Flygtningebrev: kreatur på vandring

Et fiktivt brev skrevet af børn på vandring.

FOTO: afp photo/STR
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Foran og bag os oliventræer, foran og bag os uigennemtrængeligt støv, foran og bag os motorveje og uplejet græs, foran og bag os lukkede biler uden ilt, foran og bag os elektriske fugle der flyver frem og tilbage, foran og bag os portalen til en gabende ørken. Vi stjæler alt hvad vi kan komme i nærheden af, modne og umodne frugter. Vi spiser med fire maver der opbevarer og fordeler. Stenene drysser vi ud på vejene så vores venner kan finde os. Engang var vi på vej hjem fra skole, nu er vi på vej ind i en anden skole som ingen kender. En moderne skole hvor vandstanden løber over alle sine breder, civilisationens stødt afmålte slag. Vi er på vej hjem fra dér hvor fremtiden begynder. Vi er på vej hjem fra de åbne barakker mod de endeløse checkpoints. Steder der lyser og blinker som tusind og én nats eventyr. Fortæl, fortæl, sådan øver vi os på at holde natten i live, henlagt til et liv uden territorier. Vores himmelvæsner, vores nye kærlighed. Vi finder på historier om hvor vi har været, om hvad vi har set, det er ikke løgn. Vindblæste marker, ubegribelige byer, Utopia, altid må vi sige det rigtige ord for at kunne passere. Sige det så alle kan høre det.
Lang tid før vi forlod vores land lærte vi at udsætte vores lidelser. Lang tid før vi havde et billede af jorden lærte vi at gå. Langt tid før lærte vi at de som siger ordet menneske er bundet til modsætninger som ingen kan se med det blotte øje. Langt tid før vi skrev var landets flygtninge nødt til at sige det rigtige ord for at krydse floden hvor alle vandets strømme løber. Det er sådan man kender en israeler fra alle andre, den ene fra den anden. Krigen mod Jafta gjorde os alle til dyr der var nødt til at skrive. Krigen om vand gjorde os til dem som sender breve uden nogen afsender. Siden da har vi øvet os på at tale de ubegribelige og fremmede ord, ord fra en anden planet, asteroide B612 uden nærkontakt. Sådan vil vi i lang tid være udenfor rækkevidde. Vi børn med baobabtræer i hovedet kender ikke dette sprog. Vi kender ikke denne bukkebruse. Vi kender ikke koden til det ionbestrålede citadel.
De skal sige ordet. Vi skal sige ordet. Ikke alle tror på at de kan sige ordet. Ikke alle er sikre på at det ord vi siger, har den rette klang. Vi lærte ikke meget i skolen udover at gemme os. Først nu i denne de voksnes bukkebruse lærer vi noget: at lytte til de voksnes skridt. Senere lærte vi at lytte på den fremmedes historier men uden at forstå. Hver dag udsatte vi vores egne historier. Hver dag måtte vi sænke farten på den støvede markvej.

På den nye strækning udforsker vi hinandens blikke. På den strækning kradser vi med fingrene i de kampråb der står skrevet på de udbombede mure. På den strækning ser vi de løsgående hunde og håber på ikke at blive smittet. På den strækning stopper vi op og sammenligner hinandens skrift i vores krøllede klædehæfter. På den strækning lærer vi at skelne mellem god og dårlig beton. På den strækning har vi tid til at gruble. På den strækning grubler vi. På den strækning omformulerer vi vores smerte uden at bruge ord. På den strækning bebor vi et tomrum som giver os håb. På den strækning skifter jorden retning under vores fødder. På den strækning hviler vi ved at gå. På den strækning forlader vi os selv for at lære at elske.
Vi krydser en længdegrad, vi er klar til at mødes med en utænkelig domstol. Ingen er klar til det, men vi er. Vi ser en opdyrket mark, et stendige der ikke længere agerer hegn, et træ der ikke længere agerer træ, en grusvej der ender i en mur. Vi kravler ind bag en mur til et udbombet hus. De dygtige piger har gemt deres stilehæfte til os. Her afkoder vi den unge generations kommende drømme. Her leger vi jorden er giftig med os selv for ikke at fryse. Her springer vi over de borede huller gennem den ødelagte beton. Og sådan går det slag i slag. Der er lang vej hjem. For ingen kender det rigtige ord. Alligevel får vi lov til at gå. Bare gå. Vi kender ikke det rigtige ord. Men vi får lov til at gå. Vi har ikke vores slægts rødder i stenørkenen. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi har kun insekterne, attrapvingerne, venskabet med de tynde sorte biller som blinker i solen. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi har kun vores kvinder der vasker for et folk. Men vi får lov til at gå.

På den strækning hvor vi går, bliver vi ældre selvom vi er børn. På den strækning hvor vi går, leger vi med pinde, sten og aske. På den strækning hvor vi går, er vi askebørn der har lært at gå.

Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi har kun stenørkenens geografi, hvilket ikke er det samme som dens jord. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. Vi bevæger os fra A til B her i denne verden, på dette territorium der skrumper ind time for time. Men vi får lov til at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. På den strækning hvor vi går, bliver vi ældre selvom vi er børn. På den strækning hvor vi går, leger vi med pinde, sten og aske. På den strækning hvor vi går, er vi askebørn der har lært at gå. Bare gå. Ingen steder hen. Bare gå. På den strækning vi går, mister vi vores ligevægt. Vi skifter sokker på den halve mur. Vi har to par med fordi vi kender denne strækning. Fordi vi skal være klar til vores Shibbolet. At kunne sige det rigtige ord. Komme ind i den nye verden som ingen kender. Det er ikke et rent sted for vi behøver ikke at vaske fødder.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.