FASSBINDER OG BJØRNEBOE: «Man miskender mig på det mest uværdige.»

"Der Müll, die Stadt und der Tod" av Rainer Werner Fassbinder, Theater an der Ruhr
KRISER, MOTGANG, RUS: 100-års jubilaren Jens Bjørneboe og den tyske filminstruktør, Rainer Werner Fassbinder, som i år ville være fyldt 75 år, blev begge sat i offentlighedens gabestok. Førte dette for begge til forkortet liv?

Bjørneboe fortæller i det berømte interview i 1976 med NRK-journalist og programleder Magne Haagen Ringnes, at reaktionen på romanen Under en hårdere himmel havde en bestemt konsekvens for forfatterens eget liv. På det tidspunkt, 10 år efter det såkaldte landssvikoppgjør i Norge, sad pistolerne ganske løst i lommen, som han siger i interviewet. Bogen kan i dag læses som del af forfatterskabets generalopgør med det norske retsvæsen, som Bjørneboe igennem hele sit liv fik personlige erfaringer med. Bjørneboe fortæller, at han efter 12-14 breve og telefonopringninger med trusler om fysisk afstraffelse tog bilen og kørte til udlandet. «Og blev borte længe.» Det var i halvandet år, og tiden blev af Bjørneboe senere beskrevet som «reisen i landet Kaos».

Suhrkamp inddraget måneden efter alle usolgte eksemplarer af oplaget med Fassbinders stykke.

Med romanen havde Bjørneboe ønsket at vise, at opgøret efter krigen udgjorde «en livsskade» for norsk retsliv, fordi det indførte love med tilbagevirkende kraft og genindførte dødsstraffen. Romanen førte også kritikken fra tidligere værker videre, af et efterkrigssamfund, som ensidigt blev bygget på et økonomisk funderet, positivistisk livssyn. Bjørneboe gik så langt som til at sige, at fascisme ikke var begrænset til førkrigs- og krigstidens europæiske kontinent, men efter krigen optrådte fuldkommen spræl-levende på norsk grund. Som han skrev: «Ikke under Quisling, – men etter krigen, kom den fascistiske periode i norsk historie.»

Under en hårdere himmel afstedkom en debat i norske aviser, som kun få romaner tidligere havde været genstand for. I Dagbladet kaldte Venstre-politikeren, Anton Beinset bogen for et «litterært makværk og et gement produkt». Efter de debatter, som var fulgt på blandt andet skole-romanen Jonas følte Bjørneboe sig ikke underligt nu som en død mand i norsk offentlighed.

Theater am Turm og antisemitisme

For Rainer Werner Fassbinders vedkommende kom hans livs møde med den offentlige menings dom i 1975, på overgangen til de 30’ere, som filminstruktøren ikke nåede at opleve mere end godt halvdelen af.

I sæsongen 1974–75 blev Fassbinder udset som redningsmand for det kriseramte, Theater am Turm i Frankfurt, et nationalt kulturelt prestigeprojekt i økonomiske vanskeligheder. I april 1974 flyttede han til Frankfurt sammen med mange af de skuespillere, han i tidens løb var blevet involveret med via sit teater- og filmarbejde.

Opgaven endte for Fassbinder med en fiasko, der kom til at præge resten af hans liv. For det første bestod den af langt mere end traditionelt regissørarbejde. Det forventedes også af Fassbinder, at han løste teatrets administrative udfordringer, samt holdt møder med samtlige skuespillere og scenemedarbejdere for at mægle i interne spændinger. Opgaver, der absolut ikke lå for den monomane og meget lidt demokratisk indstillede instruktør.

Stemningen i Frankfurts presse slog allerede i efteråret 1974 langsomt om til en erkendelse af, at Fassbinder alligevel ikke havde været rette mand til at redde byens teater. Krisen kulminerede, da Fassbinder for at dæmme op for opførelser – der havde betydet økonomiske tab for teatret, fordi publikum udeblev – i al hast skrev stykket Der Müll, die Stadt und der Tod, på et romanforlæg af forfatteren, Gerhard Zwerenz. Stykket, absolut ikke ét af højdepunkterne i Fassbinders produktion, fordi personerne bevidst er reduceret til sociale klichéer, blev en skandale endnu inden det blev opført.

Fassbinder. Da Han Arbejdede På Querelle

Fassbinder ønskede at vise, at antisemitismen havde overlevet krigen og var en realitet i 1970’ernes Tyskland. Det var faktisk en visionær idé, men stykket rummede hentydninger til en virkelig boligspekulationssag i Frankfurt, der involverede en jødisk byggeentreprenør.

Personerne i stykket havde replikker, der var utvetydigt antisemitiske. Men Fassbinder havde aldrig drømt om, at nogen kunne tro, at de antisemitiske klichéer, personerne i stykker fremkom med, var udtryk for hans egne meninger. Instruktøren, der om nogen med værker som Katzelmacher og Angst æder sjælen op, den film, der samme forår, Fassbinder begyndte på teatret i Frankfurt, havde fået stående ovationer på filmfestivalen i Cannes, havde bevist, at han var det modsatte af racist.

Frankfurts magistrat forsøgte med alle midler at få forhindret opførelsen af stykket, og det blev aldrig opført på scenen i Fassbinders levetid. Den provokationslystne instruktør fik imidlertid stykket filmatiseret under titelen Englenes skygger med sig selv i en hovedrolle. Og i marts 1976 udgav forlaget Suhrkamp manuskriptet – for måneden efter at inddrage alle usolgte eksemplarer af oplaget med begrundelsen, at Fassbinders stykke «kunne fremkalde misforståelser».

Demonstranter Forhindret Oppføringen Av Stykket «Die Müll, Der Stadt Und Der Tot».

Forfatteren til en biografi om Hitler kaldte Fassbinders teaterstykke for et udtryk for «en billig hetz, inspireret af ordinære klichéer». Flere tyske aviser så ansatser hos Fassbinder til en ny antisemitisme, og han blev ved flere lejligheder stemplet som repræsentant for en ny «venstre-fascisme». Et nyt ord kom i omløb – «Skånetidens ophør» – altså den tid, hvor det endnu havde været forbudt at angribe jøder. Fassbinder blev med andre ord centrum i en skandale, der berørte nok det vanskeligste område i Tysklands historie – det belastede forhold til den jødiske befolkningsgruppe.

Han ble beskyldt for at være antisemitisk indstillet, fordi han havde ladet sådanne synspunkter komme til udtryk i et kunstnerisk værk. Det var mere end Fassbinder – der på grund af sine vanskelige opvækstvilkår i forvejen, nok var mere følsom over for afvisning – selv ville være ved at kunen holde til. Fassbinder benægtede selv, at begivenheden havde forårsaget et traume og nøjedes med at udtale: «Man miskender mig på det mest uværdige».

Under en hårdere himmel

Jens Bjørneboes flugt fra det norske folks reaktion på hans romans stærke kritik af opgøret efter krigen kom da han var 37 år, i samme alder som Fassbinder afsluttede sit liv. Bjørneboes psykiske reaktion på modtagelsen af Under en hårdere himmel kan næppe undervurderes og har utvivlsomt været medvirkende årsag til hans stigende alkoholmisbrug efter 1957. Ifølge forfatteren til den store Bjørneboe-biografi fra 2009, Tore Rem, synes han «ikke å ha drukket fra han var 22 til han var 36 år. Men bortsett fra denne perioden var alkoholen et fast, gradvis verre og verre innslag i hans liv.»

For Bjørneboe ledsagedes sagen omkring Under en hårdere himmel af en smerteful separation fra hustruen Lisel Funk, samt af et farvel til den lærergerning på Steiner-skolen, der biografisk set muligens var den lykkeligste og ganske givet hvad angår skaberkraft også en svært frugtbar periode i hans tilværelse.

For Fassbinder forårsagede beskyldningerne for antisemitisme en tilsvarende ændring i hans livsførsel. Skandalen bevirkede, at man dels begyndte at stille spørgsmålstegn ved Fassbinders evner som filminstruktør, dels holdt penge, han skulle bruge til financiering af sine film, tilbage. Fassbinder overvejede efter oplevelsen helt at udvandre fra Tyskland, og i hvert fald var det slut med teaterarbejde. Forfatteren Gerhard Zwerenz udtaler: «Rainer blev aldrig siden den, han tidligere havde været. Kampagnen førte ham privat og kunstnerisk ind på en anden vej.»

På Antroposofisk Præsteseminar I Stuttgart I 1949 – Jens Og Lisel Og Deres Ven, Den Tyske Antroposof, Hartmut Zeiher. Biografens Arkiv

Ifølge skuespiller Irm Hermann, som fulgte Fassbinder ind til midt i 70’erne, men tog afsked med ham i forbindelse med arbejdet i Frankfurt, rørte instruktøren dårligt nok alkohol i de første år, hun oplevede ham – og at ryge en joint, ganske almindeligt i mange miljøer i slut-tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, tog han skarpt afstand fra. Men på vej ind i hans 30’ere tog det fart, det intensive blandingsmisbrug af kokain, sovetabletter, opkvikkende midler og alkohol, som endte med at forandre Fassbinders personlighed, udviske hans talent og til sidst slå ham ihjel.

Efter krigen optrådte fascismen fuldkommen spræl-levende på norsk grund.

Rainer Werner Fassbinder gav et sidste interview den 9. juni 1982, dagen før sin død. Interviewet blev aldrig offentliggjort, for Fassbinders mor fik i sidste øjeblik forhindret, at klippet med den dødtrætte mand med det flakkende blik blev vist offentligt. Han beherskede knap nok ordenes brug længere. Alligevel får han fremstammet et budskab, der gør indtryk, fordi det virker som et slags åndeligt testamente over den kunstner, han var: Med hentydning til sin sidste film Querelle lyder ordene som noget, der kunne gælde for hele hans livsværk: «Jeg tror, jeg måtte have levet det liv, jeg har levet, for at kunne lave den film», siger han.

Forresten havde Bjørneboe og Fassbinder et par andre ting til fælles. Begge var interesserede i Jean Genet, Bjørneboe skrev et digt og essay’et Jean Genet den hellige (se om Tyvens dagbok, www.nytid.no), mens Fassbinder endte med at filmatisere sin ungdoms yndlingsbog Querelle of Brest av Genet. Men begge havde også forbindelse til Steinerskolen. Bjørneboe begyndte som heltidsansat klasselærer i 1951 – sandsynligvis nøjagtigt samme år, Fassbinder blev flyttet til Steiner-skolen i Leopoldstrasse i München – efter en episode på sin første skole, hvor han havde kastet sig ned på gulvet og råbt på politiet, da en lærerinde gav ham en lussing.

Abonnement kr 195 kvartal

Ingen artikler å vise