Fra arkiv til lerret

Catherine Russell har gjort en lesning av såkalt arkivologi – en måte å skape, fortolke, gjenfortolke og fremkalle historie på gjennom filmmediet.

ARKIVOLOGI
Hoax Canular
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 01.06.2018

«De katastrofer, der er på vej … militæret … regeringen, de kender til dem, og der er mange sikre steder, de kunne begynde at flytte befolkningen hen …» Citatet er fra amerikanske Art Bell’s radioshow i 1997, hvor en mand ringede op for at fortælle om de frygtelige hemmeligheder, han kendte gennem sit arbejde i Area 51 – en mytisk militærbase i Nevadaørknen. For et par år siden blev det genoplivet af UFO Network, der havde samplet radioshow-opkaldet til YouTube-format. Den video er det første, der dukker op, når man søger på «Hoax Canular». Ordene hoax og canular betyder begge fup, og mens mange nok vil mene, at UFO-historier er fup, mener dem, der tror på UFO’er, at det er befolkningen, der bliver fuppet – af regeringen, af militæret, af dem derude.

Arkivologi betegner i bredeste forstand filmskaperes lån, gjenbruk og tilegnelse av filmklipp fra all slags arkiver.

Hoax Canular er også titlen på en film, der gennem kreativ klipning af netop YouTube-videoer portrætterer det 21. århundredes angst for undergangen, herunder fetichistisk omgang med denne angst. Eller angst for undergang som det ensomme menneskes forsøg på at nå andre mennesker; det ensomme menneskes forsøg på at skabe kollektivitet gennem angsten for at miste netop kollektivet: for at blive ladt alene tilbage i post-apokalypsen.

Hva arkivet gjemmer

Dominic Gagnons film fra 2014 – der er klippet sammen af teenageres hjemmelavede videoer, hvor de udfolder og performer deres forestillinger om verdens snarlige undergang – bliver ofte kategoriseret som hørende til «found footage»-genren, men filmhistoriker Catherine Russell har taget den med som tidstypisk eksempel på «arkivologi» i sin bog Archiveology. Walter Benjamin and Archival Film Practices.

Arkivologi betegner i bredeste forstand filmskaberes lån, genbrug og tilegnelse af filmklip fra alskens former for arkiver: fra de institutionelle filmhistoriske arkiver over privatarkiver til loppemarkedsfund og eBay-køb af gamle filmruller. Samt ikke mindst de enorme mængder af materiale, der ligger på platforme som YouTube, og hvoraf en hel del i sig selv udgør eksempler på arkivologi, ofte udført af amatører.

ARKIVOLOGI
The Three Disappearances of Soad Hosni

I bogen laver Russell læsninger af arkivologiske praksisser og eksperimenter gennem den tysk-jødiske kulturteoretiker Walter Benjamin, især hans (ufærdige) collage-litterære værk The Arcades Project. «Walter Benjamins kulturteori er afgørende orienteret mod avantgarden som den naturlige følge af de farer, der lurer i spektakelsamfundet,» skriver Russell, der har udvalgt sine eksempler på kompilationsfilm, essayfilm og eksperimenterende medier for deres evne til at fremhæve arkivologiens «dualisme og nødvendige flertydighed».

Mens begreber som found footage får processen til at lyde tilfældig, understreger Russell med begrebet arkivologi at der snarere er tale om en målrettet historisk metode – om end den kan udføres mere eller mindre lødigt – når filmskabere sampler nye narrativer af klip fra dokumentarisk materiale såvel som fra mainstream-filmindustrien. Arkivologi er, skriver Russell, en måde at gentænke for eksempel found footage på som en kritisk kulturel praksis.

Filmmediet griper inn i alle sosiale rom

For Benjamin lå filmens radikale potentiale i dens status som noget kollektivt – en kollektivitet, der i dag udfolder sig på andre måder og i andre rum end på Benjamins tid i første halvdel af det 20. århundrede. Mainstream filmfremvisning er ikke længere mainstream, men til gengæld griber filmmediet ind i alle sociale rum: fra smartphone-skærmen i metroen over kunstgalleriet til lærredet i klasseværelset. Samtidig er både mængden af filmarkivmateriale, dets tilgængelighed, og teknologierne til at redigere og sample i det, vokset massivt i det 21. århundrede. Det giver uanede muligheder for at praktisere arkivologi.

«Arkivologi er først og fremmest en metode til at vende tilbage til fortidens billeder, som blev skabt til at underholde, eller skabt med mere seriøse dokumentariske formål for øje, og genfortolke dem, så de kan bruges til at bringe historien til live i nye former,» skriver Russell.

ARKIVOLOGI
Rose Hobart

Dele af bogen er præget af en indforstået tone og et så hastigt tempo i de filmhistoriske referencer, at kun de virkelig fagskadede typer må formodes at kunne følge med. Men analysen af Hoax Canular ca. midtvejs i bogen og det afsluttende kapitel om (film)arkivets kønnede karakter – hvad Derrida også beskrev med begrebet patriarkivet – er imidlertid anstrengelserne værd.

Russell beskriver, hvordan Gagnon forvandler YouTube-arkivet – i al dets flygtighed – med dets overflod af teenage-apokalypser til et urovækkende vidnesbyrd med både historisk og samtidsdiagnosticerende kraft.

«Titlen antyder, at det er fup over fup, og beskueren advares dermed mod at ‘tro på’ ret meget af det, der er blevet samlet. Og samtidig står Gagnons samling af teenagere, der performer for deres webcams, i skræmmende grad til troende, ligesom det er både morsomt, rørende og oprørende.»

Arkivologiens vidtrekkende effekter

Under overskriften «Awakening from the Gendered Archive» analyserer Russell forsøg på at genbesøge filmhistorien fra et feministisk udsigtspunkt. Via fiktionen kan disse arkivologiske film komme til at sige noget nyt om historiske realiteter. Som metode kan og bør arkivologi ifølge Russell «anerkendes som et sprog, der kan gøre os i stand til at tænke det 20. århundredes historien igennem på en anden måde».

Blandt hendes eksempler er blandt andet den libanesiske filmskaber Rania Stephans The Three Disappearances of Soad Hosni, som er en collage over en i 1960’erne-1970’erne tilbedt egyptisk skuespillerinde, der – ikke mindst på grund af den politiske histories gang – blev forvist til periferien og døde under mystiske omstændigheder i London i 2011.

ARKIVOLOGI
For Walter Benjamin lå filmens radikale potensial i dens status som noe kollektivt.

The Three Disappearances er lavet udelukkende af klip fra Soad Hosnis film og er «på en gang allegorisk og indekserende, psykologisk og fænomenologisk». Den er skrevet over tre akter, der for Stephan følger både Hosnis karriere – dens storhed og fald – og Egyptens politiske historie, skriver Russell: «Hendes følelsesladede valg af klipninger korresponderer med den sekulære nationalismes politiske dramaer og tilbageslagene for kvinders rettigheder i samme periode.»

1930’er-filmen Rose Hobart – der «foregreb de populære YouTube-hyldester til stjerner» – er et andet eksempel fra Russells analyse af «opvågning fra det kønnede arkiv». Filmen portrætterer teater- og filmskuespillerinden Rose Hobart, hvis karriere kortsluttede i 1948, da hun blev sortlistet på grund af sit medlemskab af Actors’ Laboratory Theatre – en gruppe der var imod raceadskillelse og blev stemplet som kommunister. Hobart måtte fortrække ind i anonymiteten som ægtefælle, mor og praktiserende psykolog, men blev – ikke mindst på grund af den arkivologiske film om hende – siden blev «kendt for at være blevet glemt».

Arkivologi kan have vidtrækkende effekter, understreger Russell, og i dette tilfælde også ud over Rose Hobart selv:

«Den redning, der finder sted i Rose Hobart, er at vække en kvinde til live og at indskrive hendes hverdagsmenneskelighed i filmhistorien.»

Kommentarer