FN: en virkelighet verden har forlatt

Vi kan ikke unnvære FN, men en mer kreativ og effektiv organisasjon ville være ønskelig.
Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.
Email: nielsjohan@gmail.com
Publisert: 02.05.2018
Would the World be a better place without the UN?
Forfatter: Thomas G. Weiss
Polity Press, USA

Det var menneskehedens fremtid, der stod på spil, og spørgsmål som «hvem der vinder det næste valg?» var perifere. «We, the People» kunne mobilisere, men ingen havde forudset, at «We, the Nature» havde været et mere passende slogan for vores civilisation og for planeten. Grundlæggelsen af Forenede Nationer (FN) den 24. oktober 1945 havde til formål – kort sagt – at sikre fred og mellemfolkelig forståelse. De nordiske lande har siden etableringen af FN været blandt de lande, der i ord og handling mest aktivt har støttet op om organisationen.

Et konglomerat av organisasjoner. Med oprettelsen af FN fulgte dannelsen af en snesevis af organisationer under FN med mere specifikke opgaver (eksempelvis WHO, UNESCO, UNEP, UNDP). Men allerede i juli 1944 havde USA og England med Bretton Woods-aftalen taget skridt til at etablere et system af internationale institutioner, der skulle understøtte en genrejsning via et globalt økonomisk samarbejde efter krigen. IMF (International Monetary Fund), World Bank og hvad der senere blev til verdenshandelsorganisationen WTO, skulle udgøre rygraden i en ny økonomisk verdensorden for efterkrigstiden.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

Årene gik, og verden forandrede sig med den økonomiske globalisering som drivkraft. Den kolde krig kastede lange skygger over verdensudviklingen med økonomisk og social disciplinering, hvor USA og Sovjet svingede taktstokken/pisken. Af de begivenheder, der bidrog til en anderledes kompleks verden end ved krigsafslutningen, kan nævnes: af- og neokoloniseringen, den alarmerende MIT-rapport Grænser for vækst, nyliberalismen, 11. september og «kampen mod terror», sammenbrud i fredsforhandlingerne i Mellemøsten, Paris-aftalen om klimaet, Fukushima-tragedien, Kina som stormagt, den finansielle krise i 2008. Internet, digitalisering.

Verdensorganisasjonens svikt. I dag er efterkrigsfortællingen om FN sværtet med en række bad stories og beretninger om svigt. Rwanda, Oil-for-Food-programmet og fravær af engagement og tilstedeværelse i blandt andet Syrien og Ukraine er eksempler på verdensorganisationens svigt. Men FN er ikke stærkere end, hvad medlemsstaterne tillader eller hvor langt krisebevidstheden rækker. Eksempelvis har UNHCR gennem årene haft anderledes ambitioner for verdens flygtninge end, hvad FN i dag formår, herunder også at gøre noget ved de bagvedliggende årsager. I en «verden uden pas» er det nødvendigt med globale løsninger gennem overnationale og mellemstatslige institutioner for, at man kan gøre sig forhåbninger om, at de globale problemer kan løses.

I dag er etterkrigsfortellingen om FN svertet med en rekke bad stories og beretninger om svikt.

Reformønsker. Man har tidligere forsøgt at reformere FN. Nye tilgange må hilses velkomne. I bogen Would the World be a better place without the UN? har Thomas G. Weiss valgt at besvare følgende to kontrafaktiske udsagn: «The World without the UN and its Ideas and Operations?» og «The World with a More Creative and Effective UN?» Tidligere FN-generalsekretær Kofi A. Annan anbefaler i forordet bogen til enhver, som bekymrer sig for planetens fremtid. FN’s aktiviteter hviler på tre søjler: international fred og sikkerhed, menneskerettigheder og humanitære interventioner samt bæredygtig udvikling. For hver af disse søjler vurderer forfatteren så, hvorvidt det henholdsvis havde gjort en forskel om FN eksisterede eller ej og hvordan verden havde taget sig ud i tilfælde af, at FN havde været mere kreativ og effektiv. Konklusionen er forudsigelig. Vi kan ikke undvære FN, men det vil være ønskeligt med et mere kreativt og effektivt FN. Mange væsentlige oplysninger, men også nødvendige og pinefulde problematikker, præsenteres undervejs.

Globale ambisjoner. FN’s nye store satsning er de 17 verdensmål (Sustainable Development Goals). Det er, hvad FN’s medlemsstater har kunnet komme overens om for perioden 2015-2030 og således et politisk kompromis. I forhold til Millennium Development Goals (MDG) for 2000-2015, der orienterede sig på udviklingsaksen Nord-Syd, matcher verdensmålene selvsagt bedre til en globaliseret verdens indbyrdes afhængighed og bæredygtighedsproblematikken.

De 17 verdensmål er lanceret som nationale platforme, med engagement af kommuner. Men med lanceringen af 2030-målsætningen forsvinder FN’s systemiske utilstrækkelighed ikke. Samtidig med at FN’s sikkerhedsråd blokerer for mange beslutninger, så forhindrer de mange fokuserede FN-organisationer, at der på tværs kan træffes sammenhængende beslutninger på tværgående problemer. I en historisk periode, hvor nationerne mere og mere lukker sig om sig selv, sætter den økonomiske vækst desuden sine spor med global opvarmning, nedgang i biodiversiteten og store flygtningestrømme – problemer, som nok så megen national orientering ikke formår at dæmme op for. Og hvordan får vi ubalancen i det økologiske fodaftryk mellem Nord og Syd fokuseret via de nationale platforme?

Nye løsninger? Lokalt findes dog nye løsninger. Afhængigheden af de vitale forsyningskæder og «early warning»-lysene med den usikre fremtid har afstedkommet en fornyet opmærksomhed på national og lokalsamfundets resiliens. Ja, tænk globalt, handl lokalt! – Men hvordan øger vi offentlighedens opmærksomhed og bevidsthed mod den globale økologiske sikkerhed (herunder biosfæren), når borgerne af politikerne mere og mere spindes ind i en lokal og national forvrænget virkelighed? Og med en mekanistiske bevidsthed. FN er spundet inde i en virkelighed, verden har forladt, og organisationen har selv begået alt for mange benspænd overfor et mere holistisk perspektiv, herunder hensynet til kommende generationer. FN blev ikke reformeret i takt med, at verden ændrede sig efter den seneste verdenskrig. En roadmap for en systemisk omstilling til bæredygtighed – mere vidtgående end verdensmålene – blev i 2014 udsendt af FN’s datterorganisation UNESCO, men den er blevet glemt i verdens larm. Fra en tredje FN datterorganisation, UNFPA, lyder det: Hvis det skal lykkes med en omstilling til bæredygtighed, så forudsætter det en spirituel transformation af os selv som individuelle borgere og de af vore organisationer, der vil favne de samfundsmæssige, globale og økologiske niveauer. Vil et sådant dannelsesprojekt kunne bæres frem med basis i de nordiske lande? Af hvem ellers?

[/ihc-hide-content]
Gratis prøve
Kommentarer