Publisert: 20.05.2019
Krig er en uomgængelig nødvendighed for at bevare den sociale struktur. Krig tilvejebringer det eneste pålidelige system til at stabilisere og kontrollere national økonomi. Krig er kilden til all offentlig autoritet, der gør en stabil ledelse mulig. Krig er uundværlig i kontrollen at farlig social uoverensstemmelse og destruktive, antisociale tendenser. Krig tjener en uundværlig funktion for befolkningskontrol og har længe tilvejebragt den fundamentale, motiverede årsag til videnskabelige og teknologiske fremskridt.
Derfor er krig uundværlig.
Dette er den konklusion som Den særlige Studiegruppe nåede til i betænkningen «Om muligheden for og ønskeligheden af fred». Gruppen blev nedsat i USA i august 1963. Den arbejdede i 2 1/2 år. Dens opgave var:
1) at fastslå naturen af de problemer De Forenede Stater ville stå overfor hvis en tilstand af vedvarende fred opstod
2) at anbefale forholdsregler til imødegåelse av denne eventualitet.
Betænkningen blev afgivet 30. september 1966 og vedlagt 604 bilag. Gruppen anbefalede indtrængende, at betænkningen ikke blev offentliggjort, idet man vel anerkendte, at i et demokrati måtte der være grundige, åbne og frie diskussioner om alle spørgsmål af fundamental, offentlig interesse, men man understregede nødvendigheden af omhyggeligt at vælge det rette tidspunkt for en sådan debat. Af elementær forsigtighed burde denne ikke komme, før offentligheden var psykologisk vænnet til spørgsmålene.
Gruppens eksistens og arbejde var derfor en dyb hemmelighed. Det første og sidste møde i gruppen holdtes i Iron Mountain, det underjordisk, kernevåbensikrede beskyttelsesrum, der ejedes af de store selskaber (Standard Oil, Shell m.fl.) for at give sikring for dokumenter og fremtrædende funktionærer under en atomkrig. De følgende møder afholdtes i en række forskellige stater i USA.
Konklusionen af de mange drøftelser og analyser blev ikke en direkte besvarelse af de opstillede opgaver, men derimod som følger: – Skønt vedvarende fred ikke er teoretisk umulig, er den sandsynligvis uopnåelig. Selv om den kunne skabes, ville det næsten med sikkerhed ikke være i et stabilt samfunds interesse at gøre det!
Det vil her føre for langt at gennemgå den betænkning, der nu foreligger på grund af indiskretion fra et medlems side. De få læsere, man må skønne har interesse i at studere disse ting, vil selv finde frem til betænkningen, hvis indhold er at en sådan art, så man med god grund kan frygte, hvad den kan medføre, såfremt ustabile naturer begynder at beskæftige sig med dokumentet. Man vil næppe overraskes over at få bekræftet, at den økonomiske virkning af almindelig afrustning vil ændre verdens produktions- og fordelingsmønstre i en sådan grad, at de sidste 50 års ændringer vil forekomme uvæsentlige. Ej heller over at få fastslået, at de politiske, sociologiske og kulturelle ændringer vil blive lige så vidtspændende. Men de heraf følgende konsekvenser er hidtil langt mere uigennemtænkte, idet man hidtil, som dokumentet fastslår, har undgået at kaste et frygtsomt blik ned i fredens dybe afgrund.
Denne undladelsessynd, som lederne af og deltagerne i den almindelige offentlige debat har gjort sig skyldig i, har Den Særlige studiegruppe søgt at råde bod på, og her er ganske kort dens konklusion på dette område:
1) Intet af de foreslåede programmer for økonomisk omstilling til afrustning tager i tilstrækkeligt grad hensyn til det enestående omfang at de påkrævede reguleringer, den vil medføre.
2) Forslag til omformning af våbenproduktionen til et gavns ligt system at offentlige arbejder er i højere grad udslag af ønsketænkning end af realistisk forståelse af det eksisterende, økonomiske systems begrænsninger.
3) Finanspolitiske og pengepolitiske foranstaltninger er utilstrækkelige som kontrol for en afmilitariseret økonomi.
4) Opmærksomheden har ikke i tilstrækkelig grad været henledt på, om de foreslåede omstillingsmodellers mål har været politisk antagelige, og på de politiske midler, der må tages i anvendelse for at gennemføre en omstilling.
5) I ingen af de foreslåede omstillingsplaner har man alvorligt overvejet krigens og oprustningens fundamentale, ikke-militære funktion, lige så lidt som der er blevet gjort uforbeholdne forsøg på at udtænke en levedygtig erstatning for den.
Betænkningen mener at kunne fastslå, at det er en ukorrekt antagelse, at krig som institution betragtet er underordnet det sociale, den formodes at tjene. Krigen er i sig selv det grundlæggende sociale system, indenfor hvilke alle andre, sekundære former for social organisation strides eller konspirerer. Den er det system, som har dirigeret de fleste af de kendte menneskelige samfund, ganske som den gør det i dag. (Og det er først i nyere tid man har anset det for politisk hensigtsmæssigt at beskrive krigsbudgetter som «forsvarsudgifter», idet regeringernes behov for at skelne mellem «aggression» (ondt) og «forsvar» (godt) er et biprodukt af den voksende læsekyndighed og den hurtige kommunikation. Skelnen er kun taktisk bestemt. Med erstatninger for krigens funktioner formenes at kunne fremfindes, men på dette område er kun lidt klargjort. Skulle en verden uden krig realiseres i forbindelse med en social stabil organisation, er det nødvendigt 1) at udtænke alternative institutioner 2) der med rimelighed kan antages, at helt eller delvist bortfald af tidligere funktioner ikke behøver at ødelægge fremtidige samfunds levedygtighed. Alternativerne må opfylde en række forskellige kriterier. Eksempelvis således:
1) Økonomiske. En acceptabel økonomisk erstatning for krigssystemet vil fordre anvendelse af ressourcer til fuldstændig uproduktive formål i et omfang, der kan sammenlignes med de militære udgifter, som alle samfunds størrelse og kompleksitet ellers fordrer. Et sådant alternativt system med «spild» som formål må være af en natur, der vil tillade det at være uafhængigt af den normale økonomis udbud og efterspørgsel – det må være genstand for vilkårlig, politisk kontrol.
2) Politiske. En levedygtig politisk erstatning for krig må tilvejebringe en almindelig ydre trussel for ethvert samfund, af en natur og størrelse, der er tilstrækkelig til at fordre organisation og anerkendelse of politisk autoritet.
3) Sociologiske: For det første må der, når krigen endeligt er afskaffet, udvikles nye institutioner, som effektivt kan kontrollere samfundenes socialt destruktive elementer. Med henblik på at tilpasse den menneskelige adfærds fysiske og psykologiske kræfter efter den sociale organisations behov må en troværdig erstatning for krig for det andet skabe en allestedsnærværende og letforståelig frygt for personlig destruktion.
Betænkningen antyder de nødvendige modeller: rumforskningsprogram, gigantisk, endeløst mod uopnåelige mål – massiv, global forurening af miljøet … fingerede, alternative fjender … en moderne, men mere snedig form for slaveri … nye religioner …
Det ville være uvidenskabeligt at remse op. Den interesserede læser bør selv gennemgå betænkningen i dens helhed: den er logisk, konkret og vil nok virke dybt rystende på den følsomme læser.
Krig er uundværlig.
Man kan offentliggøre rapporten i troen på, at de «realistiske» næppe vil gå så meget i dybden som denne betænkning fordrer.
