Forsøk på å være i live 

Hva skjer med kunsten i en samtid uten bestandighet, hvor alle er overlatt til et flytende, uendelig rom? 
FOTO: Openru–Openspace, GFDL, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=14937763
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 18.08.2016

Boris Groys: In the Flow
Verso, 2016

 

«Maybe there is no death as we know it. Just documents changing hands.»
Don DeLillo, White Noise

3B083F7E-EF97-4821-8CF9-5619C382901FIndtil fornylig har vi set på kunst som et sted der gør det muligt at se os selv som en del af en større historie. Gennem opbevaring af kunstværker har museet set det som sin opgave at dokumentere vores fortid og samtid. Kunstværket var porten til udødelighed. Men i dag indskriver det enkelte værk sig i en strøm af objekter der fremprovokerer sine egne synergier: dokumentation, blogs, websider, løbende samtaler, begivenheder. Fra at være et helligt tempel for opbevaring, er museet i dag et slags teater eller en scene for møder, der forlænger, opløser og omdirigerer værkets konturerer i et flow af begivenheder, forelæsninger, konferencer, screenings, koncerter, guidede ture et cetera. Værket synes ikke længere at leve som værk, men hovedsageligt som dokumentation. At livet kun kan dokumenteres og ikke opleves direkte er dog ingen ny opdagelse. Vi har altid erstattet det levende med dokumentationen. Spørgsmålet er hvordan vores fremstillinger (dokumentationen) frembringer nyt liv via nye kunstige narrativer, nye måder at beskrive og fortælle på. Alt dette presser sig på mange steder fra. Hverdagslivet er eksempelvis for mange mennesker blevet en del af et selvfortællende, teatralsk og designet liv. Kunstværket ses i mange sammenhænge som et resultat af en særlig måde at vælge, placere, skifte, transformere og kombinere allerede eksisterende billeder og objekter på. Vi bevæger os ind i en ny æra hvor vi «ikke primært identificerer kunstværket med objektet gennem en individuel kunstners manuelle arbejde». Samtidskunsten ligner efterhånden den almindelige massekulturelle praksis – man deler tanker, fotos, tekster, videoklip. Vi forlader modsætningen mellem kunstneren som producent og massen som konsument. Kunstneren virker i et levende socialt felt der selv er producerende snarere end konsumerende. Flere har sagt dette før Groys, men det åbner for ham op for helt andre, mere påtrængende perspektiver: Det interessante ved netkulturen er hverken software eller antallet af links og blogs, men at vi nu er rykket tættere på hverdagen og livet i hele vores virke. Kunstnerens søgen efter det autentiske og originale er i dag erstattet af en legende, fri brug med alt hvad der er til rådighed. Livsformen som en slags profan illumination. Kunstnerflanøren kræver ikke af tingene at de kommer til ham; han kommer til tingene. Han finder en brug. Kunstnerens liv er i dag en biopolitik, en livskunst, hvor eget liv uophørligt er kommet på spil, med nye muligheder, men også nye farer.

At være i live. Hvad kan kunsten gøre? Den kan tage dette flow af begivenheder på sig og forsøge at overskride en samtid hvor alt reduceres til et her og nu. Med internettet har vi nået en ny situation hvor vi med den andens blik opdager ikke kun at vi tænker og føler, men også at vi er i live og vil dø. Hvad denne nye tid fremfor noget har affødt er at vi ikke længere ved hvad det vil sige at være i live. «At leve er at være sat til skue som levende for de andres blikke.» Den stolte oplysningsfilosofi er død, skriver Groys. «Oplysningstiden forsøger at forandre verden gennem en frigørelse af fornuften, men efter Nietzsche, Foucault, Deleuze og mange andre, ønsker vi at forandre verden ved at frigøre livet.» Jeg er i dag overladt til min krop, min dødelighed, mine materielle organer. Groys kalder det en undtagelsestilstand, der stiller os i en akut tidnød, og som tvinger os til at opgive den traditionelle filosofis kontemplative passivitet. Det akutte kalder på handling: Det er ikke tilstrækkeligt at være i live, man må også performe denne væren-i-live. Altså eksperimentere med sig selv, sit liv. Groys ser kunsten som den praksis i vores kultur der performer den viden at være i live. Man viser sin kundskab ved at ændre sig selv, man transformerer verden ved at gå på opdagelse uden at vide hvad man søger. Man er kunstner, men også aktivist. Man skriver måske digte, men flytter også på landet i et fælles økologisk kollektiv med andre arbejds- og boformer. Måske man udgiver bøger på et forlag, men man gør det for at etablere alternative læringsfællesskaber. Man laver værker der får os til at mærke på egen krop at den store is smelter. Det ene udelukker ikke det andet. For flere og flere såkaldte kunstnere handler det ikke om det endelige slutprodukt (værket), men om en måde at være i live på. Selve livet er på spil, noget man ikke kan designe sig til.

Kunstneren forsøger at standse det lineære fremskridt, se livet fra dødens side.

Stop the progress. Design søger at skabe en attraktion og forførelse og sikre en bedre brug af tingene. Formålet med design er at ændre på virkeligheden, forbedre den. Kunsten accepterer virkeligheden som den er, det vil si som dysfunktionel, som allerede mislykket, forvrænget. Digte, prosa, installationer, videoer har ikke til hensigt at skabe en stabil fortælling om vores samtid eller for den sags skyld forbedre den. Kunsten er i krig, en ny global krig. Det æstetiske felt er ikke fredfyldt, men en slagmark. Og den aktivistiske kunstner som gør sit eget liv til en del af en praksis, bruger det kunstneriske eksperiment som et led i en politisk kamp. Ikke som realpolitik, men livspolitik, et signal om en måde at være i live på. Som livspraksis ønsker han at skabe en modvægt til humankapitalens måde at leve på, til forestillingen om at være en succes, «at være kompetent», om at være udstyret med en særlig gave, et talent, som skal bruges i fremskridtets og produktionens tjeneste. Om at producere sin egen tilfredsstillelse og se sin egen humankapital vokse. «Moderne kunst blev til som en modstand mod troen på den naturlige gave eller evne.» Futuristerne (Marinetti) æstetiserede kunsten, men primært for at kritisere det ensidige fremskridt. Overfor den social-darwinistiske tro på naturtalentet, kreativiteten og det enestående «jeg», integrerer kunstneren det mislykkede (forsøget) i sit virke, det, som skaber reduktion snarere end produktion, modsætninger snarere end modstillinger, fortættede billeder snarere end forbedringer, ikke-lineære bevægelser snarere end lineære. Materialismens flow bliver for Groys navnet på en praksis der må dele skæbne med tingene, objekterne, det vil si deres forgængelighed, dødelighed, destruktion, opløsende konturer. Realisme handler om at vise tingene som de er, i deres nedbrydende, foranderlige og sære former.

Internettet gør det muligt at betragte kunsten som et liv med aura, men uden objekter – som en biopolitik der udforsker måder at være i live på.

At forsvinde i mængden. Internettiden fremmer kunstens sociale dimension. Her må vi holde tungen lige i mund, for det sociale er for Groys ikke mængden af kommunikation, netværk og projektarbejdets konstante hysteri, som netop gør det vanskeligt for mange kunstnere at skabe kunst (se Bojana Kunst: Artist at work). Man skaber ikke kunst gennem dialog og samtale. Det er opdagelsen, en måde at leve på, der gør det muligt at forbinde sig med andre kræfter og lade sig besmitte af og holde liv i den æstetiske bacille. At være social rækker udover konsensusdemokratiet som kun inkluderer den «normale», fornuftige borger, ikke børnene og de gale. Ej heller dyrene og fuglene, selvom Frans Assisi sang til fuglene, eller stenene, selvom vi ifølge Freud har en drift der ønsker at være sten. Eller maskinerne, selvom mange kunstnere har ønsket at være maskiner (Andy Warhol). Kunstneren er ikke bare social, men supersocial i den franske sociolog Gabriel Tardes betydning, hvor imitationen af forskellige organismer, figurer og objekter gøres til en del af en kunstnerisk livspraksis, en måde at leve på. Opgaven er ikke at fremstille sin samtids smag, men at være involveret i verden, i kosmos, vise hvorfor tingene er som de er, forsvindende, dødelige, under nedbrydning, inklusiv ham selv. Kunstneren ønsker selv at forsvinde i mængden (in the flow). Fremtidens kunstner er ham som Wagner omtalte i sit Gesamtkunstwerk, ham, der ikke søger at ophøje sig selv for en udvalgt skare, men som går i ét med sit objekt – sangen, stemmen, kærlighedens kraft. Ikke for at søge harmonien, men for at opløse jeget og modificere sensibiliteten. Kunstneren anklages for at være elitær eller ikke tilstrækkelig social, men han er det modsatte, supersocial, og for at være dette, at leve på denne måde, må han trække sig tilbage fra samfundet. Han må opsøge andre zoner, andre kræfter, ikke fordi han ser sig som noget særligt, men for at undgå at den æstetiske bacille uddør.

Kommentarer