«Propaganda er det, vi ikke ser», som Vibeke Nielsen på det danske netmedie Solidaritet konstaterer i en anmeldelse af bogen Identitær. En rejse ind i Europas nye højre, som også er udkommet på norsk. Hvad vi ser, og ikke ser, hvad det er meningen, vi skal se, og hvad det skal gøre ved os – følelsesmæssigt, politisk – er netop omdrejningspunktet for en ny bog om fascismens æstetiske fremtrædelsesformer.
Visualizing Fascism. The Twentieth-Century Rise of the Global Right handler ikke om Generation Identitær eller om andre nutidige fascistiske bevægelser for den sags skyld, ikke sådan direkte i hvert fald. Den undersøger fascismens visuelle udtryk fra dens opkomst i starten af det 20. århundrede og ind i efterkrigsårene. Gennem dette greb – at se frem for at læse – skaber bogen imidlertid nye indsigter om fascismens karakter, som er akut brugbare i nutiden.
«Ved aktivt at se på det globale højres opkomst kan vi begribe præcis hvor eftertrykkeligt visuelle sanseindtryk kan binde folk til nationen», skriver Julia Adeney Thomas, der er amerikansk historiker med speciale i japansk politisk og filosofisk tænkning.
Sammen med den britiske historiker Geoff Eley, der er specialiseret i tysk radikal nationalisme og fascisme, har Thomas redigeret antologien Visualizing Fascism, der modsat mange andre værker om fascisme ikke først og fremmest fokuserer på Europa. En af pointerne med antologien er nemlig, at fascisme bedst forstås som et fra starten globalt fænomen.
At Europa oftest bliver analyseret som formativt laboratorium for fascisme skyldes primært, at det er Europa, fascismehistorikere har været specialiseret i og interesseret sig for – ikke fascismens faktiske bevægelser, som fra starten gik på tværs af kontinenter. Ved at bringe Asien og de europæiske kolonier ind i centrum af analysen, kan fascismens kompleksitet og tilblivelseshistorie langt bedre begribes, argumenter Visualizing Fascism overbevisende for.
Bærbar fascisme
Fascistiske grupper og bevægelser har i dag muligheder for at udveksle og mødes på tværs af lande og kontinenter på måder, der ikke var mulige i starten af det 20. århundrede, men faktisk var netop den radikale udvikling af kommunikationsmidler og visuelle medier en af de grundlæggende forudsætninger for fascismens fremkomst og spredning – også for 100 år siden. Det argumenterer Thomas for i indledningen, hvor hun også introducerer rammesætningen «et bærbart begreb om fascisme».
I indledningen gennemgår Thomas på fantastisk pædagogisk vis forudsætningerne for fascismens opkomst i et ganske bestemt historisk øjeblik, og de grundlæggende karakteristiske ved fascismen som folkeforførende mytologi og politiske kraft.
Det er en analyse, der er så mangefacetteret, at den ikke kan ydes retfærdighed inden for denne korte anmeldelsestekst. Men en af pointerne er, at et globalt højre kunne ikke have formet sig i netop den konstellation før opkomsten af kolonial kapitalisme, socialisme og nationalstater. Og samtidig – på trods af nationalstatens centrale funktion for fascistisk ideologi – kunne fascismen heller ikke have formet sig uden de nye muligheder for hurtig global udveksling af ideer, mennesker og ting, som opstod netop i starten af det tyvende århundrede.
Fascisme er ifølge Thomas et produkt af politisk krise i de moderne kapitalistiske stater. Dermed kan den heller ikke afskrives som et fortidsfænomen, da nye kriser konstant opstår og skaber betingelser for politiske dynamikker, hvor ting, der ligner fascisme, kan begynde at samle sig.
Fascistiske medier i Kina
Antologien rummer bidrag om blandt andet fascistiske medier i Kina i årene hvor kommunistpartiet og Chiang Kai-Sheks nationalistparti kæmpede om magten, om fascistiske over- og undertoner i bosætterfotografi i den tidligere tyske koloni Namibia, om det bemærkelsesværdige fravær af visuelle repræsentationer af Japans storhed under den fascistiske transformation op til Anden Verdenskrig:; og om fascistiske forbindelser mellem Holland, Japan og Indonesien under kolonimagten Hollands begyndende imperiale krise.
Det er bestemt ikke fordi hverken Hitler eller Mussolini bliver skrevet ud af historien i Visualizing Fascism, men de fascistiske bevægelser i Tyskland og Italien bliver skrevet ind i deres rette globale kontekst, hvilket giver analysen en helt anden kraft – også i forhold til at belyse fascismens fremtrædelsesformer i det 21. århundrede, selvom forfatterne klogeligt holder sig fra direkte analogier.
Snigerfascisme
Adskillige af kapitlerne er fascinerende læsning af visuelle kilder, der fra hver deres udsigtspunkt gør os klogere på fascismen i al dens kompleksitet. Men faktisk er det Julia Adeney Thomas selv der analytisk får antologien til at flyve, både i sin introduktion og sit kapitel «Japans billedløse krig: Normaliseringen af fascisme». Det er mildest talt hårrejsende at læse hendes analyse af, hvorfor «forskningens vægt på overlagt, pludselig institutionel forandring ledsaget af dramatiske billeder er malplaceret som nøgle til at forstå fascismens opkomst».
Leder man efter analyser af fascisme tættere på nutiden bliver man slemt skuffet.
Med sine stilfærdigt præcise observationer af politiske forandringer – fascismen kan komme buldrende med støvletramp, men den kan lige så vel komme listende i sit bedste søndagstøj – kompenserer Thomas til fulde for, at løftet om at analysere fascismen ikke bare på tværs af rum, men også på tværs af tid, ikke helt bliver holdt. I hvert fald ikke med så brede penselstrøg, som man måske kunne forledes til at tro. Perioden i alle antologiens bidrag er ret konsekvent afgrænset til 1920erne-1940erne, og leder man efter analyser af fascisme tættere på nutiden bliver man derfor slemt skuffet.
Til gengæld får man virkelig smæk for skillingen, hvis man leder efter redskaber til selv at genkende fascistiske udtryksformer, hvor og hvornår de end måtte manifestere sig.
