Foucault og den iranske revolusjonen

Det er langt fra Teheran 1978 til Paris, København eller Oslo 2018, men med Foucaults hjelp kan vi kanskje forstå litt mer av den iranske revolusjonens religiøse språk.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Interroger l’actualité avec Michel Foucault: Téhéran 1978/Paris 2015

Alain BrossatAlain Naze

Eterotopia, Frankrike

I september 1978 fløj Michel Foucault til Teheran for at dække opstanden mod shah Mohammad Reza Pahlavi for det italienske dagblad Corriere della Sera. På det tidspunkt var opstanden mod shahen inde i sin mest dramatiske fase. Fra august til december lammede omfattende strejker og millionstore demonstrationer landet, og i januar 1979 flygtede shahen ud af Iran. Et mere end 18 måneder langt forløb med demonstrationer, konfrontationer med shahens politi, generalstrejker og talrige politiske møder var dermed slut. I februar vendte ayatollah Ruhollah Khomeini så tilbage til landet. Khomeini var leder af den militante islamiske del af modstanden mod shahen og hans regime, en modstand der også inkluderede sekulære nationalister og venstreorienterede. Udfaldet af revolutionen er velkendt: Khomeini tog hurtigt magten og forvandlede i løbet af kort tid Iran til et teokratisk islamisk diktatur.

Foucaults reportager fra Iran var fra starten objekt for polemik. Hans analyser blev allerede da de udkom, opfattet som støtte til ikke blot en islamisk revolution, men også det præstestyre som blev et resultat af revolutionen. Efter 9/11 og krigen mod terror er Foucaults engagerede reportager om det iranske folks opstand ikke blevet mindre omstridte. I en vestlig politisk offentlighed der næsten entydigt tenderer til at identificere islam med terror, fremstår Foucaults begejstring for væltningen af den vestligtstøttede shah nærmest uforståelig. Det er med baggrund i denne specifikke historiske konjunktur – hvor vestlig neoimperialisme iscenesættes som «civilisationernes sammenstød» eller «eksport af demokrati», og hvor terrorangreb i vestlige storbyer forstås som angreb på «vores værdier» og «vores livsmåde» – at de franske filosoffer Alain Brossat og Alain Naze vender tilbage til Foucaults analyse af den iranske revolution. Ærindet med deres bog er at bruge Foucaults journalistiske reportager som udgangspunkt for en undersøgelse af det politiske i dag. Og modsat, at bruge den nuværende konjunktur til at forstå Foucaults analyse i 1978.

Vestlig politikk = massemanipulasjon?

Brossat og Naze bevæger sig frem og tilbage mellem Foucault i Iran i 1978 og Frankrig i dag og optegner et historisk forløb hvor der har fundet en tilbagetrækning sted af det politiske i Vesten. De beskriver det som en erosion af politisk strid, som «klassekampens» forsvinding, i hvis tomrum det politiske bliver til skuespil, til iscenesat politik, spin og i sidste instans til demagogisk postfascisme (Berlusconi, Sarkozy, Trump et cetera). Med henvisning til Oplysningen bryster Vesten sig ganske vist af sit (national)demokrati og forstår sig som en post-metafysisk, sekulær politisk styreform, men i virkeligheden har politik i Vesten udartet til hvad man ifølge Brossat og Naze kun kan kalde massemanipulation, hvor det handler om skiftevis at skræmme og opildne eller passivere befolkningen. Siden 9/11 med henvisning til islam som en truende tilbagestående religion der er uforenelig med den vestlige verdens oplysning, individualisme og frihed. Det er denne annullering af det politiske, hvor historiske kampe højest genopføres i kulturen og aldrig udspilles politisk, som er udgangspunktet for såvel Foucaults reportager fra Iran som for Brossat og Nazes aktualisering af reportagerne i dag.

For i opstanden mod shahen ser Foucault noget andet end den langsomme opløsning af historiens politiske kampe, og det er ikke en fanatisk masse dedikeret til underkastelse og barbarisk vold han ser, som jo ellers er den dominerede repræsentation af den iranske revolution og politisk islam i Vesten i dag. Nej, helt i modstrid med den dominerende vestlige opfattelse var den iranske opstand ifølge Foucault kendetegnet ved tilsynekomsten af en frigørende politisk kraft. Og ikke nok med det: Denne kraft var i Iran i 1978 næret af religiøs tro, af islam, ifølge Foucault. Han kalder denne kraft eller dimension for «politisk spiritualitet». Det er en spiritualitet der har at gøre med troen på at det er muligt at skabe en anden verden i denne verden. En tro der er forsvundet i Vesten, skriver Foucault. Det er det vi kender som «historiens afslutning» eller «kapitalistisk realisme», og som Brossat og Naze beskriver som klassekampens forsvinding. I Vesten har vi mistet evnen til at forestille os en anden måde at leve på. Vi er fanget, bombarderet af billeder og repræsentationer der på en og samme tid tilbyder os et hurtigt identitetsfix og tømmer os for enhver form for socialitet. Vi lever i en allerede rejst arkitektur der forhindrer os i at forestille os en anden verden. I Iran finder Foucault en tro på at der findes en åbning der kan give os adgang til en bedre verden i denne verden.

En kritisk oppsøkende analyse

Som Brossat og Naze skriver, tilbyder Foucaults ture til Iran os en interessant model for interventionistisk samtidsanalyse, hvor filosofi og journalistik overskrides i en kritisk opsøgende analyse der ikke stiller sig tilfreds med at reproducere allerede sanktioneret viden, men åbner sig for en radikal gentænkning af grundlæggende kategorier som det politiske og religion.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.