Første del. Fra Opfindelsen af lediggang

Opfindelsen af lediggang – eller kunsten at fare vild er en essayroman om å gå seg vill og være i live, om å gå ut i verden og inn i det fremmede. Dette utdraget er fra bokens første del.

Tegning i Ny Tid: Rune Mathiesen
Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

BOKUTDRAG:

«Jeg skrev et brev til min ven filminstruktøren, der for få år tilbage havde opgivet en ellers lovende karriere som skribent og avisredaktør for den norske avis Morgenbladet, fordi han mente, at kun filmmediet ville kunne indfri hans kunstneriske drømme og sociale engagement. Han skrev tilbage, at jeg burde komme ned til Athen, og dér lade mig inspirere af den kommende opstand, «vor tids sande slagmark», som han kaldte det hvorpå han tilføjede: «Grækerens modstand er vor alles modstand. Kun den kan redde Europa fra at synke endnu dybere ned i mørket.» Den seneste tid havde han vendt sin opmærksomhed mod verdens kriseramte områder. Han og jeg havde i flere år fulgt med i dokumentarfilmens udvikling, der på få år havde forvandlet sig fra en ubetydelig undergrundsgenre til et i samtiden uomgængeligt sandhedsvidne. I de sidste fem år havde jeg med posten hver tredje måned modtaget en lille firkantet kuvert med de seneste ifølge dokumentarfilmmagasinerne mest bemærkelsesværdige vidneberetninger. Disse filmproduktioner havde i mange tilfælde givet instruktør og kameramand en privilegeret adgang til en urørlig zone, et privat liv, og hver gang virkede denne hellige alliance eller kontrakt alt efter temperament, som en genre man var nødt til at tage alvorlig. De intime scener og billedernes troværdighed var ikke til at tage fejl af. Ikke desto mindre sad jeg ofte med en klar fornemmelse af at der manglede noget. Det var som om, at de stærke billeder var for tæt på. Når jeg så en film om en familie, der sad og græd for åben skærm eller de mange skildringer af kvinder og børn på flugt i kriseramte områder, var det som om jeg mistede mit eget syn. Jeg spurgte mig selv hvorfor disse hudløse skildringer med håndholdt kamera var mere sandfærdige end de ordinære spillefilm. Og hvorfor overhovedet denne fascination af det dramaturgiske? Jeg havde svært ved at lade mig rive med af de store dramaer, og jeg spurgte mig selv, om ikke min tidlige kærlighed til film altid havde befundet sig uden for det dramaturgiske; i det uforudsete, i det vage, det uskarpe, stilfærdige? Det som falder uden for rammen, som overskrider den, som flyder ud af den. Billedernes uudforskede territorium. Det de fanger i vanvare. Det som hverken befinder sig i første eller anden række, men i det fjerne; i baggrundene, i himlene, i utilsigtede skikkelser, i naturen, i tomheden. Jeg spurgte ham, om det ikke er i denne umærkelige materie, som beskytter filmens uglesete del, det som ligger under huden, at billedet har sin dybde? Jeg omtalte dette som et «slør af dis», det som gør os i stand til at se med hjertet, det som øjnene ikke ser. Vi diskuterede frem og tilbage. Min ven insisterede på de skarpe billeder. Det forekom mig, at skarphed var hans fremmeste adelsmærke. Uskarphed var som frafaldet i en religion. Jeg skrev tilbage at der findes et middelmådigt fotografi af Rimbaud taget i Harar i Abessinien i 1883. Det er vanskeligt at skelne hans ansigtstræk på billedet. Han står med korslagte arme iført en hvid lærredsdragt og hvide bukser. Han kunne være alt lige fra en spraglet koloniherre, der er faret vild i det tropiske – en opdagelsesrejsende der endnu ikke har fundet det han søger, og ikke ved hvor han hører til eller en udsendt læge, der har fået lov at praktisere sine egne metoder på de indfødte, eller simpelthen et menneske der har været for lang tid hjemmefra, og derfor ikke ved hvor han hører til. Siden første gang jeg så dette billede har jeg spurgt mig selv om det virkelig er Rimbaud. Når jeg så på billedet, vidste jeg aldrig helt, hvad jeg skulle tænke og tro. Den vilde palme i baggrunden ligner noget, der kunne være malet på et lærred, men er det ikke. Det korte klip og posituren der står i skarp kontrast til den unge Rimbauds vilde øjne og strittende hår. Der kunne formentlig skrives en hel kolonialistisk historie alene ud fra dette billede. Og det er måske det, som gør dette fotografi så foruroligende smukt. Uskarpheden bliver en hyldest til tvivlen. Billedet fik mig slet og ret til at tænke over det jeg så, om det er Rimbaud, der her træder frem eller en helt anden. Et nærmere studie affødte flere spørgsmål end svar. Jeg spurgte mig selv, hvem der havde taget billedet, hvordan det var taget og under hvilke omstændigheder. Jeg stillede spørgsmål til personen, til tøjet, til fortiden, til historien. Uklarheden gjorde det mere levende, mindre entydigt og derfor til noget, jeg kunne vende tilbage til, igen og igen. Og jo mere jeg granskede billedet, desto mere vendte jeg tilbage til det gamle spørgsmål, om hvorfor Rimbaud allerede i en alder af atten år udgav sin sidste bog. Det var hans senere liv og nok især det, som udspillede sig i de år, hvor dette billede er taget, der fik mig til at tvivle på den officielle forklaring om, at han ikke længere havde kraften, at han havde opgivet sit kald som digter, at de vilde billeder fra de to første mesterværker Årstid i helvede og Illuminationer ikke mere kom til ham som naturlige knaldperler på en snor. Hvordan var det muligt at bestemme et liv præget af konstant opbrud, et liv domineret af fejlslagne planer, skumle handelstransaktioner, et liv som elfenbenssælger i Afrika (Etiopien), jagteventyr etc.? Hvori bestod den nærmere sammenhæng mellem livet og kunsten? Jo mere jeg stirrede på dette billede desto mere fik jeg en fornemmelse af, at der var en forbindelse, men at den befandt sig et andet sted. Kunne tilvejebringelsen af digterværket og det senere liv som handelsrejsende i Afrika være forbundet med den samme rastløse energi, den samme toneart, som strømmede gennem de to skrevne værker? Hvilket ville sige, at Rimbaud på en måde havde fortsat sit liv som digter, men uden at udgive noget. Det ville betyde at det var muligt at betragte hans afsked med litteraturen i en ung alder som en fortsættelse af den samme livsform der udmærkede digterens, nu blot med andre midler. At leve som digter uden at sætte et værk i verden? At forskellen på at vende sig fra litteraturen til livet og fra livet til litteraturen ikke er en forskel fra venstre mod højre, fra en ufærdig fortid mod en ukendt fremtid. Rimbaud, sagde man, gav litteraturen tilbage til livet mens andre forsøgte at give livet tilbage til litteraturen. Men jeg kunne ikke få det til at passe. Om man udgiver sine tekster eller ej så er et poetisk liv knyttet til den indre kamp i en fortsat rastløs vandring. At stoppe med at skrive er ikke det samme som at opgive ånden. At fortsætte på trods er heller ikke det samme som at leve et poetisk liv. Hvorfor tror man at Rimbaud skulle have opgivet sit kald om at være digter? Hvorfor ikke betragte Rimbauds Nej som et Ja, som den samtalepartner der siger Nej, mens han på vores vandring gennem parken fortæller mig om alt det han hader, hans kamp mod sin familie, sin afsky for alt uværdigt arbejde, hans manglende tro på at skulle være kaldet til noget bestemt, og hvorfor han ikke længere ønsker at forklare sig selv, hvorfor han er træt af den overdrevne høflighed, hvorfor han fortsætter med at arbejde, at han ikke er i stand til andet under de nuværende omstændigheder. At det piner ham, men at han må fortsætte, at han skriver breve hjem om netop dette, men at han fortsætter, at han skånselsløst gør opmærksom på sin vanskelige tilstedeværelse, livsomstændighederne, men at han fortsætter. At han har indgået et venskab med sin sorte tjener fordi de kan være ærlige og ligefremme over for hinanden, at han aldrig har stiftet familie fordi han ikke føler sig kaldet til en tosomhed, at han stadig kæmper med sin egen umodenhed, at han slet ikke betragter hverken det at være digter eller handelsmand i Afrika som et kald. Og hvor han i denne tilbagetrækning sjældent stopper med at drage livet i tvivl, et liv hvor arbejdet aldrig skænker ham den frihed til gennem skriveriet at bekæmpe sin tomhed, et liv der på én gang bekæmper den dilettantiske litterære arv, mens den hengiver sig til noget andet uden helt at vide, hvad «dette andet» er.

Vi så stenstøtterne i øjnene

Få dage senere modtog jeg et brev fra min ven filminstruktøren, hvori han foreslog at jeg tog med til Athen for at overvære den kommende opstand. Det var sommeren 2011. Selv havde han besluttet sig for at lave en film om den græske tragedie. Jeg sagde til ham, at hans film burde åbne med et billede af Akropolis indhyllet i en mørk tåge hvor skyer og forurening blander sig med hinanden. Efterhånden som denne mørke sky vokser kommer to nøgne rygge gradvist til syne under den. Dernæst ser man en hånd der kærtegner ryggen. Man ser ikke deres ansigt. Man ser resten af deres kroppe. Deres ben, deres arme, deres skuldre. Athen min elskede. Om aftenen skal denne instruktør vende hjem til sit hotelværelse for at elske med en fremmed sygeplejerske der siger til ham: Athen, du har ikke været der! Jeg spurgte mig selv, hvad forskellen er på at være der og at være her. Forrige sommer havde jeg sammen med M. under vores besøg i Athen gået langs kanalens rådne vand, hvor børn fiskede efter mønter. Nede for enden af den udtørrede flod skimtede jeg ruinerne af det gamle Akropolis. Vi havde købt et stykke vandmelon. M. valgte et godt stykke, der ikke var melet. Grønthandleren huggede den over på midten med en machete. Jeg bar det tunge stykke op til Parthenons tempel. Sveden dryppede fra panden. Jo mere vi nærmede os toppen, desto mere virkede denne fortid som fragmenter til selvbekræftelse. Det formidlende mellemled var ophørt. De umiddelbare overgange mellem de kæmpende på Syntagmapladsen og Homers udødelige epos, kunne jeg kun fantasere om. Jeg slugte de sorte kerner og tænkte, at hvert øjeblik i mit liv fra nu af stod i forbindelse med alle andre øjeblikke. På en udendørs café halvvejs oppe ad bjerget, fik jeg øje på en kvinde der sad alene på en stol. Hun var iført en hat og bar en mørk nederdel i samme farve. Hun sad med benene over kors. Og hun læste i en bog der lå slået op på det øverste venstre lår. Ved siden af på bordet lå en anden bog. Hendes blik var vendt mod den venstre bogside på samme måde som scenen i et maleri af Edward Hopper. På det hvide plastikbord foran hende stod en kop kaffe. Hun var stoppet op på halvvejen ikke for at tanke op, men for at læse. På den sidste strækning op til Akropolis var det billedet af denne kvinde, som for en kort stund bragte dagslysets klarhed frem i min bevidsthed. Mens demokratiet vakler i det moderne Athen mindede denne kvinde mig om nødvendigheden af at give afkald, at finde et behag i de beskedne ting, at finde tid til tanken i en udsat position. Jeg begyndte at spytte kerner ud. Under træerne åbnede vejene sig. Jeg så det for mig, at det er denne kvinde og hendes ligesindede der skal drive denne bys isolerede og atomiserede mennesker på flugt. For ti år siden skrev jeg en bog om at forsvinde i ørkenen. Til aviserne talte jeg om nødvendigheden af at glemme. For at begynde har man brug for en tom vej. Et sted uden klare punkter. Uden en påtrængende form. I fire år forsøgte jeg at skrive en bog om retfærdigheden hvor de sande idéer er i harmoni med tingene. Jeg havde forskrevet mig til formens rige, men staten og retfærdigheden er som ofte i vor tid skygger uden indhold. På min nye vandring søgte jeg bevidst mod steder hvor sproget, farverne og lyset ikke længere bragte mig forventninger eller idealer. At komme hen til et punkt hvor man ikke kan vende tilbage til det man kender på samme måde. De udviskede konturer i ørkenen, den døde luft uden vind midt på dagen, den svigtende sans for afstande, oplevelsen af at gennemleve den samme dag igen og igen, sandbølgernes bløde linjer i Wadi Rum, de gule klitter, den vuggende nedstigning, beduinens langsomme og ensformige bevægelser. Det var som porten for enden af en lang allé. Mødet med dagslyset ved bygrænsen var mildt og gråt. Den grå farve er alle retfærdigheders urfarve. Skabelsen sker i det grå punkt siger maleren Paul Klee et sted. Den kan ikke udledes af noget synligt. Den er punktet for en stadig vorden og hendøen. Man må gribe den i struben, denne farve inden den kæntrer. Ikke så mærkeligt at Klee før han gav sig til at male hver morgen spillede en time på sin violin, mens han uden at sige det alligevel sagde det: «I dag er jeg i E-dur» eller «i aftes var jeg i mol». Man behøver blot at kaste et blik på hans malerier. Men den slags musik skrives som bekendt ikke på et universitet eller for den sags skyld i pæne harmoniske romaner hvor hovedpersonen bevæger sig i en lige linje fra A til Z. Jeg var nødt til at søge nye græsgange. At rive andre op med roden er den skændigste af alle forbrydelser, skriver den tyske forfatter Peter Handke – at rive sig selv op med roden er det største, man kan vinde. Jeg havde brug for bevægelsen og udsatheden, men det var ikke nødvendigt at bevæge mig hele vejen til Athen, den lange vej til Akropolis for at høre korets vilde sang. Min ven filminstruktøren skrev, at jeg var nødt til at komme, at der var tale om et historisk øjeblik, at grækerne var i færd med at bygge nye templer. Jeg skrev tilbage at templer tager tid. De er bygget af mennesker, men er et billede på vores drømme. Templet huser det liv, vi endnu ikke kan forestille os. Derfor bliver det stående, længe efter at mennesket har lagt den sidste sten. Jeg tilføjede, at jeg for længst havde opgivet reportagelivets tiggerhistorie. Dem der arbejder på at tigge om at få en godbid af virkeligheden, uden at det sjældent bringer dem væsentligt nærmere. Han tilføjede, at templet kun er afslutningen på det, som begynder med siv og mudder. Jeg forsøgte at forestille mig, hvad det ville sige at bygge en hytte af siv og mudder som begyndelsen på et tempel. Jeg forestillede mig som et menneske, der bevæger sig baglæns for at grave sig ned til de gamle ruiner, for der at finde ud af, hvad det vil sige at høre til. Jeg så mig selv tage de gamle barbarer i ed, dem som kender jorden bedre end os andre. På et eller andet tidspunkt langt ude i fremtiden ville jeg finde ud af, hvad det vil sige at noget bliver stående af sig selv, tilstrækkelig holdbart til at stå imod, et liv der lever af sig, også når vi vender ryggen til et liv, der en dag vil få mennesker og dyr til at danse omkring de totemlignende sten i bunden af det tomme amfiteater. Jeg var nødt til at provokere ham. Jeg skrev tilbage, at enhver journalist og hans kameramand har lært at tigge. De tigger og de stoler blindt på det som kongerne fortæller dem. Måske med undtagelse af børnene. Fordi børnene aldrig tvivler på at de store træer og stenstøtter, figurer i kalksten, i hvis skygge de leger, vil blive stående for evigt, fordi de ikke tvivler på at de en dag vil vokse op og blive lige så stærke som deres fædre, som deres træer og skove og stenstøtter, lige så stærke som deres mødre, at de vil forstå hvad det vil sige at leve fra morgen til aften med det de har og med det de kan forme med deres hænder. De tigger ikke. De beder om noget, der tilkommer dem. Jeg havde levet min barndom og ungdom på en anden planet. En planet der ganske vist ligner den jord, som jeg betræder som voksen, en planet hvor bålet med den nøgne røg spreder sig fra et dyb af en lysning mellem bjergene, men som ingen andre end jeg og mine kammerater kendte til. Lige der, omgivet af vores egne flettede fjerhatte og farlige besværgelser, lærte vi at tro på det evige, dengang vi så let som ingenting kunne grave os ned i hullet, hvis pigerne nærmede sig fra det fjerne, hvis toget hylede på den anden side af bjergene på vej uden om byen. I mine vordende indianerlege omgivet af stenstøtter og en sommer, der varslede verdens undergang, lærte vi at respektere den store ubevægelighed, månens magiske, lyshårede hoved med en godmodig dæmons falske ansigtstræk. Vi dansede, vi råbte, vi skreg. Vi så stenstøtterne i øjnene. Og når vi gik hjem om aftenen, var vi ikke et sekund i tvivl om næste dag at vende tilbage og genoptage vores omhyggelige ritual. Vi levede i gentagelsens lyksalige rus. Troede min ven filminstruktøren på, at han kunne filme grækernes opførsel af nye templer? Få et glimt af Antigone der går amok, den rystelse som får hulemændenes øjne i totempælene til at lyse og kaste deres anker? Få dage efter skrev han et længere brev: I går tog min græske kontaktperson Jorge og jeg ud til en teltlejr, hvor de fattige fra Maghreb-landene bor som dyr bag hegn. På vejen gjorde vi holdt foran et gammelt snedkeri. Ved siden af lå en systue. Jorge havde fortalt mig, at det kun er kvinder fra Libyen, Algeriet, Marokko og Tunesien, der arbejder der. Jeg betragtede de få kvinder, der fik lov at passere udenfor. Jeg bed mærke i deres bevægelser. Deres former under de lange farvede dragter. Deres mørke øjne der stirrede på mig ud gennem den uanseelige sprække i det blå stykke stof, der indhyller deres krop. Det lykkedes mig at filme, mens jeg med den ene hånd holdt kameraet tæt ind til kroppen. Jeg fantaserede om at én af kvinderne betroede sig til mig. Det var forbudt at indlade sig med dem. Jeg havde mit kamera, og med dette apparat i hånden jagtede jeg overraskelsesmomentet, springet ind i den sandhed jeg gik og søgte. Det som filminstruktøren drømmer om at forevige på den celluloide strimmel: trangen til en bare kortvarig kontakt med en helt fremmed? Dem som vi holder til fange? Dem som vi forsøger at indramme i et billede? Jorden under mine fødder, havde jeg nogensinde forstået den? En afvisende jord, afvisende støv og hvis det hvisker til os hører vi det ikke. Vi nærmede os lejren, hvor folk boede under tilfældigt opslåede telte og teltdue. Iturevet tøj, tomme flasker, tomme poser, mursten til at holde på taget ligger hulter til bulter oven i hinanden. Græs og ukrudt der stritter umotiveret op og danner en tilfældig sti. De fleste af teltene var åbne. En enkelt brise kunne gøre en stor forskel. Kvinder, mænd og børn lå og sov i skyggen. Uden for et af teltene tilbød et skilt rammet ind af regnbuens farver, massage, astralrejse og kropsterapi. Vi fulgte stien hen til en husmur med et hul som passage. Der var ingen huse. Kun ruiner. Vi bevægede os på et højdedrag i udkanten af den beskidte by. Først nu gik det op for mig, at mit kamera stadig var tændt. Jeg havde ikke lært at slukke for det. På vej op ad stien fik jeg øje på nogle sortklædte kvinder bærende på fade, der skvulpede med vand. Det lignede en scene fra Afrika. Fire drenge løb og spillede fodbold på den sparsomme plads. Træerne var som i resten af Grækenland, tørre og olivengrønne. Svedige marker, hvis man kan tale om det, den blå, men disede himmel over Athen og klipperne i baggrunden med de genkendelige afsvedne matte farver. Jeg havde set disse mennesker før, ikke på Syntagma, ikke på vej til en demonstration, men rundt om i sidegaderne. Dem som ligner løstgående hunde, der strejfer omkring. Dem som går langs husmurene. De bortkastede. Disse skaller af mennesker der for en kort bemærkning er krøbet ud af deres hul. Pludselig ser man dem komme frem fra en gyde med en fremstrakt hånd og et hvidt øje der lyser i mørket. Jeg fortsatte op ad skrænten, mens jeg kiggede ned på teltbyen, der lå til højre for mine fødder. Jeg gik videre, indtil jeg stoppede ved et stenbrud. Foran en stor bunke grus stod en soldat og holdt vagt. Ugen før forsøgte et hold bomberyddere at gennemse de underjordiske skakter. Jorge og jeg havde nu udsigt over stenbruddet og området, hvor stenhuggerne havde arbejdet sig ind i den vidunderlige marmor. Jeg vidste fra tidligere, at stenhuggere og bombemænd har det med at hjælpe hinanden. Efterhånden gik det op for mig, at jeg stod på et bjerg bygget af mennesker, og at der for foden af dette bjerg boede mennesker i en bunke hulter til bulter. Jeg tog en sten op i hånden og tænkte, at det var en menneskelig sten. At jeg ikke havde rørt ved en sådan sten, siden jeg besøgte landet første gang for mange år siden. Jeg førte tommelfingeren hen over dens ru overflade og stak den op til næsen som et stykke træ, men der var ingen lugt. Jeg var ikke i tvivl. Jeg ønskede et billede af dem som fortsætter med at grave på det samme hul, som fanger der forbereder en tunnel uden at kende afstanden fra muren til friheden. Jeg bøjede mig ned og satte kameraet fra mig midt på stien. Jorge sagde han ikke ønskede disse billeder. Jeg sagde til ham, at journalisten har set for meget, at ikke engang det gamle demokratis fald inde i centrum af byen længere gør indtryk. Mens jeg talte nulrede jeg min menneskelige sten mellem hænderne. Jeg begyndte at gå, og mens jeg gik var der noget ved denne sten, der skræmte mig. Lidt efter fik jeg øje på en nordafrikansk kvinde, der kom gående imod mig på en sti lidt længere nede ad skråningen. Jeg tror ikke, hun havde set mig. De to stier mødtes på midten. Stien var smal og vi bevægede os efterhånden bag hinanden. Jeg holdt mig nogle meter bag hende. Jeg betragtede hendes former under den sorte dragt, men havde svært ved at vurdere hendes krop. Var hun en pige eller kvinde? Og hvad lavede hun her på kanten af byen? Indimellem kiggede hun ud til siden. Den indvundne marmor, landskabets former eller kortet over den jord som engang var sted for en stor civilisation, så ikke ud til at optage hende. Herude er det farligt for en kvinde at bevæge sig i det fri. Hun stoppede ved en rød port. Jeg nærmede mig hende bagfra, men hun ænsede mig ikke. Hun løftede noget, der ligner en stor gren ud fra sin dragt. Tre små dyr spiddet på grenen dinglede med hovedet ud til hver side. Grævlinger, egern, ørkendyr, jeg var ikke sikker på det rigtige navn. Hun vendte sig om og holdt grenen op foran mit hoved som fremviste hun et lysende trofæ. Jeg så mig tilbage og kunne se, at hun var på vej ned ad skråningen tilbage i retning af teltlejren. Jeg vendte mig om og så kun røgen fra militærkøretøjerne, længere ude bønderne på vej hen over deres marker. Det var som befandt jeg mig på tærsklen mellem en indrettet menneskeverden af teltpæle og et gammelt kunstigt paradis, der troede på tragedien som den sidste vej til frelse. Bagefter fik jeg øje på en fyr, der i sin venstre hånd holdt et brændende stykke papir. Da ilden havde fået det meste af papiret til at forsvinde, smed han de sidste rester ned på et åbent ildsted bestående af løse sten og en bunke tørre kviste. Han løftede sit mørkebrune hoved og kiggede på os. En sigøjner der brænder af i en skærsild? Og mig som tolk der forsøger at afkode hans historie? Desperat forsøgte jeg at fremmane et billede. Han pegede på børnene, der løb rundt mellem teltene. Han nikkede og sagde at fædrene til børnene havde valgt at sultestrejke, fordi de ikke kunne få lov at være der, selvom de udførte arbejde overalt på byggepladser, i frugtplantager eller passede de gamle og syge. Han tilføjede, at flere af dem havde arbejdet i op til syv år, men at landet ikke længere havde råd til at have dem. At de mennesker der havde valgt at sulte var de samme mennesker, der ville redde Grækenland fra fornedrelsen. En martyr i dobbelt forstand. Han gjorde det klart, at martyr på græsk og arabisk både betyder vidne og offer. «Med deres ofre vidner de om, at der findes en anden sandhed end livet eller rettere: De markerer, at livet kun er værd at leve, hvis det også er værd at dø for. Stærkere end dyre præcisionsvåben er den der kan ofre sig selv. Den der ofrer sig bygger bro mellem det almindelige liv og det hellige. De sultestrejkende minder os om værdigheden, der lever i den enkelte, men som allerede besynges af de græske digtere og deres fælles kor». Jeg smed kameraet fra mig, ja, du tror det nok ikke når du hører det. Men det gjorde jeg. Fandens til arbejde at fortælle en historie. Jeg er nødt til at begynde forfra. At fortælle deres historie. Jeg så mig selv sidde med omkring bålet det meste af natten med de bortkastede og delagtiggøre dem i slaget ved Dien Vien Phu, i Marco Polos lange rejse til Mongoliet og hans møde med Kublai Kahn, i Antigones lange rejse imod magten, mens systemerne går til grunde.»

Opfindelsen af lediggangeller kunsten at fare vild, ©Alexander Carnera og Forlaget Spring, 2014. Alexander Carnera (f. 1968) er forsker, romanforfatter og essayist. Har skrevet for nordiske Le Monde diplomatique om kunst, litteratur, film og filosofi. Han underviser også ved Handelshøjskolen i København, tilknyttet institutt for ledelse, politikk og filosofi. Carnera debuterte som skjønnlitterær forfatter i 1999.

---
DEL