Bestill sommerutgaven her

Forholdet mellem kunst og det politiske

Conflictual Aesthetics: Artistic Activism and the Public Sphere
Forfatter: Oliver Marchart
Forlag: Sternberg Press (Berlin)

SAMTIDSKUNST: Nutidens mæcener bruger skamløs kunst som en gigantisk reklamesøjle. Og hvad kan kunsten stille op med, når politikere lyver?

På et tidspunkt, hvor modefirmaer som Louis Vuitton opfører pompøse og spektakulære kunstmuseer og selvforståelsesmæssigt kritiske feministiske kunstnere som Claire Fontaine iscenesætter modeshows for Christian Dior med feministiske slogans bøjet i neon, kan det være svært ikke resigneret at opgive samtidskunsten.

Når internationale oliefirmaer som BP finansierer store museer, kunstnere som Olafur Eliason udsmykker luksusbutikker på Champs-Élysées og Fredriksen-søstrene indgår samarbejder med nationalmuseer om indsamling af kunst, synes kunstens offentlighed at være forsvundet og erstattet af den rigeste én prosents promiskuøse selvpromovering gennem kunst. Tidligere tiders diskretion er pist væk, og nutidens mæcener bruger skamløs kunst som en gigantisk reklamesøjle, og det vel at mærke uden at kunstinstitutionerne tør sige fra.

Men heldigvis er dette ikke den eneste historie om samtidskunstens udvikling. Som den østrigske filosof Oliver Marchart redegør for i sin nye bog, Conflictual Aesthetics, så har der sideløbende med «neoliberaliseringen» af kunsten fundet en politisering sted, hvor kunstnere har brugt kunsten som en art laboratorium for det politiske.

Public Movement: Temporary Orders, 2018
Public Movement: Temporary Orders, 2018

«Kunstens Davidske moment»

- annonse -

Marchart forankrer sin analyse af kunsten inden for rammerne af en længere historie om antisystemiske bevægelser, hvor der går en linje fra maj ’68 til alterglobaliseringsbevægelsens topmødeprotester i 1999 i Seattle og frem til pladsbesættelsesbevægelserne i 2011 og videre til De Gule Veste i 2019. Denne antisystemiske tradition går helt tilbage til hvad Marchart kalder «kunstens Davidske moment», hvor maleren og jakobineren Jacques-Louis David spillede en ledende rolle i begyndelsen af den franske revolution som iscenesætter af politiske begivenheder, hvor de revolutionære forsøgte at billedliggøre den nye verden, de var ved at skabe. Det er arvingerne til Davids projekt, som Marchart analyserer i sin bog.

De revolutionære forsøgte at billedliggøre den nye verden.

Den nye kunstaktivisme udmærker sig ifølge Marchart ved at afsløre, hvad han kalder «kunstfeltets spontane ideologi», nemlig at kunst er politisk, når den ikke er alt for direkte politisk. Altså idéen om at kunsten hurtigt kan blive for politisk, og dermed bliver til dårlig kunst. Det er den kontinuerlige diskussion om kunstens relative autonomi, hvor autonomien, det forhold at kunst er et felt i Bourdieus forstand med egne internt definerede regler og normer, både er en mulighed og en begrænsning. Kunsten er sat fri, skal ikke adlyde eksternt definerede regler, men denne frisættelses konkrete gestus, kunstværkerne, savner så til gengæld en social effekt.

For Marchart eksemplificerer Jacques Rancière den spontane ideologi med sin idé om det æstetiske regimes metapolitiske dimension – ifølge hvilken den moderne kunst peger på muligheden af at ‘dele det sanselige’ på en anden måde, altså indrette verden anderledes. Som Marchart fint skriver, er problemet imidlertid, at betoningen af denne abstrakte mulighed tenderer til at kamme over i en afvisning af mere eksplicitte politiske gestus i kunsten. Der er jo ikke nogen grund til at lave direkte politisk eller aktivistisk kunst, når kunsten altid allerede som moderne fænomen er metapolitisk. Marchart skærer igennem og skriver, «kunst er politisk, når den er politisk.» Konfronteret med alle mulige letkøbte forsøg på at gøre de mest vage og institutionelt sanktionerede kunstværker til «kritiske» eller «politiske», er det glimrende, at Marchart tråder i karakter og forsøger at rydde lidt op i alle de usammenhængende udsagn.

Oprydningen finder sted med udgangspunkt i Ernesto Laclaus diskursteori suppleret med Hannah Arendt og Claude Lefort, altså forskellige eksponenter for såkaldt radikaldemokratisk teori, der tænker demokrati som antagonisme eller åbenhed. Marchart bruger Laclaus begreb om det politiske til at skitsere, hvad han kalder en konfliktuel æstetik, der både opponerer mod kunstfeltets spontane ideologi samt dens udgrænsning af ‘overpolitiseret’ kunst og samtidig forsøger at etablere modhegemoniske positioner eller synliggøre konflikter.

Når samtidskunsten bliver til kunstaktivisme kan den få en egentlig politisk funktion i en bredere offentlighed, som da den israelske performancegruppe Public Movement blev en del af den israelske pladsbesættelsesbevægelse i 2011. Public Movement dansede i vejkryds og blokerede trafikken sammen med andre demonstranter. Marchart læser Public Movements koreograferede deltagelse som et eksempel på, at kunst kan udvide det politiske modstandssprog og indgå direkte i en udfordring af den politiske orden, at kunst kan være med til at give politiske konflikter en ny form.

Public Movement: intervention i det offentlige rum i forbindelse lige rum i forbindelse med pladsbesættelser i Israel i 2011.

Drømmen om kunsten

Marcharts analyse er et vigtigt bidrag til den fortsatte analyse af forholdet mellem kunst og det politiske, og den formår overbevisende at udfordre cirkulerende idéer om samtidskunstens politik. Som han skriver, er samtidskunsten ikke per definition politisk, det er den kun, når den faktisk forsøger at bearbejde, tematisere eller tage stilling i igangværende konflikter.

Men Marcharts forsvar for kunstaktivisme standser desværre halvvejs i bevægelsen ud af institutionen, da han ikke adresserer spørgsmålet om kapital og stat, altså de dominerende magtformer. Han bliver derfor hængende i en idé om en demokratisk samtale. Forsøget på at tale antagonisme op og agonisme ned finder sted inden for rammerne af en forestilling om offentlighed og hegemoni. Men som Arendt konstaterede allerede i 1971 i sin analyse af The Pentagon Papers om Vietnamkrigen, kan kunsten intet stille op, når politikere lyver. Kunsten må enten forlade resterne af den borgerlige offentlighed og eksperimentere i hemmelighed eller involvere sig direkte i kampen og barrikadebyggeriet. Kun sådan kan den holde drømmen om kunsten (og en anden verden) i live.

Mikkel Bolt
Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

Siste artikler

UtØya / 22. JULI: Etter min oppfatning kunne politiet ha fått panikkJeg fraktet 24 sønderslagne, sjokkskadede ungdommer i sikkerhet til fastlandet fra Utøya. Flere ganger førte jeg båten ut til dette helvete på jord. Hvor var politiet?
22. juli / Generasjon Utøya (av Aslaug Holm, …)Utøya som arnested for gryende partitilknytning: Denne generasjonen lar seg fortsatt ikke kneble.
22. juli / Arven etter 22. juli (av Tommy Gulliksen)Tommy Gulliksens andre dokumentar om 22. juli viser en sårbarhet som er både reflekterende, undrende og oppriktig ærlig.
Kronikk / Strålevernets «anerkjente» institusjonerOverser myndighetene forskning på feltet strålevern? Eksempelvis skader av AMS-målernes pulsing – eller skader fra svake elektromagnetiske felt, som mobilstråling?
Kina / François Jullien’s Unexeptional Thought (av Arne de Boever)Via sinologen François Jullien avdekker Arne de Boever blinde flekker, farlige fordommer og avgjørende mentalitetsforskjeller i møtet mellom øst og vest.
Handke / Mein Tag im anderen Land (av Peter Handke)Et eviggyldig spenningsforhold mellom enkeltmennesket og fellesskapet. Har Peter Handke med alderen gradvis gitt avkall på raseriet?
Nato / Til NATOs disposisjon Under NATO-øvelsen Good Heart var «fienden» streikende arbeidere og navngitte norske organisasjoner.
Orientering nr. 22 1971 / Pariserkommunen ble modell og inspirasjon for sosialister fra Marx til våre dager: Vi bringer her annen del av Einhart Lorenz’ artikkel om Pariserkommunen.
Essay / Jeg var helt ute av verdenForfatteren Hanne Ramsdal forteller her hva det vil si å bli satt ut av spill – og komme tilbake igjen. En hjernerystelse fører blant annet til at hjernen ikke klarer å dempe inntrykk og følelser.
Prio / Når man i stillhet vil disiplinere forskningenMange som reiser spørsmål om legitimiteten til USAs kriger, synes å bli presset ut fra forsknings- og mediainstitusjoner. Et eksempel er her Institutt for fredsforskning (PRIO), som har hatt forskere som historisk sett har vært kritiske til enhver angrepskrig – som neppe har tilhørt atomvåpnenes nære venner.
Spania / Er Spania en terrorstat?Landet får skarp kritikk internasjonalt for politiets og sivilgardens utstrakte bruk av tortur som aldri straffeforfølges. Regimeopprørere fengsles for bagateller. Europeiske anklager og innvendinger ignoreres.
Covid-19 / Vaksinetvang i skyggen av koronakrisen (av Trond Skaftnesmo)Fra offentlig hold ytres det ingen reell skepsis til koronavaksinen – man anbefaler vaksinering, og folket er positive til vaksinen. Men er omfavnelsen av vaksinen basert på en informert beslutning eller et blindt håp om en normal hverdag?
Militært / De militære sjefene ville utslette Sovjet og Kina, men Kennedy sto i veienVi tar for oss amerikansk strategisk militærtenkning (SAC) fra 1950 til i dag. Kommer den økonomiske krigen å bli supplert ved en biologisk krig?
Bjørneboe / HjemlengselJens Bjørneboes eldste datter reflekterer i dette essayet over en mindre kjent psykologisk side ved sin far.
Y-blokka / Arrestert og satt på glattcelle for Y-blokkaFem demonstranter ble ført vekk i går, blant dem Ellen de Vibe, tidligere direktør i Oslos plan- og bygningsetat. Samtidig havnet Y-interiøret i containere.
Tangen / En tilgitt, lutret og salvet korguttFinansnæringen tar kontroll over norsk offentlighet.
Miljø / Planet of The Humans (av Jeff Gibbs)For mange er grønne energiløsninger bare en ny måte å tjene penger på, hevder regissør Jeff Gibbs.
Mike davis / Pandemien vil skape en ny verdensordenIfølge aktivisten og historikeren Mike Davis ligger det i ville reservoarer, som blant flaggermus, opptil 400 typer koronavirus som bare venter på å smitte over til andre dyr og mennesker.
Samhold / Newtopia (av Audun Amundsen)Forventningen om et paradis fritt for moderne framskritt ble til fortellingen om det motsatte, men mest av alt handler Newtopia om to svært ulike menn som støtter og hjelper hverandre når livet er som mest brutalt.
Anoreksi / Selvportrett (av Margreth Olin, …)Ublu bruker Lene Marie Fossen sitt eget forpinte legeme som lerret for sorg, smerte og lengsel i sine serier av selvportretter – aktuelle både i dokumentarfilmen Selvportrett og i utstillingen Gatekeeper.