Følelsen av å være i live

Å være i live er å finne plass til det målløse, plass til tapet, til det overflødige, døden, den blotte væren, det uproduktive.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Lad os begynde med et fotografi. I 1972 tog Jack Schmitt et billede af Jorden fra rumfærgen Apollo 17. «Fordi det viste den sfæriske globe domineret af det blå ocean overlappende med de grønne vandmasser og hvirvlende skyer, blev dette billede kendt som Blue Marble. På en effektfuld måde lykkedes det fotografen at fremstille planeten som et hele og i rummet: Ingen menneskelig tilstedeværelse eller aktivitet kan ses. Billedet blev vist på næsten alle avisforsider verden over … Folk der så Blue Marble sagde at det ændrede deres liv.» (Nicholas Mirzoeff: How to See the World)

I dag ser vi fotografier af flygtninge, krigsofre, katastrofiske klimaforandringer – og for de fleste af os efterlader de ikke noget synderligt indtryk; vi føler ikke noget ansvar. Tegn og billeder er overalt. Og vi taler om kunstens krise. Men måske er det ikke fotografiets kunstart (eller litteraturen) som sådan der er i krise, men tænkningen selv, orienteringsløsheden? Vi står overfor en ny epoke som kræver fornyet tænkning også indenfor kunstens egne rækker. Vi er omringet af billeder, tegn og litteratur, men betydningen af disse kunstformer mindskes dag for dag som følge af kommunikationens overophedning. Litteratur, billedkunst og fotografi er indenfor hver deres felt blevet en kommunikationsform blandt mange. Kunstnere i dag spørger derfor sig selv: Hvordan kan jeg gøre en forskel? Lad os forsøge med tre indgange: 1. Kunst og politik; 2. Kunst og såret; 3. Kunst og den frie tanke.

  1. Kunst og politik

Hvad vil det sige at kunsten står i en relation til det omgivende samfund? Er kunsten revolutionær/samfundsomstyrtende eller først og fremmest en følsom, kritisk kraft som senere kan få politisk betydning? Ifølge visse forfattere (Boris Groys) stiller tabet af traditionens betydning og oplysningsfilosofiens død os i en akut politisk situation hvor den enkelte er overladt til sin egen krop, sin egen udsathed, det nøgne liv. Enhver kunstner stiller sig i dag spørgsmålet: Hvordan forklarer jeg det jeg gør? Er jeg i live? Og er det ikke netop kunsten der fremfor noget er den praksis der kan få os til at føle os i live?

Vi ser fotografier
 av flyktninger, krigsofre, katastrofale klimaendringer – men for de fleste av oss gjør de ikke særlig inntrykk.

I sin bog om David Bowie skriver Simon Critchley at Bowie gjorde os frie til at udvikle et andet selv, mere sært, mærkeligt, åbent og spændende; livet blev lidt mindre ordinært, mindre kedeligt. Bowie stak ud fordi han lykkedes med at skabe variationer over forskellige figurer (Ziggy, Major Tom, Low), og vi vidste at ingen af dem var ægte, men alligevel ramte de noget sandt. En grundstemning. «En stemning, som viser, at alt i verden ikke stemmer – dvs. ikke er i overensstemmelse med selvet, som muliggør en vis afmundanisering, en tilbagetrækning, gøre os i stand til at se verden i et utopisk lys.» Uden tvivl en forunderlig evne, at skænke noget der føles rigtigt med hele kroppen selvom det er inautentisk. Bowies kunst, stærk kunst, viser os at der er et liv før magt. Et frirum som holder fast i en åbenhed, som hverken er politisk eller privat, men knyttet til kropslige erfaringer.

Det er her kunsten befinder sig, «som en reflekteret bevidst illusion, hvis forlorenhed ikke er falsk, men tjener en følt fysisk sandhed» (Critchley). Kunsten er denne radikale spørgen som ikke nødvendigvis skal imødekomme et krav om kontekstualisering. Fordi et kunstværk er placeret i en social kontekst, taler det ikke fra et direkte politisk sted. Et maleri af druknede flygtninge i Middelhavet «lykkes» ikke fordi det er bærer af et politisk budskab, men fordi det i sin måde at arbejde med materialet på (sansning og form) får mig til at indse min egen skrøbelighed og at jeg derfor befinder mig i samme båd som dem. Kunsten er dette rum for tænkning.

Med Guds død, traditionens død, fornuftens død, familiens død og arbejdets tomhed står kunsten ifølge Groys overfor den direkte handling. Men her overser han at kunstens styrke altid vil foregå gennem den indirekte handling, udtrykt gennem figurer, billeder, lyde, som Kafkas kunst, som Bowies da han var på sit bedste. Lidelsen i dag består i at vi er fanget i os selv, at vi ikke magter andet end netop at nyde. Den systembevarende magt virker ikke gennem undertrykkelse, men gennem forførelse. Magten styrer folk, ikke gennem forbud og behov, men ved at gøre os afhængige af nydelse. Entreprenørens og kunstnerens selveksponering og selvudbytning følges ad. Individet bliver herrer og slave i ét (Han). Hvis kunsten skal hjælpe os med noget, så er det at se udover os selv. At give os et håb om at vi ikke er alene. Stærk kunst må vise fremmedgørelsen og samtidig være en længsel efter at slippe ud af vores isolation, et desperat forsøg på at overvinde og ophæve ensomheden, en forbindelse til andre mennesker. At slippe væk fra dette kærlighedsløse sted hvor vi befinder os og finde minder der brænder og som får os til at stoppe op og spørge: Hvor er vi nu? Vi må elske det fremmede samtidig med at vi må tilintetgøre troen på enhver ophøjet illusion, det være Ziggy eller Nietzsches overmenneske. «Overvindelsen af det menneskelige vilkår er en katastrofe, men samtidig er mennesket stadigvæk en forhindring. Vi er menneskelige, alt for menneskelige, men længes alligevel efter at overvinde dette vilkår.» (Critchley)

Et godt kunstverk strømmer ikke over, utleverer seg ikke, men holder på noe, besitter en egen avstand, svever likesom gjennom tiden, igjen og igjen.

  1. Kunst og såret

Kunstens svækkelse er forbundet med forbrugets nydelseskultur, men er måske endnu tættere knyttet til myten om at bemestre verden, om at være i kontrol. Jeg har set det mærkelige lys i de unges øjne, lyset af en magisk digital kontrol over eget liv, narkotisk overspændt ved udsigten til at yde og shoppe rundt mellem fester, partnere, jobs, uddannelser. Kokainøkonomien. Det virkelige stof: ingenting at føle. Det bliver stadig sværere for os at få øje på vores egne begrænsninger. Vi har skabt en livsform og et samfund der direkte modarbejder vores evne til at være bevidste om det skrøbelige, selvbegrænsningen, døden. Alt er for tæt på og alligevel for langt væk.

I sin lille bog om Giacometti skriver Jean Genet at skønheden har samme oprindelse som såret, som er noget særegent for ethvert menneske. Et godt kunstværk strømmer ikke over, udleverer sig ikke, men holder på noget, besidder en egen afstand, svæver ligesom gennem tiden, igen og igen. Det har ingen skønhed uden også at være alene, ensom. Det handler om liv, om mørket, hemmeligheden, det nyttesløse, om at befri sig for historien midt i historien. Denne stenens masse af liv (som også er et billede) er modstanden, den er bærer af såret, tabet, det som vi ellers ikke har adgang til. Når skønheden bliver glat, smooth, får vi Jeff Koons, iPhone, brasiliansk voks, terapilitteratur vi kan spejle os i. Ingen friktion, ingen modstand. Det grimme og mærkelige mister sin negativitetskraft, som Byung-Chul Han udtrykker det. Selv det diabolske og uhjemlige glattes ud til forbrug, til nydelse.

Ved å støte mot min egen grense, være fremmed i mitt eget språk, kan jeg kanskje si noe det er verdt å lytte til.

  1. Kunst og den frie tanke

«Egentlig kan jeg ikke svømme. Jeg har længe ønsket at lære hvordan.» Det er en olympisk mester der taler. Ordene er fra et lille fragment af Kafka. Den dygtige svømmer lærer aldrig helt at svømme. Han er fremmed i sit eget element. Handler kunst, kritisk tænkning og opfindsomt liv ikke netop om at blive fremmed i ens eget element? Ved at støde mod min egen grænse, være fremmed i mit eget sprog, kan jeg måske sige noget der er værd at lytte til. Ved at være fremmed overfor det jeg ser, kan jeg måske begynde at tage billeder der ser verden? Men måske er det blevet sværere? Aktiviteter ser vi som mål, og taber den tanke af syne der er modtagelig for det velkendte, så det kan fremstå på én gang forunderligt og fremmed, altså virkeligt.

Forholdet mellem hvile og ikke-hvile er vendt om: Hvile er blevet rekreation og opladning til fordel for arbejdet. Den frie tid defineres gennem arbejdets tid. Som om vi har glemt at tænkning uden mål er den mest aktive af alle vores aktiviteter: i tilbagetrækningen blive modtagelige for verden. I en periode ønskede jeg ikke at deltage i samfundet. I alt fald ikke længere at skulle producere på de samme vilkår. Jeg øvede mig i stedet på en slags deltagende passivitet – og følte efterhånden en samhørighed med de fattige, de syge, de ensomme i parkerne, på bibliotekerne, på cafeerne. Ved ikke at deltage i samfundslivet, blev jeg bragt tættere på menneskene. Verden blev større.

I dag lærer vi at se på mennesker som et uendeligt potentiale der kan og skal realiseres gennem konstant produktivitet. Det vi ofrer er ikke potentialer, men im-potentialer, vores evne til ikke at være. Til ikke at være et middel til et mål. Til ikke at skulle være dette eller hint, men helt åben, tom og fremmed. At være i live er at finde plads til det målløse, plads til tabet, til det overflødige, døden, den blotte væren, det uproduktive. For hvad skal man gøre når man ikke kan finde trøst i falske guder? Man må blive ved med at skabe, stille spørgsmål, overraske, henrykke: i dag, i morgen. Blot så længe en sang varer, et digt varer, en film, kan vi «afskape» alt, med Simone Weils ord, hvad der er skabt ved os, og forestille os en anden måde at leve på, noget utopisk. Det er dette håb vi finder strømme gennem de bedste Bowie-sange, Rilkes Duino-elegier, Tarkovskijs Stalker, Bach/Glenn Goulds Goldbergvariationer.

---
DEL