Filmatisk portrettmaleri af dagens Kina

Med kameraet som pensel har den prisvinnende filmregissøren Xiaoshuai Wang malt portrætter af hjemlandet sitt.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
film:

Chinese Portrait

Xiaoshuai Wang

Kina,Hongkong

Arbejdere i blå kanvas står på begge sider af en mineskakt, lygterne på deres hjelme peger mod beskueren. Alt er ubevægeligt indtil kæden mellem sporene, der fører ned i minen, begynder at bevæge sig med en dyb, raslende, monoton, vedvarende og underligt beroligende lyd.

Dette er åbningsscenen i Xiaoshuai Wangs Chinese Portrait, der havde premiere som dokumentar på den internationale filmfestival i Busan i oktober. Filmen har intet plot og ingen dialog. Materialet har tidligere været vist som kunstinstallation, hvor portrætterne bliver blæst op på fire vægge med beskueren placeret i midten af rummet, men er nu redigeret til et 80 minutters format i en besynderlig, men betagende form for dokumentar.

Gennem Wangs kamerapensel møder publikum mennesker, materielle strukturer og landskaber i Kinas byer og landområder. En familie på fem indtager et måltid i en snæver gårdhave, to mænd sludrer med hinanden, et barn leger rundt om bordet, mens en kvinde og en gammel dame ser lydløst direkte ind i kameraet, som mange af portrætternes menneskemotiver gør.

Et Kina i endring

I en anden scene sidder en mand på en betonblok – sirligt, med rank ryg – med et imødekommende, let usikkert smil, mens kameraet maler hans portræt. Hans gule hjelm matcher den gule gravko, som arbejder i baggrunden. I en senere scene bliver beskueren taget med til området bag byggepladsen: gamle enetages murstenshuse forbundet med resten af byen af en mudret vej, som en ældre kvinde i orange arbejdstøj tålmodigt er i færd med at feje. Mennesker, biler og cykler passerer forbi billedrammen, som forbliver fastlåst gennem alle filmens scener.

Man får indtryk af, at disse murstenshuse, og det liv, der finder sted i dem, snart bliver erstattet af højhuse beboet af tilflyttere, og efterlades med tanken om, hvad der så kommer til at ske med de mennesker, som optræder i portrættet.

En lignende skæbne af fordrivelse og glemsel kan måske ligge forude for et andet motiv i filmen: Foran en skindhytte står to hyrder tavst og ser ind i kameraet med øjne, der har set ting, de fleste beskuere aldrig kommer til at se, omgivet af et bjergfyldt landskab. Den eneste bevægelse i portrættet er det lam, som en af hyrderne roligt holder i sine arme.

Fra forladte byer i afsidesliggende provinser til storbyer, fabriksproduktion, strande og bjergdale dvæler Chinese Portrait ved det Kina, som måske ikke er her i morgen. Vi bliver taget med ind i kontorlandskaber, langs togskinner, til gademarkeder, fredagsbøn og plejehjem. Alt sammen komponeret som portrætmalerier, og i næsten alle scener er der nogen, som ser os i øjnene med et uudgrundeligt blik.

En begynnelse uten avslutning

Instruktøren selv har sagt, at han ikke ved, hvad han skal kalde den metode, han har brugt i Chinese Portrait, men ideen opstod da en ven bad ham om at filme, når han malede i det fri. Efter i årtier at have optaget forskellige steder i landet følte Wang sig også kaldet til at bevare nogle af de landskaber, byskaber og liv, han mødte på sin vej, til at undersøge nærmere, hvad Kina var – og er – og hvordan det har formet ham, mens det selv er under hastig omformning.

Man får indtryk af, at disse murstenshuse,  og det liv, der finder sted i dem, snart bliver erstattet af højhuse beboet af tilflyttere

Dokumentaren har en vis melankoli, men uden længsel efter noget bestemt – portrætterne er bevægende i deres ubevægelighed, som står i kontrast til den hast med hvilken Kina bliver forandret i disse år. Wangs koncept var, at folk skulle stå helt stille foran kameraet, som også står helt stille. Andre ting bevæger sig i motivet – maskiner, kæder, dyr, græs i vinden – og nogle gange gør menneskerne det også, eller deres ansigtsudtryk gør det, og dette konceptuelle kontroltab tilføjer portrætterne spænding og ømhed.

Øjenkontakt er et følsomt forehavende, også for en beskuer som menneskerne i portrætterne af gode grunde ikke kan se. Vi får et indblik i liv og sind og minder og bekymringer i den kontekst de – måske – blev formet, men vi ved ikke mere end hvad portrættets øjeblik afslører. Vi ved intet om menneskerne og stederne, kun hvad der befinder sig inden for kameraets ramme i de konkrete minutter.

Projektet havde en begyndelse, i 2008, men ingen afslutning, som Wang forklarer det. Meget af det, han og hans filmhold optog til Chinese Portrait, kom ikke med i den endelige redigering. Forhåbentlig kan noget af ekstramaterialet bruges i andre film og projektet kan fortsætte. Hvert portræt efterlader en med tanker om fortid, nutid og framtid og om måderne, hvorpå steder former de mennesker, der befolker dem.

Kommentarer