Fra massepartiet og tv-partiet til dagens digitalparti

FACEBOOKS POLITISKE SIDE? De nye «digitale» partier eksperimenterer med sociale medier med henblik på at genopfinde partiformen og ophæve den distance, der er opstået mellem de politiske ledere og befolkningen.

Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 01.10.2019
           The Digital Party
Forfatter: Paolo Gerbaudo
Pluto Press,, Storbritannien

Inden for de seneste ti-femten år er der dukket en række nye politiske partier op i Vesteuropa, såkaldte digitale partier. Disse benytter sig af online platforme i mobiliseringen af vælgere og medlemmer. De som forsøger at bedrive politik på en anden måde, er eksempler som Beppe Grillos Femstjerne-bevægelse i Italien og det spanske Podemos, og i Norden Piratpartiet i Sverige og på Island – og Alternativet i Danmark.

I sin nye bog The Digital Party kaster den politiske sociolog Paolo Gerbaudo et kritisk blik på disse digitale partier og forankrer dem i en længere historisk analyse af de transformationer, der har fundet sted inden for det repræsentative demokrati i Vesten i løbet af de seneste 100 år. Som Gerbaudo skriver, har vi at gøre med en mere generel udvikling, hvor sociale medier spiller en stadig større rolle i nationaldemokratierne og den politiske offentlighed.

Massepartiets langsomme degeneration åbnede døren for tv-partiet.
Berlusconi er det oplagte eksempel.

Politikere kommunikerer til vælgere direkte gennem Facebook eller Twitter – Trump er et oplagt eksempel på det sidste – men der er også opstået egentlige digitale deltagelsespartier. De digitale partier er ikke kun karakteriseret ved forsøget på at tilpasse sig en ny medieoffentlighed, nej, de digitale partier tager de nye mediemæssige forhold som udgangspunkt og forsøger at gentænke det politiske med udgangspunkt i de nye forhold. De digitale partier eksperimenterer med de nye medier med henblik på at genopfinde partiformen og ophæve den distance, der er opstået mellem de politiske ledere og befolkningen. Det er således ikke et spørgsmål om at supplere partipolitik som vi kender det, men om at gentænke selve partiformen med henblik på at gøre den mere horisontal og inkluderende.

Digitalt demokrati

Den neoliberale globaliserings gradvise opløsning af politik i erhvervslivet udgør den politisk-historiske baggrund for de digitale partier. De lover at udbedre det repræsentative demokratis oligarki og løse den politiske krise, som de fleste nationaldemokratier i varierende grader aktuelt gennemlever efter finanskrisen – hvor regeringer rask væk socialiserede bankernes gæld og gennemførte besparelser i allerede udhulede velfærdsprogrammer.

Gerbaudo viser, hvordan de nye digitale partier er en fortsættelse af tidligere protester mod den udhuling, der har fundet sted med det politiske system. De digitale partier kan således ses som en fortsættelse af alterglobaliseringsbevægelsens neoliberalismekritik sidst i 1990’erne og pladsbesættelsesbevægelsernes antisparepolitik siden 2011. Podemos er naturligvis det bedste eksempel på, hvordan protestbevægelser forsøges videreført i politiske partier, der kanaliserer utilfredshed på gaden over i nationaldemokratiets repræsentative demokrati. Det er den politiske kontekst for de nye digitale partier.

En lige så vigtig faktor i fremkomsten af de nye partier er selvfølgelig, hvad vi kan kalde den tredje industrielle eller digitale revolution. Som Gerbaudo skriver, lever vi i en epoke med optiske kabler, bredbånd og smartphones, hvor samfundet i hidtil uset grad reguleres af informations- og kommunikationsprocesser. De digitale partier er børn af denne udvikling og forsøger at bruge de nye teknologiske muligheder. Gerbaudo kalder det platformsdemokrati. Der er en tydelig tekno-utopisk vision i de forskellige digitale partier. Ikke nok med at nye sociale medier skal genskabe en forbindelse mellem det politiske system og befolkningen, den skal også medføre en kapitalistisk modernisering. Ingen af dem er egentligt antikapitalistiske. Det handler mere om at udnytte de nye teknologiske muligheder og lade dem komme befolkningen til gode.

Fra massepartiet til tv-partiet til det digitale parti

Gerbaudo skitserer i bogen et længere historisk forløb, der går fra mellem- og efterkrigstidens massepartier til 1980’erne og 1990’ernes tv-partier frem til i dag og de nye digitale partier. Som han skriver, kan man forstå de forskellige partiformer som politiske udgaver af henholdsvis fabrikken, fanklubben og start-up-firmaet. De store massepartier hørte til den industrialiserede arbejderbevægelses tid, hvor en voksende del af befolkningen arbejdede på fabrik og forstod sig som en del af den arbejderklassekultur, som arbejderbevægelsens organisationer aktivt skabte. Som han skriver, blev massepartiet imidlertid langsomt udhulet og står i dag blot som en skal af det, det tidligere var. Det er tilfældet selv i Skandinavien, hvor socialdemokratierne ikke har noget progressivt politisk projekt, men blot vil bevare et tidligere velfærdssamfund.

© Gurel Oguz se libex.eu

Massepartiets langsomme degeneration åbnede døren for det, Gerbaudo kalder tv-partiet. Berlusconi er det oplagte eksempel. Tv-partiet er helt anderledes end massepartiet; det har ikke brug for medlemmer, da lederen kommunikerer direkte til vælgerne eller fans gennem tv godt hjulpet af konsulenter og spindoktorer. Politik bliver til et spørgsmål om personlighed og likeability eller evnen til at iscenesætte sig som noget andet end et politisk system – der i takt med, at de europæiske økonomier skrumper, opgiver 1950’erne og 1960’ernes ekspansive social-, bolig- og kulturpolitik. Tv-partiet er ressentimentbaseret og skruer op for den racisme, der er iboende nationaldemokratierne. Dermed opstår der nye brudflader. Hvor massepartiet i udgangspunktet var et klasseparti, appellerer tv-partiet potentielt til alle i nationaldemokratiet (selvfølgelig ikke til flygtninge og migranter, der præsenteres som udefrakommende trusler mod det nationale fællesskab). Den udvikling har massepartier svært ved at stå imod, og vi har derfor set dem ét efter ét begynde at konkurrere om racistiske stemmer i stort set alle europæiske offentligheder.

Paolo Gerbaudo

Vi har at gøre med et forløb, hvor massepartierne smelter sammen med nationaldemokratiet og staten. Vi lever stadigvæk i massepartiernes sammenbrud. De digitale partier er en reaktion på massepartiets gradvise tømning og den apati, som massepartiet og tv-partiet hver på deres måde er udtryk for i dag. De digitale partier er forsøg på at genaktivere borgere, det er sådan de præsenterer sig selv, som demokratiske eksperimenter. Det handler om at deltage. De desillusionerede vælgere og sofavælgerne skal forvandles til aktive netborgere.

Facebooks politiske side

Men som Gerbaudo viser, er der snarere tale om platformskapitalismens politiske form end om genuine demokratiske eksperimenter. De nye digitale partier fremstår på mange måder mest af alt som Facebooks politiske side. De online platforme, som Femstjernebevægelsen og Podemos benytter sig af, svarer til Facebook. Medlemmer kan tilmelde sig ved et enkelt klik og modtager så en stadig strøm af meddelelser, som de opfordres til at forholde sig affirmativt til. Ligesom Facebook indsamler partierne en masse data om deres medlemmer og deres præferencer, og de digitale partier lever som Facebook og Google så at sige af det gratis (politiske) arbejde, som medlemmer bidrager med gennem deres online deltagelse.

Tv-partiet er ressentimentbaseret og skruer op for den racisme,der
er iboende nationaldemokratierne.

Buzzword for de digitale partier er deltagelse, men som Gerbaudo skriver, er der tale om en individualiseret deltagelse, der passer som fod i hose med den neoliberale individualisering. Og deltagelse begrænser sig for en stor dels vedkommende til at følge, like og validere de digitale partierslederes beslutninger. Som Gerbaudo påpeger, er de digitale partier blot hierarkiske på en anden måde end de traditionelle partier. Medlemmerne genkender sig i hyper-lederen, som medlemmerne følger, applauderer og bekræfter i en art reaktivt feedback-demokrati. Platformspartiet er kendetegnet ved en distribueret centralisering, hvor hyper-lederens forslag så godt som aldrig afvises af medlemmerne. Gerbaudo taler om medlemmernes «velvillige underkastelse» under en digital Cæsar. Gerbaudo går ikke så langt, men konklusionen må være, at de digitale partier mere er et symptom på et kollaps, end de præsenterer nogen vej ud af de politiske problemer, vi er konfronteret med.

Gratis prøve