Film for fred

I kulturinitiativet Israeli-Palestinian Cinematic Project arbejder israelske og palæstinensiske filmmagere sammen om at kreere film – men det har vist sig vanskeligt at få vist værkerne andre steder end i udlandet.

Truls Lie

Ansvarlig redaktør i Ny Tid.

Da Yael Perlov, som står bag kultursamarbejdet Israeli-Palestinian Cinematic Project, skulle vælge stillbillede til årets festivalkatalog, var hun ikke i tvivl. Det skulle naturligvis være det dynamiske billede, der viser den palæstinensiske løber Woroud Sawalha i fuld vigør med Palestine skrevet på brystet og det palæstinensiske flag malet på neglene. For Perlov er det nemlig afgørende, at samarbejdsprojektet både informerer, provokerer og opildner til dialog:
«Jeg tror ikke på, at film kan skabe fred. Men film kan give håb, og håb er en vigtig ingrediens i opskriften på fred,» siger Perlov, der til daglig underviser i film på Universitetet i Tel Aviv, hvorfra projektet udspringer, og hvor de deltagende jødiske filmmagere er studerende.

Som en narkohandel. Den første udgave af Israeli-Palestinian Cinematic Project så dagens lys i 2010. Dengang var temaet «kaffe», projektet havde intet budget, og kun et fåtal af interesserede filmmagere meldte sig på banen. Anden udgave af projektet tog afsæt i temaet «vand», og flere end 100 ansøgere var interesserede i at deltage. I år er temaet «sport», men grundideen er stadig den samme: at bringe israelske og palæstinensiske filmmagere sammen for i fællesskab at skabe en række tematisk beslægtede film. Det lyder måske banalt og næsten for politisk korrekt i et kynisk vestligt perspektiv, men det er bestemt ikke nogen let mission at skabe et filmisk kulturmøde i området. «Vi har mange udfordringer. Eksempelvis med at finde palæstinensiske filmmagere, som turde deltage, og som vi kunne give et honorar. Ifølge israelsk lov må israelske støttemidler ikke gå til palæstinensere, så jeg mødte dem om natten ved checkpoints og gav dem kontanter i kuverter. Præcist som i en narkohandel,» forklarer Yael Perlov, der ligeledes har fundet flere af de deltagende palæstinensiske filmmagere på Facebook.
«Tilliden skulle langsomt opbygges. Begge sider har jo forkerte opfattelser af hinanden. Vi tror, de er terrorister, og de tror, vi er soldater. Det er dette billede, som vi skal nedbryde med projektet,» siger Perlov, og fortsætter:

«Ifølge israelsk lov må israelske støttemidler ikke gå til palæstinensere, så jeg mødte dem om natten ved checkpoints og gav dem kontanter i kuverter.»

«Film er et kollektivt arbejde og derfor særdeles velegnet til at nedbryde fordomme. I produktionen er den israelske
fotograf nødt til at samarbejde med den palæstinensiske lysmand, hvis de skal have det bedste resultat. De møder deres frygt og opdager hinanden for første gang. Mange af vores yngre filmskabere i Israel er ikke optaget af konflikten, hvilket jeg ser som et stort problem. Jeg ved da udmærket godt, at de to sider ikke bliver venner for livet på grund af et filmsamarbejde, men de lærer hinanden sporadisk at kende for en stund, og måske kan selv et sporadisk møde gøre en forskel.»

Dårlig samvittighed. Mens produktionen måske gør en forskel i det unikke samarbejdsprojekt mellem israelske jøder og palæstinensiske arabere, er det mere tvivlsomt, om visningen af filmene vil gøre en forskel. Det har nemlig vist sig uhyre vanskeligt at få fremvist filmene. Både i Israel og Palæstina. Cinemateket i Ramallah havde sagt ja til en visning, men bestyrelsen spændte ben for visningen i sidste øjeblik. Israelsk tv ville gerne vise filmene, men kun de film med rent israelske filmhold, og det takkede Yael Perlov nej til, for så ville hele grundtanken bag projektet jo erodere. Visningen under dette års Jerusalem Film Festival er således noget ganske særligt i en israelsk kontekst. Internationale visninger er nemmere at få sat i værk. Således havde anden udgave af projektet premiere på filmfestivalen i Venedig, mens dette års film blandt andet vil blive vist på festivalen i Montpellier til efteråret.
Og Perlov vil blive ved med at kæmpe for flere visninger i Israel og Palæstina:
«Jeg drages af det forbudte. Når noget er forbudt, er det interessant og vigtigt. Samtidig har jeg som israelsk jøde en skyldfølelse, så dette projekt er også en måde at gå min egen dårlige samvittighed i møde,» lyder det fra den initiativrige israeler.

---
DEL