Foucault og den iranske revolusjonen

Det er langt fra Teheran 1978 til Paris, København eller Oslo 2018, men med Foucaults hjelp kan vi kanskje forstå litt mer av den iranske revolusjonens religiøse språk.

Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 01.11.2018
Interroger l’actualité avec Michel Foucault: Téhéran 1978/Paris 2015
Forfatter: Alain Brossat Alain Naze
Eterotopia, Frankrike,

I september 1978 fløj Michel Foucault til Teheran for at dække opstanden mod shah Mohammad Reza Pahlavi for det italienske dagblad Corriere della Sera. På det tidspunkt var opstanden mod shahen inde i sin mest dramatiske fase. Fra august til december lammede omfattende strejker og millionstore demonstrationer landet, og i januar 1979 flygtede shahen ud af Iran. Et mere end 18 måneder langt forløb med demonstrationer, konfrontationer med shahens politi, generalstrejker og talrige politiske møder var dermed slut. I februar vendte ayatollah Ruhollah Khomeini så tilbage til landet. Khomeini var leder af den militante islamiske del af modstanden mod shahen og hans regime, en modstand der også inkluderede sekulære nationalister og venstreorienterede. Udfaldet af revolutionen er velkendt: Khomeini tog hurtigt magten og forvandlede i løbet af kort tid Iran til et teokratisk islamisk diktatur.

Foucaults reportager fra Iran var fra starten objekt for polemik. Hans analyser blev allerede da de udkom, opfattet som støtte til ikke blot en islamisk revolution, men også det præstestyre som blev et resultat af revolutionen. Efter 9/11 og krigen mod terror er Foucaults engagerede reportager om det iranske folks opstand ikke blevet mindre omstridte. I en vestlig politisk offentlighed der næsten entydigt tenderer til at identificere islam med terror, fremstår Foucaults begejstring for væltningen af den vestligtstøttede shah nærmest uforståelig. Det er med baggrund i denne specifikke historiske konjunktur – hvor vestlig neoimperialisme iscenesættes som «civilisationernes sammenstød» eller «eksport af demokrati», og hvor terrorangreb i vestlige storbyer forstås som angreb på «vores værdier» og «vores livsmåde» – at de franske filosoffer Alain Brossat og Alain Naze vender tilbage til Foucaults analyse af den iranske revolution. Ærindet med deres bog er at bruge Foucaults journalistiske reportager som udgangspunkt for en undersøgelse af det politiske i dag. Og modsat, at bruge den nuværende konjunktur til at forstå Foucaults analyse i 1978.

Vestlig politikk = massemanipulasjon?

Brossat og Naze bevæger sig frem og tilbage mellem Foucault i Iran i 1978 og Frankrig i dag og optegner et historisk forløb hvor der har fundet en tilbagetrækning sted af det politiske i Vesten. De beskriver det som en erosion af politisk strid, som «klassekampens» forsvinding, i hvis tomrum det politiske bliver til skuespil, til iscenesat politik, spin og i sidste instans til demagogisk postfascisme (Berlusconi, Sarkozy, Trump et cetera). Med henvisning til Oplysningen bryster Vesten sig ganske vist af sit (national)demokrati og forstår sig som en post-metafysisk, sekulær politisk styreform, men i virkeligheden har politik i Vesten udartet til hvad man ifølge Brossat og Naze kun kan kalde massemanipulation, hvor det handler om skiftevis at skræmme og opildne eller passivere befolkningen. Siden 9/11 med henvisning til islam som en truende tilbagestående religion der er uforenelig med den vestlige verdens oplysning, individualisme og frihed. Det er denne annullering af det politiske, hvor historiske kampe højest genopføres i kulturen og aldrig udspilles politisk, som er udgangspunktet for såvel Foucaults reportager fra Iran som for Brossat og Nazes aktualisering af reportagerne i dag.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer