Filmisk revisionisme efter den post-kolde krig

Det feministiske kulturkritiker-ikon Dai Jinhua leverer spiddende samtidsdiagnoser gennem filmlæsning og historisk analyse i en ny essaysamling.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 07.03.2019

After the Post-Cold War. The Future of Chinese History

Dai Jinhua (red. Lisa Rofel):

Duke University Press

USA

At se film bliver aldrig det samme igen efter at man har læst Dai Jinhua. Den marxistisk velskolede – men alt andet end dogmatiske – feministiske kulturkritiker kan analysere film og deres modtagelse som ingen anden, og bruge plotkonstruktioner, kameravinkler og karakteropbygning som dåseåbner til både samtidsforståelse, historiebrug og rids af konturer af mulige fremtidsforestillinger.

Gennem læsninger af film som spion-nyklassikeren Lust, Caution og det historiske drama City of Life and Death (Nanjing, Nanjing!) analyserer Dai Jinhua Kinas (selv)genopfindelse i det 21. århundrede i en træfsikker og veloplagt essaysamling. After the Post-Cold War. The Future of Chinese History analyserer etpartistatens omfavnelse og omformning af global kapitalisme siden Berlinmurens fald (og før) i en elegant sammenvævning af tider, ideologier, subjektiviteter, steder og deres betydninger.

Basis og overbygning

I sit åbnende kapitel beskriver Dai Jinhua sit nylige tilfældige fund af et stykke metal i udkanten af et nybygget middelklassekvarter i Wangjing, en satellit til Beijing:

«Jeg troede det måske var lavet af et arkitektfirma og ville have designerens signatur. Det så temmelig stort ud. Jeg bevægede mig nærmere. På tysk og kinesisk stod ordene: ‘Basis bestemmer overbygning.’ – Karl Marx. (…) Det var som om rusten berettede om tidens forfald (…) Dette værk forbløffede mig et øjeblik, som var jeg vandret ind i en anakronistisk verden og havde mødt en allegori over nutidens Kina.»

Filmlæsningerne i After the Post-Cold War er så detaljerede, at de nægter sig gengivelse, og samtidig formår de at tale om langt mere end sig selv.

Det nye kvarter hedder bizart nok Class (på engelsk, ikke kinesisk), og Dai Jinhua bruger det bortkastede metalstykke som krog til at gøre sig overvejelser om netop dette: klasse og klassesamfund i et Kina, der har placeret sig solidt på den vestlige verdens scene. Og til at meditere over marxismens status i denne nye orden: «En totalt affærdiget og glemt historie? En vedvarende nutid? Eller en fremtid, der endnu kun findes i forventningen?»

I sin efterfølgende skitsering af Kinas tider skaber kulturkritikeren en ramme for de følgende kapitler, der via læsninger af både blockbusters – der enten helt eller delvist er skabt i Kina – og af mere undergrundsbetydningsfulde film analyserer brug af historien i kinesisk (populær)kultur.

År nul efter år nul

Hvis Kinas historie som moderne stat begyndte med 1911-revolutionen, der grundlagde republikken i borgerlig forstand, markerede 1949 et nyt år nul med grundlæggelsen af Folkets Republik. Næste vendepunkt var 1972, hvor den amerikanske præsident Nixon uventet besøgte Kina og de to lande begyndte en såkaldt normalisering af de indbyrdes relationer. Dette indvarslede, argumenterer Dai Jinhua, begyndelsen på en post-koldkrigsæra før den kolde krigs afslutning.

Den begivenhed, der i 1989 havde størst betydning for det moderne Kina, var derimod ikke Berlinmurens fald, men Tiananmen-bevægelsen, der fik sin blodige afslutning med massakren på demonstranterne.

Flertallet af den kinesiske befolkningen udgør stadig et gigantisk proletariat i et land, hvor arbejdskraft engang fungerede som erstatning for kapital.

Ironisk nok betød disse begivenheder, at Kina på én gang kunne bestå som den sidste socialistiske gigant, og svigtede sin mulighed for at udgøre et alternativ til global kapitalisme.

Dai Jinhua peger på årene 2008-2011, hvor den finansielle «tsunami» og kort efter 9/11 rystede verdensordenen og muliggjorde Kinas opstigning i den globale økonomi, som afslutningen på postkoldkrigsæraen. Kina blev herefter finanskapitalens sidste sikre havn, og international kapital strømmede ind i landet gennem både legale og illegale kanaler.

Nye magtansamlinger

Den nye kinesiske middelklasse – præget af historisk amnesi – som voksede ud af denne nye realitet, er blandt de fremmeste skabere og forbrugere af en bestemt form for revisionistisk episk drama-filmproduktion, som er blandt Dai Jinhuas analyseobjekter i essaysamlingen. Blandt eksemplerne er City of Life and Death (Nanjing! Nanjing!) fra 2009, der bruger den japanske hærs massakre på hundredtusinder civile i Nanjing i 1937-38 som kontekst for sin fortælling, men ifølge Dai Jinhua er en antitese til den omhyggelige dokumentarisme, som hovedværket om denne historiske forbrydelse, bogen The Rape of Nanking, leverede et årti forinden.

Hun læser filmen City of Life and Death som «en tekst, der illustrerer en magtansamling, der har formet fortællingen om Kina i historien og i det aktuelle samtidsøjeblik». Det gør hun gennem en analyse af, hvordan det menneskelige fremskrives i filmen, og hvem der tilskrives og fraskrives menneskelighed, og ved at sætte filmen i kontekst af den internationale glemsel og negligering af dette Anden Verdenskrigs-folkedrab, som aldrig er blevet anerkendt fuldt ud, hverken af forbryderne (den japanske stat) eller beskuerne (den vestlige verden).

Befri historien

Filmlæsningerne i After the Post-Cold War er så detaljerede, at de nægter sig gengivelse, og samtidig formår de at tale om langt mere end sig selv. Gennem filmkritikken producerer Dai Jinhua både historisk analyse og samtidsdiagnostik af en kvalitet, man skal lede langt efter – og bruger sine læsninger som afsæt til at kalde på politisk genopvågning, eller måske snarere at kalde til fornyet politisk drømmeri.

«I det 20. århundrede var den utopiske marxistiske vision at omstyrte kapitalismen, fjerne klasseforskelle og frigøre menneskeheden. Implementeringen af og propagandaen for denne vision udviklede sig imidlertid til totalitarisme og blodig vold, der til sidst endte i selvpåført implosion,» skriver Dai Jinhua og tilføjer: «Den tabte uden kamp.»

Selv i Kina er marxistiske læresætninger nu at finde i form af rustent metal i udkanten af afkoblede nybyggermiddelklassekvarterer, totalt afskåret fra flertallet af befolkningen, som stadig udgør et gigantisk proletariat i et land, hvor arbejdskraft engang fungerede som erstatning for kapital, og nu fungerer som ufrivilligt fundament for kapitalophobning.

På og mellem linjerne udtrykker Dai Jinhua håb for, at en ny utopi kan opstå, og, understreger hun: «Kun en ikke-teleologisk fremtidsvision kan befri historien og tiden fra magten og voldens greb.»

Hendes analyser af samtiden, historien og dens kulturelle udtryk – samt eksempler på filmiske modfortællinger eller alternative fortællinger – giver læseren redskaber til at tænke med på, hvordan en anden mulig fremtid kunne se ud.

Kommentarer