François Caillat: Foucault Against Himself

Mennesket Foucault, hans måde at eksperimentere med sit liv på, fik afgørende indflydelse på hans tænkning. Den der bare havde hørt Foucaults latter! 

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

François Caillat (red.): Foucault Against Himself. Arsenal Pulp Press, 2015.

Vi kender ham – Michel Foucault – som den skaldede mand med briller der har skrevet bøger om magt, overvågning og biopolitik. I dag er han et ikon verden over. Men de færreste af dagens mennesker har hørt filosoffens latter – og måske derfor heller ikke forstået hans tanker. I det tidlige hovedværk Ordene og tingene skriver Foucault til sidst: «[…] alle dem som endnu vil tale om mennesket, om dets herredømme eller om dets befrielse, alle dem, der endnu stiller spørgsmål om det, mennesket er i sit væsen, […] kan man kun møde med en filosofisk latter, som på en vis måde betyder – det vil sige én, der til en vis grad er tavs».
Foucault var berømt for sin latter, men der var faktisk flere, som Caillat skriver i sit forord. Der var latteren der hjemsøges af noget fremmed, noget uhjemligt (Freuds uncanny) der truer den der ler; dernæst latteren som en sympatierklæring over at se sin samtalepartner være lost – og endelig det gavtyveagtige grin, gai savoir, særlig når hans landsmænd forsøgte at tage hans arbejde alvorlig.

Saken er åpen for Ny Tids abonnenter. Logg inn i toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

Kommentarer
DEL