Flygtningebrev: kreatur på vandring

Et fiktivt brev skrevet af børn på vandring.

FOTO: afp photo/STR
Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Foran og bag os oliventræer, foran og bag os uigennemtrængeligt støv, foran og bag os motorveje og uplejet græs, foran og bag os lukkede biler uden ilt, foran og bag os elektriske fugle der flyver frem og tilbage, foran og bag os portalen til en gabende ørken. Vi stjæler alt hvad vi kan komme i nærheden af, modne og umodne frugter. Vi spiser med fire maver der opbevarer og fordeler. Stenene drysser vi ud på vejene så vores venner kan finde os. Engang var vi på vej hjem fra skole, nu er vi på vej ind i en anden skole som ingen kender. En moderne skole hvor vandstanden løber over alle sine breder, civilisationens stødt afmålte slag. Vi er på vej hjem fra dér hvor fremtiden begynder. Vi er på vej hjem fra de åbne barakker mod de endeløse checkpoints. Steder der lyser og blinker som tusind og én nats eventyr. Fortæl, fortæl, sådan øver vi os på at holde natten i live, henlagt til et liv uden territorier. Vores himmelvæsner, vores nye kærlighed. Vi finder på historier om hvor vi har været, om hvad vi har set, det er ikke løgn. Vindblæste marker, ubegribelige byer, Utopia, altid må vi sige det rigtige ord for at kunne passere. Sige det så alle kan høre det.
Lang tid før vi forlod vores land lærte vi at udsætte vores lidelser. Lang tid før vi havde et billede af jorden lærte vi at gå. Langt tid før lærte vi at de som siger ordet menneske er bundet til modsætninger som ingen kan se med det blotte øje. Langt tid før vi skrev var landets flygtninge nødt til at sige det rigtige ord for at krydse floden hvor alle vandets strømme løber. Det er sådan man kender en israeler fra alle andre, den ene fra den anden. Krigen mod Jafta gjorde os alle til dyr der var nødt til at skrive. Krigen om vand gjorde os til dem som sender breve uden nogen afsender. Siden da har vi øvet os på at tale de ubegribelige og fremmede ord, ord fra en anden planet, asteroide B612 uden nærkontakt. Sådan vil vi i lang tid være udenfor rækkevidde. Vi børn med baobabtræer i hovedet kender ikke dette sprog. Vi kender ikke denne bukkebruse. Vi kender ikke koden til det ionbestrålede citadel.
De skal sige ordet. Vi skal sige ordet. Ikke alle tror på at de kan sige ordet. Ikke alle er sikre på at det ord vi siger, har den rette klang. Vi lærte ikke meget i skolen udover at gemme os. Først nu i denne de voksnes bukkebruse lærer vi noget: at lytte til de voksnes skridt. Senere lærte vi at lytte på den fremmedes historier men uden at forstå. Hver dag udsatte vi vores egne historier. Hver dag måtte vi sænke farten på den støvede markvej.

På den nye strækning udforsker vi hinandens blikke. På den strækning kradser vi med fingrene i de kampråb der står skrevet på de udbombede mure. På den strækning ser vi de løsgående hunde og håber på ikke at blive smittet. På den strækning stopper vi op og sammenligner hinandens skrift i vores krøllede klædehæfter. På den strækning lærer vi at skelne mellem god og dårlig beton. På den strækning har vi tid til at gruble. På den strækning grubler vi. På den strækning omformulerer vi vores smerte uden at bruge ord. På den strækning bebor vi et tomrum som giver os håb. På den strækning skifter jorden retning under vores fødder. På den strækning hviler vi ved at gå. På den strækning forlader vi os selv for at lære at elske.
Vi krydser en længdegrad, vi er klar til at mødes med en utænkelig domstol. Ingen er klar til det, men vi er. Vi ser en opdyrket mark, et stendige der ikke længere agerer hegn, et træ der ikke længere agerer træ, en grusvej der ender i en mur. Vi kravler ind bag en mur til et udbombet hus. De dygtige piger har gemt deres stilehæfte til os. Her afkoder vi den unge generations kommende drømme. Her leger vi jorden er giftig med os selv for ikke at fryse. Her springer vi over de borede huller gennem den ødelagte beton. Og sådan går det slag i slag. Der er lang vej hjem. For ingen kender det rigtige ord. Alligevel får vi lov til at gå. Bare gå. Vi kender ikke det rigtige ord. Men vi får lov til at gå. Vi har ikke vores slægts rødder i stenørkenen. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi har kun insekterne, attrapvingerne, venskabet med de tynde sorte biller som blinker i solen. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi har kun vores kvinder der vasker for et folk. Men vi får lov til at gå.

På den strækning hvor vi går, bliver vi ældre selvom vi er børn. På den strækning hvor vi går, leger vi med pinde, sten og aske. På den strækning hvor vi går, er vi askebørn der har lært at gå.

Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi har kun stenørkenens geografi, hvilket ikke er det samme som dens jord. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi bevæger os fra A til B her i denne verden, på dette territorium der skrumper ind time for time. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. På den strækning hvor vi går, bliver vi ældre selvom vi er børn. På den strækning hvor vi går, leger vi med pinde, sten og aske. På den strækning hvor vi går, er vi askebørn der har lært at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. På den strækning vi går, mister vi vores ligevægt. Vi skifter sokker på den halve mur. Vi har to par med fordi vi kender denne strækning. Fordi vi skal være klar til vores Shibbolet. At kunne sige det rigtige ord. Komme ind i den nye verden som ingen kender. Det er ikke et rent sted for vi behøver ikke at vaske fødder.

I fjernsynet lærte vi at striden er altings begyndelse, men er det også dens afslutning? I skolen lærte vi om krigens fantom kaldet Helena. I ti år dræbte grækerne og trojanerne hinanden på grund af Helena. Men hvem var hun? En gudinde, en alt for skøn og forstyrrende skikkelse der ikke skulle have været født, én man kunne elske uden at vide hvem eller hvad hun var? Ingen var i stand til at sige hvad man kæmpede for, ingen kunne sætte ord på hvad der lå bag krigen. Var hun en sort enke, Helena? En kvinde af strå, et hulrum som markmusene bruger til at bygge rede i eller noget som vi børn kunne gemme os i? Vi lærte at hun intet havde at gøre med det vældige slag, at hun kun var symbol for det som kampen virkelig drejede sig om. Når grækerne og trojanerne fortsatte med at slås var det fordi at krigen var blevet sit eget mål og Helena det tomme billede. Og der stod vi og trippede og ventede på at det blev vores tur. Men asken i ildstedet ved denne checkpoint holder os ikke længere varme. Og vi har ikke noget svar. Vi kender ikke til Helena. De kender ikke Helena. Ingen kender Helena. Vi kender ikke til vores naboer. De kender ikke deres naboer. Vi kender ikke til deres historie. Også den er løbet os af hænde. Det er et koldt ildsted. Der er blod bagerst i vores næse. Der er ingen træbænk som i skolen. Men vi har vænnet os til at stå op. Vi har vænnet os til at historier kan være falske, at Helena måske slet ikke findes, at hun hører med til en anden historie der ikke længere er vores.
Vi lukker øjnene og lægger armene over kors. Vi fordyber os i os selv på denne sidste strækning. Vi er søskende selvom vi ikke er i familie. Vi ønsker fakta men er på vej ind i en gammel historie. Vi ønsker nyheder men er på vej ind i en meget gammel tid hvor alle er på vej. Vi ønsker at tale med hinanden men ser kun stenstøtterne i øjnene. Vi har tydelige mærker på kroppen men fortsætter med at gå. Vi kender aldrig svaret, men vi får lov til at gå. Vi er de olivenfarvede børn der tisser ned ad skråningen så snart vi har fået lov til at gå. Vi er frygtindgydende og umådelige. Vi er latterlige og forsvindende. Også ved den næste by hører vi fly på himlen. Vi kender ikke deres egentlige budskaber. Deres stemme er gået tabt i larmen, i larmen fra deres egen motor. Fra deres position ligner vi pletter. Fra vores position ligner de pletter. De har brug for signaler. Vi har brug for signaler. De har brug for hjælpeposter. Vi har brug for hjælpeposter. De bygger et nyt væsen til maskinen. Et fremmedsprog, esperanto? Vi bygger et nyt væsen, vores egne vulgære himmelmænd som ingen forstår, vi oversætter det helt fremmede til os selv. Det gør ikke noget at vi ikke helt forstår os selv. Vi har aldrig været i overensstemmelse med os selv. Vi er mennesker og har derfor altid haft en kærlighed til andet territorium. Vi er tomme og på vej alle steder hen. Skolen er slut og denne strækning vil blive taget ud af vores liv. Den vil ikke længere kunne bruges til at løse vores mysterium.

*Shibbolet (også skrevet Schib(b)olet(h). En udtaleform der er karakteristisk for et sprog eller en dialekt (og som falder fremmede svært at udtale). Rødgrød med fløde er det danske shibbolet. Shibboleth optræder i dommen og retsafgørelsen 12, 6 som det slagord, der i dommeren Jeftas kamp mod efraimitterne blev anvendt til at skelne dem fra de øvrige israelitter. Man afskar her efraimitterne fra Jordans vadesteder, og ville nogen over, måtte han sige s. Udtalte han det, som efraimitterne gjorde, «sibbolet», havde han røbet sig selv og blev dræbt.


Carnera er essayist og forfatter. ac.mpp@cbs.dk.

---
DEL