Følelsen av å være i live

Å være i live er å finne plass til det målløse, plass til tapet, til det overflødige, døden, den blotte væren, det uproduktive.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Lad os begynde med et fotografi. I 1972 tog Jack Schmitt et billede af Jorden fra rumfærgen Apollo 17. «Fordi det viste den sfæriske globe domineret af det blå ocean overlappende med de grønne vandmasser og hvirvlende skyer, blev dette billede kendt som Blue Marble. På en effektfuld måde lykkedes det fotografen at fremstille planeten som et hele og i rummet: Ingen menneskelig tilstedeværelse eller aktivitet kan ses. Billedet blev vist på næsten alle avisforsider verden over … Folk der så Blue Marble sagde at det ændrede deres liv.» (Nicholas Mirzoeff: How to See the World)

I dag ser vi fotografier af flygtninge, krigsofre, katastrofiske klimaforandringer – og for de fleste af os efterlader de ikke noget synderligt indtryk; vi føler ikke noget ansvar. Tegn og billeder er overalt. Og vi taler om kunstens krise. Men måske er det ikke fotografiets kunstart (eller litteraturen) som sådan der er i krise, men tænkningen selv, orienteringsløsheden? Vi står overfor en ny epoke som kræver fornyet tænkning også indenfor kunstens egne rækker. Vi er omringet af billeder, tegn og litteratur, men betydningen af disse kunstformer mindskes dag for dag som følge af kommunikationens overophedning. Litteratur, billedkunst og fotografi er indenfor hver deres felt blevet en kommunikationsform blandt mange. Kunstnere i dag spørger derfor sig selv: Hvordan kan jeg gøre en forskel? Lad os forsøge med tre indgange: 1. Kunst og politik; 2. Kunst og såret; 3. Kunst og den frie tanke.

  1. Kunst og politik

Hvad vil det sige at kunsten står i en relation til det omgivende samfund? Er kunsten revolutionær/samfundsomstyrtende eller først og fremmest en følsom, kritisk kraft som senere kan få politisk betydning? Ifølge visse forfattere (Boris Groys) stiller tabet af traditionens betydning og oplysningsfilosofiens død os i en akut politisk situation hvor den enkelte er overladt til sin egen krop, sin egen udsathed, det nøgne liv. Enhver kunstner stiller sig i dag spørgsmålet: Hvordan forklarer jeg det jeg gør? Er jeg i live? Og er det ikke netop kunsten der fremfor noget er den praksis der kan få os til at føle os i live?

Vi ser fotografier
 av flyktninger, krigsofre, katastrofale klimaendringer – men for de fleste av oss gjør de ikke særlig inntrykk.

I sin bog om David Bowie skriver Simon Critchley at Bowie gjorde os frie til at udvikle et andet selv, mere sært, mærkeligt, åbent og spændende; livet blev lidt mindre ordinært, mindre kedeligt. Bowie stak ud fordi han lykkedes med at skabe variationer over forskellige figurer (Ziggy, Major Tom, Low), og vi vidste at ingen af dem var ægte, men alligevel ramte de noget sandt. En grundstemning. «En stemning, som viser, at alt i verden ikke stemmer – dvs. ikke er i overensstemmelse med selvet, som muliggør en vis afmundanisering, en tilbagetrækning, gøre os i stand til at se verden i et utopisk lys.» Uden tvivl en forunderlig evne, at skænke noget der føles rigtigt med hele kroppen selvom det er inautentisk. Bowies kunst, stærk kunst, viser os at der er et liv før magt. Et frirum som holder fast i en åbenhed, som hverken er politisk eller privat, men knyttet til kropslige erfaringer.

Det er her kunsten befinder sig, «som en reflekteret bevidst illusion, hvis forlorenhed ikke er falsk, men tjener en følt fysisk sandhed» (Critchley). Kunsten er denne radikale spørgen som ikke nødvendigvis skal imødekomme et krav om kontekstualisering. Fordi et kunstværk er placeret i en social kontekst, taler det ikke fra et direkte politisk sted. Et maleri af druknede flygtninge i Middelhavet «lykkes» ikke fordi det er bærer af et politisk budskab, men fordi det i sin måde at arbejde med materialet på (sansning og form) får mig til at indse min egen skrøbelighed og at jeg derfor befinder mig i samme båd som dem. Kunsten er dette rum for tænkning.

Med Guds død, traditionens død, fornuftens død, familiens død og arbejdets tomhed står kunsten ifølge Groys overfor den direkte handling. Men her overser han at kunstens styrke altid vil foregå gennem den indirekte handling, udtrykt gennem figurer, billeder, lyde, som Kafkas kunst, som Bowies da han var på sit bedste. Lidelsen i dag består i at vi er fanget i os selv, at vi ikke magter andet end netop at nyde. Den systembevarende magt virker ikke gennem undertrykkelse, men gennem forførelse. Magten styrer folk, ikke gennem forbud og behov, men ved at gøre os afhængige af nydelse. Entreprenørens og kunstnerens selveksponering og selvudbytning følges ad. Individet bliver herrer og slave i ét (Han). Hvis kunsten skal hjælpe os med noget, så er det at se udover os selv. At give os et håb om at vi ikke er alene. Stærk kunst må vise fremmedgørelsen og samtidig være en længsel efter at slippe ud af vores isolation, et desperat forsøg på at overvinde og ophæve ensomheden, en forbindelse til andre mennesker. At slippe væk fra dette kærlighedsløse sted hvor vi befinder os og finde minder der brænder og som får os til at stoppe op og spørge: Hvor er vi nu? Vi må elske det fremmede samtidig med at vi må tilintetgøre troen på enhver ophøjet illusion, det være Ziggy eller Nietzsches overmenneske. «Overvindelsen af det menneskelige vilkår er en katastrofe, men samtidig er mennesket stadigvæk en forhindring. Vi er menneskelige, alt for menneskelige, men længes alligevel efter at overvinde dette vilkår.» (Critchley)

Et godt kunstverk strømmer ikke over, utleverer seg ikke, men holder på noe, besitter en egen avstand, svever likesom gjennom tiden, igjen og igjen.

  1. Kunst og såret
  2. Lyst til å lese videre?

    Logg inn eller registrer deg her

    ---
DEL

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here