Foucault, plastic og forfulgte minoriteter

Tre nedslag i det audio-visuelle farvand online.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Nettet flyder over med indhold. Netop den svært fattelige mængde indhold, det endeløse, er vel et af de grundlæggende karakteristika for mediet. Især indhold af audiovisuel karakter, alt lige fra journalistisk funderende tv-dokumentarer til mere eksperimenterende, audiovisuelle essays, synes at vokse gevaldigt, hvorfor det kan være særledes vanskeligt at få et bare nogenlunde overblik. Vi vil i denne månedlige tekst forsøge at kuratere en anelse i det audiovisuelle indhold på platforme som YouTube, Vimeo og lignende tjenester i håb om at give vores læsere et sted at starte. Med nettets hyperlinkstruktur er de nedenfor nævnte værker vitterligt blot et udgangspunkt, og teksten her er dermed tænkt som inspiration, ikke som tvangsopskrift.

Foucault – the lost interview. Der er næppe megen tvivl om, at den franske filosof Michel Foucault stadig nyder stor anseelse i en lang række universitetsfag. Især Foucaults arbejde med magtbegrebet og studiet af sociale institutioner som fængselssystemet har haft enorm påvirkning på de humanistiske fag. Langt de fleste af Foucaults værker er da også tilgængelige på vore sprog, så hvorfor egentlig give sig i kast med et filmet interview fra hollandsk tv i 1970’erne? Det er der flere grunde til. Naturligvis kan et interview på 15 minutter på ingen måde præsentere en udfoldet analyse af Foucaults tankesæt, men det kan noget andet. Helt grundlæggende kan det være en mere tilnærmelig introduktion til Foucault, som måske afstedkommer, at man efterfølgende giver sig i kast med de filosofiske skrifter, men vigtigere er det nok, at det filmede interview, lyden og billedet i samspil, giver et andet indtryk af Foucault end det skrevne ord. At høre Foucault tale, at se ham gestikulere, at opleve en form for fremadskridende helhed – om end i delvis fragmentarisk form – afgiver et anderledes indtryk end at læse mandens værker. Måske ligger der også en anden form for viden i dette indtryk eller i al fald et andet afsæt for at danne viden om Foucault og hans tænkning. Mediet her er en anden måde at tænke videre på.
I november 1971 filmede Vincent Monnikendam interviewet, der blev foretaget af den hollandske filosof Fons Elders, og Monnikendam lykkedes med enkelte virkemidler såsom brug af freeze frames og nøje udvalgt arkivmateriale at danne et forholdsvist vellykket visuelt essay, der på flere niveauer parafraserer Foucaults tænkning. Vi får på strøtankevis præsenteret Foucaults forståelse af strukturalisme, hans forhåbning om at bruge sproget til at frigøre sig fra tænkningens fastlåsthed og ikke mindst en rammende beskrivelse af vor moderne tids selvoptagethed. Blot fordi alle tider er gået forud for vores betyder ikke, at vi rummer alt det, der er kommet før det punkt, vi er på i dag. At vi er længst fremme, gør ikke, at vi rummer alt det forudgående.

Foucault – the lost interview, Vincent Monnikendam, 15 minutter.

Plasticman. Dette værk, en mosaik nærmest, bærer mange af amatørfilmmagerens karakteristika. Det virker ufokuseret, planløst. Indstillingerne er strøet med hvad der virker som en tilfældig hånd. Billedkompositionen lader meget tilbage at ønske. Lyden kunne være markant bedre. Skiftende karakterer taler i hvad der ikke nødvendigvis er nogen logisk sammenhæng. Og værket efterlader beskueren med en del spørgsmål. Ikke desto mindre er Plasticman værd at spendere syv minutter af dit liv på. Egentlig er værket en banal fortælling om en flok frivillige, der er gået sammen om at rydde plasticaffald væk fra et strandområde ved fiskebyen Labuan Bajo i Indonesien, men netop amatørelementerne og filmmager Siti Rahmah Hanifas måde at anvende disse på giver værket et interessant fragmentarisk og åbent udtryk.

At høre Foucault tale, at se ham gestikulere, afgiver et anderledes indtryk end at læse mandens værker.

En af forcerne ved steder som YouTube og Vimeo er jo, at man sjældent ved præcist, hvad der sker, når man klikker på «afspil». Der er naturligvis ved at opstå deciderede YouTube-genrer og dermed også genrekonventioner, men mediet er samtidig så nyt og så alsidigt, at det uforudsigelige stadig spiller en stor rolle. At man kan finde et værk som Plasticman, der da jeg trykkede «afspil» kun havde ni visninger, siger også noget om, hvordan det åbne, det tilgængelige og hele offentlighedsperspektivet stadig er en af styrkerne, trods det faktum at de store platforme ejes af dybt kommercielle mediemastodonter.
Plasticman er givetvist en lille fortælling, men det er en fortælling, der vækker glæde og håb ved synet af en række mennesker, der griber til handling og skaber en lille bid af en bedre verden. Er det nyttesløst? Måske. Er det kun for profittens skyld og med henblik på flere turister i området? Ja, sandsynligvis, men kan man fortænke disse lokale i det? Det er et fascinerende skue at se plasticflaskens tur fra strandet i vandkanten til at blive kogt over et interimistisk blus, hvorved – på magisk vis – der udtrækkes enkelte dråber genavendeligt brændstof.

Lyst til å lese videre?

Logg inn eller registrer deg her

---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here