Jeg har sat mig for at skrive om fotografiet. Og mere præcist fotografiets relation til naturen og de forandringer, som vel efterhånden må siges at være et af vor tids største og mest presserende emner.
Er det monstro derfor jeg allerede ved ankomsten til Copenhagen Photo Festival på Refshaleøen i det centrale København ser fotografierne med blade og andre gevækster? At jeg straks noterer mig de naturlige motiver og ser bort fra det, der ikke vækker en naturlig klang? Ser jeg desto mere fotografierne på en særlig måde, fordi jeg har rettet mig ind mod at se efter naturen i dem og se efter hvad fotografiet har at sige om naturen. At få øje på noget er også at bestemme sig for at få øje på det. Allerede der kan fotografiet henlede vores opmærksomhed på noget og ikke på andet. Hvis det kan overføres til andre elementer end selve fotografiet, vil det også betyde, at fotografiet kan være med til at tone den opmærksomhed, vi har på verden. Hvad ser vores øjne i verden? Det afhænger blandt andet af hvad vi har set på fotografier.
I en af bygningerne huses norske Io Sivertsens værk «BBQ & Apocalypse», et stykke videokunst.
Nuvel, tilbage til det københavnske. Solen skinner, en vindmølle drejer rundt. Jeg mærker en svag brise, hvor jeg sidder med udsigt til fotografierne, der huses i containere, små træhuse eller blot direkte ude i det, som vel kan kaldes natur, omend vi befinder os så centralt i København, at man få hundrede meter herfra kan drage ind i kulturens højborg og betale 10.000 kroner for aftensmad hos restaurant Alchemist. En alkymist forbindes med guldmageriet og forestillingen om at alt kan skabes ud fra de fire grundstoffer – men længere tilbage i historien var alkymister også tænkere, mystikere og naturfilosoffer. De troede på kemien som en metode til at frembringe stoffer og skabe transformation, men alkymisterne havde også oprindeligt en åndelig overbygning, som derved nedbrød skellet mellem natur og kultur. Måske er gourmetmaden hos Alchemist en sådan transformation fra naturens råvarer over det kemiske køkken men tilsat et strejf af åndelighed, som får maden til at lette. Og måske er fotografiet på samme måde et medie, der både har en kemisk side i den fotografiske teknik men som især ved indfangelsen af naturens motiver også synes at være et transcenderende medie, der hverken kun er natur eller kultur.
Naturen aflejret
Så mærker jeg presset for at pisse. Denne helt igennem basale fornemmelse af, at noget presser sig på. Og straks melder sig trangen til at lade vandet lige her i naturen. Hvorfor føles det så meget bedre at pisse udendørs end på et toilet? Der er noget primitivt ved trangen. At pisse sit territorium af. Men også at nærme sig naturen. Forbinde sig til den via pisset. Mærke vinden smyge sig rundt om pikken. Det er noget dragende over denne væren-i-naturen. Måske er det samme dragende følelse, kuratorerne af udstillingen i København har arbejdet med. I al fald er flere af fotografierne placeret udenfor, i selve græsset, på jorden, nær træerne. Således bliver de en del af landskabet, der synes desto mere vedkommende. Det vil os noget.
Mest harmonisk og organisk fremstår norske Stig Marlon Westons fotografier. Egentlig er det ikke fotografier i traditionel forstand, for intet kamera har været anvendt i frembringelsen af det visuelle materiale. Derimod har Weston i samarbejde med aktivister og forskere rejst i Amazonas og udviklet en teknik, der muliggør aflejringen af naturen direkte på fotopapiret. Det sker gennem en lysteknisk proces, hvor papiret reagerer ikke kun på motivets skygge (fraværet af lys) men også på omgivelsernes temperatur, fugtighed og fysiske berøringer. Naturen får derved også en aktiv rolle i fotografiet, da dens bevægelser og kræfter aflejres direkte i billedet. Ergo er det visuelle udtryk nærmest et aftryk af og med det omkringliggende, og da Weston har til hensigt at visualisere klimaets forandringer, bliver materialet et direkte omend raffineret indspark i klimadebatten. En påmindelse om de forandringer, som menneskelig aktivitet afstedkommer i naturen, men også en påmindelse om at naturen er levende og aktiv – selv når et fotografi skal skabes.
Fuglene falder fra himlen
Som en mellemting mellem kultur og natur finder vi på Refshaleøen nogle få, enkle konstruktioner bygget i træ. De kalder på os. Vi skal gå derind. Det minder om at være i en slukket sauna. Duften af træ, fornemmelsen af det trange rum. I en af bygningerne huses norske Io Sivertsen sitt værk «BBQ & Apocalypse», hennes stykke videokunst der tematiserer mennesket udsat for en global krise. Der er en ilter energi i filmen. En vildskab. Den kommer fra menneskene og deres ageren. Men det er ikke nogen konstruktiv energi. Menneskene i filmen er fandenivoldske og ude af sig selv, og de er det på en måde, der røber, at de har resigneret. Der er ikke mere at gøre. Naturen står ikke til at redde og dermed heller ikke dem selv. Derfor er menneskene gået i trance. Ladet sig dope af den her følelse af utilstrækkelighed og handlingslammelse, altimens verden går under. Ellers som det hedder et sted i den dystopiske voiceover: «Mens Arktis brænder og fuglene falder fra himlen, bliver de tilbageblevne ved med at feste».
Mest harmonisk og organisk fremstår norske Stig Marlon Westons fotografier.
Siversten søger øjensynligt at udstille vor tids passivitet, når det gælder klimaforandringer. Måske er filmen en anklage mod de ældre generationer, som lader stå til, mens kun børnene kæmper.
Ligesom malerkunsten har sit pastorale landskabsmaleri, finder vi i fotografiets verden også en ofte idyllisk og fejrende genre, der bærer navnet landskabsfotografi. Det kan være betagende billeder, som får os til at forbløffes over klodens skønhed og værdsætte den. Landskabsfotografiet kan ligefrem besidde et aktivistisk potentiale. Det så vi allerede i USA i 1800-tallet, hvor William Henry Jacksons fotografier fra geologiske ekspeditioner var med til at bane vejen for oprettelsen af Yellowstone Nationalpark. Landskabsfotografierne kan dog også være kvalme i deres romantiske opstyltethed, der blot søger at vise og ikke at tænke, ikke at tolke.
Et bud på et mere moderne og tænksomt landskabsfotografi kommer fra tyske Ute Behrend. Imødekommende og kulørte er hendes værker. Først synes det hele lidt for poleret og banalt. Som et pastoralt postkort. Man tror for en stund, at man iagttager en natur, men så ser man tricket. Kaktussen er ikke en kaktus men en lampe. Nåletræet er en flaskerenser med en beslægtet form, som minder om træets form. En måde at læse fotografierne på er at disse natur-efterligninger er det, vi må nøjes med, når først naturen ikke er her mere. Så kan vi lave den i plastic og længes tilbage til den oprindelige natur. En anden læsning kunne dog være at modsætningen mellem natur og kultur ikke holder vand, for det ene kan ligne det andet. Derfor er vi som mennesker ikke kun naturens fjende men også dens potentielle ven. Og hvis noget skal reddes, vil det kræve en indsats fra både os og naturen. En symbiose om man vil. Det kan man læse ind i fotografiet – og så se ud på verden med.
