François Caillat: Foucault Against Himself

Mennesket Foucault, hans måde at eksperimentere med sit liv på, fik afgørende indflydelse på hans tænkning. Den der bare havde hørt Foucaults latter! 

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

François Caillat (red.): Foucault Against Himself. Arsenal Pulp Press, 2015.

Vi kender ham – Michel Foucault – som den skaldede mand med briller der har skrevet bøger om magt, overvågning og biopolitik. I dag er han et ikon verden over. Men de færreste af dagens mennesker har hørt filosoffens latter – og måske derfor heller ikke forstået hans tanker. I det tidlige hovedværk Ordene og tingene skriver Foucault til sidst: «[…] alle dem som endnu vil tale om mennesket, om dets herredømme eller om dets befrielse, alle dem, der endnu stiller spørgsmål om det, mennesket er i sit væsen, […] kan man kun møde med en filosofisk latter, som på en vis måde betyder – det vil sige én, der til en vis grad er tavs».
Foucault var berømt for sin latter, men der var faktisk flere, som Caillat skriver i sit forord. Der var latteren der hjemsøges af noget fremmed, noget uhjemligt (Freuds uncanny) der truer den der ler; dernæst latteren som en sympatierklæring over at se sin samtalepartner være lost – og endelig det gavtyveagtige grin, gai savoir, særlig når hans landsmænd forsøgte at tage hans arbejde alvorlig.

En utilpasset mand. Hele sit liv forsøgte Foucault at vriste sig fri af kategorier, identiteter og roller. Foucault Against Himself fortæller historien om de usynlige stier mellem forfatteren Foucault og mennesket Foucault. Caillat har interviewet kollegaen Leo Bersani fra Berkeley University, kunsthistorikeren Georges Didi-Huberman og filosoffen Geoffroy de Lagasnerie fra Paris, og historikeren Arlette Farge. Fælles for dem er at de har mødt Foucault eller arbejdet sammen med ham på centrale tidspunkter i hans liv. De har væsentlige ting at sige om Foucaults person som fortæller historien om «en utilpasset mand, et menneske der ikke kunne forlige sig med akademiets institutionelle spændetrøje» og ikke mindst miljøet i Frankrig, et menneske der hele sit liv var på vej væk eller drømte om at være det, først til Sverige, Tunesien og Polen og siden til Californien, et menneske for hvem undvigelsen som en manøvre både i forhold til sit hjemland og i rollen som akademiker, intellektuel og homoseksuel blev afgørende for ikke kun hans mulighed for at leve og fungere, men også for hans måde at tænke på.

At tænke er at lære at se. For Didi-Huberman er Foucault en forfatter der lærte ham at kundskab er et spørgsmål om at lære at se på ny. Foucaults idé om arkivet handler om at organisere et materiale og finde ud af hvornår man skal klippe. Åbningssætningen i Klinikkens fødsel, der beskriver blikker, giver os et nyt billede på lægens magt: «Denne bog handler om rum, om sprog, om død; den handler om synsakten, blikket.» Dernæst dykker Foucault direkte ind i en scene fra det 18. århundrede der viser behandlingen og blikket på hysterikeren. Læseren kan ikke lægge bogen ned. «At læse historien har intet at gøre med at vende tilbage til hvordan det var engang […], men at opspore de mest påtrængende problemer for verden i dag.» «Når du dykker ned forstyrrer du nutiden.» Du ser at floden bevæger sig mod sin egen strøm. «Fortiden (oprindelsen) er nutidens hvirvelstrøm mens den bevæger sig.» Huberman siger Foucault skaber «atlas for tanken […] viden er en måde at orientere os på.» Ideen om kundskab som klipning «bliver vigtig i dag i en tid hvor folk tror at viden handler om at vide en masse ting, som om databaser var YouTube-videoer.» Det som bagatelliseres af mange af dagens akademikere er at «Foucault var politisk fra sin første bog». «Når du stiller spørgsmål til organisationen og diskurserne og institutionerne er du politisk.» I Foucaults arkivstudie om de infame graver han de navnløse hjemløse frem fra glemslen, dem som Walter Benjamin omtalte som «historiens sande subjekt». Den vigtige lære fra Foucault, ifølge Huberman, er at det han gjorde for diskurserne skal vi i dag gøre med og for billederne.

Foucault og det politiske. Foucaults såkaldt genealogiske metode, hvor man beskriver relationer på nye, uventede måder der forbinder fortiden med nutiden, aktiverer ikke blot et nyt blik og syn, men rummer en politisk gestus. Man synliggør det usynlige. Foucault opgav forestillingen om den universelle intellektuelle (Sartre) der kan tale om alt, men beundrede den specifikke intellektuelle der må løbe en risiko og involvere sig i konkrete begivenheder som han kaster sig ud i og analyserer. Han afviste at fejre Mitterands sejr sammen med denne i 1981, da han ikke ønskede at se sig selv som en universel intellektuel forbundet med statsmagten. Når Edward Said kritiserede ham for kun at være involveret på mikropolitiske områder, svarede han at «alle revolutionære handlinger må begynde med den forandring der finder sted i relationen mellem mennesker. Og den tager tid».

Foucault opgav forestillingen om den universelle intellektuelle (Sartre) der kan tale om alt, men beundrede den specifikke intellektuelle der må løbe en risiko og involvere sig i konkrete begivenheder som han kaster sig ud i og analyserer.

Foucault og etik. De fleste der inspireres af Foucault fokuserer på hans tanker om magt. Men i de sidste ti år af sit liv beskæftigede Foucault sig med etik. Efter at have skrevet sit første bind om seksualitetens historie fik han en lang krise på flere år. Krisen handlede om at han var nødt til at vende tilbage til mennesket som han hidtil ikke brød sig om at tale om. Ikke mennesket som rationelt selvberoende væsen, men mennesket som et væsen der kan udvide og eksperimentere med sin erfaring ved at «opfinde nye relationelle modi der kan trække os ud af magtens begær». Det var ikke etik for regler og domsudøvelse der optog ham, men etik som en omsorg for selvet der trak på tanker om venskab og intimitet. Gennem studier af antikkens tænkere opdagede han et kritisk sprog om nydelsen som var mere veludviklet end det vi har i dag. I forlængelse heraf formulerede han en generel nydelsesøkonomi der fokuserer på sensibilitet, intimitet, smerte og nydelse og sand maskulinitet knyttet til kroppens sanseområder. Han kritiserede tanken om at det er en frigørelse når vi afkoder alle nydelser ved at tale åbent; «han burde stræbe efter de-seksualisering» (Bersani). Selvom han i San Fransisco levede som homoseksuel var han både i praksis og i sin filosofi optaget af at bevæge sig væk fra begæret og det genitale hen imod nydelsen og intimiteten. Det er intimiteten der sætter hele registret af smerte og erfaring i bevægelse og som dermed baner vejen for etisk erfaring. Kun gennem denne omsorg for selvet bliver det muligt at kunne være forbillede for andre, inspirere og vejlede andre i deres liv.

Leve på kanten, arbejde i centrum. Foucaults liv var et liv i flere retninger. «Han levede et dobbelt liv, […] marginal, langt fra samfundets normer, samtidig tæt på magtens sæde.» At undervise på Collège de France var forbundet med ritualer og høj prestige, men Foucault opfattede lærergerningen som en «subversiv» praksis (Arlette). «Hans forelæsninger var ikke befolket af hattedamer, men de militante med begær for politisk forandring.» Glæden ved lærergerningen fandt han i udvekslingen med de studerende, men mødte den mest på sine mange rejser, ikke mindst ved Berkeley i Californien. Han flygtede fra det hierarkiske system i Frankrig og interesserede sig ikke for rollen som professor, men «legede i stedet med den status som universitetet gav ham» og «universitetet var en afgangshal for at komme væk».(Bersani). Foucault var en diskret subversiv nomade – en undvigelsens mester.

---
DEL