Fascisme i fåreklær

Enzo Traverso: Les nouveaux visages du fascisme. Textuel, 2017

Populismebegrepet fungerer ikke – det er postfascisme som skyller over verden.

© pixabay
Mikkel Bolt

Forløbet fra Brexit til valget af Trump i USA og frem mod det franske præsidentvalg den 23. april i år kalder på analyse. Etnonationale følelser blander sig med afvisning af det etablerede politiske system, der har lidt et ideologisk nederlag fordi det ikke har været i stand til at håndtere den økonomiske krise på anden vis end ved at socialisere regningen og fortsætte tre årtiers neoliberal politik. Derfor siger folk fra. I Storbritannien og USA afviste vælgerne det såkaldte fornuftige valg. I Storbritannien stemte vælgerne i direkte modstrid med såvel de konservative, de liberale og Labour for britisk exit fra EU, og i USA stemte de for den mandschauvinistiske og racistiske tv-stjerne Donald Trump som præsident. Stort set alle medier og mange ledende republikanere havde ellers lagt afstand til den ikke blot flamboyante, men decideret afstumpede kandidat, der eksplicit trækker på en socialdarwinistisk retorik om det hvide Amerika. I begge tilfælde kom valgresultaterne som en genuin overraskelse efter måneders valgkamp, hvor et stort flertal af politikere og medier havde forklaret befolkningen, hvordan den burde stemme. Men som den amerikanske filminstruktør Michael Moore har formuleret det, gav befolkningerne i Storbritannien og USA en fuckfinger til det etablerede politiske system.

Postfascisme. Baggrunden for fuckfingeren er selvfølgelig krisen. Den økonomiske krise, der brød ud i 2007–2008, og som hurtigt forvandlede sig til en politisk krise, da regeringer verden over valgte at købe bankerne fri og til gengæld introducere neoliberale spareprogrammer, der udhuler i forvejen tyndslidte velfærdsamfund. Så der er et tydeligt element af protest over de afgivne stemmer – «I har ikke vores støtte,» synes budskabet at være – men modstanden antager en særlig form: Det er højreradikalisme og protektionistisk nationalisme, der i dag kanaliserer afvisningen af den neoliberale globalisering.

Så vanskelig er det å forestille seg en ikke-kapitalistisk verden, at fascismen ikke behøver å late som den er revolusjonær.

Hvordan skal vi forstå sammenblandingen af protester mod den neoliberale globalisering og de eksplicit nationalistiske og ofte også racistiske emotioner, der bevæger sig gennem verden? Den italienske historiker og totalitarismeforsker Enzo Traverso giver et svar i en ny interviewbog, der bærer titlen Fascismens nye ansigter, hvor han forsøger at forklare Brexit, Trump og lignende fænomener som fremkomsten af en ny postfascisme.

I modsætning til mange andre historikere og kommentatorer, der taler om populisme og beskriver Trump som populist, så griber Traverso til fascisme som samlebetegnelse for de forskellige højrenationale projekter, der har vind i sejlene for øjeblikket mange steder i verden. Populismebetegnelsen fungerer ikke, da den ikke gør det muligt at skelne mellem højre og venstre, forklarer Traverso. Det er en dårlig analyse, der putter Trump/Sanders og Ciudadanos/Podemos i samme båd. Populisme er en særlig stil, men ikke et specifikt indhold. Fascisme er derimod en politisk ideologi. Og en politisk ideologi, der byder sig til i en situation af økonomisk krise, som den vi er i i dag.

Systemtro. Fascisme er forestillingen om et oprindeligt nationalt fællesskab, der er truet af udefrakommende trusler, som det er nødvendigt at fjerne. Det skal den stærke leder gøre. Den fortælling er stadigvæk omdrejningspunktet i den narration, som politikere som Trump og Marine Le Pen bruger, ifølge Traverso. Men i modsætning til den «oprindelige» fascisme, så er den nationale genfødsel ikke længere et spørgsmål om at suspendere det parlamentariske system og sætte det ud af kraft. Det er derfor, han bruger betegnelsen postfascisme. Postfascismen adskiller sig altså ifølge Traverso fra såvel den historiske fascisme, først og fremmest Mussolinis italienske fascisme og Hitlers tyske nazisme, som fra neofascismen, der har eksisteret i Vesten efter Anden Verdenskrig i forskellige former, men uden at opnå nogen nævneværdig politisk relevans. Postfascismen er ikke, på samme måde som nazismen eksempelvis var det, en ekstra-parlamentarisk bevægelse, men tager i stedet form af politiske partier, der kæmper inden for det etablerede parlamentariske system. Postfascismen er således ifølge Traverso fascismens forsøg på at iklæde sig en parlamentarisk respektabilitet og lægge afstand til de værste fascistiske excesser.

Le Pen vil beskytte republikken – ikke ødelegge den. Denne forvandlingen fødte idéen om postfascisme.

Forvandling. Front National er et godt eksempel på denne udvikling. Partiet er gået fra at være et subversivt antiparti med tydelige forbindelser til den franske fascisme og den franske modkolonialiseringsbevægelse til at blive et alternativ inden for det etablerede politiske system, et parti hvis leder i dag konkurrerer om retten til at lede Frankrig. De postfascistiske partiers retorik er selvfølgelig stadigvæk, at den politiske elite ikke duer, at den ikke beskytter folket, men lader multinationale firmaer flytte arbejdspladser rundt efter forgodtbefindende og endnu værre tillader store masser af immigranter at komme til landet, selvom de ikke kan integreres og i virkeligheden vil ødelægge det nationale fællesskab. Men den nye postfascisme præsenterer på en anden måde end tidligere sit projekt mere som en fortsættelse end som et brud. Le Pen vil beskytte republikken – ikke ødelægge den. Det er denne gradvise forvandling, som ligger til grund for Traversos idé om postfascisme – at fascismen afklæder sig sin revolutionære dragt, kan man sige. Pointen må være – selvom Traverso ikke udtrykker det eksplicit – at det i dag er så vanskeligt at forestille sig en anden, ikke-kapitalistisk verden at fascismen ikke behøver at lade som om, den er revolutionær. Der findes netop ingen revolutionær kommunistisk bevægelse og derfor ikke nogen direkte trussel, som fascismen skal annullere (eller imitere). Fascismen fungerer i dag præventivt kontrarevolutionært, kan vi sige.

Ny indre fjende. Postfascismen er med andre ord ikke så systemomvæltende, som fascismen var det, ifølge Traverso. Men den tager stadigvæk form af nationalistisk og racistisk eksklusion. Hvis den gamle fascisme var kendetegnet ved antisemitisme, så er den nye postfascisme ifølge Traverso islamofobisk. Trump og Le Pen er begge islamofober og spiller effektivt på truslen fra den militante islamisme, som blæses totalt ud af proportioner – der var større risiko for at miste livet i 1970’ernes såkaldte røde eller sorte terrorisme end ved et islamistisk terrorangreb i dag – og bliver til en egentlig islamofobi, der rammer alle afrikanere og arabere i Vesten, inklusive ikke-praktiserende muslimer. I den islamofobiske diskurs antager islam skikkelse af en konspiration, det er ikke bare en religion, men bliver den del af befolkningen, der skal ekskluderes, den indre fjende, der står i ledtog med de ydre fjender, der vil det nationale fællesskab til live. Frygtpolitikken kender ingen grænser, og mennesker, der flygter fra krig eller migrerer for at få et bedre liv, bliver til fjenden selv, en trussel mod vores identitet og mod det nationale fællesskab.

---
DEL