun 3 pct. af befolkningen i det højt besungne britiske demokrati stemmeret på det tidspunkt.

Samtidig led den unge nation af kronisk arbejdskraftmangel, og det stillede sig i vejen for den økonomiske vækst og stabilitet, man betragtede som altafgørende for at opbygge et moderne demokrati. Så for at styrke denne del af udviklingen indførte man altså slaveriet. Dette strider naturligvis voldsomt med vores demokratiopfattelse, men sådan var det ikke dengang.

Ubomír Kotrha (Republic Slovak). Demo-Dictature. Se Libex.Eu

Middelalderens italienske bystater

David Stasavage, som er professor i statskundskab ved New York University, har i The Decline and Rise of Democracy nytænkt demokratiet og demokratiets opståen, og dermed kommer han også med en ny og original forklaring på, hvordan hele den demokratiske tanke tilsyneladende er løbet af sporet. Se bare på en Donald Trump, som jo konstant spiller hasard med demokratiets grundsætninger, og den aktuelle amerikanske krise, som i denne optik ligger i direkte forlængelse af slaveriets indførelse – i demokratiets navn.

Vi bryster os tit af at vi har hentet vores demokratiske tradition i det antikke Grækenland, men sådan hænger tingene slet ikke sammen ifølge Stasavage. Da den første spæde begyndelse på det moderne demokrati viste sig i middelalderens italienske bystater, var der stadig et par hundrede år til Aristoteles blev oversat til latin. Middelalderens demokratiske begyndelse opstod ikke på grundlag af smukke idealer, men af noget så jordbundent som ren og skær nødvendighed. Bystaterne var små og svage, og de lokale fyrster havde ikke midler til at holde en stående hær – eller en stærk centraladministration – til at holde sammen på det hele. De var tvunget til at uddelegere magten og beslutningerne, og selv om dette ikke var spor demokratisk efter moderne målestok, var det alligevel en begyndelse. Det med den smukke arv fra antikken kom til som en senere efterrationalisering.

Den franske Solkonge er et skoleeksempel på en regent, der netop havde tilsidesat denne tommelfingerregel. Han troede sig sikker, men havde ikke noget stærkt militær til at holde befolkningen i ave, og derfor kom den franske revolution i 1789. På det tidspunkt befandt den franske økonomi sig på samme niveau som Tanzania i dag, og derfor måtte revolutionen nødvendigvis være demokratisk med uddelegering af beslutningerne. Et militærkup med en stærk centralstat i ryggen kunne ikke komme på tale.

De græske bystater med deres demokratiske tradition skal ikke tilsidesættes, og man skal heller ikke forklejne Aristoteles. Men grækerne har ikke patent på ideen. Demokratiet er opstået mange steder op gennem historien, og som regel på helt egne og lokale præmisser.

Da de første europæere kom til Nordamerika og begyndte at kolonisere landet, mødte de Huron-indianerne, og de havde indrettet sig med et nærdemokrati, der lå langt over daværende europæisk standard. Her kunne en høvding blive afsat, hvis hans ledelse ikke var tilfredsstillende, og kvinderne havde altid det sidste ord. Den spanske conquistador Hernán Cortés havde samme ahaoplevelse, da han i 1519 ankom til aztekernes hovedstad, Tenochtitlan. Han beskrev det stedlige demokrati som en avanceret udgave af det venetianske.

Klassisk nærdemokrati

I sidste ende blev det vækst og velstand, der blev demokratiets værste fjende, og det er det problem vi lever med i dag. I begyndelsen valgte amerikanerne deres repræsentanter i Washington en gang om året, og de havde alle sammen et mandat, samt en pligt til at melde tilbage til det politiske bagland. Men efterhånden som økonomien voksede og administrationen blev mere kompleks, frafaldt man dette system. De folkevalgte fik større frihed, og lidt efter lidt opstod det, Stasavage kalder «det periodiske demokrati». Det er dagens tilstand, hvor vælgerbefolkningen reelt kun har indflydelse hvert fjerde år. Eller sagt på en anden måde: Når en Donald Trump først er blevet valgt, har vælgerne meget ringe mulighed for at gøre indsigelse mod ham før der er valg næste gang.

På denne måde er demokratiet endt med at blive mangelfuldt, og det skyldes ifølge en anden forfatter en gabende mangel på klassisk nærdemokrati. Det er John Matsusaka fra University of Southern California, og han bruger sin nye bog Let the People Rule til at se nærmere på, hvordan det direkte demokrati kan imødegå den populistiske udfordring.

I hans øjne satte Trump faktisk fingeren på det ømme punkt, da han op til præsidentvalget i 2016 gik til angreb på «Sumpen», altså eliten i Washington. Men det var stadigvæk ren populisme, fordi hans alternativ ikke bød på det virkelige nærdemokrati, som skal til. Nærdemokrati i den moderne verden er eksempelvis folkeafstemninger, og sådan en har USA som nation aldrig haft. Det har man derimod andre steder i verden. Europa naturligvis, og selv det autokratiske Vietnam har gennemført vellykkede folkeafstemninger.

Hvordan kan det direkte demokrati imødegå den populistiske udfordring?

Man skal dog heller ikke stole blindt på den slags redningsplanker. Matsusaka ser Brexit som et lysende eksempel på, hvordan populismen tog overhånd og bad borgerne om at tage stilling til en sag uden at de kunne gennemskue konsekvenserne.

En diagnose

Tilsammen opstiller de to bøger en diagnose. Den ene får de ophøjede tanker om demokratiets natur lidt ned på jorden, og den anden sætter fingeren på nogle aktuelle udfordringer. Ingen af dem kommer med letkøbte løsninger, men sætter en masse tanker i gang. Matsusaka foreslår dog, at den revurdering af samfundet, som nødvendigvis må blive et resultat af Covid-19, også skal sætte gang i tankerne om, hvordan demokratiet kan komme på rette spor igen.

Avatar photo
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også like