Gandhi sat i perspektiv

GANDHI: Historieprofessor Talat Ahmet har skrevet en nuanceret og tankevækkende biografi om Gandhi, med særlig vægt på hans tanker om civil ulydighed og ikkevoldelig protest.

Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 21.04.2019
Talat Ahmed: Mohandas Gandhi. Experiments in Civil Disobedience
Forfatter: Talat Ahmet
Pluto Press,

Barack Obama har ved flere lejligheder fremhævet Mahatma Gandhi som en stor kilde til personlig inspiration. Gandhis store forståelse for Indiens traditioner og hans interesse for de marginaliserede stemmer skal have betydet meget for Obama, mens han sad i Det Hvide Hus.

Bag om stereotypierne

Som Talat Ahmed ser det, er dette et klart eksempel på den udbredte misbrug af Gandhi, der kom til verden i Indien for 150 år siden og står som et af det 20. århundredes store ikoner. Hun betegner uden at blinke Obama som en liberal imperialist, og argumenterer med at præsidenten aldrig kan have haft Gandhi i tankerne, mens han sendte amerikanske droner og jagerfly ud for at bombe nogle af verdens fattigste befolkninger.

Talat Ahmed er professor i historie og ekspert i indiske forhold ved Edinburgh University, og hun har skrevet en tankevækkende biografi, som udkommer meget betimeligt i 150-året for Gandhis fødsel. Fokus er på hans tanker om civil ulydighed og ikkevoldelig protest, hvilket også er årsagen til at hun giver Obama og flere andre vestlige ledere en mellem sidebenene undervejs, men bogen er også væsentlig, fordi den går bag om det lidt stereotype billede af den lille benede mand med lændeklæde, som ofte er det første der melder sig på vestlige nethinder.

Sammensat baggrund

Gandhi var en stærkt sammensat person, og han var ikke den klassiske revolutionære antiimperialist, hvilket mange forbinder med hans person. Opvæksten var privilegeret. Familien var ikke fattig, sådan som opslaget i Wikipedia og andre populære fremstillinger hævder det, men de tilhørte heller ikke aristokratiet. Med til at forme manden var også opvæksten i Porbandar, som var en af de mange småstater med autonomi. Hans kontakt med de britiske kolonimyndigheder var dermed nærmest nul, og han stiftede først for alvor kendskab til denne del af verden, da han blev sendt til England for at studere jura. Her var han efter eget udsagn aldrig udsat for racisme og blev accepteret på lige fod med de øvrige studerende, og resten af livet bevarede han den dybe respekt for englænderne som mennesker, mens han senere stillede sig i spidsen for kampen mod deres kolonialisme i Indien.

Gandhi var en stor tænker og en knivskarp strateg, men de samfund, som er opstået på det indiske subkontinent, er langt fra er så ikkevoldelige som han havde forestillet sig.

Hans første rigtige møde med uretfærdigheden indtraf, da han som nybagt advokat blev sendt til Sydafrika. Dér befandt sig på det tidspunkt en stor gruppe indiske migrantarbejdere, men det var ikke dem, han rejste ud for at beskytte. Nej, han havde til opgave at føre sag for et af de stedlige indiske handelshuse, som de britiske kolonimyndigheder brandskattede. Men det var også her, han for første gang blev betragtet som ikke-hvid, og lidt efter lidt fik han også øjnene op for de rædselsfulde vilkår, arbejderne levede under.

Dette var med til at forme hans verdenssyn. Da han på et sydafrikansk posthus blev henvist til døren for sorte, blev han vred. Meget karakteristisk krævede han dog ikke raceadskillelsen ophævet, men foreslog i stedet at posthuset blev udstyret med en tredje dør for indere!

En indisk kunstner legger siste hånd på portrettet av Mahatma Gandhi, malt under en bro i Amritsar i february 2018. Foto: AFP, NARINDER NANU/NTB Scanpix.

Vilje til gensidig forståelse

Da hans kampagne for indisk selvstændighed begyndte at tage form efter hjemkomsten, blev denne vilje til gensidig forståelse et bærende element. Gandhi ønskede ikke at bekrige englænderne, men ville komme overens med dem, og i stedet for at bekrige kapitalismen ønskede han at tæmme den og samarbejde med den. Det andet førte efter hans mening til vold, som i hans øjne var destruktiv næsten uanset hvad. Gandhi var forfærdet over omfanget af voldsanvendelse under revolutionen i Rusland i 1917. Klassekampen var ødelæggende for det nationale sammenhold, som i hans øjne skulle omfatte alle klasser.

Derfor modsatte han sig enhver form for vold, da han tog initiativ til de store protester i Indien. Et af højdepunkterne var den store saltmarch i 1930. Protesterne rettede sig mod de skatter, som de britiske kolonimyndigheder havde lagt på salt, og han forbød nogen at sætte sig fysisk til modværge, hvis myndighederne skred til anholdelser. Hvor han kom frem, talte han til folk om personlig hygiejne og afholdenhed – en sund sjæl i et sundt legemen – og han lagde stor vægt på det lokale og det oprindelige. Alt dette formulerede han i filosofien satyagrada, hvilket betyder «at holde fast ved sandheden».

I England var Gandhi efter eget udsagn aldrig udsat for racisme.

Mange steder i verden betragtede man Gandhi som lidt komisk, og Talet Ahmed medgiver også, at han kunne forekomme grænseløst naiv. Under en rejse i Europa trodsede han advarsler mod at besøge Benito Mussolini, men han var nysgerrig efter at møde det fascistiske samfund ved selvsyn og betragtede rejsen som et nødvendigt studie af brutalitet. Det var kort efter Italiens erobring af Abyssinien (Etiopien), og Gandhi konkluderede, at hvis etiopierne havde meldt ud, at de hverken ville sætte sig til modværge eller samarbejde, ville Mussolini aldrig have angrebet, for han var ikke interesseret i at erobre en ørken.

Ned af piedestalen

Indien opnåede selvstændighed i 1947. Gandhi nåede således lige at se drømmen gå i opfyldelse, for han døde i januar året efter, og resultatet kom til at ligge temmelig langt fra hans store vision. Ud over Indien blev de britiske besiddelser jo til både Pakistan, Bangladesh og Myanmar, hvilket var et opbrud efter de religiøst-etniske brudlinjer, som Gandhi netop ønskede dækket af det nationale og menneskelige fællesskab. Som Talet Ahmed konkluderer, var Gandhi en stor tænker og en knivskarp strateg, men han udrettede jo ikke det hele på egen hånd. Hun piller ham lidt ned af piedestalen, og begrunder det ikke mindst med, at de samfund, som er opstået på det indiske subkontinent, jo langt fra er så ikkevoldelige som Gandhi havde forestillet sig.

Gratis prøve