Forlag: (Storbritannien)
Engang arbejdede jeg som student på et dansk forskningsprojekt, og da jeg startede, glædede jeg mig over udsigten til at blive indlemmet i et akademisk miljø med de romantiserede idealer, der medfølger. Det blev i høj grad også indfriet, indtil jeg en dag ledte efter en kollegas kontorplads. Jeg gik logisk nok til institutionens info-desk og forhørte mig om beliggenheden. Efter lidt skeptisk tasten bag skærmen fik jeg besked på, at det ikke var oplysninger, «man bare gav hvem som helst». Og så vendte sekretæren ellers tilbage til sin daglige dont. Jeg var trådt ind på institutionen som medarbejder, men blev med et snuptag til «hvem som helst». Efter lidt tid fandt jeg frem til afdelingen på egen hånd, og her blev jeg mødt af endnu flere spørgende øjne. Blikke, der fik mig til at tænke en ekstra gang over de fletninger, der hang langs mine skuldre, og det farverige tørklæde, jeg den morgen havde valgt at binde om dem. For hvis der er noget disse blikke kan, så er det at nære tvivl. Tvivl på ens omgivelser og tvivl på en selv. Er det dig, der projekterer? Kender de bare ikke dit ansigt? Tror de, du er her for at gøre rent? Jeg skældte mig selv ud for ikke at være forberedt. For naivt at have troet, at højere læreanstalter kunne være noget som helst helle fra en verden, hvor sorte kvinders tilstedeværelse ofte bliver betvivlet.
Usynlig, men synlig
Det her er selvsagt en promille af den usynliggørelse mange møder dagligt. Men en ting er sikkert: Sorte kvinder vænner sig fra en tidlig alder til at navigere mellem en usynliggørelse, der udvisker dem som subjekter, og en hyper-synlighed, der reducerer dem til objekter for andres stereotype begær. Det er denne dobbelthed og medfølgende fremmedgørelse, der blandt andet udfoldes i den nye antologi To Exist is To Resist: Black Feminism in Europe.
Antologien er en samling af tekster forfattet af enkeltindivider, politiske kollektiver, aktivister og akademikere hovedsageligt fra den afrikanske og caribiske diaspora i ti forskellige europæiske lande. Og opgøret med usynliggørelse og hyper-synlighed løber som en rød tråd gennem bogens 21 bidrag. Det være sig afrikanske kvindelige migranters kampe for rettigheder i Grækenland, sorte kvindelige studerendes kamp for anerkendelse i dansk akademia eller digital sårbarhed i en tid, hvor sort smerte vareliggøres. Det er også afprøvningen af nye ideer og gentagelsen af myndiggørende erfaringer som for eksempel sorte litterære saloner i Schweiz, kunst som rekreationel heling i Berlin eller sort feministisk filmhistorie i England. Det er eftertænksomme diskussioner om, hvornår sorte separatistiske rum er vitale for kollektive helingsprocesser, og hvornår bred allianceopbygning er nødvendig. Det er evaluerende beretninger om nederlag og sejre, der i al ydmyghed nikker anerkendende til de indvider og bevægelser, der var her før, og de, der ikke længere er.
«Hvis vi sorte kvinder forbliver inden for den eksisterende ramme, vil vi blive ved med at kappes om plads ved det bord, vi tidligere er blevet udelukket fra.» Chijioke Obasi
Bogen indeholder ligeledes en interessant kritik af den US-amerikanske politiske og kulturelle hegemoni, der også har medført en universalisering af sort US-amerikansk feminisme i Europa. «Således læser vi Angela Davis og Kwame Turé, men ikke Aimé Césaire og Gail Lewis. Denne kløft betyder meget for, hvordan vi tænker på sorthed, solidaritet og modstand», skriver redaktørerne Akwugo Emejulu og Francesca Sobande, der ser en tendens til udviskningen af de erfaringer, sorte feminister har gjort sig i en europæisk kontekst. Antologien er derved en påmindelse om de politiske og kunstneriske inspirationer, forskellige antikoloniale og antiimperialistiske kampe i og udenfor Europa har indlejret i måden, sort feminisme tænkes og anvendes. Det betyder dog ikke, at kampene og ideerne fra den modsatte side af Atlanten skal ignoreres – men er snarere et opråb om, at den stilhed der længe har omkranset sort europæisk feminisme skal ophøre.
Feminisme er et besudlet begreb
Men hvad er så den europæiske sorte feminisme, som man finder ud af har en række kaldenavne? Begrebsverdenen diskuteres af Chijioke Obasi i kapitlet «Africanist Sista-hood in Britain: Creating Our Own Pathways». For hvorfor man skal holde sig indenfor rammerne af et vokabular, der historisk set ikke kunne indeholde «din slags»? En løbende og nødvendig debat blandt sorte feminister, da feminismens frigørelsesprojekt historisk er sket på bekostningen af racialiserede mennesker. Det har man set i feminismens stiltiende accept over for racistiske samfundsstrukturer, undertrykkelsen af ikke-hvide kvinder for ikke at nævne den nordiske feminismes forkærlighed for eugenikken. Det giver derfor mening, at mange kvinder fra det Globale Syd og i diasporaen har søgt mod andre termer. For som Obasi skriver: «Hvis vi sorte kvinder forbliver inden for den eksisterende ramme, vil vi blive ved med at kappes om plads ved det bord, vi tidligere er blevet udelukket fra.»
Brugen af modbegreber som for eksempel Africanist Sista-hood og Womanist bunder således ikke kun i et ønske om at ryste eksklusionen af sig. Det handler også om at anerkende, at man i den hvide feminismes tidlige forestillingsunivers slet ikke eksisterede – hverken som kvinder eller som mennesker. Nye begrebsdannelser bliver derved også en måde at accentuere den sorte feminismes rolle på – ikke som en biflod til en oprindelig hvid feminisme – men som den kilde, hvorfra meget historisk og samtidig modstand udspringer.
To Exist is to Resist er interessant, lærerig læsning og et veleksekveret eksempel på, hvordan kompliceret viden gøres let tilgængelig. Ingen af teksterne er låst fast i et selvrefererende elfenbenstårn, og fælles for dem er, at de aldrig forstener i abstraktioner. Der balanceres konstant mellem konkrete eksempler, interviews og samtaler, og hvert kapitel er udstyret med en opsamlende konklusion. Dertil er forfatterne utrolig bevidste om deres egne positioner i videns-skabelsen, og de forskellige former for krydspres, mennesker møder i forhold til deres etnicitet, køn, klasse og krops-kapabilitet. Her får man fornemmelsen af sort feminisme i praksis: et emancipatorisk projekt, der er selvrefleksiv, forankret i praksis og eksplicit i forhold til, hvordan undertrykkende strukturer ofte overlapper hinanden og derfor må modarbejdes samtidigt.
Følg redaktør Truls Lie på X(twitter) eller Telegram
