Forholdet mellem kunst og det politiske

Conflictual Aesthetics: Artistic Activism and the Public Sphere
Forfatter: Oliver Marchart
Forlag: Sternberg Press, Berlin

SAMTIDSKUNST: Nutidens mæcener bruger skamløs kunst som en gigantisk reklamesøjle. Og hvad kan kunsten stille op med, når politikere lyver?

På et tidspunkt, hvor modefirmaer som Louis Vuitton opfører pompøse og spektakulære kunstmuseer og selvforståelsesmæssigt kritiske feministiske kunstnere som Claire Fontaine iscenesætter modeshows for Christian Dior med feministiske slogans bøjet i neon, kan det være svært ikke resigneret at opgive samtidskunsten.

Når internationale oliefirmaer som BP finansierer store museer, kunstnere som Olafur Eliason udsmykker luksusbutikker på Champs-Élysées og Fredriksen-søstrene indgår samarbejder med nationalmuseer om indsamling af kunst, synes kunstens offentlighed at være forsvundet og erstattet af den rigeste én prosents promiskuøse selvpromovering gennem kunst. Tidligere tiders diskretion er pist væk, og nutidens mæcener bruger skamløs kunst som en gigantisk reklamesøjle, og det vel at mærke uden at kunstinstitutionerne tør sige fra.

Men heldigvis er dette ikke den eneste historie om samtidskunstens udvikling. Som den østrigske filosof Oliver Marchart redegør for i sin nye bog, Conflictual Aesthetics, så har der sideløbende med «neoliberaliseringen» af kunsten fundet en politisering sted, hvor kunstnere har brugt kunsten som en art laboratorium for det politiske.

Public Movement: Temporary Orders, 2018
Public Movement: Temporary Orders, 2018

«Kunstens Davidske moment»

- annonse -

Marchart forankrer sin analyse af kunsten inden for rammerne af en længere historie om antisystemiske bevægelser, hvor der går en linje fra maj ’68 til alterglobaliseringsbevægelsens topmødeprotester i 1999 i Seattle og frem til pladsbesættelsesbevægelserne i 2011 og videre til De Gule Veste i 2019. Denne antisystemiske tradition går helt tilbage til hvad Marchart kalder «kunstens Davidske moment», hvor maleren og jakobineren Jacques-Louis David spillede en ledende rolle i begyndelsen af den franske revolution som iscenesætter af politiske begivenheder, hvor de revolutionære forsøgte at billedliggøre den nye verden, de var ved at skabe. Det er arvingerne til Davids projekt, som Marchart analyserer i sin bog.

De revolutionære forsøgte at billedliggøre den nye verden.

Den nye kunstaktivisme udmærker sig ifølge Marchart ved at afsløre, hvad han kalder «kunstfeltets spontane ideologi», nemlig at kunst er politisk, når den ikke er alt for direkte politisk. Altså idéen om at kunsten hurtigt kan blive for politisk, og dermed bliver til dårlig kunst.
. . .

Kjære leser. Du kan lese én fri artikkel per dag. Kom evt. tilbake i morgen. Eller hva med å tegne abonnement? Da kan du kan lese alt (inkludert magasinene) for 69 kr. Om du er det allerede, logg inn i menyen (evt mobilmenyen) i toppen.

Mikkel Bolt
Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.

Du vil kanskje også likeRELATERT
Anbefalte

En landbrugsklynge – et topmoderne industrielt kompleks

MAD: Problemet er adgangen til mad. Alle skal spise for at leve. Skal vi spise, må vi købe. For at købe, må vi arbejde. Vi spiser, fordøjer, og skider.

Dydens diktatur

KINA: Kinas kommunistparti praler i dag med, at det er i stand til at genkende enhver af landets 1.4 milliarder borgere inden for få sekunder. Europa må finde alternativer til den stigende polarisering mellem Kina og USA – mellem et statsligt overvågende diktatur og den liberalistiske individualismes hensynsløse selvudlevelse. Måske en form for anarkistisk samfundsorden?

Protest kan koste deg livet

HONDURAS: Nina Lakhanis farlige søken etter sannheten bak drapet på miljøaktivisten Berta Cáceres ender opp i flere spørsmål enn svar.

Det kulturelle bindemiddelet

ROMAN: DeLillo iscenesetter en slags allmenn, paranoid tilstand, en mistenksomhet som har global rekkevidde.

Kreativ ødeleggelse

SØPPEL: Norge er ikke rigget for tekstilsortering. Selv om vi sorterer søppel, er vi ikke i nærheten av steder i Japan, som kan resirkulere i 34 ulike kategorier. Der er målet at kommunene ikke sitter igjen med noe avfall – og uten søppelbiler!

Kontrollsamfunnet og det uregjerlige

SENMODERNE: Mennesker i dag får mer og mer kontroll over omgivelsene – men mister kontakt med verden. Hvor går grensen for målinger, kvalitetssikringer, kvantifiseringer og byråkratiske rutiner?