FOTO: Openru–Openspace, GFDL, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=14937763

Forsøk på å være i live 


Hva skjer med kunsten i en samtid uten bestandighet, hvor alle er overlatt til et flytende, uendelig rom? 

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2016-08-18

Boris Groys: In the Flow
Verso, 2016

 

«Maybe there is no death as we know it. Just documents changing hands.»
Don DeLillo, White Noise

3B083F7E-EF97-4821-8CF9-5619C382901FIndtil fornylig har vi set på kunst som et sted der gør det muligt at se os selv som en del af en større historie. Gennem opbevaring af kunstværker har museet set det som sin opgave at dokumentere vores fortid og samtid. Kunstværket var porten til udødelighed. Men i dag indskriver det enkelte værk sig i en strøm af objekter der fremprovokerer sine egne synergier: dokumentation, blogs, websider, løbende samtaler, begivenheder. Fra at være et helligt tempel for opbevaring, er museet i dag et slags teater eller en scene for møder, der forlænger, opløser og omdirigerer værkets konturerer i et flow af begivenheder, forelæsninger, konferencer, screenings, koncerter, guidede ture et cetera. Værket synes ikke længere at leve som værk, men hovedsageligt som dokumentation. At livet kun kan dokumenteres og ikke opleves direkte er dog ingen ny opdagelse. Vi har altid erstattet det levende med dokumentationen. Spørgsmålet er hvordan vores fremstillinger (dokumentationen) frembringer nyt liv via nye kunstige narrativer, nye måder at beskrive og fortælle på. Alt dette presser sig på mange steder fra. Hverdagslivet er eksempelvis for mange mennesker blevet en del af et selvfortællende, teatralsk og designet liv. Kunstværket ses i mange sammenhænge som et resultat af en særlig måde at vælge, placere, skifte, transformere og kombinere allerede eksisterende billeder og objekter på. Vi bevæger os ind i en ny æra hvor vi «ikke primært identificerer kunstværket med objektet gennem en individuel kunstners manuelle arbejde». Samtidskunsten ligner efterhånden den almindelige massekulturelle praksis – man deler tanker, fotos, tekster, videoklip. Vi forlader modsætningen mellem kunstneren som producent og massen som konsument. Kunstneren virker i et levende socialt felt der selv er producerende snarere end konsumerende. Flere har sagt dette før Groys, men det åbner for ham op for helt andre, mere påtrængende perspektiver: Det interessante ved netkulturen er hverken software eller antallet af links og blogs, men at vi nu er rykket tættere på hverdagen og livet i hele vores …


Kjære leser. Du har nå lest månedens 3 frie artikler. Så enten logg inn hvis du har abonnement, eller støtt oss gjerne ved å tegne et abonnement for fri tilgang?

Abonnement kr 195/kvartal