Fattige folk, foren jer – på tværs af racialisering

ØKONOMISK ULIKHED: I en æra, hvor antiracisme udgrænses som identitetspolitik, og hvide fattige beskyldes for at være skyld i Trump, er det nyttigt at blive mindet om Martin Luther Kings forsøg på at bygge bro mellem kampen mod racisme og økonomisk ulighed.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 01.04.2019
           King and the Other America. The Poor People’s Campaign and the Quest for Economic Equality
Forfatter: Sylvie Laurent
University of California Press, USA

De fattige folks kampagne – det var Martin Luther Kings sidste store projekt, hvis gennemførelse han ikke nåede at se. Da borgerretsikonet blev skudt ned i 1968, blev det også alle tiders anledning til at bortgemme hans rolle i kampen for at bygge bro mellem fattige sorte og fattige hvide i USA. Det er hovedpointen i en ny bog, King and the Other America, der forsøger at genrejse diskussionen om forbindelsen mellem racisme og økonomisk ulighed gennem et nyt blik på Martin Luther Kings politiske tanker og virke.

«De egalitære økonomiske krav» i den interraciale Poor People’s Campaign blev, skriver Laurent, «overskygget af Kings død» og – gennem et sammensurium af interesser – samtidig udgrænset af historien. I den udstrækning, kampagnen overhovedet har fået plads, har den været fremstillet som et projekt, der var dømt til at fejle, som en slags sent og dårligt tænkt udskejelse i en ellers uantastelig borgerrettighedsaktivists virke.

Sylvie Laurents bog om Martin Luther Kings sidste store projekt sætter kampen mod racisme og økonomisk ulighed i historisk perspektiv.

Gennem læsninger af Martin Luther Kings taler, politiske skrifter og politiske alliancer forsøger historiker Sylvie Laurent dels at vise, at The Poor People’s Campaign ikke var en afvigelse, men derimod helt i tråd med Kings tanker, og dels at fremhæve det radikale og stadigt aktuelle potentiale hans sidste projekt.

Formelle og reelle rettigheder

The Poor People’s Campaign opstod ud af erkendelsen af, at de sejre, borgerrettighedsbevægelsen havde opnået i løbet af 1950’erne og 1960’erne, ikke var meget værd uden økonomisk adgang til at gøre krav på sine rettigheder. Hvad hjælper det at have ret til at gå ind på en restaurant, hvis man ikke har råd til et måltid?

«Mens amerikanere i dag generelt er bevidste om, at USA har enorme uligheder mellem rige og fattige, var dette ikke en udbredt erkendelse i 1950’erne og 1960’erne», skriver Laurent. Derfor blev det også opfattet stærkt radikalt, når en figur som Martin Luther King eksplicit satte ord på dette forhold – hvad han gjorde hele sit liv og virke, pointerer historikeren.

Nobels Fredspris 1964 til Dr Martin Luther King.
Foto: Henrik Laurvik , NTB Scanpix.

King levede i en markant antikommunistisk æra, hvor der ikke skulle megen kritik af den politiske økonomi til at blive udskreget som samfundsundergravende. Samtidig mente mange af hans sorte ligesindede, at det primære problem var racisme, og ethvert forsøg på at tale om klasseforskelle generelt var at underkende dette mere presserende faktum. Derfor var der også mange, der havde interesse i at gøre hans Poor People’s Campaign tavs – både mens den foregik, og i den efterfølgende historieskrivning.

Laurent peger på, at King tidligt gik i rette med dem, der ville adskille antiracisme og klassekamp. Blandt andet sagde han i 1963:

«En af de uheldige konsekvenser ved parolen Black Power er, at den sætter race øverst i en tid, hvor effekterne af automatisering og andre kræfter har gjort det økonomiske spørgsmål afgørende for såvel sorte som hvide. I det lys er parolen ‘Magt til de fattige’ langt mere passende.»

Transracial alliance

King så klart, at de økonomiske uligheder ikke var aftaget med de formelle rettigheder sorte havde tilkæmpet sig – men at den økonomiske ulighed i samme periode faktisk snarere havde været stigende. Ganske vist var der uproportionelt mange sorte blandt USA’s fattige, men fattigdom – og relaterede problemer som manglende adgang til ordentlige boligforhold, uddannelse, sundhed med mere – var også et epidemisk problem blandt latinamerikanske borgere i USA, blandt oprindelige folk og «millioner af hvide».

King gik tidligt i rette med dem, der ville adskille antiracisme og klassekamp.

Den automatisering – og i tillæg hertil udlicitering og udflytning – af jobs, som King talte om i 1960’erne, har siden proletariseret en stadigt større del af USA’s befolkning. Den økonomiske ulighed er stadig tæt forbundet til racisme, ligesom den stadig går på tværs af racialisering.

The Poor People’s Campaign var i al sin enkelhed – og kompleksitet – en vision om at få fattige folk af enhver herkomst til at campere midt i hovedstaden og skabe deres eget fællesskab, praktisk og politisk, og nægte at flytte sig førend det politiske establishment havde vist, at de tog de omfordelingsmæssige aspekter af kravet om lige rettigheder alvorligt.

Lejren blev døbt Resurrection City, var befolket af 3000 mennesker og bestod i seks uger trods en massiv kampagne imod den, herunder infiltration fra efterretningstjenester og alle andre kanoner, det antikommunistiske USA kunne mønstre.

Sidste år blev kampagnen forsøgt genoplivet af de to præster William Barber II og Liz Theoharis under parolen «A National Call for Moral Revival». De sætter fokus på blandt andet den vedvarende systemiske racisme og på det faktum at lønninger for folk flest ikke er steget siden 1970’erne, selvom økonomien er vokset kontinuerligt. Sylvie Laurents bog om Martin Luther Kings sidste store projekt – og den politiske kontekst, det opstod ud af – sætter kampen mod racisme og økonomisk ulighed i historisk perspektiv. Denne genlæsning af en af borgerretsbevægelsens ikoner er betimelig i en æra, hvor antiracisme udgrænses som identitetspolitik, og hvide fattige beskyldes for at være skyld i Trump.

Gratis prøve